Mit andet maratonløb og dermed mit første storbymaratonløb blev Berlin Marathon. Jeg havde jo været der året før som tilskuer og ønskede nu selv at løbe. Min oplevelse med løbet i Kina betød, at jeg havde fået stor lyst til at finde ud af, hvordan det ville være at løbe et “helt almindeligt” maratonløb. Vi blev enige om at tage sted sammen som familie på samme måde som i 1998, men med den forskel, at jeg nu skulle løbe, og Hanne skulle være sammen med børnene, mens jeg løb.
Der var stor forskel på de to ture til Tysklands hovedstad. Men på samme tid lignede de to ture også hinanden med “omvendt fortegn”. Også denne gang løb kun en af os forældre, men dette år var det mig og ikke Hanne. Og selve sindsstemningen var anderledes dette år, hvilket jo ikke er så mærkeligt, eftersom det naturligvis gjorde indtryk, at en skilsmissesituation truede i horisonten. Men vi boede på det samme hotel som året før, Hotel Estrel Berlin – og blev lige så tilfredse som i 1998, og selve turen foregik på nogenlunde samme tidspunkt. Fredag eftermiddag kørte vi hjemmefra og nåede til Berlin til at spise aftensmad på en italiensk restaurant.
Lørdag formiddag kørte vi ud til en stor hal, hvor jeg skulle hente mit startnummer. Som ved så mange andre store maratonløb, var der i hallen en masse muligheder for at købe alt tænkeligt til sporten, og vi gav os god tid til at se det hele. Jeg købte et fint slips med løbere på, som efterfølgende er blevet båret mange gange ved festlige lejligheder. Men da vi skulle tilbage til bilen, fik vi noget af en overraskelse. Jeg havde overset et skilt med handicapparkering, og nu var politiet i gang med at give bøde til både os og flere andre parkerede biler. Vi skyndte os at sætte os ind i bilen med et håb om at kunne smutte ubemærket, men sådan gik det ikke. Ligesom jeg troede, at vi slap med skrækken, blev jeg stoppet af en betjent, og bøden faldt prompte. Den skulle endog betales straks – og i kontanter. Jeg havde ikke nogen D–mark og måtte derfor tilbage til messehallen og hæve penge i en automat. Faktisk blev jeg godt sur, hvilket jeg ikke skjulte for betjenten, men turen til pengeautomaten kvikkede mig op, så jeg kunne se humoren i situationen. Så det blev med et stort smil og en frisk bemærkning, at jeg betalte den velfortjente bøde. Resten af lørdagen gik med sightseeing i byen og lidt god mad til aften.
Midt i en ellers svær tid (pga. mit og Hannes forhold), husker jeg weekenden i Berlin som god. Jeg var i et overraskende godt humør og var glad hele weekenden. Og løbet i sig selv blev også en god oplevelse.
Løbet blev afholdt den 26. september og lå således nøjagtig fire måneder efter min debut på de 42,195 kilometer. Efter morgenmaden begav vi os til startområdet, hvor det myldrede med mennesker. Dette år gennemførte 27.112 løbere, men i årene efter er løbet vokset til mere end 40.000 deltagere. Dermed er det Europas største maratonløb og tillige et af de største i verden. Da cirka hver ottende løber er dansk, omtales det som Danmarks næststørste maratonløb, kun overgået af Copenhagen Marathon.
Berlin Marathon blev første gang afviklet den 13. oktober, 1974 og er dermed et meget traditionsrigt løb. I første løb deltog blot 286 løbere, altså færre end debutløbet for The Great Wall Marathon. Det arrangeres af den lokale løbeklub SC Charlottenburg, og ruten er uden stigninger og flaskehalse, hvilke gør den til et af verdens hurtigste løb på distancen. Her er flere gange slået verdensrekord. Løberuten begynder og ender midt i byens hjerte og går gennem adskillige farverige, berlinske kvarterer og forbi en god portion kendte seværdigheder.
Det var med sitren i kroppen og stor glæde, jeg stillede op i startområdet. Jeg var bevidst om, at jeg ikke ville være blandt de hurtige løbere og startede derfor et godt stykke tilbage. Men det var overvældende at stå klar til start blandt så mange løbere, eftersom jeg tidligere kun havde deltaget i et løb med cirka 1 % deltagere i forhold til dette. Det var således et stort øjeblik, da løbet blev skudt i gang, og jeg kunne vinke farvel til mine drenge.
Jeg glemmer aldrig den fantastiske oplevelse, det var for første gang at løbe blandt så mange andre og for så mange tilskuere. Jeg har hørt, at der er en million tilskuere til Berlin Marathon. Hvis også hver ottende tilskuer er dansk, betyder det, at der er mere end 100.000 landsmænd på sidelinjen. Og jeg løb desuden i dannebrogsfarvet tøj, hvilket naturligvis forpligtede. Når jeg ind imellem var så træt, at jeg måtte ned og gå, varede det ikke længe, før jeg så nogen stå og vifte med vores flotte flag eller hørte friske tilråb. Der var en helt unik opbakning fra de mange danske tilskuere. Det var som at løbe på hjemmebane. Men der kom nu også masser af positive tilråb fra tilskuere af andre nationaliteter. Faktisk har jeg alle steder i verden oplevet maratonpublikum som meget sociale mennesker, der giver anerkendelse til alle. Jeg følte næsten, at jeg blev båret frem. Overalt på ruten var der orkestre og levende musik, eller musik fra store anlæg. Der var også andre typer underholdning. Et sted blæste Eddy Grants “Gimme hope Joanna” ud af store højtalere, mens der lidt længere fremme stod et jazzorkester og senere igen et reggaeorkester, der slog rytmerne an på olietønder. Det var virkelig en stor oplevelse.
I det hele taget var dagen fuld af positive oplevelser, selvom der dog også kom lidt malurt i bægeret. Da jeg første gang stoppede op for at få væske, blev jeg på det nærmeste væltet omkuld af en aggressiv løber, der tilsyneladende mente, at hans personlige løb var vigtigere end andres helbred. Så der lærte jeg at være meget agtpågivende ved efterfølgende stop.
Vejret tog sig primært ud fra den pæne side, men vi fik dog nogle få regnbyger, der dog kun virkede forfriskende.
Mit ønske om at slå min personlige rekord ved at løbe i Berlin blev til fulde opfyldt. Med tiden 3:52:11 var jeg mere end to timere hurtigere end i Kina. Det er nok de færrest beskåret at kappe så meget af en personlig rekord. Min tid fra den dag er ikke siden overgået, og bliver det nok heller ikke nogensinde.
Og stort var det også, at min søn Steffen den dag gennemførte sit førte organiserede løb. Han løb et minimaraton på 4,2195 kilometer – altså en tiendedel af et maratonløb.
Dagen efter kørte vi hjem. Jeg havde nu for alvor fået smag for den sport, jeg tidligere ikke havde haft nogen som helst forståelse for.
Jeg var blevet maratonløber.
Køb bogen her.
