At løbe langdistanceløb kræver, at man vil og ønsker det. Uden motivation og vilje går det slet ikke. Den fysiske tilstand skal være i orden, men det er ikke gjort med det. Det mentale er lige så væsentligt, måske vigtigere. Meget ligger i de indre overbevisninger og troen på sig selv. Hvad du ikke har i benene, må du have i hovedet, er ikke bare en floskel.
Da jeg tilmeldte mig mit livs første maratonløb, The Great Wall Marathon 1999, var jeg ganske uden træning og fandt løb uendeligt kedeligt og intetsigende. Men en provokation fik mig til at tilmelde mig dette løb. Da først beslutningen var taget, fulgte motivationen trop, og to en halv måned senere løb jeg for første gang på muren. Senere har jeg gentagne gange gennemført løb på et hængende hår, alene på vilje og motivation. Jeg har løbet 78 kilometer over en alp, 100 kilometer på en dag, maratonløb to dage i træk og mere end tre maratonløb på et døgn. If you can dream it, you can do it …