Under rejser rundt i verden kommer man i kontakt med mange mennesker, og gode kontakter opstår. Indimellem aftaler man at mødes igen, men ofte bliver det ikke til noget efterfølgende. Blandt løberne i Karen Blixen Safari Marathon i 2000 var Rolf Bücking fra Viborg. Rolf talte varmt om 24 timers løbet, der lidt tidligere på året var afviklet af Viborg Atletik– og Motionsforening Løbet skulle gentages i årene fremover. Under det gode kammeratskab i Afrika bredte sig snart en stemning for, at vi skulle til Jylland og løbe hos Rolf.
I foråret 2001 modtog jeg et brev fra Albatros Travel. Der var taget initiativ til, at løbere fra Karen Blixen Safari Marathon skulle stille med stafethold i 24–timer Viborg. Holdet fik navnet “Kenya Safari Team”. Albatros Travel ville sponsorere holdets tilmeldingsgebyr og en T–shirt til deltagerne.
Jeg kunne godt se, at det kunne være sjovt at mødes med gruppen igen. Jeg syntes også, det kunne være hyggeligt at deltage i en stafet, hvor der ville være masser af tid til at slappe af og hygge med de andre, når jeg ikke selv skulle løbe. Men samtidig syntes jeg også, det var lidt for tyndt at løbe stafet. Måske var jeg blevet lidt kæphøj efter flere ekstremmaratonløb og et 100 kilometerløb. Jeg meddelte de andre, at jeg gerne ville med, men at jeg ville stille op som sololøber. Jeg købte et godt lille telt og tre soveposer. Dette skulle igen være en tur for både drengene og mig.
Lørdag den 11. august modtog vi Kim Tang Veje og hans kæreste til morgenkaffe. Vi stod for kaffen, mens de havde brødet med, og efter måltidet kørte vi sammen til Jylland. Kim og Steffen skulle deltage i stafetløbet, mens Kims kæreste og Emil ikke skulle løbe.
Løbet blev afholdt ved Sønæs, der er et afvandet, grønt område placeret ved den sydvestlige bred af Søndersø. Området har en størrelse på cirka 7,5 hektar. Før man i slutningen af 1800–tallet langsomt startede en afvanding af området, var Sønæs en sø kun adskilt fra Søndersø ved en tange, hvor Sønæsvej er beliggende.
Ved ankomsten fik vi slået teltet op, hilst på de andre og i det hele taget ladet op til det, der nu skulle foregå, og vi fik besigtiget forholdene på stedet. Søndersø er den sydlige af Viborgsøerne og ligger øst for selve byen. Vandet løber fra søen via Søndermølle Å til Nørreåen og derfra videre til Gudenå, der er Danmarks længste vandløb.
Løbet foregår på en 5,72 kilometer lang rute rundt om Viborg Søndersø. Der var således ikke den store afveksling på ruten, og vi fik rig lejlighed til et betragte både byens hospital og tårnene på den berømte domkirke.
Klokken 12 blev løbet skudt i gang af viceborgmester Klaus Keller. Der var mange aktiviteter og underholdning i løbet af døgnet. Det fik jeg nu ikke glæde af, men det var godt for Emil og for deltagerne i stafetholdet. Der var både beachvolley, udstilling af svævefly og robåde, samt romaskiner og andet udstyr, spejderaktiviteter, opvisning i sportsdans, linedance, squaredance, aerobic, karate, faldskærmsudspring, og agility. Ingen fik tid til at kede sig. Lørdag aften var der diskotek, og søndag formiddag stod jazzorkestret “3 på spil” for den musikalske underholdning.
Det var op til hver enkelt løber og stafethold, hvor meget man ville eller kunne løbe. I starten fulgtes jeg med Rolf, men på et tidspunkt blev det et sololøb for mig.
Et sted på ruten stod der 42,195, malet med kridt på vejen. Det var jo maratondistancen, men hvorfor stod det her? Jeg fandt ud af, at det var skrevet til brug for Tage Johansen, der er en gæv jyde fra Frederiks, der netop det år havde sat sig for at løbe 130 maratonløb. To af disse skulle løbes i Viborg i denne weekend. Han skulle løbe et om lørdagen og et om søndagen. Tage skulle altså løbe syv runder og så hen til stedet, der var markeret med kridt. Men desværre ville Guinness Book of Records i London efterfølgende ikke ville anerkende hans rekord, fordi der ikke var tale om officielle maratonløb, Alle Tages løb var på officielt opmålte ruter, og han havde kontrollanter med til alle løbene, men de blev altså ikke accepteret af den kendte rekordbog.
Lørdag eftermiddag var det godt vejr, og jeg nød det hele. Jeg kom jo ofte forbi målområdet og vores telt. Her blev jeg heppet godt på af mine drenge og de andre fra Kenya Safari Team. Det samme skete også ude på ruten, når jeg blev overhalet af gruppens løbere, hvilket naturligvis skete mange gange. Ved aftenstid fik jeg mad og massage i et opstillet telt, og herefter var det i gang igen. Efterhånden som mørket sænkede sig, blev det knapt så hyggeligt, men jeg var stadig ved godt mod. Det var nu begyndt at regne, og publikum var efterhånden helt væk. Men et stykke tid endnu stod der en ved chipmåtten, der målte vores omgange, og her var der også vand og øvrig forplejning. På et tidspunkt, hvor jeg var godt gennemblødt fik jeg varm bouillon. Det var lige, hvad jeg trængte til.
Over midnat var der ingen bemanding i målområdet, men fra tid til anden blev jeg overhalet af andre. Her blev måske udvekslet et lille “hej”, men ellers var det et temmeligt ensomt løb i mørket. Og mørkt var det flere steder på ruten. Arrangørerne havde i et område sat havefakler, der oplyste stien, men uden disse havde det været umuligt at se den.
Midt på natten fik jeg store problemer. Jeg var godt og grundigt gennemblødt af regnen, og jeg var efterhånden temmelig træt og udmattet. Det bevirkede, at jeg mistede orienteringssansen og flere gange kom uden for ruten. Pludselig stod jeg i mørket på en græsplane foran et buskads og kunne ikke komme videre. Jeg måtte så søge rundt for at finde tilbage til stien, og det bekymrede mig noget. De gange, det skete, var jeg kommet til højre for stien, men hvis jeg var røget til venstre, kunne jeg risikere at falde i søen. Jeg var bevidst om, at det kunne være katastrofalt for mig på det tidspunkt af døgnet og i min fysiske tilstand.
Så oplevede jeg pludselig, at der var blevet opsat lygtepæle på stien, hvor der tidligere havde været mørke. Først undrede det mig, at man havde opsat lygtepæle natten til en søndag, men det skulle nu også vise sig at være noget andet. Når jeg kom tæt på en “lygtepæl”, viste det sig nemlig, at det var en af havefaklerne fra tidligere. Men så fik jeg øje på flere “lygtepæle” i horisonten, og de viste sig også efterfølgende at være havefakler. Jeg var nu klar over, at jeg var langt ude, men jeg var dog ikke længere ude, end at jeg vidste, der var noget galt, og at det ikke ville være forsvarligt at fortsætte på denne måde. Næste gang jeg kom til målområdet, gik jeg ind i vores telt og krøb i min sovepose. Jeg satte mobiltelefonen til at vække mig to timer senere og skubbede til Steffen og bad ham sørge for, at jeg kom op.
Da de to timer var gået, begyndte min telefon med sin irriterende ringetone. Jeg vendte mig om og krøb dybere ned i soveposen. Steffen skubbede til mig og sagde, jeg skulle op. Det ville jeg ikke. Jeg kunne høre, regnen tromme på teltets tag og havde slet ikke lyst til at løbe på dette tidspunkt. Men Steffen var meget vedholdende, og til sidst nærmest sparkede han til mig og råbte: “Du skal op far”. Det blev et valg mellem pest eller kolera. Skulle jeg finde mig i Steffens grove behandling, eller skulle jeg ud i regnvejret? Det endte med det sidste. Jeg har siden prist mig lykkelig for Steffens vedholdenhed. Tænk, hvis jeg havde snorket en hel formiddag der i et telt ved Søndersø, hvor jeg skulle have deltaget i et ultraløb.
Da jeg først kom ud, var regnen ikke så slem, som det havde lydt inde i teltet. Ganske vist regnede det, men det havde jeg prøvet så ofte før. Jeg tog tørt regntøj på, og så gik det faktisk fint. Efter nogle omgange gik jeg i forplejningsteltet og fik morgenmad, inden jeg fortsatte mit løb hele formiddagen.
Jeg havde ikke i forvejen nogen som helst mulighed for at vurdere, hvor langt jeg kunne løbe på 24 timer. Jeg havde tænkt, at 24 omgange ville være rigtig fint. Det ville have svaret til en omgang i timen i gennemsnit, men efter 23:45:47 kom jeg i mål for 23. gang og var dermed færdig med mit løb. Min tilbagelagte distance var på 131,56 kilometer, svarende til lidt over tre maratonløb. Jeg var himmelhenrykt for denne præstation, der i øvrigt var den samme, som Rolf præsterede. Kenya Safari Team løb med 49 omgange mere end det dobbelte af mig. Men med omkring 16 deltagere i gruppen havde de også kunne starte hver omgang med friske ben.
Jeg var fuldstændig tappet for kræfter og meget træt, så det var ikke mig, der skulle køre bilen hjem. Heldigvis var vi i følgeskab med Kim og hans kæreste, og som stafetløber var Kim ikke så brugt som mig, så den rutinerede taxachauffør kørte, mens jeg sov min søde og velfortjente søvn.
Køb bogen her.
