Mit første egentlige maratonløb i Danmark skulle vise sig at blive et anderledes løb. Det var sådan set ikke så mærkeligt, eftersom jeg indtil da kun havde løbet ekstremløb, lige bortset fra Berlin Marathon. Det fortoner sig i fortidens tåger, hvordan det kom sig, at min danske debut blev et løb netop på den jyske vestkyst.
North Sea Beach Marathon blev første gang afviklet i 2000, og jeg var således med i løbets anden udgave. Løbet er formentligt den eneste løbebegivenhed i verden, hvor man udelukkende løber på sand. Udover den klassiske maratondistance på 42,195 kilometer er der også en halvmaraton, samt distancer på ti og fem kilometer. Det år, jeg deltog, startede løbet i Vejers og sluttede i Hvide Sande. Sådan havde det også været i debutåret. Gennem årene har start og målområde skiftet mellem de to steder. Altså løber man nogle år mod nord og andre år mod syd. Hvert år starter halvmaratonløbet i Nymindegab og har samme slutsted som maratonløbet. De kortere løb har nu start og mål samme sted, hvor man så skal ud og vende ved et punkt, men sådan var det ikke i 2001. Dengang startede 10-kilometerløbet på Skodbjerge Strand og 5-kilometerløbet på Hvide Sande Sydstrand.
Løbet afvikles typisk omkring månedsskiftet juni/juli. I 2001 var det søndag den 1. juli. Efter datidens kommuneinddeling krydsede vi to amtsgrænser og tre kommunegrænser.
Som det efterhånden var ved at blive en tradition, var drengene med. Løbet blev skudt i gang klokken 11, så vi skulle tidligt hjemmefra for at nå rettidigt til vestkysten. Vejers ligger i Sydvestjylland i Varde Kommune mellem Blåvand og Grærup. Startstedet var midt på stranden, og der var normalt ikke større aktiviteter udover dagens arrangement. Men til gengæld var man ikke i tvivl om, at der skete noget den dag. Flag, toiletvogne, biler og mennesker i løbetøj satte deres præg på stranden.
Ligesom de andre løb, jeg havde deltaget i, var også dette ganske specielt og havde sin helt egen charme. Indtil da havde jeg løbet maraton i meget kuperet terræn med både bjerge og trapper, ligesom jeg havde forceret kurver og sving, hvor skilte og vejvisere havde været af vital betydning for løbet. Her var løbet fladt som en pandekage og gik absolut kun ligeud. Der var ikke rigtig noget at tage fejl af.
Det var også noget helt nyt at løbe i sand. Nogle steder var det ikke den store udfordring. Det var på områder med fugtig og hård sandbund, der var let at løbe på. Andre steder løb vi ved vandkanten på sten, og her kunne det visse steder svare sig at løbe helt nede ved vandkanten om end med risiko for våde fødder. De værste steder var områderne med tørt og blødt sand. Her føltes det nærmest, som om man løb i slowmotion. Foruden bundforholdene måtte vi også kæmpe med en strid modvind fra nordvest, og blandt de uforudsigelige faktorer var, at man aldrig vidste, hvornår man sank i. Man kunne ikke se, om der var luft under sandet. Ved løbets start var himlen præget af tunge skyer, men vi blev dog forskånet for regnvejr.
Det er ikke enhver maratonløber forundt at måtte springe over en død torsk midt på ruten, og det hører også til sjældenhederne, at samaritterne ved et maratonløb kører rundt i militære bæltekøretøjer. Men sådan er vilkårene, når man har sat sig for at besejre naturen og løbe maratonløb på en uendelig sandstrand med våde sokker og pibende vind i det ene øre det meste af tiden.
Som ved de fleste maratonløb var der skilteafmærkning for hver kilometer, men her var det dog en lidt usædvanlig nedtælling, eftersom skiltene hele vejen igennem skulle passe til løbere med fire forskellige distancer.
Umiddelbart kan løbet lyde kedeligt, men det var nu på ingen måde tilfældet. Ruten var helt unik på denne yderste kant af det vestlige Danmark, og den sine steder ret barske blæst var med til at give en sanselig oplevelse, hvor man virkelig fik smagt på både salt og hav.
Steffen skulle denne gang løbe ti kilometer og startede derfor på det sted, hvor jeg havde løbet 32,195 kilometer. Denne distance skulle have haft sit afsæt fra strandkanten, men fordi havet åd sig ind på flagstængerne, måtte man i hast flytte startområdet lidt tilbage. Han skulle først starte klokken 14.30, så da jeg nærmede mig Skodbjerge Strand, fik jeg den idé, at jeg ville nå op og give ham et klem og ønske ham god tur. Jeg var helt på det rene med, at jeg ikke ville have kræfter til at følge hans unge og friske ben på den sidste strækning. Men mit påfund skulle vise sig at være temmelig dumt. Jeg knoklede af sted for at nå op til Steffen og brugte derved flere kræfter, end jeg reelt havde. Resultatet var, at starten på 10−kilometerløbet gik mindre end 100 meter, før jeg nåede derop. Jeg så starten, men kunne ikke se Steffen i mylderet af mennesker, der sprintede af sted. Herefter var jeg både fysisk og moralsk fuldstændigt flad og måtte gå hovedparten af de sidste ti kilometer, der således tog mig mere end halvanden time.
Men jeg kunne dog ikke få mig selv til at gå i mål, selvom det ikke var så ligetil at løbe. Ved målområdet havde både de tre kortere distancer, samt mange maratonløbere før mig, løbet, og sandet var nu så blødt, at det var ligesom at løbe i dyb sne. Det var en prøvelse at komme gennem de sidste meter.
Selvom jeg var træt og udmattet, var det dejligt at komme i mål i den hyggelige lille fiskerby i Holmsland Klit Sogn. Her var der den rene byfeststemning. Bageren i gågaden solgte strandløberkager, og et par lokale kvinder stod bekymret i blæsten på stranden og talte om, at de der løbere da havde alt for lidt tøj på. Det var også utroligt dejligt at blive modtaget af mine to sønner i målområdet. Steffen havde klaret sine ti kilometer på 1:16:10, mens jeg brugte 5:01:37 på mit maratonløb. Efter et svalende brusebad gik den lange biltur hjem til Sjælland.
Der var tilmeldt i alt 1.821 deltagere fra 11 nationer på forhånd til de fire distancer. Heraf fuldførte 1.623 løbet, og blandt disse var vi 426 maratonløbere. Den mandlige vinder blev Torben Nielsen i tiden 3:10:30, mens polakken Janina Malaska vandt hos kvinderne i tiden 3:29:44.
Køb bogen her.
