Aabenraa Bjergmarathon 2004

Skrevet 30. september 2015

To ildsjæle

 

På rejsen til Grønland i 2001 stiftede jeg for første gang bekendtskab med Anne Grete og Holger Jacobsen fra Aabenraa. To år senere i Tibet var vi i gruppe sammen og kom derved tættere ind på hinanden. Anne Grete og Holger er herlige mennesker, som jeg siden har haft fornøjelsen at møde både i Sydafrika, Jordan og Australien.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Anne Grete og Holger brænder for Aabenraa Bjergmarathon i deres hjemby, hvilket man hurtigt bliver mindet om, når man møder dem ude i verden iført trøje og jakke med løbets karakteristiske logo.

 

We´ll Meet Again

 

Under et hyggeligt måltid på rejsen til The Great Tibetan Marathon i 2003 havde vi grundlagt idéen om at samle hele gruppen til maraton i Sønderjylland den efterfølgende sommer. Nu havde mange af os jo løbet sammen på eksotiske steder over hele verden, så hvad var mere naturligt end at mødes til et dansk maratonløb. Idéen blev til virkelighed. Med kun et par enkelte undtagelser tilmeldte alle maratonløbere fra The Great Tibetan Marathon 2003 sig til Aabenraa Bjergmarathon 2004. Selv to norske ægtepar, der havde taget rejsen til Tibet, arrangerede en bondegårdsferie i broderlandet for at gense danske løbevenner og tage et maratonløb mere.

 

Et spændende løb

 

Aabenraa Bjergmarathon er blevet afviklet siden årtusindskiftet, og ruten er karakteriseret af få, men lange stigninger. Stigningerne, hvoraf den skrappeste ligger på Hjarupvej, er placeret i fire sløjfer, som alle har udgangspunkt på Storetorv, hvor såvel start– som målområdet ligger.

 

2004.06.19 Aabenraa bjergmarathon__00001

 

Maratonløberne skal løbe alle fire sløjfer startende med østruten, herefter følger vest–, syd– og til sidst nordruten. Undervejs i løbet møder man fem store bakker på 50–75 højdemeter. Det er således måske ikke ligefrem et rigtigt bjergløb, men det føles sådan. Ruten tiltrækker løbere, fordi den er krævende, men af samme årsag skræmmes også nogen væk.

 

Det er tradition at afvikle løbet på lørdagen op til Sankt Hans, og det glædede en løbende præst, at løbet ikke som de fleste andre afholdes på en søndag og dermed kommer i konflikt med kirketiden.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Med årene er løbet blevet meget populært og tiltrækker et stort antal løbere fra nær og fjern. Det flotte arrangement samler byen, hvilket fremgår af den store sponsorgruppe, der primært er fra lokalområdet.

 

2004.06.19 Aabenraa bjergmarathon__00033

Som noget nyt fik løbet sin egen vin i det år, vi deltog. Den lokale kunstner og løber, Dagmar Poulsen, havde stået for etiketten til årets Bjergmarathonvin. Også byens børneinstitutioner havde bakket op om løbet. Børnene havde meget kreativt skabt nogle dukker, der skulle fungere som vejvisere til årets løb. Dukkerne var et supplement, da der på tilfredsstillende vis også var levende hjælpere under løbet.

 

Tidligt op

 

Løbet blev afholdt den 19. juni. Karin skulle ikke løbe, men valgte at tage turen med til det sønderjyske. Eftersom løbet startede klokken ti, skulle vi køre tidligt fra Sjælland for at nå de godt 250 kilometer til løbet. Det var dog ikke meget anderledes end ved så mange andre løb ude i verden.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

På vejen hentede vi løbekammeraten Susanne Bruun i Sorø. Hendes forældre, der også trofast havde rejst verden rundt for at løbe maraton, var den dag forhindret i at deltage sammen med gamle kendinge.

 

Gorm

 

Vores maratonløb blev skudt i gang klokken ti, mens løbets kortere distancer startede i timerne derefter. Som det havde været tilfældet siden løbets start, var det den kendte TV−mand Hans Georg Møller alias Gorm, der speakede i start– og målområdet.

 

Sommer og sol, op og ned ad bakker

 

Det var sommer, og det kunne mærkes. De bakkede terræner ude på ruten trak tænder ud, men det var oplivende, hver gang en sløjfe var gennemført, og vi igen kom over Storetorv til klapsalver og Gorms friske bemærkninger. Forplejningen under hele løbet var meget fin, og på alle måder var det et veltilrettelagt løb. Jeg forstår godt, at Anne Grete og Holger med stolthed viser løbets logo frem i hele verden.

 

Vores norske venner havde inden løbet trukket på smilebåndet over, at vi skulle løbe Bjergmarathon. Men efter løbet måtte selv de medgive at være mærket af turene op og ned ad bakkerne. De erklærede oprigtigt, at de nu forstod betegnelsen Bjergmarathon.

 

Præmier

 

Helt efter traditionen var jeg ikke hurtig, og min tid blev 5:23:26, mens løbets vindertid lød på 2:43:51. Susanne Bruun markerede sig ved at løbe ind på en tredjeplads blandt kvinderne. Foruden præmier til de hurtigste løbere blev der uddelt lodtrækningspræmier. Jeg havde medbragt præmier fra vores daværende virksomhed, Wolle, samt bøger om urteprodukter, der blev lagt frem så, alle frit kunne tage et eksemplar med hjem.

 

Fællesspisning og gæstfri overnatning

 

Om aftenen mødtes vi med mange af løbets deltagere og officials til fællesspisning i Føtex’s cafeteria. Det blev en rigtig hyggelig aften, der blev afsluttet med lidt koldt at drikke på et af byens listige steder.

 

Efter en lang dag og en glad aften kørte vi til Agerskov 22 kilometer fra Aabenraa. Her var vi inviteret til at overnatte hos Gerda og Jakob, der morgenen efter beværtede os med et flot morgenbord, inden vi igen drog hjem til Sjælland efter en dejlig oplevelse i Jylland.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Køb bogen her.

Dansk forside