Mit første bymaraton i Berlin i 1999 havde været en stor oplevelse, så et gensyn var på min ønskeliste. Efter Karins og min tur til Stockholm i juni besluttede vi igen at tage en weekend med sovepose, telt og maratonløb til mig. Det skulle så være i Berlin den 28. september, hvor den 30. udgave af det store løb skulle afvikles.

 

Jeg var klar over, at det til flere af de store maratonløb var svært at få startnummer, da alt ville blive udsolgt. Men naivt nok troede jeg ikke, at det var tilfældet i Berlin, så jeg fik mig en skuffelse, da jeg ville bestille startnummer. Alt var revet væk, og der var intet at gøre.

 

 

Ved et rent tilfælde fandt jeg på internettet en løber, der ville sælge sit startnummer til Berlin, fordi han var blevet skadet. Det var vist ikke efter reglerne at overdrage startnummer, men det var, hvad der skete. Pudsigt nok hed han Henrik ligesom jeg og var født i samme årstal. Det lykkes mig derfor, da vi kom til Berlin, at få omregistreret efternavnet, så alt kom til at stå, som det gerne skulle.

 

Efter endt arbejdsdag fredag den 26. september tog vi med færgen Gedser – Rostock til Tyskland, hvorfra det gik i et stræk de godt 200 kilometer mod Berlin. Vi havde reserveret plads til vores telt på DC–Campingplatz Berlin Am Krossinsee. Men da vi nåede dertil, var det blevet mørkt, og vi var magelige. Vi fik arrangeret, at vi den første nat skulle overnatte på et af stedets værelser, så vi kunne vente til den efterfølgende dag med at slå teltet op. Imidlertid tog mageligheden overmagten, så vi blev boende på værelset. Der var ganske udmærkede forhold. Bygningen indeholdt fire værelser med fælles bad og toilet, samt et fælles køkken, som vi dog ikke gjorde brug af.

 

 

Lørdag hentede vi startnummer og fik sammen oplevet byen. For Karin var alt nyt. Jeg havde jo været der før, men der var stadig mange gode oplevelser også til mig.

 

Søndag startede løbet klokken ni. Det var ganske umuligt at køre i bil til startstedet. Vi parkerede i stedet bilen et centralt sted og tog herfra offentlig transport til startstedet.

 

Vejret var fint, og ruten var den samme som fire år tidligere. Oplevelsen havde været stor første gang og var det også anden gang. Igen oplevede jeg fest og farver, samt glade mennesker overalt. En stor gruppe danskere løb rundt med Brandenburger Tor under hele løbet. De havde lavet en model af den historiske byport og sat den på en træplade på størrelse med en dør. Hele arrangementet var sat på hjul, og løberne skiftedes så til at skubbe bygningskonstruktionen.

 

 

Min tid blev ikke så hurtig som første gang, men det havde jeg nu heller ikke forventet. Min sluttid blev på 4:34:33, efter at jeg havde løbet rimeligt stabilt gennem hele dagen. Ikke helt overraskende kom tre kenyanere ind på de første pladser, og Paul Tergat vandt i verdensrekordtiden 2:04:55.

 

Efter at Karin og jeg havde fundet hinanden igen, var det tid til at finde tilbage til Danmark og næste dags arbejdsopgaver.

 

Køb bogen her.