Maraton til søs

 

At løbe maraton på åbent hav – kan det overhovedet lade sig gøre? Ja, det kan det faktisk! Jeg har gjort det sammen med en flok løbere, der lige som jeg havde hang til anderledes oplevelser. Og ikke nok med at jeg løb maraton på vandet. Jeg gjorde det også på min fødselsdag. Således løb jeg maraton på denne dato to år i træk, eftersom jeg året før havde tilbagelagt samme distance i Malta.

 

Et enkeltstående arrangement

 

I sommeren 2003 annoncerede Adventure Marathon, at man barslede med et nyt og anderledes løb. Denne gang skulle det ikke være et specielt hårdt løb, men derimod et løb, der på sin egen specielle måde ville skille sig ud fra mængden. I modsætning til de tidligere løb skulle dette ikke være en tilbageværende begivenhed, men et enkeltstående arrangement.

 

I Dansk Vestindien

 

Samtidig med at Norwegian Cruise Lines flagskib, S/S Norway, skulle sejle på strækningen mellem Miami i Florida og St. Thomas i Dansk Vestindien, skulle der løbes maratonløb ombord. Kunststofbanen på Olympics dæk var 444 meter lang og skulle dermed løbes 95 gange.

 

S/S Norway blev bygget i 1962 og var dengang verdens største krydstogtskib med sine 315 meter og plads til 2.000 passagerer og 1.000 besætningsmedlemmer.

 

Under krydstogtet skulle man i land på St. Thomas, som er en af de gamle danske kolonier. Man ville også aflægge besøg på St. Maarten, der er på størrelse med Amager og det mindste stykke land i verden, der deles af to nationer, eftersom Frankrig og Holland hver besidder et stykke.

 

Idéen, der blev til virkelighed

 

I december 2002 var Peter Fredberg i Southampton i Sydengland til verdenspremieren på luksus-krydstogtskibet Norwegian Dawn, som han skulle skrive en artikel om. På en rundtur på skibet kom Peter op til øverste dæk og så der en rundbane med kunststofbelægning. Han kunne se mulighederne og skrev efterfølgende artiklen “Hvad med maraton til søs?” Denne artikel blev tilsyneladende læst i Oslo, for Peter fik efterfølgende en opringning. Det viste sig nu, at repræsentanter fra rederiet gerne ville komme til København til en indledende snak om idéen. Søren Rasmussen blev orienteret og mødet blev afholdt på Albatros Travels kontor på Kultorvet. Albatros Travel havde på det tidspunkt aldrig været involveret i krydstogter, og dette blev starten på et helt nyt marked for rejseselskabet.

 

Prøvet før

 

Det ville dog ikke blive en verdenspremiere på maraton til søs. Nogle år forinden havde en gruppe maratonløbere været på rejse til Antarktis for at løbe den klassiske distance der, men på grund af vejrforholdene blev det umuligt at komme i land og udføre den præstation, de var rejst så langt efter. Nogle kreative mennesker fandt nu på at måle skibet op og arrangere et løb ombord. På det lille russiske isklasseskib foregik løbet op og ned ad trapper og ud og ind af salonen. Deltagerne måtte over nogle dage løbe på skift, ligesom de også måtte skiftes til at tælle omgange for hinanden. Det har uden tvivl været et meget besværligt, men sikkert også ret sjovt løb. Og vigtigst af alt lykkedes det for løberne at tilbagelægge distancen, mens de geografisk opholdt sig på Det Hvide Kontinent.

 

Ændrede planer

 

Jeg var straks med på idéen, og det samme var Karin. Vi havde begge et virkeligt stort ønske om at besøge en af de Dansk Vestindiske øer. Men sådan skulle det ikke komme til at gå.

 

S/S Norway blev desværre skadet og måtte på værft, og derfor blev arrangementet flyttet til et noget mere eksklusivt skib. Også ruten ville blive en anden. Karin og jeg ærgrede os over at gå glip af St. Thomas, men vi var dog stadig varme på idéen.

 

Norwegian Sun

 

Med det samme rederi, Norwegian Cruise Lines, lykkedes det nu at finde et fuldt værdigt alternativ til afvikling af The Great Cruise Marathon. Med S/S Norwegian Sun blev arrangementet stadig afviklet i Caribien, omend på en anden, men ligeledes spændende og interessant rute.

 

Norwegian Sun er bygget på Lloyd Skibsværft og udskibet fra Bremerhaven i 2001. Skibet er forsynet med alle tænkelige bekvemmeligheder, herunder motionscentre, forskellige sportsfaciliteter og ikke mindst den ganske udmærkede løbebane, der skulle være det centrale omdrejningspunkt for denne rejse. Løbebanen går uafbrudt hele vejen rundt om skibet i en længde på 480 meter. Banen er belagt med kunststof og befinder sig på dæk nummer seks, der er et af de mindre benyttede dæk, hvor løbere og joggere ikke ville blive forstyrret af svingende døre. Det havde tillige den fordel, at man kun i begrænset omfang ville blive eksponeret for solen.

 

 

Deltagelse en selvfølgelighed

 

Da Karin og jeg havde set det endelige program, og vi var kommet os over skuffelsen over ikke at skulle besøge De Dansk Vestindiske øer, var vi slet ikke i tvivl. Selvfølgelig skulle vi deltage. Vi tilmeldte os allerede i oktober 2003.

 

Læserrejse

 

Afrejsen gik fra Københavns Lufthavn lørdag morgen den 21. februar, og på denne rejse var vi 68 rejsende i en og samme gruppe, der bestod af både turister, pressefolk og arrangører. Det havde ikke været helt så let at sælge netop denne maratonrejse. Derfor var rejsen i samarbejde med ugebladet SE og Hør blevet udbudt til bladets læsere. Så en del af de rejsende havde slet ingen baggrund i maratonsporten og skulle blot på et dejligt cruise i Caribien. Men det skulle vise sig slet ikke at være nogen ulempe.

 

Smuttur til hovedstaden og derefter til Florida

 

Efter otte timers flyvning ankom vi til den amerikanske hovedstad Washington DC. Her havde vi travlt, da vi både skulle nå at tjekke bagagen ud og ind igen, for derefter at fortsætte med indenrigsfly inden for en time. Alt lykkedes dog, og efter yderligere 2½ times flyvning nåede vi frem til Miami, Florida.

 

Hotelproblemer

 

Vi ankom til Fairfield Inn & Suites lidt før klokken 21, men her opstod forskellige problemer for gruppen. Heldigvis slap vi selv! Nogle havde mistet kufferter, der var strandet i Washington, mens andre rejsende ikke kunne få deres værelse. Mens det første var et hændeligt uheld, som man ikke kan gardere sig mod, var det andet et udslag af både manglende professionalisme og dårlig service fra hotellets side. Efter en meget lang rejse måtte nogle derfor sidde i receptionen i flere timer, før de fik anvist deres værelser.

 

Formiddag i Miami

 

Det blev ikke til den lange søvn, for klokken syv var vi en gruppe, der løb morgenløb på stranden og ned til modeskaberens Gianni Versaces hus på Ocean Drive. Det var netop foran det hus, han var blevet skudt den 15. juli 1997.

 

 

Efter morgenmaden var vi til informationsmøde, der blev afholdt udendørs, hvorefter vi havde et par timer til at snuse til byen på egen hånd.

 

 

Betryggende sikkerhedskontrol

 

Ved middagstid gik turen til havnen, hvor det ene store krydstogtskib efter det andet lå ved kajen, og vores “Norwegian Sun” var ikke mindre imponerende end de andre. Det var første gang, vi skulle på sådan et stort cruise, og det var sjovt at opleve, at indtjekningen faktisk svarer til sikkerheden ved en flyrejse. Håndbagagen blev gennemlyst, og alle skulle gennem en metaldetektor. Under registreringen blev vi samtidig fotograferet og fik hver udleveret et kort, der dels skulle bruges til på– og afstigning, dels som nøgle til værelset og dels som betalingsmiddel. Til sikring af betalingen skulle vi via vores kreditkort deponere et beløb. Dette system viste sig at være både effektivt og smart. Blandt andet blev der som det første trukket et beløb til drikkepenge på kortet. Det var et standardbeløb, og så var det overstået!

 

 

Vi fik et ganske udmærket værelse på dæk fem. Heldigvis havde vi bestilt kahyt med vindue, så vi kunne se ud på de mange dråber, der omgav os på turen. De penge var givet rigtigt godt ud.

 

 

Restauranter for enhver smag

 

Efter dette var det tid til frokost, og skibet havde den ene flotte restaurant efter den anden, ni forskellige i alt. Der var mad for enhver smag, blandt andet fisk, det franske køkken og Sushi for at nævne nogle stykker. Derudover var der ikke færre end 11 barer og caféer at vælge mellem, og man kunne naturligvis også bestille room service. Maden på restauranterne var inkluderet i rejsen, mens drikkevarer og room service blev afregnet over kortet.

 

 

Vi spiste sammen med Anita og Flemming, som vi kendte fra mange tidligere rejser. De var blandt dem, der havde mistet deres kuffert i Washington, og desværre var den ikke kommet med ombord. Heldigvis havde Flemming sine løbesko på, men han måtte i nogle dage låne sig frem til løbetøj og anden beklædning, indtil kufferten dukkede op på en af turens destinationer.

 

Næ, næ, næ, næ, næ, det må vi ikke… 

 

Vi fik også selv et problem med kufferter, men det var vi nu selv ude om. Da vi kom ned på vores værelse, hvor bagagen skulle stå klar, manglede to kufferter. Vi blev i receptionen vist hen til et sted, hvor vores kufferter stod, hver forsynet med et rødt bånd. Det viste sig, at sikkerhedskontrollen havde fundet nogle gode dråber, vi havde købt toldfrit for at nyde i vores kahyt. Men det var ikke tilladt. Vi måtte afleveres flaskerne mod kvittering, så vi kunne få dem tilbage ved rejsens afslutning.

 

Evakueringsøvelse

 

Op ad eftermiddagen var der lovpligtig evakueringsøvelse. Alarmen gik, og vi skulle møde ved punkt H med redningsvest på. Her fik vi diverse instrukser omkring en eventuel evakuering til redningsbådene.

 

Alle deltog

 

Mandag var jo både løbsdag og min fødselsdag. Min fødselsdagsgave havde jeg fået hjemmefra, men Karin havde en ekstra overraskelse med, som jeg fik inden morgenmaden.

 

Efter morgenmaden var det tid til at hente startnummer og gøre klar til dagens løb, der skulle starte klokken ni. En del af de rejsende var jo ikke løbere, men det skulle vise sig, at alle entusiastisk gik op i dagens arrangement. Jeg tror faktisk, at alle tilmeldte sig en distance. Foruden maraton var der halvmaraton og 4,8 kilometer løb. Det var blot et spørgsmål om, hvor mange omgange der skulle gennemføres. Da hele dagen var til rådighed, var der stor interesse for at løbe eller gå en distance. En deltager var kort tid forinden blevet hofteopereret, men han gik de 4,8 kilometer med en stok i den ene hånd og gelænderet ved rælingen i den anden. Senere sagde han med et glimt i øjet, at hvis man havde givet ham en klud, kunne han passende have poleret gelænderet samtidig.

 

Chipmåling

 

Thomas Thomsen fra Dansk Atletikforbund havde opmålt banen, så distancerne fuldt ud levede op til alle krav. Vi maratonløbere skulle tilbagelægge 88 omgange minus en bid på 45 meter. Derfor skulle vi starte 45 meter efter målstregen, som vi så skulle passere 88 gange. Ultimate Sport Service var med og sikrede den nøjagtige tidtagning for løberne.

 

Chipmålingen skulle dog vise sig at give problemer, da dækkets metalunderlag skabte konflikt mellem sender og modtager. Resultatet blev, at målemåtten blev lagt på et bord og chippen sat om håndleddet på løberne, der så blot skulle huske at trække hånden over måtten, hver gang en omgang var gennemført. Et lille stykke længere fremme var der opstillet et TV, hvor man kunne se sine tilbagelagte og manglende omgange. Det var let og ligetil.

 

 

Klorvand

 

Bodil Thomsen stod for løbets væskestation, og kort efter at løbet var startet, blev hun opmærksom på, at de opsatte vandtanke indeholdt klorvand. Hun måtte derfor standse Thomas, der på det tidspunkt var i gang med sine 4,8 kilometer. Sagen blev løst ved at få tankene udskiftet med mineralvand på plastikflasker.

 

Fest og farver

 

Løbet startede på den ene langside. I for– og agterstævnen var bløde rundinger, men ellers foregik løbet ad de to langsider. I målområdet var der forplejning med vand og frugt. Det var også der, de fleste af tilskuerne stod og heppede, når vi løb forbi. Her var desuden også opsat musikanlæg, hvorfra festlige toner fra vores hjemland gjaldede ud af højtaleren. Under mange maratonløb er der lange strækninger, hvor løberne er alene og uden publikum. Her var ikke engang en halv kilometer mellem møderne med vores kære og knus og kærlige tilråb. Det var rigtig festligt og på ingen måde kedeligt og ensformigt.

 

På den anden langside var der en post med energidrik. Jeg har aldrig siden deltaget i et løb med så kort afstand mellem forplejningsstederne.

 

Også skibets øvrige rejsende kom videbegærligt til for at se, hvad dette mærkelige fænomen var for noget. Måbende stod de og så til gennem koøjer, vinduer og døråbninger, mens en flok skøre danskere bare løb rundt og rundt.

 

 

Løbebanen var selvsagt ganske flad, men der var dog et sted en lille stigning, som nu intet betød de første mange omgange. Der var ikke nævneværdig søgang og kun en lille smule blæst, som blot virkede forfriskende i det svedige ansigt. I starten var der en del løbere. Vi var 15 maratonløbere og syv halvmaratonløbere, mens 25 skulle løbe 4,8 kilometer. Men så blev først 4,8−kilometerløberne færdige og siden halvmaratonløberne, og vi var kun maratonløbere tilbage.

 

Efterhånden begyndte også maratonløberne at komme i mål. Efter sit helt specielle bryllup med Majbritt i Tibet benyttede Jørn nu bryllupsrejsen til at vinde The Great Cruise Marathon i tiden 3:20:26. Jeg var så heldig at følge ham på hans sidste halve runde, så jeg oplevede hans sejr og medaljeoverrækkelse. På det tidspunkt manglede jeg selv 30 omgange.

 

Prøvelser

 

Under løbet fik jeg ondt i højre fod og skiftede til nye løbesko. Det hjalp en tid, men jeg fik dog smerter igen og måtte skifte tilbage. Dette gentog sig et par gange.

 

I løbet af dagen blev der stegende hedt på den langside, hvor der var målområde, og hvor vi nu kunne skimte Cubas kyst i horisonten. Til gengæld var der skygge og svalt på den anden langside. Da jeg manglede cirka 15 runder, var jeg ved at være godt brugt og begyndte at skifte mellem gang og løb. Jeg gik på den halvdel, hvor der var skygge, og så løb jeg på den livlige langside, hvor eftermiddagssolen nu havde overtaget magten. På den måde fik jeg også publikums brus under løb i målområdet.

 

Kærligt følgeskab

 

Da jeg manglede 2,5 omgange, kom Karin mig i møde og løb halvanden omgang med mig. Hun stoppede så for at filme mig, da jeg kom i mål. Selv havde hun i fin stil løbet den korte distance i sandaler, da hun ikke havde løbesko med på turen. Faktisk havde Karin løbet 5,28 kilometer, men på første runde sad hendes chip på det forkerte håndled, og derfor var omgangen ikke blevet registreret. Derefter løb hun ti omgange, der blev registreret.

 

Efter min gennemførelse i tiden 5:24:16 gik vi i baren og fik en velfortjent forfriskning, og så var det tid til en times eftermiddagslur til mig.

 

Champagne

 

Først på aftenen var der champagne i receptionen for alle skibets gæster. Skibet var næsten en hel by i sig selv med ikke færre end 12 etager og utallige faciliteter. Foruden de mange restauranter og barer var der to swimmingpools med spabad, samt motionsrum, kirke, frisør, forretninger, teater, diskotek, kasino og diverse former for underholdning.

 

Gallafest

 

Klokken 21 blev der afholdt gallafest for maratongruppen i en af skibets restauranter. Her fik vi god mad, og der blev holdt taler, hvor nogle blev hyldet for ædel dåd af den ene eller anden slags. Sidst på aftenen underholdt Lars Bom os med sange fra Beatles’ repertoire.

 

 

Lidt før midnat rejste Karin og jeg os for at gå til ro, men da vi nåede næsten ned til kahytten opdagede jeg, at jeg havde glemt min rygsæk, så vi måtte tilbage til restauranten igen.

 

Fødselsdagssang fra Lars Bom

 

Da vi kom op efter rygsækken, havde jeg rent teknisk ikke fødselsdag, da klokken nu var to minutter over midnat, men en af gæsterne råbte tillykke, og det gik op for folk, at jeg jo havde løbet på min fødselsdag. Så vi fik forbud mod at forsvinde igen. Lars Boom sang for, mens hele selskabet stod op og sang “Happy Birthday”. Thomas rejste sig derefter og fortalte, at jeg ikke blot havde fødselsdag, men at jeg også havde løbet mit 25. maratonløb på min 45 års dag. Herefter gik vi glade og trætte i seng.

 

 

Jamaica

 

Tirsdag morgen lagde vi til på den frodige caribiske ø Jamaica i Montego Bay. På øens sydside ligger nogle af verdens smukkeste strande ved Negril, og tager man mod det enestående Dunn River Falls, vil man kunne opleve frodige skove med mulighed for rafting. Dette lå dog ikke i vores program. Vores første stop var hos en “bush doctor”, en lokal naturlæge, der lavede medicin, vin og frugt af hjemmedyrket avl. Alt var dyrket uden kemikalier.

 

 

Vi besøgte dernæst en lokal skole for børn i tre til seks års alderen og blev modtaget af nogle utroligt søde børn. Der var 28 børn i et ganske lille lokale og måske op mod 80 børn på hele skolen. De små børn lærte allerede i så ung en alder både stavelser og bogstavlyde. De var rigtigt dygtige.

 

 

Resten af dagen gik med tur i byen og strandtur for dem, der ønskede det. Det var dog ikke ved en smuk sandstrand, men på et område med nogle store sten.

 

Grand Cayman

 

Onsdag besøgte vi Grand Cayman, der er den største af de tre Cayman−øer. Øen er mest kendt for skuffeselskaber, skattely og tvivlsomme banker. Men det er også en rigtig luksusferieø med et højt prisniveau.

 

 

Lokalbefolkningen mener selv at have verdens bedste badestrand, den såkaldte Seven Nile Beach, og derudover er øen særligt kendt for to naturfænomener: Store havskildpadder og enorme mængder af pilerokker, der bogstaveligt talt svømmer mellem benene på de badende og lader sig berøre på den bløde fløjlsagtige overhud.

 

 

Norwegian Sun kunne ikke lægge til på øen, så vi blev sejlet ind i mindre både. Men flere andre krydstogtskibe lagde til den dag, så der var et virvar af turister og lokale mennesker.

 

Helvede

 

 

Vores første besøg var i et område, der gik under navnet Hell. Her var opstået nogle klippelignende koralrev, der med lidt fantasi kunne ligne noget fra helvede. Men det var en værre omgang turistpjat, hvor man faktisk havde ødelagt den naturlige turistattraktion. Blandt andet kunne stikke hovedet ind i et hul på en figur og blive fotograferet som fanden selv, og man kunne købe alverdens usmagelige ting med helvede og fanden på. I butikken spurgte ekspedienterne, hvad helvede vi ville her. Det var måske meget sjovt at se på, men vi syntes nu, det hele var plat.

 

 

Skildpaddefarm

 

Efter dette pjattede indslag blev vi kørt til et andet sted, vi heller ikke var rigtigt begejstrede for. På Cayman Turtle Farm skulle vi se på skildpadder, der blev holdt i små svømmebassiner midt i solen. Vi syntes ikke, det kunne være særligt rare forhold for dyrene, der hele tiden blev løftet op og fotograferet af og med turister. Der har helt sikkert været gode turistindtægter på stedet, men dyrevelfærden kunne vi ikke få øje på.

 

 

Det sidste besøg på øen var en tur i byen, men heller ikke her blev vi begejstrede. Igen var det tydeligvis turistindtægter, der var det afgørende.

 

Beskrivelsen af besøget på Grand Cayman kan læses, som var det en stor skuffelse, men det var nu ikke tilfældet. Dagen var ganske god, men vi følte blot, at øparadiset var ødelagt af kommercielle hensyn og derfor helt anderledes, end det ellers kunne have været.

 

 

Afslapning på Norwegian Sun

 

Vi tilbragte en hyggelig og afslappet eftermiddag og aften på skibet med god mad og drikke efter et besøg med blandede indtryk på Grand Cayman.

 

 

Costa Maya

 

Efter en torsdag formiddag i strid blæst ved skibets pool, lagde vi over middag til kaj i Costa Maya på sydsiden af Yucatan halvøen i Mexico. Halvøen er kendt for smukke strande med funklende hvidt koralsand, klart, azurblåt havvand og farvestrålende koralrev. Mayaruinerne i Tulum er smukt beliggende og giver et godt indtryk af mayaernes arkitektur.

 

 

Da det værste afstigningskaos havde lagt sig, gik vi fra borde og direkte ind i et turistområde, der ikke rigtigt sagde os noget. Vi valgte derfor at gå en lang tur ud langs en strand til en lokal landsby, hvor vi fik en øl, før vi gik tilbage igen. På havneområdet gik vi på internetcafé og købte nogle postkort, og derefter gik turen igen tilbage til Norwegian Sun.

 

Aftenen gik med forret på “Las Ramblas Tapas Bar & Restaurant” på 12. etage og efterfølgende hovedmåltid på “Seven Seas Restaurant” på 5. etage.

 

Cozumel

 

Fredag besøgte vi Cozumel, der er en herlig caribisk ø kun 16 kilometer fra fastlandet. Øen er opstået ved, at den klippefyldte havbund har hævet sig 15 meter over havoverfladen. Naturen er forunderlig. Det er Mexicos største ø med 47 kilometer i længden og 15 kilometer i bredden, og den har været beboet af mayaerne siden år 300. Det meste af øen ligger vildt og uopdyrket hen. Her er sumpe, krat, og lav kystregnskov med et helt enestående dyreliv med papegøjer, hejrer, kæmpefirben og næsebjørne. De fleste turister kommer dog fortrinsvis for at bade, snorkle og slappe af på de kilometerlange sandstrande på øen, der også er omkranset af koralrev med farvestrålende fisk.

 

 

Vi skulle have været i land tidligt om formiddagen, men sådan blev det dog ikke helt, eftersom der var for meget søgang til at lægge til kaj. Vi slappede derfor af på værelset, indtil det blev annonceret, at vi kunne gå fra borde.

 

Formiddag ved stranden

 

Der var mange tilbud om turistattraktioner på øen, men vi valgte dog en afslappet dag for os selv. Vi tog med taxa til et strandområde, hvor det var muligt at svømme med delfiner, men eftersom denne aktivitet kostede en formue, valgte vi i stedet at lægge os på stranden, hvor vi slappede af, indtil vi tog tilbage til skibet og spiste frokost.

 

 

Midt på eftermiddagen gik vi fra borde igen i den lille turistprægede by. Den dag lå der seks store krydstogtskibe i området, så der var nok af mennesker. Som de fleste andre steder, var det hele en anelse for turistpræget, men det var nu meget sjovt.

 

Et pudsigt intermezzo

 

Hen under aften sad vi på en bænk på molen ved skibets landgang. Her sad vi blot og nød udsigten og betragtede livet omkring os i en temperatur, der var dejligt sval efter en dag med bagende sol. Ud ad molen kom nu gående en rejsende med et glad smil på læben og en papæske med pizza, som han havde købt i et pizzeria i Cozumel. Vi kunne se, at han forventningsfuldt glædede sig til at indtage den italienske ret ombord i sin kahyt. Vi trak på smilebåndet af to årsager. Dels var vi på et skib med alt inkluderet og mange restauranter, herunder også en italiensk, og dels lå det meget klart, at fødevarer ikke måtte medtages hverken fra borde eller ombord. Vi afventede derfor med en vis forventning på, hvad der nu ville ske. Naturligvis kom den duftende papæske ikke gennem den skarpe sikkerhedskontrol, og den sultne turist havde nu valget mellem at smide pizzaen ud eller sætte sig på molen og indtage sin mad. Han valgte det sidste.

 

Ved 18.30 tiden gik vi atter ombord på skibet − for sidste gang på denne rejse. Vi gik først en tur op og fik lidt frugt, hvorefter vi gik på værelset og fik et bad, samt gjorde os klar til aftens måltid.

 

Karaoke

 

En hyggelig aften med god mad på “Four Seasons Restaurant” blev afsluttet i baren på 12. etage. Her blev vi underholdt med karaoke, indtil vi gik til ro hen under de små timer.

 

Great Cruise Home Run Mini Marathon

 

Vi havde nu snart nået afslutningen på rejsen i det caribiske hav, og hele lørdagen blev tilbragt til havs med kurs mod Miami. Efter at alle havde fordøjet morgenmåltidet mødtes hele gruppen til et Great Cruise Home Run Mini Marathon på 4,8 kilometer. Næsten alle deltog. Karin og jeg fulgtes hele vejen og gav os god tid og nød denne hyggelige løbetur.

 

Social afslutning

 

Efter et bad mødtes vi alle på terrassen på 11. etage. Her var der socialt samvær, mens vi fik både frokost og diplomer for vores indsats.

 

Eftermiddagen gik med at pakke kufferter og slappe af, inden vi mødtes tidligt med hele gruppen til det det sidste aftensmåltid i “Seven Seas Restaurant”. Det blev et par hyggelige timer, hvor alle deltog. Et par havde kobberbryllup, og vi sang en sang for dem. En rejsende havde skrevet en afskedssang om turen, og Peter Fredberg uddelte lodtrækningspræmier. Det var en rigtig dejlig aften efter en god dag og en fantastisk uge.

 

Forsinket afstigning

 

På den sjældne dato, søndag den 29. februar, stod vi tidligt op, da vi skulle være klar til at gå fra borde klokken 6.15. Inden da skulle vi pakke, spise og afhente de flasker, vi havde måttet aflevere ved ombordstigning, samt vores pas, der var deponeret i Stardust Lounge.

 

Da alle skibets rejsende stod i en lang kø for at blive registreret hos de amerikanske emigrationsmyndigheder, følte vi os lidt til grin. Emigrationsmyndighederne var 25 minutter forsinket, så der stod vi og ventede. Derefter gik der lang tid, mens hver enkelt fik kontrolleret og stemplet sit pas. Det var lidt stressende for os i maratongruppen, da vi ikke havde meget tid til vores flyver.

 

En arrogant betjent

 

Da det var ved at være vores tur, kunne vi se politibetjente sidde ved en række borde og foretage den nødvendige kontrol. De tog imod et pas, kiggede på den rejsende, tjekkede billedet og andre formaliteter, hvorefter passet blev stemplet og leveret tilbage. Her overhørte vi en ganske arrogant samtale mellem to betjente. Den ene sagde, at han ikke gad tale med turister, medmindre det var for at anholde dem. Tænk engang, det sagde han, mens en gruppe rejsende stod og hørte på det! Og ganske rigtigt, sådan foregik det. Han sagde ikke et ord til de rejsende, tog blot imod passet og afleverede det, når han var færdig med kontrollen.

 

Jeg kom hen til selvsamme arrogante betjent. Da han rakte mig passet, fik vi øjenkontakt, og med et smil om læben sagde han: “Here you are!” Jeg var ved at komme med en kvik bemærkning, men valgte at tie og slippe hurtigt ud af dette.

 

Da vi troede, alt var i orden, og vi kunne gå fra borde, stod vi igen i en “evighed” og ventede. Der var åbenbart nogle passagerer der ikke havde henvendt sig til myndighederne, så det forsinkede hele landgangen yderligere. Endelig kom vi i land, og nu var vi for alvor i tidsnød for at nå vores fly.

 

Overvægtsproblemer

 

Da vi nåede lufthavnen, opstod der nye problemer. Denne gang var det den samlede vægt af gruppens bagage, der skabte problemer. Vi flyttede internt lidt rundt på nogle tasker, så vi hver især kom under grænsen for det tilladte, men dette løste dog ikke problemet. Vi havde jo et omfattende tidtagningsudstyr med fra Ultimate, og det vejede en del. Det hjalp ikke at diskutere, og der kunne heller ikke betales for overvægten. Det endte med, at vi måtte efterlade en guide og to medarbejdere fra Ultimate. Jeg fik dog
tjekket guidens kuffert ind i mit navn, så den skulle jeg så efterfølgende finde ud af at aflevere.

 

En rigtigt dårlig beslutning

 

På hjemrejsen skulle vi skifte fly i Chicago, og her var der en ventetid på syv timer. Flere valgte derfor at tage ind til byen, men det gjorde vi desværre ikke. Af frygt for at tiden skulle løbe fra os, og vi skulle få problemer med at komme tilbage til lufthavnen, valgte vi at blive. Det var et dumt valg og et udslag af en overforsigtighed, vi skulle have overvundet.

 

Vi troede, vi var ankommet til en stor international lufthavn med masse af restauranter, forretninger og aktiviteter. Men det var ikke tilfældet. I hvert fald ikke der, hvor vi opholdt os. McDonald`s og nogle ganske få butikker var alt, hvad vi kunne underholde os med i en af verdens største lufthavne. Vi gik rundt og så på den smule, der var, læste lidt, spiste og sov. Syv timer er lang tid på den måde. Vi skulle været taget ind og se byen.

 

Hvad Søren – er I her?

 

Det var efterhånden blevet mandag eftermiddag den 1. marts, dansk tid, da vi planmæssigt landede i Københavns Lufthavn efter en lang hjemrejse. Jeg overvejede at ringe til Albatros Travel fra lufthavnen for at træffe aftale om levering af den ekstra kuffert, jeg havde med, men det skulle vise sig ikke at være nødvendigt. Da vi kom igennem tolden, stod de tre, vi havde måttet efterlade i Miami, med store smil og alt tidtagningsudstyret. På en eller anden forunderlig vis havde de kort tid efter afskeden med os fundet en god løsning. Via en anden rute uden lang ventetid var de kommet til København før os, og som i de rigtige eventyr endte alt lykkeligt.

 

Fjernsynsdækning igen

 

Som ved tidligere maratonarrangementer var DR også på pletten under denne specielle tur. Det blev efterfølgende til et seks minutters indslag i en sportsudsendelse.

 

Som planlagt fra starten blev The Great Cruise Marathon kun afviklet denne ene gang. Det var en spændende og interessant rejse, og løbet var sjovt og lidt skørt. Jeg er glad for, at jeg valgte at tage oplevelsen med, da den kun tilbød sig den ene gang. Jeg har, som fra mange andre rejser, også fra denne fået vidunderlige minder for resten af mit liv.

 

Køb bogen her.