Hvad du ikke har i benene, må du have i hovedet …

fra sofaatlet til “Mr. Great Wall” og maratonløber på de syv kontinenter

 

“Hvad du ikke har i benene, må du have i hovedet” er den personlige beretning fra et menneske, der livet igennem ikke dyrkede meget idræt, men som ved skæbnens tilfældighed gjorde sin debut som maratonløber på verdens hårdeste rute i en alder af 40 år.

 

Hvad der skulle have været en enestående oplevelse i livet endte med at blive en passion med mange løb i årene efterfølgende. Her blev det til maratonløb på alle verdens syv kontinenter, ultramaratonløb og ikke mindst gensynets glæde med stedet, hvor det hele startede. Henrik Brandt er den eneste i verden, der har løbet og gennemført The Great Wall Marathon, hver gang løbet har været afviklet. Ved bogens udgivelse var det blevet til 14 løb på distancen over den kinesiske mur.

 

Bogen er også beretningen om, at man ikke nødvendigvis behøver være superatlet, følge nøjagtige træningsprogrammer og være kostfanatiker for at kunne deltage i sport. Vi har alle de ressourcer, der skal til for at nå vores mål. Hvad vi ikke har i benene, har vi i hovedet! Indre overbevisninger, tro på os selv og det rigtige målsætningsarbejde kan bringe os langt. Dette gælder ikke kun i sport, men i alle livets forhold. Et herligt citat fra Ole Lund Kirkegaards “Gummi Tarzan” lyder: “Der er altid noget, man er god til, bare man kan finde ud af, hvad det er”. På baggrund af mine personlige erfaringer kunne man omskrive dette til: “Man er god til det, man vil være god til, man skal bare lige finde ud af hvordan.” Og i Walt Disneys version lyder sætningen: “If you can dream it, you can do it.”

 

Roskilde, januar 2014

Henrik Brandt Brainrun

Mr. Great Wall