Nyt årtusinde – nye tider

 

I slutningen af januar 2000 kom der et brev fra Oriental Tours – et Albatros Selskab. De var nu klar til at udbyde den anden udgave af The Great Wall Marathon og gentage succesen fra 1999.

Denne gang skulle løbet være større og mere internationalt, og man regnede med at få løbere fra Japan, Tyskland, USA og ikke mindst de øvrige skandinaviske lande. Løbsruten fra 1999 ville blive ændret og tilpasset det øgede deltagerantal.

 

The Great Wall Marathon 1999 havde været hårdt. Det nye årtusinde skulle markeres med en endnu hårdere rute.

 

Det fremsendte rejsemateriale var lige så omfattende som året før, og denne gang var der 27 grupper og fem forskellige flyselskaber at vælge imellem.

 

Med familien til Kina

 

Heller ikke i 2000 skulle jeg alene af sted til det store land. Min stedmor, der kun er ti år ældre end mig, ville meget gerne med, og hun var mere end velkommen. Elisabeth har altid rejst meget og har boet mange år i udlandet. Som barn og ung rejste hun kloden rundt med sine forældre, og hun udforskede også store dele af kloden sammen med min far, indtil hans død i 1997. I årene derefter havde hun rejst både alene og sammen med familie og venner. En mangeårig sklerosesygdom afholdt ikke Elisabeth fra at komme verden rundt, men løbe kunne hun ikke, og hun var også begrænset i andre fysiske aktiviteter. Men nu skulle hun med mig til Kina.

 

 

Begge mine drenge skulle også med far og farmor til det store land, hvor menneskerne havde gule ansigter og skæve øjne. Emil gik i børnehave, men Steffen måtte tages ud af skolen, da rejsen ikke faldt sammen med en ferie.

 

Trappetræning

 

Mens jeg i 1999 ikke havde lavet egentlig trappetræning op til løbet, fik jeg nu den idé at gøre brug af min hjembys amfiteater i Folkeparken. Her kunne jeg zigzagge op og ned ad trapperne, og det gjorde jeg, hver gang jeg trænede. Siden har jeg hvert år benyttet mig af Folkeparkens trapper, når jeg om foråret har trænet op til The Great Wall Marathon. Det kan være en speciel oplevelse at komme der fredag eftermiddag, for der sidder tit unge mennesker fra gymnasiet med øl og anden forplejning. Mine legemsøvelser giver ofte anledning til morskab, og indimellem finder nogle af ungersvendene anledning til at opføre et mindre skuespil.

 

Kina igen

 

Løbet blev ligesom i debutåret afholdt den fjerde onsdag i maj. Dette år faldt dagen på den 24. maj, og ganske som året før, lå afrejsen fredagen før, så vi havde tilstrækkelig tid til at omstille os mellem to vidt forskellige tidszoner.

 

Vi mødte op i Københavns Lufthavn med gruppe 11 klokken 17.35, og flyet skulle lette klokken 19.45. Der var væsentlig færre grupper forsamlet i lufthavnen end året før, og jeg tænkte, at de fleste grupper nok havde afrejse på andre tidspunkter, men det skulle vise sig, at det ikke var årsagen.

 

Vores guide var Katrine Chang, der ligesom jeg var genganger. Jeg kendte hende ikke, men kunne huske, at jeg havde set hende i 1999. Ligesom Søren Dehn var hun en sublim guide, der på alle måder var med til at gøre turen til en god oplevelse for os alle. Foruden Katrine bestod gruppen af 30 rejsende, men i ankomsthallen manglede imidlertid en af deltagerne. Vi stod og ventede på ham en rum tid, før Katrine besluttede, at vi skulle tjekke ind. Hun ville så holde sig i kontakt med indtjekningen for at høre, om den sidste kom.

 

I transithallen faldt jeg i snak med Peter Fredberg fra BT, der sammen med sin kone, Mie, rejste med samme gruppe som os. Jeg fik nu forklaringen på, hvorfor lufthavnen ikke var fyldt med lige så mange løbere som året før. Det var ikke ret mange tilmeldte, og vi ville blive mindre end 70 danske løbere. Det havde heller ikke været det store tilløbsstykke at tage turen for anden gang. Der var kun ni løbere fra sidste år, hvoraf fem havde gennemført året før, mens fire der var udgået nu tog turen igen for at få revanche.

 

Vi forlod Københavns Lufthavn uden den manglende deltager, hvis skæbne på det tidspunkt fortsat var en gåde.

 

Gensyn med Beijing

 

Rejsen blev på mange måder en gentagelse af året før, og det kunne jo næsten ikke være anderledes. Vi havde tilmeldt os en gruppe med arrangerede ture, der i store træk svarede til året før, for Elisabeth havde ikke været på netop denne tur før, og drengene havde slet ikke været i Kina.

 

Blandt deltagerne var også i år Lars Bom og hans kone Birgit. Under frokosten i Sommerpaladset sad Emil på fem år mellem Lars og mig, og jeg fortalte Emil, at hans sidemand havde været inde i Bamse fra fjernsynet. Emil troede ikke på det og spurgte Lars, om det var rigtigt. Det kunne Lars bekræfte, ligesom han fortalte, at han også var en af stemmerne fra Bananer i pyjamas.

 

Hov – var det ikke lørdag vi skulle flyve?

 

Søndag var det tid til gensyn med Den Forbudte By, Den Himmelske Freds Plads og tilsvarende fra året før. Da vi kom tilbage til vores hotel, steg jeg som den første ud af bussen og blev mødt af en dansker, der tilsyneladende troede, at jeg var gruppens guide. Han spurgte mig, om dette var gruppe 11 og fortalte så, at han hed Jens, og at han var den savnede passager ved afrejsen. Historien var, at Jens havde “sovet i timen”. Han havde oprindeligt tilmeldt sig en gruppe, der skulle flyve fra Københavns Lufthavn om lørdagen, men der havde ikke været tilslutning nok til denne gruppe, så Albatros havde spurgt Jens, om han i stedet for ville rejse med gruppe 11. Det havde han accepteret, og Albatros havde sendt rejsepapirerne til ham. Men som Jens helt ærligt fortalte mig, havde han dummet sig. Han havde været lidt stresset og havde derfor ikke sat sig ind i det nye materiale. Derfor troede han, at gruppen skulle rejse samme dag som hans oprindelige gruppe. Da Jens stod i lufthavnen lørdag eftermiddag, var han alene og forstod ingenting. Ved henvendelse til SAS blev det opklaret, at han skulle have været med et døgn tidligere. Nu var Jens på den. Men han var så heldig, at SAS havde ekstra plads på et søndagsfly og at de ydede ham den udstrakte service at lade ham ombooke dertil kvit og frit. Det næste problem var, at Jens var med på et gruppevisum, men også det blev løst med en kontakt til den kinesiske ambassade, der i rekordfart skaffede ham et personligt visum.

 

Forsvundne danskere

 

Mandagens inspektionsdag mindede på mange måder om 1999 udgaven. Den store forskel var, at vi var så få på Yin og Yang–pladsen. Der virkede helt tomt.

 

Da vi var ude og gå i “Gobi–Ørkenen” under inspektionsturen, havde Steffen behov for at brænde noget krudt af, så den 12–årige knægt løb i forvejen, mens jeg gik med Emil og Elisabeth. Da vi kom til samlingsstedet, manglede Steffen, og jeg blev noget nervøs − for ikke at sige lettere panisk. Min søn var væk i det store land, og jeg havde ingen anelse om, hvor han var. Derfor blev jeg lidt lettet, da en kvinde sagde, at hendes mand, Hans, også manglede, og Birgit Bom desuden også savnede Lars. Eftersom tre personer var væk, var der nok en vis sandsynlighed for, at de var sammen, og sådan var det også. En bil blev sendt ud og fandt snart de tre forsvundne, der et sted var løbet til højre, hvor man skulle løbe til venstre. De var løbet så langt i forvejen, at de var kommet frem før dem, der skulle vise vejen.

 

Dagen før var Lars Bom også blevet væk foran Den Forbudte By. Der var der ikke meget strisser over ham!

 

En dag med fuldt program

 

Dagen inden maratonløbet var der igen fuldt program for os. Først på en cloisonné-fabrik og derefter i Ming–kejsernes gravdal, hvor vi lagde ud med en vandretur på den berømte Åndeallé. Dens mange imponerende stenskulpturer skulle hindre onde ånder i at trænge ind og forstyrre gravfreden. Men figurerne kunne intet stille op mod de indtrængende horder af turister. Efter et besøg ved Chang Ling–graven begav vi os ud til den afsidesliggende Qing Ling–grav, og her kunne vi for alvor nyde og opleve historiens berømte vingesus i den stille og naturskønne del af Ming–kejsernes gravdal.

 

 

På vejen tilbage til Beijing besøgte vi en af områdets landsbyer. Størstedelen af Kinas befolkning bor på landet. Selvom de økonomiske reformer i første omgang hjalp bønderne til en højere levestandard, så de økonomiske udsigter for befolkningen på landet dystre ud på dette tidspunkt, og flere millioner mennesker brød hver dag op for at drage til byen på jagt efter arbejde. Vi fik således et levende indblik i de nøjsomme forhold, der herskede på landet i Kina.

 

Maratonruten i en hårdere udgave

 

Onsdag den 24. maj var det så tid til anden udgave af det senere så legendariske maratonløb. Som året før var det tidligt op i Beijing og med bussen til Huangyaguan, hvor løbet også i 2000 skulle startes klokken ti.

 

Omkring halvvejs mod løbsområdet holdt vi den obligatoriske pause, og Peter Fredberg og jeg valgte at forrette vores nødtørft på den samme mark. Mens vi stod der med spredte ben fortalte Peter mig, at han til efteråret skulle løbe et 100 kilometerløb Bornholm rundt. Han havde tidligere løbet samme distance på Sjælland. Jeg var året før blevet maratonløber, og nu stod Peter der i ramme alvor og talte om at løbe 100 kilometer. I mine inderste tanker var diagnosen klar – manden var splitterravende gal i hovedet. Men min nysgerrighed var vakt, og jeg spurgte Peter, om han så løb træningspas på 50–70 kilometer pr. gang. Det gjorde han slet ikke, han trænede blot som til et almindeligt maratonløb.

 

Det sidder i hovedet, sagde han – ikke i benene. Jeg skulle senere erfare, at dette var ganske vist.

 

Da bussen nærmede sig området for The Great Wall Marathon, rejste hårene sig på mine arme, og det har jeg oplevet hvert eneste år lige siden. The Great Wall Marathon er noget helt, helt særligt for mig på mange måder. Måske er det mest afgørende, at det var her, jeg løb mit første maratonløb, og her jeg blev “født” som maratonløber.

 

Som i 1999 blev der holdt flere taler af den danske ambassadør, Thomas fra Dansk Atletikforbund og flere højtstående, kinesiske embedsmænd. Det så umiddelbart ud til, at der ventede flere traditioner, men ikke alt var som året før, og det skulle vi hurtigt erfare.

 

I 2000 startede løbet på selve Yin og Yang–pladsen, og sådan har det været lige siden. Startskuddet lød klokken ti, og vi løb ud gennem portalen i Great Wall Fortets fundament. Ude på vejen løb vi til højre mod syd og var nu ude på en strækning, vi skulle passere i alt fire gange, to gange i hver retning.

 

Otte hundrede meter henne ad vejen skulle vi til venstre op ad den meget stejle, asfalterede bjergvej, som jeg året før kun havde prøvet at løbe nedad. Det skal erkendes, at det var en helt anden udfordring at skulle den anden vej. Vi mødte nu turens næststørste udfordring – kun overgået af muren. Det var en rigtig god idé at spare på kræfterne under denne del af løbet, og det gjorde jeg også. Jeg vidste meget vel, hvilken udfordring, der lå lige efter bjergets top.

 

Det er klart, at muren ikke var blevet lettere end året før, eftersom jeg startede med at løbe op ad et bjerg med stigninger på op til ti procent. Men muren blev dog forceret i fin stil.

 

Men det var ikke blot starten på bjerget, der gjorde løbet i 2000 anderledes end året før. Der var flere ændringer, men jeg vil ikke gå i detaljer om ruten. Det var det samme område som året før, og mange af strækningerne var også identiske. Vi løb på landevej, gennem landsbyer og på grus– og jordveje. Igen var der god stemning overalt med glade børn og smilende voksne. Hvor vi året før havde løbet to korte sløjfer, skulle vi denne gang ud på en længere tur, før vi vendte tilbage til udgangspunktet.

 

 

Våde fødder

 

Løbsdagen i 1999 havde været meget varm, og selvom man næsten ikke skulle tro, det var muligt, var det her i år 2000 endnu varmere. Vi kom helt op på 34 grader i skyggen, og jeg har ikke siden oplevet så voldsom varme i Kina. I 1999 havde jeg haft succes med at hælde vand over kroppen i heden. Denne taktik gentog jeg igen, men det fik fatale følger. Jeg var så skødesløs, at jeg på et tidspunkt direkte soppede i begge mine sko. Uerfaren og uvidende som jeg var, tænkte jeg, at solen hurtigt ville tørre mine sko, og det skete da også, men der skete mere endnu. Jeg fik vabler, der med tiden gav mig flere og flere problemer.

 

 

Første møde med Kathy

 

Godt en tredjedel inde i løbet kom jeg til at følges med en midaldrende amerikansk kvinde. Vi passede hver især vores eget løb, men fik dog også talt lidt sammen. Da jeg nåede de 18 kilometer begyndte vablerne på mine fødder for alvor at gøre ondt. Jeg måtte ned og gå, mens min ledsager fortsatte. Hendes navn var Kathy Loper.

 

I vablernes vold

 

Selvom jeg ikke var nået halvvejs gennem løbet, stod det mig snart klart, at jeg ikke ville være i stand til at løbe mere. Jeg forsøgte, men smerterne var for store. Jeg måtte derfor gå, og det gjorde jeg så i et rask tempo. Jeg havde hele tiden en overbevisning om, at jeg ville kunne nå i mål inden for den fastsatte tidsgrænse.

 

En svær situation

 

Hanne havde også valgt at løbe The Great Wall Marathon i 2000, og hun var rejst ud med en ny kæreste. Jeg havde det ikke godt med situationen, men kunne trods alt glæde mig over, at vi ikke var i samme gruppe og ikke boede på samme hotel. Ved de fælles arrangementer mødtes vi dog, og Hanne skulle da også ved de lejligheder se noget til vores børn.

 

Som i det første år var jeg hurtigere end Hanne, og jeg havde det fint med den afstand, jeg havde lagt til hende og den nye kæreste. Så kunne jeg i fred og ro passe mit eget løb. Men vablerne satte en stopper for det, og på et tidspunkt kunne jeg ane dem bagude. Hvor gerne jeg end ville, kunne jeg ikke undgå, at de stille og roligt halede ind på mig, og ved 24 kilometer kom de op på siden af mig. Hanne spurgte, om hun kunne hjælpe med noget, og jeg var vist temmelig studs, da jeg sagde, at jeg nok skulle klare mig selv. Da de forsvandt i horisonten, gik jeg videre med tårerne trillende ned ad kinderne. Jeg tror, det var lige der, jeg besluttede, at jeg ville gennemføre løbet, uanset hvor smertefuldt det skulle blive. Stædighed? Viljestyrke? Eller angst for at tabe ansigt? Jeg ved det ikke, men i sidste ende var denne episode måske også en medvirkende årsag til, at det lykkedes mig at gennemføre dette andet løb med store åbne vabler på begge fødder.

 

Efter knapt 32 kilometer var jeg tilbage på asfaltvejen, og jeg kunne nu smide løbeskoene, hvilket havde været umuligt på de jordede og grusede veje og i “Gobi–Ørkenen”. Jeg bandt snørebåndene på mine løbesko sammen og hægtede skoene om halsen, hvorefter jeg fortsatte min gang mod Yin og Yang–pladsen. Flere tilskuere havde set, hvordan jeg slukøret sjoskede af sted, og inden længe gik der rygter i målområdet om, at jeg var udgået.

 

Sandaler som løbesko

 

Men da jeg nåede tilbage til Yin og Yang–pladsen, smed jeg skoene og fik fat i mine sandaler. Jeg havde heldigvis også nærvær til at tage min chip af skoene og lægge den i min mavetaske. Nu var jeg klar til at forcere muren med særdeles alternativt fodtøj.

 

 

Muren var naturligvis ikke let, men jeg husker den heller ikke som ekstremt svær dette år. Måske fordi jeg havde sparet på de fysiske kræfter under halvdelen af løbet. På vej over muren passerede jeg en del andre løbere, og mange af dem smuttede forbi mig igen på vejen ned ad bjerget.

 

Jeg kom i mål som den sjette sidste i løbet. Men med tiden 7:17:43 havde jeg rigtig god tid ned til den officielle deadline. På målstregen fik jeg bukket mig ned og aktiveret min chip. Endnu engang lod jeg tårerne falde, men denne gang var det hverken på grund af smerter eller vemod. Det var af glæde over, at det var lykkes mig at komme igennem dagens strabadser.

 

 

Lægebehandling og løfte om comeback

 

I målområdet kom jeg straks til lægebehandling hos Mogens Rishøj, der stak hul på mine vabler. Behageligt var det ikke, men det skulle gøres. Mens jeg lå til behandling, kom Søren Rasmussen over og gav mig noget omsorg. Søren, der er direktør for Albatros, havde også netop løbet sit andet The Great Wall Marathon. Som mig var han også debuteret som maratonløber netop her året før. Jeg vidste godt, hvem Søren var, men det var første gang, vi talte sammen. Det sidste, jeg sagde til Søren, var: “Jeg kommer igen til næste år”. Jeg tror, det var netop her, jeg reelt skrev min langtidskontrakt med løbet.

 

En meget speciel gruppe

 

En gruppe gjorde sig særligt bemærket dette år. Skæbnen havde bragt nogle hurtige løbere sammen netop i den gruppe, og de satte deres præg på løbets top ti. Helt specielt var det, at både løbets vinder og nummer to var i samme gruppe. Igen i 2000 havde DR sendt et hold ud for at dække begivenheden, og jeg kunne efterfølgende i Søndags Sporten se den drabelige kamp mellem Martin Steinbach og Steen Habermann. Førstnævnte vandt i tiden 4:11:29, mens Steen kom ind halvandet minut senere. Efter sejren lå Martin i drop i flere timer, da han ikke havde indtaget tilstrækkeligt med væske under løbet.

 

Vindertiderne sat i relief

 

Tiderne viser klart, at løbet var blevet hårdere. Martins personlige maratonrekord lød på 2:45:21. Sammenholdt med vindertiden fra 1999 (55 minutter hurtigere) satte det tingene i relief. Der var ingen tvivl om, at sværhedsgraden var skruet op.

 

Årets kvindelige vinder var fra vores gruppe. Det var Ingelise Jensen. Med tiden 5:22:30 var hun en time og 27 minutter fra Kersti Jacobsens rekord fra 1999.

 

Amour på muren

 

Et rigtigt eventyr knytter sig til gruppen med de hurtige løbere. Gruppens guide var Merete Skov, og amorinerne havde været aktive i de dage i Kina. Merete kom senere til at hedde Habermann, og hun og Steen vendte flere gange senere tilbage til The Great Wall Marathon. I 2005 gennemførte Merete fem kilometerløbet med parrets ni uger gamle datter, Agnete, sovende i en bæresele. Det er helt utroligt, hvad et maratonløb kan føre med sig.

 

Lidt statistik

 

Løbere fra ni forskellige nationer stillede op til årets løb. I alt 10 kvinder og 66 mænd kom igennem, og 56 danskere fik medaljer, så vi var stadig i flertal. Men sådan skulle det ikke blive ved med at være.

 

I alt 92 løbere var mødt op til start, heraf var 16 udgået, mens en halv snes stykker havde meldt fra inden løbets start. Syv løbere måtte lægges i drop, og værst gik det ud over Kathy Loper, som jeg var fulgtes med et stykke af løbet. Hun var kollapset ved målstregen og blev efterfølgende indlagt to døgn på et hospital i Beijing. Også Lars Bom var blandt de udgåede. Han havde fået et ildebefindende på grund af varmen. Da han nåede til muren anden gang, var han svimmel og var klog nok til at stoppe. To udgåede løbere fra 1999 måtte desværre også denne gang give op og vende slukørede hjem.

 

Igen dækkede BT løbet flot, og denne gang blev løbsavisen skrevet både på dansk og engelsk. I avisen stod der et stykke om “Fighteren Henrik”. Det var historien om mine vabler og sandaler. Jeg modtog også et BT−ur ved gallafesten, hvor jeg mødte op iført mine sandaler.

 

 

Igen en flot gallafest

 

Gallafesten var lige så flot som året før. Da vi ikke var lige så mange deltagere, foregik festen et mindre sted, og da arrangementet startede, gik en bornholmer ved navn Ingvor rundt og delte nogle små foldere ud. Da Ingvor kom til os, rakte jeg hånden frem for at få en folder. På klingende bornholmsk sagde han; “Jamen, det er den sidste, jeg har”. Jeg spurgte, hvem han ellers ville give den til, og Ingvor gav mig så den sidste folder. Ingen af os vidste på det tidspunkt, at netop denne folder blev denne eneste uddelte folder, der gav bonus for ham.

 

 

Køb bogen her.