Ingen plan B
Desværre gik skaden ikke bare sådan lige over. Jeg havde ingen plan B, men var blot besat af at gennemføre The Great Wall Marathon for enhver pris.
Den 21. april løb jeg for første gang dette år, og det var hårdt, selvom det kun var en tur på fem kilometer. Inden for den næste halvanden uges tid kom jeg op på 24 kilometer. Det var fortsat hårdt og tog lang tid. Men det hjalp på min selvtillid, at jeg kunne løbe så langt.
Jeg var ude på en længere tur 13 dage før løbet, men efter 13 kilometer begyndte det at gøre ondt i hælen igen. Nu ville jeg ikke udfordre skæbnen mere. Jeg gik hjem og valgte ikke at løbe en meter mere før den store dag. Håbet var der, men jeg var dybt bekymret.
Skæbnedag
Da jeg den 21. maj 2011 stod i startområdet på Yin og Yang–pladsen, føltes det næsten, som stod jeg over for en mulig dødsdom. Var det mon i år, jeg skulle falde og udgå fra det løb, der betød så meget for mig? Hæleskaden var det helt afgørende. Sekundært var, at jeg ikke havde løbetrænet tilstrækkeligt. Dagen ville blive en stor prøvelse.
Min hæl gjorde ondt fra første skridt, og det fortsatte igennem samtlige 42,195 km. Men det var ikke uudholdeligt. I tiden 7:27:52 løb jeg i mål. Det var en meget stor sejr at komme igennem under de forhold, jeg havde haft op til løbet. Årets begivenhed var succesfuldt blevet gennemført, men hælen var stadig ikke i orden.
