Forfærdelig optakt

 

Blot 19 dage efter Paris Marathon, var den gal igen. Store Bededag havde jeg været til en 40 års fødselsdag, og hjemturen om natten foregik til fods. Om det var fortovets beskaffenhed eller de indtagne drikkevarer, der havde skylden, kan jeg ikke svare på, men faktum er, at jeg vred om på foden og forstuvede den kraftigt. Da jeg kom hjem, gik jeg direkte i seng i stedet for at behandle foden med is og kompression. Resultatet var, at jeg dagen efter havde det rigtigt slemt og måtte en tur på skadestuen.

 

Efterfølgende kunne jeg ikke træne og var naturligvis betænkelig med hensyn til mit løb i Kina, der lå mindre end en måned efter det fatale fald. Men afbud var ikke et alternativ. Søren havde jo lovet mig den næste rejse, hvis jeg tog denne med. Det var dog ikke kun rejsen, jeg tænkte på, for jeg ville også løbe. Faktisk havde jeg det sådan, at jeg var parat til at hoppe hele turen på et ben, hvis det skulle blive nødvendigt!

 

Denne situation er igen et godt eksempel på min retfærdighedssans og stædighed. Søren havde jo lovet mig en gratis femte rejse, hvis jeg deltog i 2002, og selvom hans tilbud ikke var betinget af, at jeg gennemførte løbet, var det helt utænkeligt for mig at tage imod en gratis rejse, jeg ikke havde gjort mig fortjent til. Ganske som jeg i det allerførste The Great Wall Marathon måtte løbe for at gøre mig fortjent til en T-shirt, var jeg nu fast besluttet på at løbe og gøre mig fortjent til en ”bonusrejse”.

 

11. september spøgte

 

Efter det første løb med udelukkende danske deltagere havde vi i 2001 været i undertal. Det måtte vi forvente også at være i fremtiden, for løbet var under udvikling og havde kraftigt vokseværk. Imidlertid forventede arrangørerne en væsentligt begrænset efterspørgsel fra det amerikanske marked på grund af de ulykkelige begivenheder den 11. september 2001. Derfor skrinlagdes arrangørernes overvejelser om en begrænsning af deltagerantallet.

 

Genkendelsens glæde

 

Med på denne rejse havde jeg en kæreste, jeg havde mødt sensommeren året før. Vores forhold holdt i godt et år, så denne rejse blev vores eneste rejse sammen. Da jeg nu igen rejste med en, der ikke tidligere havde besøgt Beijing, skulle vi naturligvis på de guidede ture og se alle seværdighederne, så vi tilmeldte os gruppe 7, der foruden os bestod af 11 rejsende og en guide.

 

Vi fløj den 19. maj om aftenen fra Københavns Lufthavn og landede således i Beijing mandag formiddag. Dagen blev lidt af en gentagelse af det program, jeg havde været oplevet, og vi ankom midt på eftermiddagen til Beijing International Hotel, der på alle måder kunne måle sig med hotellerne fra de første to år. Så det var helt klart en klasse op i forhold til Olympic Hotel det tredje år.

 

De efterfølgende dage var vi rundt til de traditionelle − jeg fristes næsten til at sige sædvanlige − steder. Men der var dog også ændringer i programmet og dermed nye oplevelser for mig. Blandt andet besøgte vi en nabokomité og hørte om deres opgaver i samfundet. Nabokomitéerne varetager opgaver i forhold til lokalt selvstyre og sociale problemer og kontrollerer for eksempel, at etbarnspolitikken overholdes. Vi var også til teceremoni i et særligt tehus, hvor vi hørte om tilberedning og drikning af den grønne te. En teceremoni er en rent æstetisk handling, hvis korrekte udførelse ses som en del af kvindernes almendannelse. Både nabokomitéen og teceremonien var meget interessante.

 

Ny rolle som fotomodel

 

Torsdag den 23. maj stod vi tidligt op for at tage til den traditionelle inspektionsdag på Yin og Yang–pladsen. Som i de først år skulle vi frem og tilbage samme dag, så det blev nogle lange busture.

 

 

I et hjørne af Yin og Yang–pladsen stod en bod fra virksomheden www.marathon–photos.com, der fotograferer og sælger billeder over internettet. De havde opsat en stor væg med billeder fra det foregående år som reklame. I det ene hjørne havde de en kæmpestor plakat, hvor der foroven stod The Great Wall Marathon og forneden www.marathon–photos.com. Midt imellem var der et stort billede af muren og et mindre foto af mig, da jeg kom i mål året før. I det andet hjørne havde de en tilsvarende plakat, men her var der kun et stort billede af mig. Det rigtigt sjove var, at man i baggrunden helt tilbage i billedet kunne se en lille dreng. Det var Emil, der så sin far komme i mål. Jeg spurgte manden, om jeg kunne erhverve plakaterne efter løbet om lørdagen, men det måtte jeg ikke. De skulle bruges igen til en tilsvarende udstilling i New Zealand. Men jeg noterede mig, hvem der havde trykt plakaterne, og da jeg kom hjem, lykkedes det mig at få fat i dem begge. De har siden hængt i glas og ramme på mit kontor. Jeg er så glad på det foto, hvor jeg kommer i mål. Jeg har armene i vejret og stråler af glæde. På alle måder viser det min kærlighed til The Great Wall Marathon.

 

Inspektionsdagen var som de tidligere år. Dog skulle vi denne gang aflevere billetter for at få vores frokost. Det var ikke sket før, men fra da af blev det mere udbredt med billetter til dette arrangement.

 

Dyster spådom – du kan ikke!

 

I løbet af dagene i Beijing havde jeg købt massage til min dårlige fod, og aftenen før løbet valgte jeg for sidste gang at få massage hos hotellets massør. Jeg fik både masseret min dårlige fod og det øvrige bentøj. Jeg var stadig øm i foden, men det var dog aftagende. Til gengæld var den stadig lidt hævet. Jeg forsøgte at kommunikere med massøren for at høre hans tanker om foden, men som så ofte før var det ganske umuligt at få en forståelig dialog. Det lykkedes mig imidlertid med fagter at få ham med op i receptionen, hvor de kunne tolke mellem os. Massørens dom var ubønhørlig. Han mente slet ikke, jeg ville kunne løbe et maraton den efterfølgende dag.

 

Et løb mod alle odds

 

Løbet blev afviklet lørdag den 25. maj, altså stort set samtidig på måneden som de tre første. Bussen afgik klokken 3.00 om morgenen, og igen fik vi morgenmaden serveret i bokse i bussen.

 

Hårene på mit venstre ben var aftenen før fjernet af hensyn til den sportstape, jeg skulle løbe med. En sygeplejerske fra vores gruppe havde påtaget sig at tape min venstre fod ind i min medbragte sportstape, og det gjorde hun både godt og professionelt. Da bussen holdt ved den første tissepause, og vi steg ud, kunne jeg straks mærke, at anklen og foden var tapet ind. Umiddelbart kunne jeg slet ikke forestille mig, at jeg ville kunne løbe med dette ben. Men efter lidt gang viste det sig, at tapen blev mere elastisk.

 

 

Som året før blev løbet skudt i gang klokken 7.30. Lige i starten følte jeg lidt smerte i venstre fod, men det var kun kortvarigt, og efterfølgende mærkede jeg ikke mere til det problem. Min fuldstændige mangel på træning i foråret bevirkede, at jeg på ingen måde var hurtig, og jeg valgte også helt bevidst en meget langsom strategi, der gik ud på, at jeg skulle være mindst syv timer om at gennemføre.

 

Krise over en halv banan

 

Dette år var det igen meget varmt, og op ad dagen blev jeg fuldstændig udmattet, hvilket sikkert skyldes en kombination af flere faktorer. I min udmattelse faldt jeg to gange og fik knubs og skrammer. Begge gange blev jeg hjulpet op af medløbere. På et tidspunkt som dette kan man meget let væltes omkuld, hvilket snart blev særdeles tydeligt. Ved en vandpost blev der udleveret bananer, og jeg fik også en udleveret. Men efter 100 meter knækkede bananen, og den ene halvdel faldt ned på den beskidte stenvej. Under normale omstændigheder ville jeg næppe have ladet mig ryste over tabet af en halv banan, og hvis jeg ikke havde fået den, ville jeg formentlig slet ikke have savnet den. Men da jeg nu tabte denne halve banan, var jeg tæt på at sætte mig ned og græde af bar afmagt.

 

 

Jeg nåede snart frem til et lægetelt, hvor jeg hældte køligt vand ned over hoved og krop. Det havde jeg ikke turdet gøre de forrige to år efter min oplevelse med vabler i 2000, men nu kunne jeg mærke, at det kolde vand både afkølede mig og gav mig nye kræfter. Jeg skulle blot sikre mig, at vandet ikke løb ned i skoene.

 

 

Et helvede over muren

 

Det lykkedes mig at komme tilbage til Yin og Yang–pladsen lidt efter klokken 13.00, hvilket var meget tilfredsstillende. Jeg havde nu knapt 2½ time til at nå de sidste otte kilometer, hvilket burde kunne lade sig gøre, men jeg måtte dog hurtigt konstatere, at jeg var oppe imod meget stærke kræfter.

 

På det første stykke af muren skulle jeg forcere gedestien. Det var ekstremt hårdt, og jeg måtte flere gange sætte mig ned og hvile. Dette var meget stressende, da jeg var klar over, at for mange hvil ville koste tid, der i sidste ende kunne betyde, at jeg ikke kom igennem inden for den fastsatte tidsgrænse. Og bedre blev det ikke, da jeg begyndte at krampe i begge ben. Jeg var i dyb krise og var nu sikker på, at jeg måtte udgå. En ældre amerikansk løber var ved at blive hjulpet ned ad gedestien af en official, og jeg var sikker på at blive den næste.

 

Jeg blev overvældet at panik og frustration. Gennemførelse var for mig forskellen på den totale sejr og den totale fiasko. Årets vigtigste præstation var på spil, og jeg var ved at dumpe for første gang i min tid med dette løb. Jeg tænkte også på Sørens tilbud om en gratis rejse i 2003. Den ville jeg slet ikke kunne tage imod, hvis jeg ikke gennemførte. Jeg råbte og skreg ukvemsord ud i det blå over murens kant, mens jeg rev mig i håret. En forbipasserende kvinde sagde til mig, at det ikke var en skam at udgå, men det var ganske enkelt ikke en mulighed for mig. Jeg forsøgte mig derfor med forskellige alternative gangarter, så jeg kom fremad, omend i langsomt tempo. Først tog jeg nogle skridt baglæns, så nogle sidelæns til højre og atter andre sidelæns til venstre.

 

På en stejlt nedadgående grussti på muren faldt jeg pludselig forlæns med ansigtet mod den dybe afgrund. Min vanddunk røg langt væk, og jeg fik skrammer flere steder på kroppen. Jeg blev helt udmattet liggende, til to kinesiske hjælpere hjalp mig op.

 

Det var et rent under, at det lykkedes mig at komme over muren. Klokken var nu et minut i halv tre, så det havde taget halvanden time at klare de 3,5 kilometer.

 

Miraklernes tid er ikke forbi

 

Da jeg var kommet over muren, kunne jeg begynde at se positivt på resten. Nu var der blot fem kilometer ned ad det bjerg, vi var begyndt på, og heldigvis var jeg nu i stand til at løbe indimellem. Jeg kunne hurtigt se, at jeg slet ikke ville få problemer med at komme i mål til tiden. Da der manglede et par kilometer til mål, kom jeg op på siden af en ældre dansk kvinde, der var gående. Jeg faldt i snak med hende, og det endte med, at vi i ro og mag fulgtes gående det sidste stykke. Først ved indgangen til Yin og Yang–pladsen satte vi i løb. Man har vel sin ære i behold!

 

En brusende dejlig fornemmelse var det at passere målstregen som gennemført, og jeg fik en stor krammer af Thomas, da han hængte medaljen om min hals. Min sluttid blev 7:46:18, hvilket betød, at jeg blev nummer 181 af 186 gennemførende mandlige maratonløbere. Tidsgrænsen var otte timer, så jeg var jo noget tæt på. Men tiden og placeringen betød så lidt. Det altafgørende var, at jeg gennemførte.

 

 

Overraskende nok følte jeg mig nogenlunde frisk. Jeg var faktisk i stand til at gå op ad trapperne på stedets tilskuerpladser. Endnu mere overraskende var det, at jeg havde løbet min forstuvning helt væk. Der var overhovedet intet at mærke til den, og smerterne kom ikke efterfølgende tilbage.

 

Lidt statistik

 

Det var forventet, at der ville være færre deltagere end året før, og sådan blev det også. Men nedgangen var ikke stor. På hel- og halvmaratondistancen gennemførte 414 løbere fra 23 nationer, mens 10 løbere blev taget ud, da de lå til at ville overskride otte timers grænsen. Varmen krævede også sine ofre, idet syv løbere dehydrerede og måtte have drop. De kom dog hurtigt til hægterne igen.

 

Hos herrerne vandt Zi Jixiang igen i tiden 3:41:30, der var ni minutter hurtigere end året før. Indtil videre er han den eneste, der har vundet dette spektakulære løb to gange. Han har ikke deltaget i løbet efterfølgende.

 

Hos kvinderne blev sejren dansk, da Lisbeth Sejersbøl løb i tiden 4:12:42.

 

En karruselrestaurant

 

Aftensmåltidet på løbsdagen skulle indtages på hotellets restaurant på 28. etage med skøn udsigt udover byen. Vi fandt et sted, hvor vi syntes, udsigten var helt speciel og fik serveret en dejlig tag selv−buffet. Maden stod på et bord midt i lokalet, og på et tidspunkt blev jeg meget forvirret, da vores plads tilsyneladende havde flyttet sig. Det viste sig, at restaurantens spiseafdeling drejede langsomt rundt, så man fik set Beijing fra alle 360 grader. Kun buffeten i midten var stationær. Jeg havde ikke meget appetit, hvilket ikke er usædvanligt efter et løb, så jeg fik ikke meget mad for pengene. Til gengæld fik jeg en oplevelse med den storslåede udsigt, der var alle pengene værd.

 

 

Gallafest i fuldt ornat

 

Ved søndagens gallafest lod jeg mig inspirere af Ingvors ord fra året før: ”Hvis ikke de skal luftes sådan en dag, hvornår skal de så?” Jeg havde taget mine tidligere medaljer med, men kunne ikke bære fire medaljer om halsen, uden at de klumpede helt sammen. Jeg valgte derfor at sy de tre første på jakkens venstre brystlomme og lignede nu en højt dekoreret oberst. Den nye medalje bar jeg om halsen.

 

Gallafesten blev som årene før med tag selv−buffet, taler, underholdning og præmieuddeling. Denne gang blev der holdt after dinner party et andet sted i byen, og sådan har det været lige siden. Dette år deltog vi ikke i dette, men tog en taxa hjem til hotellet klokken 22. Jeg er dog aldrig siden sprunget over dette after dinner party.

 

Det var med stor glæde og lettelse, at denne rejse blev afsluttet. At gennemføre The Great Wall Marathon var årets største mål. Det var lige ved at glippe, men gjorde det ikke.

Køb bogen her.