Det var ikke idrætten, der fyldte
Det stod på ingen måde skrevet over min vugge, at jeg skulle blive langdistanceløber og bragt verden rundt med denne passion. Jeg har aldrig været særlig god til sport og er heller ikke blevet det. Men mit løb har givet mig så utrolig meget. Jeg har ikke været drevet af sejre og rekorder, men af lysten og viljen til igen og igen at gennemføre de 42,195 kilometer, og nogle gange længere distancer.
Som 12–årig begyndte jeg at spille fodbold i Roskilde Boldklub af 1906, og allerede efter første dags træning manglede de en målmand og bad mig spille en træningskamp mod drenge, der var et år ældre end mig. Jeg vogtede målet, og vi tabte 9–0. Jeg var vel medlem af klubben i et års tid, og eftersom jeg ikke var et lysende talent, blev jeg aldrig udtaget til turneringskampe. Da det kun blev til kedelig træning og ulige træningskampe, mistede jeg lysten og meldte mig til sidst ud.
Samme mønster viste sig ved de årlige idrætsdage mellem byens skoler. Her blev jeg heller aldrig udtaget til noget. Men også i dette tilfælde, da jeg var 12 år, manglede klassen en længdespringer. Jeg havde aldrig sprunget længdespring, men meldte mig straks bare for at være med til noget. Vi skulle lave tre spring, og i mit første kom jeg ud på 3,69 meter, hvilket gav mig den endelige sejr. Jeg var meget glad og blev dagens helt i klassen. Året efter blev jeg igen udtaget til længdespring og samtidig også til højdespring, men ingen af delene gik særligt godt.
Som 17–årig kom jeg ind i Flyvevåbnet som konstabelelev og havde syv gode år, der var med til at modne mig. Alle tjenestegørende skulle regelmæssigt gennemføre en 12 minutters løbetest, og man skulle løbe mindst 2400 meter på den tid. Det var ikke noget problem for mig, for jeg kunne løbe 3200 meter. Jeg var således blandt eskadrillens hurtigste, men det skyldes nok mest, at der kun var få løbestærke soldater på tjenestestedet!
I det hele taget havde sport ikke den store betydning for mig i barndommen og teenageårene. Jeg brugte tiden på leg, udborede knallerter, cigaretter, piger og dumme ting. Efter min knapt så glorværdige fodboldkarriere havde denne sport ikke sagt mig spor. Men da Roskildes divisionshold i 1978 fik succes, tændtes min interesse. Som tilskuer. Sammen med vennerne drak jeg øl og råbte fjogede ting, når holdet spillede på hjemmebane og ved nogle udekampe på Sjælland. Tipsfodbold og kolde øl lørdag eftermiddag blev en tradition, ligesom landskampe og Europa Cup–kampe kunne samle os. Indimellem tog vi også til Københavns Idrætspark til landskampe og landspokalfinale.
Så jeg interesserede mig for fodbold, men var ikke selv aktiv, selvom det skete, at jeg var med på eskadrillens hold i firmafodboldturneringen, hvis de havde svært ved at samle hold. Jeg valgte alligevel at uddanne mig til fodbolddommer og blev færdig i 1979. Det betød, at jeg de næste fem år kørte Sjælland rundt og dømte i de lavere rangerende rækker. Men jeg praler dog med, at det også blev en decideret landskamp, hvilket også er sandt. Og dog … Som den eneste uddannede fodbolddommer blandt Luftværnsgruppens personel, dømte jeg stort set alle kampe i den interne turnering mellem Luftværnsgruppens eskadriller. I kraft af denne status blev jeg bedt om at dømme en kamp mod nogle engelske kollegaer, der var på øvelse i Danmark. Som jeg husker det, vandt Danmark 4–1. Jeg håber, og er også ganske overbevist om, at jeg var en upartisk dommer, så den danske sejr var helt fortjent!
Løb – bevar mig vel
Efter min militærtjeneste købte jeg hus i Himmelev med Hanne, som jeg havde kendt siden teenageårene. Manden i vores nabohus hed Søren og var inkarneret cyklist og løber. Snart fik han Hanne og mig med ud på nogle løbeture. Når vi skulle helt ud på tre kilometer, var jeg helt opgivende før, og specielt under, turen! Efterhånden ophørte vores løb med Søren, og jeg var lettet.
Hanne derimod begyndte i starten af 1990`erne at træne med den lokale atletikklub Hellas. Efter nogen tid fik hun den idé, at hun ville løbe maraton, og jeg forstod intet. Hun gik i gang med træningsprogrammer, som jeg fandt fuldstændigt vanvittige og kunne bruge en hel lørdag på et træningspas. Jeg syntes, det hele var tidsspilde og selvpineri og havde kun hovedrysten til overs for hendes passion. Jeg savnede morgenhyggen med rundstykker, blødkogt æg og Gammel Dansk, selvom jeg dog havde jeg det fint med at hygge alene med vores søn, Steffen.
I maj 1993 løb Hanne sit første maratonløb, men jeg må indrømme, at jeg ikke gav hende den store support. Hendes mor tog med til hovedstaden, mens jeg valgte at blive hjemme med Steffen og lave egne gøremål. Da Hanne op ad dagen glad og stolt kom hjem med sin medalje fra Copenhagen Marathon, modtog hun ingen anerkendelse fra mig, men blot et par platte bemærkninger. Det har jeg siden måtte høre for, og i dag ville jeg også ønske, at min attitude havde været anderledes.
Først i 1998 fik Hanne igen blod på tanden til et maratonløb. Den relativt lange pause havde dog ikke noget at gøre med min dårlige opførsel. I 1994 havde vi fået vores anden søn, Emil, hvilket satte løbeambitionerne på standby en tid, men nu besluttede Hanne at løbe Berlin Marathon i september måned.
Denne gang var jeg noget mere nærværende, og vi gjorde det til en familieudflugt og tilbragte dagen før løbet med sightseeing i Berlin. Søndag morgen begav vi os til startområdet og så Hanne starte sit løb. Herefter tog vi andre igen på sightseeing, og op ad dagen begav vi os til målområdet og afventede Hannes ankomst. Da hun kom op til opløbsstrækningen, spurgte Steffen, om han måtte løbe med, og det var rørende at se den ti–årige purk passere målstregen hånd i hånd med sin mor.
Hvad en T–shirt dog kan føre med sig
Kun en måneds tid efter Berlin var Hanne og jeg igen på rejse. Denne gang en uge i Cairo uden børn i anledning af vores forestående kobberbryllup. En af de første dage modtog vi både et telefonopkald og en telefax fra min søster, der havde læst i BT, at Dansk Atletikforbund, Albatros Travel og BT i maj 1999 ville afholde verdens første maratonløb med en del af strækningen på Den Kinesiske Mur. Min søster havde bestilt to billetter til os, men vi havde 24 timers fortrydelsesret. Hanne vidste dog ikke, om hun kunne deltage på grund af arbejde, og om hun kunne være i træning til et maratonløb i maj 1999. Vi besluttede derfor at melde fra.
Men det er stort at skulle løbe maratonløb over Den Kinesiske Mur som nogle af de første, og Hanne kunne ikke slippe tanken om at deltage i The Great Wall Marathon. Denne gang støttede jeg hende, fordi jeg havde selv stor lyst til at opleve Kina, besøge Den Forbudte By, se Formand Maos mausoleum, pandaerne, muren og alt det andet, jeg hidtil kun havde hørt om. Jeg så for mig, hvordan jeg skulle sidde i målområdet med nogle kolde øl og klappe, når Hanne kom i mål. Men sådan skulle det ikke blive.
Tanken om at deltage skulle modnes hos Hanne, så det tog tid, og til sidst viste det sig, at vi havde tænkt for længe. Da jeg ringede til Albatros Travel, var alt optaget. Antallet af pladser var nemlig stærkt begrænset af sikkerhedshensyn, og samtidig var det vanskeligt at skaffe et tilstrækkeligt stort antal flybilletter. Men vi blev skrevet på venteliste og håbede, der ville komme afbud. Vi ringede igen uden held efter nogle uger, og sådan gik der tid, indtil vi var et stykke ind i 1999.
Den 9. marts 1999 ringede Hanne mig op på mit arbejde. Hun var mødt op på Albatros Travels kontor for at høre, om der overhovedet var nogen chance, eller om vi helt måtte droppe tanken, og til sin store overraskelse fik hun nu næsten frit valg på alle hylder. Jeg har aldrig fundet ud af, hvad der var årsag til, at vi blev holdt på pinebænken i månedsvis, men vi blev nu enige om, at jeg skulle ringe og foretage den endelige bestilling. Vi kunne vælge blandt 21 forskellige grupper med forskellig rejselængde, forskellige afrejsedage og arrangementer, og efterfølgende skulle jeg besvare diverse tillægsspørgsmål om siddepladser, forsikringer m.m., men til sidst kom det spørgsmål, der ændrede mit liv: “Hvilken størrelse T–shirt skal løberen have?” Jeg svarede medium, og kort tid efter afsluttedes samtalen. Men efterfølgende for der en djævel i mig. Jeg ringede igen og spurgte, om der var prisforskel på rejsen alt efter, om man var løber eller ledsager. Jeg fik oplyst, at prisen var den samme. “Vil det sige at jeg skal betale det samme som min kone, men jeg får ingen T–shirt”? spurgte jeg. Svaret var: “Ja, den skal du have gjort dig fortjent til”. Som en provokation svarede jeg nu: “Så kan du godt skrive mig på som løber, jeg skal ikke snydes for en T–shirt …” Det afsluttende spørgsmål lød nu: “Hvilken størrelse T-shirt skal du have?”
Hjemme kunne jeg fortælle Hanne, at vi nu havde sikret os en tur til The Great Wall Marathon med gruppe 14, og at jeg havde tilmeldt mig som løber. Hun var målløs og stirrede vantro på mig. “Har du tænkt dig at deltage i det løb?” spurgte hun. “Nej naturligvis ikke”, var mit svar!
Min veludviklede retfærdighedssans og lyst til at drille arrangørerne, fik mig således rodet ud i et projekt, som jeg på det tidspunkt ikke havde tænkt mig at fuldføre. Men det skulle ændre sig ret hurtigt.
Fra ord til handling
Senere samme dag gjorde Hanne sig klar til et løbepas på seks kilometer. Det syntes jeg godt nok var langt, men alligevel ville jeg løbe med. Hanne spurgte igen forundret, om jeg virkelig ville løbe i Kina og atter benægtede jeg. Men til min store overraskelse føltes de seks kilometer ikke specielt hårde, og jeg havde ingen problemer med at følge Hannes tempo. Det ubevidste sind var på vej mod et nyt mål. Nogle dage senere skulle Hanne på en lidt længere tur, og igen løb jeg med. Hanne var igen undrende, men jeg holdt stadig fast i, at jeg ikke skulle løbe i Kina. Sådan fortsatte det i en tid.
Efterhånden fik jeg dog mod til at “springe ud” som maratonløber. Jeg havde fået troen på mig selv, og kunne ikke blive ved med at være “skabsløber” med fordækte undskyldninger. Jeg havde besluttet mig til at gå fra “sofamotionist” til at gennemføre verdens hårdeste maratonløb efter 2½ måneds træning. Det var vist ikke sådan, man normalt gjorde.
Nu, efter alle disse år, kan jeg jo godt tilstå, at jeg faktisk allerede tog beslutningen om at løbe, da jeg sad i telefonen med Albatros Travel. Men eftersom jeg ikke holder af at tabe ansigt, ville jeg ikke sige det højt, før jeg var sikker på at kunne gennemføre. Jeg havde tilmeldt mig som løber i ren og skær provokation og “drillelyst”. Efter nogle træningspas offentliggjorde jeg så, at jeg ville løbe The Great Wall Marathon og dermed få mit debut som maratonløber på en af verdens vanskeligste løbedistancer. Og for mig er det sådan, at når jeg først har sagt A, må jeg også sige B. Så der var ingen vej tilbage. Min beslutning var taget.
De næste måneder gik med regelmæssig træning. Jeg var på ingen måde klar over, hvad jeg gik ind til. Godt nok var jeg oppe at løbe op imod 30 kilometer under træning. Men det var ikke 42 kilometer og ikke i Kina, men i området omkring Boserup skov. Det blev dog til et enkelt organiseret løb, da jeg i april stillede op til Hedeland Bjergmaraton, et halvmaraton i ret kuperet terræn og med løb op ad en stejl bakke, hvor der om vinteren blev afviklet skiløb. Det var således en lille forsmag på de senere strabadser.
Ikke bare et almindeligt løb
Der var virkelig interesse for verdens første maratonløb på Den Kinesiske Mur. Naturligvis var BT oppe på mærkerne. Men også andre medier viste interesse bl.a. en af verdens største tv–stationer, CCTV i Kina.
The Great Wall Marathon var ikke bare et almindeligt løb, og det var vi aldrig i tvivl om. En måneds tid før løbet modtog vi således to sider med “Særlige forbehold og betingelser”. Her blev det meget kraftigt ridset op, hvad vi gik ind til, og det blev pointeret, at deltagelsen var frivillig og på egen risiko. Alle løbere blev anbefalet at gennemgå en helbredsundersøgelse inden afrejsen, og det blev slået fast, at vi skulle til et motionsløb, hvor det ikke gjaldt om at skabe store resultater. På alle måder blev det meget tydeligt markeret, at vi skulle deltage i en udfordring, der kunne være farlig. Af hensyn til sponsorer måtte vi ikke bære eller promovere markante firmaslogans eller logoer på over 2 x 5 cm, medmindre der var indhentet forudgående skriftlig tilladelse hos arrangørerne. Det udleverede startnummer med arrangørnavne og sponsorer skulle bæres yderst under hele løbet. Såfremt dette ikke blev respekteret, kunne en løber blive bortvist fra løbet eller forhindret i at starte, uden kompensation, og ville ikke få udleveret diplom eller løbstid.
Der var også særlige regler for foto og videooptagelser, og det blev understreget, at de kinesiske myndigheder havde udstrakte beføjelser. Vi blev alle anmodet om at efterleve anmodninger fra det lokale politi i løbsområdet og på ingen måde søge konfrontation med de kinesiske myndigheder. Det blev fremhævet, at man i Kina sjældent løser problemstillinger ved en direkte konfrontation, og hvis nogle af deltagerne alligevel søgte en sådan, ville det kunne medføre inddragelse af løbstilladelse og et massivt, økonomisk erstatningsansvar.
Slutteligt var opridset force majeure regler i tilfældet af, at løbets afvikling blev forhindret på grund af den politiske situation, vejrforhold eller andre forhold. Alle rejsende skulle skriftligt bekræfte at have læst og være indforstået med “Særlige forbehold og betingelser”.
Men udover ovennævnte sendte arrangørerne os også et meget omfattende informationsmateriale, så vi kunne være velforberedte til den kommende rejse. Vi fik både en oversigt over alle rejsegrupperne og et detaljeret kort med ruten og markering af væskestationer og lægehjælp. Et dokument på 14 sider (”Godt at vide”) gav os alle tænkelige praktiske informationer om turen, flyrejsen, hoteller, måltider, træning, dagsplan, bagage, klima, vask og beklædning, fodtøj, løbet, hygiejne, helbred, foto, økonomi og indkøb. Alt var gennemarbejdet, og intet overladt til tilfældighederne.
Jeg syntes, der skulle ske noget ekstra til denne ganske specielle tur, som jeg anså for at være en engangsoplevelse for hele livet. Derfor fik jeg den idé at få lavet T–shirts og sweatshirts med tryk, men jeg havde svært ved at finde det oplagte motiv. Det officielle logo for The Great Wall Marathon havde været oplagt, men på det tidspunkt kendte jeg ikke til dets eksistens. Internettet var ikke så mangfoldigt dengang, og Google var endnu ung og ukendt for de fleste. Jeg forsøgte at finde det rigtige motiv på biblioteket, men blev ikke tilfreds. Så fik jeg den idé, at et motiv fra en tatovering kunne være oplagt og besøgte en tatovør i min hjemby. Her fik jeg lov til at se en stor bog med motiver igennem og fandt et, jeg mente, var brugbart. Jeg måtte ikke låne bogen med hjem, så jeg hentede en fotokopimaskine og kopierede motivet i tatovørens forretning. Der er åbenbart noget med Kina, T–shirts og mig!
Køb bogen her.
