En lille gruppe

 

Femte udgave af The Great Wall Marathon blev med et års forsinkelse afviklet i maj 2004. Som Søren havde lovet tre år tidligere, blev selve rejsen uden omkostninger for mig.

 

Afrejsetidspunktet var først på aftenen tirsdag den 18. maj, hvor jeg mødtes med den hidtil mindste gruppe, jeg har rejst med. Gruppe 8 var på blot ni gæster og en guide. Jeg var til dels selv ansvarlig for gruppens begrænsede størrelse, eftersom jeg for første gang var i Kina uden ledsagere. Men det var rigtigt hyggeligt med en lille gruppe. Vi kunne sidde samlet ved måltiderne, og stemningen blev på den måde mere intim.

 

Smil til fotografen

 

Vi skulle være startet med det traditionelle besøg i Sommerpaladset, men det blev heldigvis udsat, så jeg kunne slippe for at se dette ellers interessante sted, som jeg jo havde besøgt flere gange tidligere. I stedet kunne vi køre direkte til Jianguo Hotel, et udmærket hotel centralt i byen.

 

Peter Fredberg havde opfordret til et lille eftermiddagsløb, der samtidig skulle danne ramme om en artikel i BT, men kun tre af os havde taget imod opfordringen. Vi kørte i taxa til Den Forbudte By, hvor Peter tog nogle billeder af os i løb. Da billederne var i hus, løb vi lidt rundt i Den Forbudte By og derfra tilbage til hotellet.

 

Ny rute

 

De næste par dage gik ganske efter rutinen med den lange tur torsdag til løbsområdet, hvor vi var til informationsmøde, gang over muren og et stykke ud på ruten.

 

Efter debutåret var løbets rute blevet lagt om og var ikke blevet ændret de tre efterfølgende år. Men nu var det igen tid til ændringer. Ganske vist var det denne gang ikke arrangørernes ønske, men siden vi havde været her to år tidligere, havde naturens luner ændret på landskabet. Et område, vi tidligere havde kunnet løbe på, ville nu kræve båd eller kajak at forcere.

 

 

Tidligere havde vi fra Xiying Town kunnet løbe op mod Zhong Ying Village og derfra ud i en løkke i sydvestlig retning mod Beijing, gennem nogle mindre landsbyer og videre i nordlig retning mod Yin og Yang–pladsen. Men dette var nu ikke mere muligt, så en ny rute skulle opmåles.

 

Første gang ruten var blevet lagt om, havde man valgt en endog hårdere rute end den oprindelige. Denne strategi blev nu valgt endnu engang, så vi fremover endnu mere tydeligt kunne mærke, at dette var verdens hårdeste maratonløb.

 

Fra Xiying Town gik ruten mod nordvest, og et lille stykke før vi var nået halvvejs gennem løbet, skulle vi nu op ad en bjergvej et par kilometer. Ved toppen af denne strækning skulle vi passere Qingshanling Village, hvor der samtidig var kontrolpost af chippen. Herfra fortsatte vi rundt og ned ad bjergvejen på den anden side, til vi igen nåede foden af bjerget, hvor opstigningen var startet fire kilometer tidligere. Herfra gik det vestpå gennem Chedaoyu Village til den større og velkendte Duanzhuang Village. Nu var vi på ruten fra de foregående år på vej mod Yin og Yang–pladsen. Ruten er ikke siden lagt om og har været således i ti år.

 

Bidende kulde

 

Dette år lå den store dag på den 22. maj, og traditionen tro skulle vi tidligt op og ud på den lange bustur til løbet. Det var lidt koldt, da vi ankom, så jeg var glad for, at jeg havde en trøje med. Thomas fortalte, at da de nogle timer før var begyndt med klargøringen, havde temperaturen været på frysepunktet og blæsten isende.

 

Trioen blev til en duo

 

Som det var blevet tradition, blev der også dette år taget fællesbilleder af Peter, Søren og mig, der som de eneste var med for femte gang. Sørens statistik blev dog lidt amputeret, da han grundet en skade dette år måtte stille op på halvmaratondistancen, hvilket fik Peter til at udbryde: “Hvad fanden, Søren, skal du løbe tøserunden?” Den bemærkning skulle nogle år senere ramme ham som en boomerang.

 

Et løb efter bogen

 

Selve løbet udviklede sig nogenlunde som forventet. På den nye stigning midtvejs i løbet valgte jeg at gå og blot nyde oplevelserne. På vej op kom en pige hen og gav mig en buket markblomster, som jeg satte i løbebæltet og havde med helt til mål, hvor den dog var i så sørgelig forfatning, at jeg måtte skille mig af med den igen. Da jeg nåede toppen af det nye stykke, fik jeg igen gang i benene og løb stort set hele vejen ned.

 

 

Om løbet er der ikke noget særskilt at berette. Det gik planmæssigt med de forventede op– og nedture til jeg kom i mål i fin stil.

 

Fem gange, så er man noget særligt

 

Men det var til gengæld en fantastisk oplevelse at komme i mål. Hele min gruppe sad samlet og ventede på mig. Jeg havde regnet med, at de ville være taget hjem med busserne, efterhånden som de kom i mål. Men de havde valgt at vente i samlet flok på mig, og det var en meget rørende gestus.

 

Det er altid specielt at komme i mål ved The Great Wall Marathon. Men denne gang fornemmede jeg for alvor, at det var noget særligt at have gennemført hver eneste gang. Dave annoncerede for publikum, at jeg var en af blot to løbere, der havde gjort dette fem gange. Bifaldet brusede, og såvel kendte som ukendte mennesker kom over og lykønskede mig, ligesom jeg måtte stille op til fotografering sammen med flere. Jeg så naturligvis ikke løbsvinderen komme i mål. Men jeg har svært ved at forestille mig, han kan have fået lige så meget opmærksomhed. Jeg var nu slet ikke i tvivl om, at der året efter skulle blive en The Great Wall Marathon part VI.

 

 

Ingen hattrick

 

Spændende var det, om den lokale Zhi Jixiang ville vinde løbet for tredje gang i træk. Efter sejren i 2002 havde han proklameret, at han ville komme tilbage til løbet, så længe det eksisterede. Imidlertid kom han ikke tilbage og har ikke deltaget senere. Zhi Jixiang er dog til dato den eneste løber, der har vundet løbet to gange. Denne gang vandt østrigeren Josef Miesraher i tiden 3:38:35. Min tid blev 7:16:04.

 

Træthedsbrud

 

På 10. og 11. pladsen kom to hollandske brødre, hvor den ene næsten slæbte sin bror i mål. Det viste sig efterfølgende, at hans bror havde pådraget sig et træthedsbrud på skinnebenet. Men bortset fra dette var det en forholdsvis rolig dag for læger og sygeplejersker. To løbere dehydrerede og måtte have drop. Ellers var der blot en snes småskader som hudafskrabninger, forstuvninger og vabler.

 

Samlet gruppe tilbage til Beijing

 

Heldigvis var vores egen fantastiske chauffør stadig i Huangyaguan, og vores guide, Ida, havde hyret ham til at køre gruppen hjem til Beijing igen. Det var rigtig hyggeligt at være i egen gruppe på hjemturen. Det var ikke sket før.

 

Ved aftenstid mødtes gruppen igen på hotellets fortovscafe, hvor vi fik skøn fadøl og en herlig snak. Bagefter gik vi videre til en god restaurant, som Ida havde fundet. Her fik vi en speciel og dejlig kinesisk fondue. En skøn dag havde snart efter fundet sin slutning.

 

Alternativ underholdning

 

Søndagen gik med afslapning og bytur i selskab med andre fra gruppen. I en gågade fik vi en anderledes oplevelse, da en far med en cirka toårig søn gik amok i forhallen til et stormagasin. Han råbte og skreg og slog løs på en af stormagasinets kvindelige ansatte. Kvinden kastede til gengæld noget i hovedet på ham, og drengen hylede. Oplevelser kan man få på mange forskellige måder.

 

Gallafest med gave

 

Aftenens gallafest forløb traditionelt med efterfølgende after dinner party, og under præmieuddelingen blev Peter og jeg kaldt op og modtog hver en trøje med løbets logo.

 

 

Mange indkøb

 

I årene midt i årtusindets første årti havde jeg mange indkøbsordrer med, når jeg var i Kina. Familie og venner, men også fjernere bekendtskaber, bad mig gerne købe forskelligt med hjem. Jeg var naturligvis parat til at hjælpe, men efterhånden greb det mere om sig. Her var helt sikkert tilfælde, hvor jeg burde have været bedre til at sige fra. Sagen var den, at opgaven efterhånden blev mere og mere tidskrævende og dermed betød afsavn på de rejser, der foruden løbet også skulle være afslappende fornøjelser.

 

 

Jeg brugte meget tid på at tage rundt til markeder, finde varer og tinge om prisen, og så kunne der gå yderligere tid, før perlekæder var samlet, og den rigtige lås påsat. Jeg havde en længere dosmerseddel, hvor jeg stregede punkterne efterhånden, og det var en stor lettelse, når det hele var købt. Først da kunne jeg slappe af.

 

Denne mandag formiddag efter løbet gik netop på Silkemarked, hvor jeg var ude og handle. Jeg fulgtes med to medrejsende, der meget gerne gjorde brug af min erfaring, når de rigtige priser skulle findes.

 

Efter frokost var gruppen rundt forskellige steder i Beijing. Jeg havde været alle steder tidligere, men valgte alligevel at nyde turen i selskab med gruppen.

 

En regnvejrsdag

 

Tirsdag var der igen fuldt program for gruppen, og endnu engang var det hele gentagelser for mig. Derfor valgte jeg denne gang at blive på hotellet, så jeg kunne slappe af og pakke i ro og mag. Det var et meget heldigt valg.

 

Dagen var kold, og op ad formiddagen begyndte det at blæse. Senere blev det værre endnu, så da gruppen kom hjem fra Den Forbudte By, var de drivvåde og meget kolde.

 

Den sidste aften nød vi Peking and i fællesskab og efterfølgende øl på fortovsrestauranten, da vejret på det tidspunkt igen var ganske fint.

 

Overvægt

 

Hjemturen onsdag den 26. maj gik fint, bortset fra en enkelt udfordring. Jeg havde gjort mange indkøb, både til andre og til mig selv, og dertil var jeg i den periode specielt dårlig til at prioritere, hvad der var vigtigt at rejse ud med. Resultatet var, at jeg havde markant overvægt. Det kinesiske lufthavnspersonale var på det tidspunkt ikke strikse med overvægt, så det kostede mig ikke noget, men til gengæld var det tungt og besværligt at håndtere alle disse kilo for mig, specielt under den sidste togrejse hjem fra Københavns Lufthavn.

 

Køb bogen her.