Gensyn med Kina bekendte

 

Både i 2009 og 2010 var jeg i gruppe med Michael i Kina, og i 2010 var vi tillige sammen med John. Det var løberen med det store vægttab, jeg tidligere havde skrevet en artikel om. De to skulle løbe Amsterdam Marathon den 17. oktober og spurgte mig, om jeg ville med.

 

Drengetur

 

Jeg fik stor lyst til at løbe i Hollands hovedstad og spurgte Steffen, om han kunne tænke sig at løbe med. Han ville gerne til Amsterdam, men havde helt andre idéer. Sammen med to venner ville han benytte fredag aften og lørdag aften til en bytur med øl, og hvad dertil hører. Emil havde ikke rigtigt lyst, men jeg insisterede. Det var op til efterårsferien, så han ville ikke miste en skoledag om mandagen.

 

Tvivlsom deltagelse

 

Da jeg knapt tre måneder før løbet havde tilmeldt mig, var jeg helt klar og glædede mig til denne oplevelse. Efterfølgende fik jeg svimmelhedsperioden i september, der havde sat mig ud af spillet i en tid. Jeg var faktisk meget i tvivl, om hvorvidt jeg overhovedet kunne deltage i Amsterdam. Men alt var købt og betalt, ligesom jeg glædede mig til turen med mine sønner og de andre. Jeg var slet ikke sikker på, at jeg ville stille op til starten, og besluttede mig faktisk først endeligt nogle få dage før løbet. På det tidspunkt havde jeg kun trænet ganske lidt siden min ufrivillige pause.

 

Fyldt bil

 

Michael og John kunne først køre sidst på eftermiddagen, mens vi andre gerne ville af sted i dagtimerne og være i Amsterdam ved aftenstid. Det blev så til, at vi måtte køre fem personer i min bil. Men det gik nu fint nok. Vi skiftedes til at sidde på de forskellige pladser, så jeg ikke skulle køre hele tiden, ligesom også den midterste plads på bagsædet blev delt imellem os.

 

Vi kørte fra Roskilde ved middagstid fredag den 15. oktober. På raske fjed gik det så gennem Tyskland, hvor vi indtog et måltid på et motorvejscafeteria, før turen gik videre til Holland. Først på aftenen ankom vi til Amsterdam og fandt Hotel De Filosoof, hvor vi havde bestilt værelser. Steffen og vennerne skulle i byen samme aften, mens Emil og jeg gik forholdsvis tidligt i seng. Vi fik dog ikke så meget søvn, før vi blev vækket af Michael og John, da de ankom.

 

Indtryk af Amsterdam

 

Vi så ikke meget til de Steffen og de andre to unge mænd på turen. Byturen fredag havde varet det meste af natten, så lørdagen brugte de på søvn. Vi andre tog ud og hentede startnummer i en messehal og brugte ellers dagen på at få et indtryk af byen med de mange kanaler.

 

Red Light District

 

Til aften mødtes vi alle til et fælles måltid på en restaurant, og bagefter gik vi en tur, der førte os til Red Light District. Red Light District er slet og ret et luderkvarter, men helt anderledes end noget jeg nogensinde havde set. Op og ned ad gaderne sås det ene forretningsvindue efter det andet med en prostitueret, der poserede for de forbipasserende. Hver forretning var ganske smal, og i vinduet stod “varen” og gjorde sig til for potentielle kunder. I baggrunden kunne man se en seng, og flere steder kunne også ses køkkenrulle, glidecreme, massageolie og sexlegetøj af forskellig slags. Der var døre direkte i forretningsvinduerne, så kunderne kunne komme ind og ud. Nogle steder var rullegardinet trukket for. Så kunne man regne ud, at der var kunder i butikken.

 

Gaderne havde forskellig karakter. I et område poserede flotte thailandske kvinder, der vist ikke var helt så kvindelige. En lidt rigeligt udfyldt trusse vidnede om, at dette var en shemale eller ladyboy. Et par steder så vi turister tage billeder af “varerne”, men det var bestemt ikke populært. De ellers så smilende og indbydende kvinder blev vrede og truede ad de fremturende fotografer.

 

Coffee Shops

 

Nogle steder i byen fornemmede vi en ganske speciel duft komme ud fra etablissementerne. Det viste sig at være de ganske specielle Coffee Shops, hvor det er tilladt at indtage forskellige former for narkotikum. Vi skulle nu hverken besøge letpåklædte damer eller på Coffee Shop. De unge mænd gik atter ud i nattelivet, mens vi andre gik tilbage til hotellet for at være friske til søndagens løb.

 

Mistede chip

 

Da vi søndag morgen skulle af sted til startområdet gik det op for mig, at jeg ikke havde min tilmeldte chip i skoene. Jeg havde taget nye sko i brug siden mit seneste maratonløb og havde dernæst tankeløst smidt de gamle sko ud uden at tage chippen af. Jeg fik nu rigtigt travlt med at løbe ned til startområdet for at finde messehallen, hvor jeg kunne leje en chip til dagens løb. Jeg ankom derfor rigeligt sent, hæsblæsende og stresset til starten.

 

Olympisk stadion

 

Amsterdam Marathon blev første gang afholdt den 3. maj 1975 og er blandt verdens mest populære maratonløb. Allerede den 5. august 1928 blev der løbet maratonløb i byen. Dengang var det en olympisk disciplin, da byen dette år havde værtskabet til verdens største sportsbegivenhed.

 

 

Ideel rute

 

Som i det øvrige Holland var også ruten til dette løb relativt fladt. Det var altså per definition ikke et hårdt løb, og vejret var fint. Det var jo efterår og ikke specielt koldt, om end vi et sted på ruten blev mødt af en kold blæst, jeg godt kunne have undværet. Men regn slap vi for, så på mange måde var det en ideel dag til arrangementet.

 

 

Starten og målområdet lå på Det Olympiske Stadion fra den store begivenhed 82 år tidligere. Som jeg tidligere havde oplevet i Stockholm, var det helt specielt at stå ved starten et sted, hvor olympiske deltagere mange år tidligere havde stået med samme mission.

 

Fuldstændig smadret

 

Om løbet kan jeg kort sige, at det var hårdt – meget hårdt. Vejret og terrænet var jo ganske ideelt, men det var min egentilstand ikke. Jeg skulle virkelig have gjort mig selv den tjeneste at springe dette løb over. Det var alt for tidligt efter den advarsel, jeg havde fået med svimmelhed. Men sagen er nok den, at det først var efterfølgende, da kroppen sagde stop, at jeg rigtigt forstod advarslen.

 

Specielt de sidste kilometer var ganske tunge, faktisk forfærdelige at komme igennem. Tiden blev 5:30:29, hvilket var meget langsomt for et løb af denne kaliber.

 

 

Hjemtur ad omveje

 

I målområdet havde jeg næsten ikke kræfter til at bukke mig ned og tage den lejede chip af skoen, da den skulle afleveres.

 

Løbet skulle afsluttes med endnu en fodtur, idet jeg skulle til fods tilbage til hotellet. Sikkert på grund af min trætte krop gik jeg forkert og måtte ud på en større omvej, før jeg kom tilbage. Det var ikke lige det, jeg havde brug for på det tidspunkt.

 

 

Sæsonafslutning

 

Michael og John sad i baren, da jeg kom tilbage til hotellet, mens de fire unge mænd tidligere på dagen havde taget min bil hjem. Aftensmaden indtog vi på en belgisk restaurant, men min appetit var noget begrænset.

 

Mandag morgen var det tid til at tage hjem, og jeg havde det ganske fint med, at Michael valgte selv at køre sin bil hele vejen. Jeg sad på bagsædet og glædede mig over ikke at skulle foretage mig noget som helst. Det var nu slut på sæsonen, hvilket nok burde have været indtruffet en måned tidligere.

 

Jamies vemodige afsked

 

Dagen efter hjemkomsten besøgte jeg for sidste gang Jamie på Crown of Scandinavia. Det var hendes sidste dag på båden og samtidig hendes fødselsdag. Da jeg kom til landgangsbroen, stod Jamie og græd. “It´s not a good day”, hulkede hun. Hun var blevet fejret aftenen før og havde fået afskedsgaver. Nu var en god tid forbi, og afskedens time var inde. Det gjorde ondt, da hun nu følte sig som en del af Crown.

 

Jamie havde ikke rigtigt appetit under frokosten og sagde ikke meget. Da vi senere skulle tage afsked på parkeringspladsen, væltede tårerne frem for fuld styrke. Jeg tog hende ind til mig og hviskede: “Jamie, my Chinese daughter”. Den sætning har siden fulgt os.

 

Køb bogen her.