Den vildeste maraton forbedring – Berlin 1999

Skrevet 9. oktober 2013

BerlinMarathonHvordan forbedre man sin personlige maratonrekord med to timer og fire minutter på blot fire måneder? Man debutere med The Great Wall Marathon og følger op med Berlin Marathon. Ved samme lejlighed oplevede jeg at løbe sammen med næsten 100 gange så mange atleter som ved debuten. 

 

Berlin Marathon 1999

 

Mit andet maratonløb og dermed mit første storbymaratonløb blev Berlin Marathon. Jeg havde jo været der året før som tilskuer og ønskede nu selv at løbe. Min oplevelse med løbet i Kina betød, at jeg havde fået stor lyst til at finde ud af, hvordan det ville være at løbe et ”helt almindeligt” maratonløb.

 

Jeg glemmer aldrig den fantastiske oplevelse, det var for første gang at løbe blandt så mange andre og for så mange tilskuere. Jeg har hørt, at der er en million tilskuere til Berlin Marathon. Hvis også hver ottende tilskuer er dansk, betyder det, at der er mere end 100.000 landsmænd på sidelinjen. Og jeg løb desuden i dannebrogsfarvet tøj, hvilket naturligvis forpligtede. Når jeg ind imellem var så træt, at jeg måtte ned og gå, varede det ikke længe, før jeg så nogen stå og vifte med vores flotte flag eller hørte friske tilråb. Der var en helt unik opbakning fra de mange danske tilskuere. Det var som at løbe på hjemmebane. Men der kom nu også masser af positive tilråb fra tilskuere af andre nationaliteter.

 

Faktisk har jeg alle steder i verden oplevet maratonpublikum som meget sociale mennesker, der giver anerkendelse til alle. Jeg følte næsten, at jeg blev båret frem. Overalt på ruten var der orkestre og levende musik, eller musik fra store anlæg. Der var også andre typer underholdning. Et sted blæste Eddy Grants ”Gimme hope Joanna” ud af store højtalere, mens der lidt længere fremme stod et jazzorkester og senere igen et reggaeorkester, der slog rytmerne an på olietønder. Det var virkelig en stor oplevelse.

 

Mit ønske om at slå min personlige rekord ved at løbe i Berlin blev til fulde opfyldt. Med tiden 3:52:11 var jeg mere end to timere hurtigere end i Kina. Det er nok de færrest beskåret at kappe så meget af en personlig rekord. Min tid fra den dag er ikke siden overgået, og bliver det nok heller ikke nogensinde. Og stort var det også, at min søn Steffen den dag gennemførte sit førte organiserede løb. Han løb et minimaraton på 4,2195 kilometer – altså en tiendedel af et maratonløb. Dagen efter kørte vi hjem. Jeg havde nu for alvor fået smag for den sport, jeg tidligere ikke havde haft nogen som helst forståelse for. Jeg var blevet maratonløber.