Efter hæleskade og problemer i Zürich med coronatest, var det lørdag den 13. november 2021, efter 16 år tid til at tage revanche med ”The Big Five Marathon”, hvor jeg udgik i 2005.
The Big Five Marathon er ekstremt hårdt. Samtidig er november sommer i Sydafrika, så der var 35 grader på dagen. Det var virkelig varmt. Da der så samtidig kun er syv timer til rådighed mod otte timer i Kina, skal der kæmpes for at komme igennem inde for tidsgrænsen.
Jeg kæmpede og gjorde alt det rigtige. Jeg fik rigeligt med væske og gjorde intet jeg efterfølgende kan ærgrer mig over.
Da jeg var kommet over den værste strækning var der 13 kilometer tilbage. Jeg havde knap to timer til at klare strækningen. Det lyder simpelt, men var det ikke i situationen. Jeg troede jeg skiftevis kunne løbe og gå 250 meter. Virkeligheden var anderledes. Jeg kæmpede til jeg bogstavelig talt segnede. Efter 34 kilometer lå jeg på grusstien og var helt væk, til der kom en anden løber, der kunne tilkalde assistance. I åben jeep modtog jeg drop mens jeg blev kørt til målområdets lille sygehus. Her blev jeg færdigbehandlet og udskrevet.
Jeg modtog en medalje for fuldført halvmaraton. Jeg er glad for den og stolt af den. Jeg dedikerer den til Carlo, mit barnebarn der kom til verden torsdag aften, mens jeg var her. Der er noget der er meget vigtigere end løb.
Dagen efter havde jeg det fint. Det både i hæl og andre lemmer. Hvad der skete under løbet var alene udmattelse.
Jeg er ikke bitter, men afklaret med situationen. Jeg har ikke fortrudt rejsen, men har det faktisk godt med forsøget og det der kom ud af det.
Jeg er ikke rigtig klog. Jeg overvejer et tredje forsøg, for jeg er stadig hævntørstig på Sydafrika. Jeg tænker, at planlægge på at tage herned igen i 2023. Her skulle løbet gerne ligge ved normal termin i juni. På det tidspunkt er det en del køligere. I år var løbet udsat til november på grund af corona.
