Ægteskabelig krise
Det der var tænkt som en enkelt udfordring i livet, skulle snart vise sig at blive min nye livsførelse. Hjemvendt fra Kina var jeg ikke i tvivl om, at jeg igen skulle løbe maraton. The Great Wall Marathon 2000 var allerede i mine tanker, men jeg skulle også lige prøve kræfter med et “rigtigt” maratonløb. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg kunne løbe væsentligt hurtigere en 5:56:54. Spørgsmålet var så, hvad tiden reelt kunne blive.

Netop hjemvendt fra den store rejse var der nok af ventende arbejde og andre opgaver. Samtidig trængte kroppen til restitution, så i de efterfølgende uger blev det ikke til løb. Risikoen var, at jeg blev magelig og ikke kom i gang igen. Men jeg var så opslugt af igen at komme ud på de 42 kilometer, at jeg slet ikke var i tvivl om, at der igen ville blive brug for løbesko. Der gik da heller ikke lang tid, før jeg var i gang med de regelmæssige løbeture.

Jeg havde tidligere ikke haft meget forståelse for Hannes løb. Nu var jeg selv opslugt af sporten, så det var vel næsten oplagt, at vi nu dyrkede den fælles interesse. Men sådan kom det ikke til at gå. Jeg løb alene, mens Hanne slet ikke kom i gang igen efter hjemkomsten. Jeg havde det også fint med at løbe alene og tillagde ikke Hannes løbepause noget særligt. Men det skulle dog vise sig, at der var noget særligt i vente. I løbet af de næste par måneder skete der en mærkbar vending i vores liv. Hanne virkede fraværende i familielivet, og hen over sommeren viste det sig, at ægteskabet var i en alvorlig krise. I første omgang var skilsmisse ikke en realitet, men det lå i luften, at det kunne blive et faktum.

Hele situationen bekymrede mig meget. Jeg tænkte på, hvad der skulle ske i vores liv, og spekulationer om situationen for vores to drenge og vores kommende boligforhold lagde meget beslag på mine tanker. Men som en form for terapi i situationen brugte jeg løb, og faktisk kom jeg til at løbe mere, end jeg egentlig ønskede. Nogle gange kunne jeg ikke falde i søvn om natten, og når jeg så havde ligget og tænkt til klokken var et eller to, stod jeg op og løb op til 20 kilometer. Herefter kunne det så lykkes mig at sove et par timer, før jeg skulle på arbejde. Når jeg løb, fik jeg frigjort endorfiner, og de bedste tanker kom til mig. Det gav mig et frirum, hvor jeg havde mulighed for konstruktivt og kreativt at tænke på fremtiden og livets muligheder. Samtidig med at jeg løb meget, gjorde hele livssituationen, at jeg ikke havde den store appetit. Resultatet var, at jeg i løbet af nogle måneder tabte mig 20 kilo. Det var sådan set fint med et vægttab, men det skete på den forkerte måde.

Køb bogen her.