Alle gode gange tre

 

For mig var der ingen tvivl om, at jeg skulle med på tredje tur til muren. Jeg følte, at jeg havde grund til revanche efter turen med vabler, og desuden var mit løfte til Søren Rasmussen også mejslet i mine tanker. Det er mere uklart for mig nu, hvorfor jeg valgte at tage begge drenge med igen. Det var den tredje lange tur, de skulle med på sammen med mig inden for et år, og hvor de første to gange kunne begrundes i den gode lærdom og nye oplevelser, var denne gentagelse knapt så logisk. I bund og grund var det måske min egen egoisme, der fik mig til at tage dem ud af skolen igen, men når jeg nu, mange år senere, ser tilbage, kan rejsen nok alligevel forsvares på trods af de manglende skoletimer.

 

Rejsen, der var lige ved ikke at blive til noget

 

Dette år var afrejsedatoen den 21. maj, hvilket skulle vise sig at gøre mig så forvirret, at det næsten kostede os turen. Vi ankom til lufthavnen i rigtig god tid – troede jeg, og efter indtjekning handlede vi lidt. Herefter satte vi os på en bistro, hvor vi fik et måltid mad og noget at drikke. Drengene drønede lidt rundt og så på ting, mens jeg gav mig tid til en telefonsamtale.

 

Men lidt før kl. 20 hørte jeg i højtaleren, at familien Brandt øjeblikkeligt skulle komme til udgang C 33. Jeg fik sved på panden, og vi fik rygende travlt. Ved gaten fik vi at vide, at vi kom i allersidste øjeblik, og at de havde kaldt os fire gange i højtalerne. Faktisk var det kun, fordi man havde været nødsaget til at skifte fly, at det ikke var lettet endnu. Da vi kom ombord tjekkede jeg vores rejsebevis. Det viste sig, at vi ikke skulle flyve klokken 21.05, men derimod kl. 19.45. Tallene 21.05 var datoen for afrejsen! Hvor dum har man lov at være?

 

Dette år ankom vi til Beijing et godt stykke op ad formiddagen, og vi begav os straks til vores opholdssted, Olympic Hotel, der ud fra de angivne stjerner skulle være af samme standard som tidligere. Hotellet var også acceptabelt, men standarden levede ikke op til vores tidligere oplevelser. Den største ulempe var, at det lå et stykke uden for centrum, hvilket betød, at vi måtte køre tre kvarter i taxa, når vi ville kigge på byens markeder. Desuden var hotellet slet ikke gearet til internationale gæster. De var vældig gode til at tale kinesisk, men det var vi ikke.

 

Men når man så sig omkring på hotellet, var det svært at forestille sig, at der kunne være arbejdsløshed i Kina. Ved indgangen til hotellets restaurant stod to kvinder og hilste på ankommende gæster. Inde i restauranten stod også folk og ventede, og ude på gaden stod betjente, der tilsyneladende blot betragtede livets gang. Sådan er det mange steder. Et af landets lavest rangerende job er således at stå ved busstoppesteder og vinke bussen ind til ventende passagerer.

 

Der var udbudt 21 danske grupper, men tilmeldingen var ikke tilstrækkelig, så en del blev annulleret. Vi var oprindeligt tilmeldt gruppe 14, men endte således med at rejse med gruppe 21 med i alt 17 rejsende. Eftersom vi ikke følte behov for at gense turistattraktionerne, valgte vi en gruppe uden guidede ture. Det gav os masser af tid til at udforske på egen hånd, og det var nu også rart.

 

Sproglige udfordringer

 

Kommunikation kan være en svær øvelse. Det vidste jeg godt i forvejen. Men dette år fik jeg flere eksempler på, hvor problematisk det kan være, når mennesker fra hver sin del af verden, med hver sin kultur og hvert sit sprog, skal kommunikere med hinanden.

 

Man siger, at det talte ord kun har 7 % betydning i kommunikationen, mens tonefaldet vægter 38 % og kropssproget hele 55 %. Derfor kan jeg som dansker komme langt i en dialog med en polak, selvom vi hver især kun taler vores eget sprog. Eftersom vi lever i samme del af verden og har nogenlunde samme kulturelle baggrund, har vi andre veje til at forstå hinanden. Men jeg har oplevet det helt anderledes i Kina, hvor både tonefald og kropssprog ligger meget, meget fjernt fra hinanden. Dette skete flere gange i 2001.

 

Torsdag brugte vi på bytur, og ikke mindst kopimarkederne blev udforsket grundigt. Året før havde tiden været knap, da vi jo skulle følge programmet for vores gruppe, men nu havde drengene god tid til at kigge på T-shirts, mobiltelefonudstyr, CD’er og meget andet. På Perlemarked fik Emil imidlertid brug for et toilet, og vi blev nødt til at spørge om vej. Det blev ikke let. Eftersom jeg hurtigt konstaterede, at vi ikke kunne klare os verbalt, måtte jeg forsøge med andre ting. Det blev til et mindre pantomimeteater, hvor jeg stod med spredte ben og en finger ved gylpen for at anskueliggøre vores ærinde. Men ingen forstod, hvad jeg mente. Gudskelov kom en svensk turist forbi og kunne så fortælle os vejen til herretoilettet på anden sal.

 

Senere skulle vi hæve penge og måtte finde en bank. Det gav også komplikationer. Efter flere forsøg på at spørge om vej, måtte vi vandre rundt på lykke og fromme og lede efter en bank, og det lykkedes da også efter nogen tid. Banken havde både logo for Visa og Master Card, og jeg åndede lettet op. Efter lang ventetid i kø blev det min tur, men jeg kunne ikke hæve på mine kort. Jeg pegede på skiltene, men ingen forstod mig. Udover de to internationale logoer var der også et kinesisk logo på skiltet. Dette kort kunne sikkert bruges i banken, men det hjalp ikke os.

Vi brugte nu en rum tid på at finde et sted at hæve penge, og vi kom til flere banker, hvor vi heller ikke kunne veksle. Efter lang tid søgen stødte vi endelig ind i en bankansat, der kunne lidt engelsk. Hun fortalte, at vi måtte til en særlig afdeling af Bank of China for at hæve penge, og hun skrev adressen på en seddel, vi kunne vise taxachaufføren. Vi kom frem til Bank of China, men hermed var problemerne ikke løst. Vi kunne ikke hæve i banken og blev henvist til en automat udenfor. Her skulle vi benytte et tastatur, og svarene viste sig på en skærm – men med kinesiske tegn. Panikken bredte sig lidt, for jeg havde puttet kortet i automaten og anede ikke, hvad jeg skulle trykke på. Så jeg måtte ind i banken igen, og en ansat gik nu med ud og hjalp mig. Til sidst lykkedes det hele.

 

Internationalt tilsnit

 

Fredag morgen skulle vi tidligt op, da der var inspektionsdag for løbet, og i modsætning til de første år skulle vi ikke tilbage samme dag. Vi skulle overnatte i nærheden af muren og derfor tjekke ud fra Olympic Hotel. Der var igen sproglige problemer, da jeg over telefonen skulle bestille vækning, men det lykkedes til sidst.

 

Bussen kørte fra Beijing klokken fem, så det blev ikke til morgenmad. Vi fik udleveret en pose med mad i bussen. Men der var vist ikke mange, der spiste det.

 

I modsætning til de første år skulle vi ikke køre i kortege. Allerede dagen før havde tyve busser taget turen, og en del deltagere boede allerede i løbsområdet.

 

I 2000 havde der været et begrænset deltagerantal, men år 2001 blev det hidtil største. Hidtil havde danskerne været dominerende blandt deltagerne, men den tid var forbi. I alt 511 løbere stillede op, og der var nu også mulighed for at løbe et halvmaraton. I alt 16 nationer var repræsenteret, og danskerne fyldte stadig godt, men USA stillede med det største antal, og sådan har det været siden.

 

 

Ikke mindst Kathy Loper var med til at skabe interesse om løbet i USA. Med sit rejseselskab Kathy Loper Events medbragte hun en gruppe amerikanske løbere og har gjort det til stadighed år efter år. Kathy er kvinden, der i 2000 kollapsede ved målstregen og efterfølgende måtte indlægges på hospitalet. Men dette skræmte ikke Kathy, og i 2001 blev det til en flot syvendeplads blandt de kvindelige halvmaratonløbere.

 

Da løbet nu havde international karakter, blev informationsmødet afholdt på engelsk. Det blev ledet af Rod Dixon, der tidligere havde vundet New York Marathon samt bronzemedalje i 1500 meter ved De Olympiske Lege i 1972, og dagen efter blev han da også en overbevisende vinder af halvmaratonløbet Men ellers adskilte inspektionsdagen sig ikke nævneværdigt i forhold til de to første år.

 

Nyt starttidspunkt

 

Løbsruten var blevet ændret radikalt fra det første til det andet år, og dette år var ruten den samme som året før. Selve starttidspunktet var dog rykket 2½ time frem i forhold til tidligere. Dermed ville en del løbere undgå den værste hede om eftermiddagen, og alt kunne blive afsluttet inden aften.

 

Som i debutåret var datoen denne gang den 26. maj. Vi ankom tidligt og overværede åbningsceremonien med repræsentanter for både det kinesiske og det danske atletikforbund, samt den lokale borgmester og andre honoratiores.

 

Løbet blev skudt i gang klokken 7.30, mens halvmaratonløberne startede klokken otte. Blandt disse var Steffen, der nu fik sin debut på The Great Wall. Løbet gik fint for mig, selvom jeg faldt på asfaltvejen godt en fjerdedel inde i løbet. Det gav mig en hudafskrabning på højre knæ, men det var ikke alvorligt. Da jeg kom til Yin og Yang–pladsen fik jeg at vide, at Steffen var kommet flot i mål. Så nu var halvdelen af dagen allerede reddet for mig.

 

 

På den flade del af ruten løb jeg og glædede mig til at komme til muren, hvor jeg ikke skulle løbe, men med god samvittighed kunne gå. Glæden forsvandt dog hurtigt, da virkeligheden indhentede mig. Jeg havde åbenbart brugt flere kræfter på denne første del, hvor jeg året før havde gået en stor del af tiden. Men nu var jeg ganske enkelt tappet for kræfter, og dermed blev forceringen af muren langt værre end tidligere. Det var en kamp uden sidestykke. Gang på gang måtte jeg sætte mig på trapperne og hvile, mens jeg sad og så ud over den fantastiske og storslåede natur og det enorme bygningsværk, som muren er. Men lige på det tidspunkt havde jeg ikke overskud til at nyde noget. Jeg ved ikke, hvor længe jeg var om at komme over de 3½ kilometer mur. Men mit bud er omkring en time og tre kvarter, svarende til to kilometer i timen.

 

 

Da jeg startede på muren anden gang, havde jeg en forestilling om en ganske bestemt sluttid, men den gik hurtigt fløjten, og det var nu “tortur” og en ren overlevelseskamp. Efter at være kommet over muren, var jeg egentligt parat til at løbe ned ad bjerget. Men jeg faldt i snak med en langsom amerikansk kvinde, der løb halvmaraton og ikke var nået længere. Hun ville gå resten af vejen. Da vi snakkede godt sammen, og da jeg ikke havde nogen fantomtid i sigte, besluttede jeg at fortsætte et stykke med hende.

 

Men for enden af bjerget var der knapt en kilometer til mål, og jeg måtte sige til hende, at jeg ikke ville gå i mål. Eftersom hun ikke kunne andet, løb jeg nu videre og var rimeligt udhvilet.

 

 

Som altid er det en fantastisk dejlig oplevelse at løbe over målstregen og få medaljen om halsen. Min tid blev omkring 6:50:03. Det var ikke verdens bedste tid, men eftersom jeg havde givet stort set alt, hvad jeg havde, betragtede jeg også dette løb som en stor personlig sejr.

 

Steffen løb sit halvmaraton på 3:19:10, og jeg var dybt imponeret over, at en 13–årig dreng kunne gennemføre verdens hårdeste halvmaraton i sådan en flot tid. Ligesom i Kenya var han eneste barn blandt deltagerne.

 

 

Søren Rasmussen i krise

 

Ud af de oprindeligt flere end 300 maratonløbere, der stod ved startsnoren nøjagtigt to år tidligere, var vi nu kun tre tilbage. En af dem var Søren Rasmussen, der var direktør for Albatros Travel og en af initiativtagerne til løbet, men det var lige før, at Søren ikke var kommet med tredje gang.

 

På Kristi Himmelfartsdag, blot to dage før løbet, skulle Sørens datter konfirmeres, og dette havde bragt Søren i et dilemma. Han havde forsøgt at overbevise pigen om at blive konfirmeret en anden dag. Men den selvstændige unge dame havde holdt fast i at blive konfirmeret sammen med sin klasse. Resultatet blev så, at Søren først fløj fra København dagen før løbet og ankom til Beijing på selve løbsdagen lidt efter klokken 6, og der havde ikke været megen appetit under flyveturen. Det var naturligvis ikke muligt for ham at nå frem til den officielle start for maratonløberne, men i lufthavnen ventede en chauffør, og Søren blev i lyntempo kørt til startstedet. Undervejs måtte bilen dog standse, så Søren kunne komme ud og kaste op i vejkanten. Bilen nåede frem lidt før klokken otte, og han startede samtidig med halvmaratonløberne.

 

Det var absolut ikke optimale forhold for så hårdt et løb, og det havde da også sat sine spor. Da han kom til muren for anden gang, havde han måttet lægge sig ned i en halv time og havde ikke vidst sine levende råd. Til sidst havde han stukket en finger i halsen og knækket sig, hvorefter han havde kæmpet sig hjem. Efter sigende var Søren blevet mandsopdækket af en løbslæge på det allersidste stykke. Men hans udholdenhed blev belønnet, og han kom helt fortjent i mål i sidste øjeblik inden deadline.

 

 

Sejr på hjemmebane

 

For første gang blev det ikke en dansker, der løb af med sejren i The Great Wall Marathon. Det kinesiske avisbud Zi Jixiang kom først i mål i tiden 3:50:24. Året før havde han også deltaget, men var kommet i mål som nummer 42 i en tid, der havde været mere end to en halv time langsommere. Til sit første maraton havde han kun trænet i en uge og vidste intet om maraton, og han havde forceret sit løb så meget, at han var gået helt ned og faktisk havde betragtet sig selv som udgået. Men efter et meget langt hvil var han dog kommet i gang igen og havde gennemført løbet.

 

På maratondistancen gennemførte 184 mandlige og 86 kvindelige løbere, mens 73 mænd og 101 kvinder kom i mål til halvmaraton. Denne gang måtte 67 løbere udgå, mens 11 dehydrerede og måtte have drop.

 

Lars Bom fik sagt tak for sidst efter at være udgået i 2000, for han kom ind på en flot 14. plads.

Endnu en kendis var med dette år, og den tidligere Tour de France cykelrytter, Brian Holm, kom ind på en 22. plads. Efter løbet udtalte han, at han syv gange havde gennemført verdens hårdeste etapeløb på cykel, og at han ti gange havde kørt forårsklassikeren Paris–Roubaix, men aldrig havde han været så slidt som på muren.

 

Kim Tang Veje, der var udgået i de to første udgaver at The Great Wall Marathon, gjorde forsøget igen, og tredje gang var lykkens gang.

 

Stædighed og udholdenhed bliver belønnet. Det er hovedet, ikke benene, der afgør slagets gang.

 

Overraskende frisk

 

Dagen efter løbet kunne jeg til min store overraskelse konstatere, at jeg på alle måder var ganske frisk efter gårsdagens udfoldelser. Det havde jeg ikke forventet, da jeg dagen før kæmpede mig over muren i anden omgang. Såvel fødder som ben og resten af kroppen var helt klar til at løbe en tur mere. Men jeg valgte dog at undlade at gøre forsøget.

 

Kampen for at finde et slips

 

Traditionen tro skulle vi til gallafest dagen efter løbet. Ganske vist er der ingen dresscode til disse fester, men jeg ville gerne være klædt pænt på. Til min ærgrelse viste det sig nu, at jeg ikke havde fået slips med hjemmefra. Vi havde alt muligt andet med, også ting vi slet ikke havde fået brugt, men et lille slips, der intet fylder i kufferten, havde jeg altså glemt. Nu havde jeg taget skjorte, jakke, bukser, sko, slipsenål og strygejern med, så det ville være ret kikset at gå til gallafest uden slips. Jeg besluttede derfor at prøve at finde et.

 

Emil og jeg gik ned på en markedsplads ved siden af hotellet. Her var alt muligt mellem himmel og jord, men jeg kunne ikke få øje på slips. Jeg fandt så en forretning med herretøj, men endnu engang var sproget en barriere. Den unge ekspedient havde skjorte på, men ikke slips. Med en omgang gæt og grimasser prøvede jeg nu at forklare ham, at jeg søgte et slips ved at tage fat i hans skjortekrave og “tegne” et slips rundt om halsen og ned af brystkassen. Se det mente han nok, han forstod – hvorefter han forsøgte at sælge mig en skjorte. Jeg forsøgte igen – og en dame kom til, men de forstod intet. Uanset hvad jeg gjorde, ville de blot sælge mig en skjorte. Jeg tog så et stykke papir og forsøgte at tegne det for dem, men intet nyttede. De var overbevist om, at jeg skulle bruge en skjorte, og først efter flere forsøg forstod de, at jeg søgte et slips. Men det havde de ikke i butikken.

 

Vi gik så videre til noget, der kunne minde om et dansk varehus, og ved indgangen stod en vagtmand med slips. Jeg tog fat i slipset og satte spejdende en hånd op over øjnene. Han forstod og pegede os i den rigtige retning, og her var der så mange slips, at det ikke var svært at finde noget passende.

 

Gallafest

 

Bornholmske Ingvor, der året før havde givet mig folderen om 100 kilometerløbet Bornholm rundt, var med i Kina igen, og da vi om aftenen skulle til gallafesten, kom han med begge sine kinesiske medaljer om halsen. Han spurgte, hvorfor jeg ikke havde mine tre på, for som han sagde: “Hvis ikke de skal luftes sådan en dag, hvornår skal de så?”. Det skabte grobund for en idé hos mig, der skulle vise sig ad åre at gå lidt over gevind.

 

Gallafesten blev afholdt i et stort kongrescenter med plads til op mod 1000 mennesker. Vi blev beværtet med et dejligt tag selv−bord og drikke ad libitum. Under middagen blev vinderne kåret, ligesom andre blev hædret for deres præstationer. Indimellem blev vi underholdt af lokale entertainere. Efter middagen spillede et orkester op til dans og senere var der diskotek. Nogle af os fortsatte festen med øl, vin, chips og chokolade på et af hotellets værelser.

 

 

Tag to og betal for en

 

Vi var nu tre løbere, der havde gennemført de første tre udgaver af The Great Wall Marathon. Søren Rasmussen fra Albatros Travel og Peter Fredberg fra BT var begge i organisationen bag løbet, så jeg var den eneste turist, der havde løbet de tre gange. Under festen kom Søren hen og sludrede med mig. Han sagde, at vi nu var en lille eksklusiv klub på tre, der havde gennemført muren tre gange. “Hvis du tager den fjerde, vil jeg forære dig den femte.” Jeg kiggede målløs på Thomas Thomsen, der stod sammen med os. “Vil du være mit vidne?” spurgte jeg. Thomas svarede: “Du behøver ikke noget vidne. Søren er en hædersmand – du kan regne med hans ord.”

 

Det var en meget flot gestus. Indtil det tidspunkt havde jeg ikke gjort op med mig selv, om jeg skulle med igen, men nu vidste jeg, at jeg skulle af sted igen mindst to gange.

 

Frisør på tilbud

 

Den sidste dag gik med at slappe af og handle de sidste fornødenheder. En af vores medrejsende kom nyklippet ind på hotellet og anbefalede os en frisør i nærheden. Det skulle vi da lige prøve. Også der stødte vi på sprogvanskeligheder, men vi fandt ud af det hele. Alle tre blev klippet, jeg fik studset skæg, og både Steffen og jeg fik hovedbundsmassage. Den samlede pris var 50 kroner.

 

Køb bogen her.