Århus City Marathon blev arrangeret af atletikklubben Århus 1900. Desværre eksisterer løbet ikke mere, men jeg var så heldig at få lov at løbe i Jyllands hovedstad, mens tid var. Jeg deltog søndag den 14. september 2003 og var denne gang alene af sted.

 

Starten gik klokken ti, og startnummeret kunne afhentes fra klokken otte på Århus Katedralskole. Jeg måtte således tidligt op for at køre de knapt 280 kilometer, der skulle tilbagelægges.

 

Ikke langt fra Katedralskolen ligger Store Torv og Lille Torv, der var start– og målområde for løbet.

 

Det var en smuk efterårsdag, da løbet blev afviklet, og på trods af navnet Århus City Marathon kom vi også ud i periferien af byen og omkring grønne områder. Der var opstillet væskedepoter for cirka hver femte kilometer på ruten, og vi fik således otte gange tilbudt frisktappet vand og energidrik. I målområdet blev vi tillige beværtet med æbler og bananstykker.

 

Det var ikke en dag, hvor jeg følte mig i den bedste form. Det vil sige, i starten af løbet gik det fint, og jeg passerede den halve distance i tiden 2:06:16. Herefter begyndte det at ebbe ud med kræfterne.

 

På et tidspunkt efter 30 kilometer var jeg en del nede og gå. Det havde jeg det egentligt fint med, for jeg skulle hverken slå rekorder eller hjem til bestemt tid, så jeg valgte at tage den med ro. Men det skulle jeg imidlertid ikke have gjort. En medløber fortalte mig, at der til løbet var sat en tidsgrænse på fem timer, og så fik jeg pludselig meget travlt. En ting var, at jeg havde været tilfreds med en langsom tid. Men jeg ville på ingen måde risikere at have brugt en dag på at køre til den anden ende af landet for dernæst at måtte udgå fra et maratonløb på grund af tidsgrænsen.

 

 

Så jeg fik travlt og måtte løbe konstant de sidste seks til otte kilometer. Når man skal, så skal man. Og jeg skulle, så jeg gjorde det. Min tid blev 4:54:17. Endnu engang var det lykkedes mig at komme under tidsgrænsen til et løb, hvor jeg havde været lige på grænsen.

 

Jeg er overbevist om, at det er i disse situationer, hovedet tager over. “Hvad du ikke har i benene, må du have i hovedet”.

 

Turen hjem skulle dog vise sig at blive en prøvelse. Efter en lang dag med bilkørsel og et maratonløb var det småt med kræfterne, da det blev sidst på eftermiddagen. Midtvejs over Fyn blev jeg meget træt, og jeg tror faktisk, at jeg glippede med øjnene en enkelt gang. Det gjorde mig forskrækket og ekstra agtpågivende, så jeg rullede vinduer ned og sagtnede farten, mens jeg holdt udkig efter en rasteplads, men der kom ingen. Først på Sjælland fandt jeg en rasteplads lidt efter broen. Her prøvede jeg at falde i søvn i bilen, men det lykkedes ikke. Til gengæld gav hvilet mig nogle af de tabte ressourcer tilbage, og efter 15–20 minutters hvil var jeg klar til at køre det sidste stykke over Sjælland uden problemer. Jeg sov rigtigt godt den efterfølgende nat.

 

Køb bogen her.