Ny termin

 

Alle udgaver af The Great Wall Marathon er blevet afviklet i maj. De to første år var det fjerde onsdag i måneden, og herefter igennem tre år på den fjerde lørdag i måneden. Fra 2005 og fremefter er The Great Wall Marathon blevet løbet på tredje lørdag i maj. Sådan er det besluttet, at det skal være fremover. Den sjette udgave af løbet blev således afviklet lørdag den 21. maj.

 

Rejsernes struktur begynder efterhånden at være ensformig og forudsigelig, når man, som jeg, har været med hver eneste gang. Men med ordene ensformig og forudsigelig mener jeg ikke kedelig, slet ikke. Jeg nyder alle mine rejser til Kina og glæder mig hvert år til at komme tilbage.

 

Gruppe 5 bestående af 21 gæster og en guide mødtes i Københavns Lufthavn tirsdag aften den 17. maj. Der var en gammel kending fra 2000 i gruppen. Det var Hans, der i 2000 for vild på inspektionsdagen sammen med Steffen og Lars Bom. Denne gang var Hans i selskab med en løber ved navn Ole. De havde lært hinanden at kende, da Hans´ datter og Oles søn blev kærester, så det var altså en svigerfartur.

 

En storby i udvikling

 

Dette år skulle vi bo på Dong Fang Hotel, et ganske udmærket sted, som jeg siden har været på flere gange. Efter indtjekning mødtes flere fra gruppen for sammen at tage til Silkemarked i taxa. Da chaufføren ville sættes os af ved en stor bygning, protesterede jeg. Dette var jo ikke Silkemarkedet, der plejede at ligge udendørs og brede sig op og ned ad nogle gader. Chaufføren holdt fast i sit, mens jeg viste ham et stykke papir med Silkemarkeds navn skrevet på kinesisk. Til sidst måtte vi dog stige ud og besigtige stedet.

 

Det viste sig, at chaufføren havde ret, og Silkemarked var flyttet indendørs i en nyopført bygning. Jeg genkendte Jianguo Hotel, hvor jeg havde boet året før, et lille stykke derfra. Efter lidt tid kunne jeg også huske, at der i 2004 havde været en byggeplads lige ved siden af markedsgaderne. Nu var de små charmerende boder i de snørklede gyder altså rykket indendørs og omdannet til strømlinede forretninger i snorlige gange på etager, der var adskilt med rullende trapper og elevatorer. Endnu et stykke af det gamle Kina var blevet til moderne storby.

 

Og ikke kun Silkemarked bar vidnesbyrd om, at hovedstaden var i rivende udvikling. I 2001 var Beijing blevet udpeget til at stå som vært for De Olympiske Lege i 2008, og de efterfølgende år kunne man følge den markante udvikling. Mange af de gamle hutonger og fattige kvarterer blev revet ned, ligesom små lokale handelsgader måtte lade livet for at gøre Beijing til en moderne storby på lige fod med andre af verdens metropoler.

 

Guide for en formiddag

 

Torsdag stod vi meget tidligt op for at køre til det traditionelle informationsmøde på Yin og Yang–pladsen. I bussen blev jeg udnævnt til assisterende guide, idet Louise bad mig fortælle om, hvad der skulle ske på dagen, samt noget om løbsdagen, forplejning, badeforhold og bagageopbevaring.

 

Også en landsby i udvikling

 

Da vi kom til parkeringspladsen, kunne jeg se, at der var bygget en del om. Yin og Yang-pladsen var blevet indhegnet, og man skulle igennem en passage for at komme derind. Men ellers var alt ved det gamle. Postkort−, T–shirt− og filmsælgerne var som altid klar til en handel.

 

Efter den klassiske gåtur over muren og lidt frokost var det tid til inspektion af den øvrige del af ruten. Jeg var træt og valgte denne del fra, så jeg satte mig ind i en bus for at sove. Det var jeg ikke ene om, da der snart efter kom endnu en løber, der trængte til en lur. Det var guldroeren Eskild Ebbesen, der er en alsidig sportsmand, idet han senere samme år dansede sig til en anden plads i TV2`s “Vild med dans”. Jeg lå elendigt i bussen, men var så træt, at jeg knapt opdagede det.

 

Middelstandard

 

Efter et par times søvn kom gruppen tilbage, og det var nu tid til at køre til Jixian og tjekke ind på Yuyang Hotel. Her fik vi nogle rigtigt grimme værelser. Jeg startede med at tage et bad, og da jeg hev bundproppen ud, løb alt vandet ud på gulvet. Det var simpelthen for morsomt, så jeg skreg af grin. Men der kom nu hurtigt en blikkenslager og ordnede det, da jeg gjorde opmærksom på problemet.

 

Aftensmåltidet blev indtaget i hotellets restaurant. Det var slet ikke så lækkert, som det vi havde fået dagen før i Beijing, men vi fik da stillet sulten. Nogle af os i gruppen gik ud og besigtigede byen, men det var ikke sent, før vi fandt tilbage og i seng.

 

Fredag vågnede jeg allerede klokken 4.30, og det passede fint med døgnrytmen, eftersom jeg også skulle tidligt op dagen efter til løbet. Jeg havde nu et par timer, hvor jeg kunne side og skrive, ordne andre praktiske ting og få et bad inden morgenmaden.

 

Hotellets morgenmad var absolut ikke interessant. Kedeligt toastbrød, kedeligt spejlæg, lidt frugt og noget tør sandkage. Hertil varm lemonade og noget, der skulle forestille sig at være kaffe. Personalet talte kun kinesisk. Men sådan er det at komme ud i verden og ikke mindst væk fra storbyerne. Man hverken kan eller skal sammenligne Yuyang Hotel i Jixian med Dong Fang Hotel i Beijing.

 

Befriende handelsliv

 

Efter morgenmaden gik jeg en tur alene i byen. Efter kinesiske forhold er Jixian en mindre og ret “søvnig” provinsby med 7−800.000 indbyggere. Det svarer nogenlunde til indbyggertallet i København, hvilket unægtelig sætter tingene i perspektiv mellem Danmark og Kina.

 

 

Jeg brugte nogle timer på at gå rundt og se på bylivet, og jeg fik handlet noget af det, jeg ellers ville have købt på markederne i Beijing. Her var det markant anderledes, og jeg kunne ligesom i Danmark gå frit rundt uden at blive overfaldet af påtrængende sælgere. Der skulle heller ikke kæmpes om priserne, da de her lå på det realistiske niveau fra starten.

 

Uro i maven

 

Efter aftenens traditionelle pastaparty fik jeg lidt uro i maven, så jeg var på toilettet flere gange. Dette var næppe på grund af pastaen, men jeg frygtede, at jeg var ved at få rigtig dårlig mave. Frygten blev forstærket i løbet af natten, hvor jeg sov uroligt og flere gange måtte op på toiletbesøg.

 

På løbsdagen, den 21. maj, trak jeg i løbetøjet og gik så til morgenmad. Sidstnævnte var som morgenen før kedeligt og på ingen måde optimal kost for atleter, der få timer senere skulle stille op til verdens hårdeste maratonløb.

 

Klokken fem kørte vi fra hotellet og ankom til Yin og Yang–pladsen lidt over klokken seks. Der var stadig uro i maven, så jeg måtte frekventere toilettet, og samtidig kom al morgenens vandindtagelse op den anden vej. Jeg kastede ganske enkelt det hele op. Jeg talte med en af lægerne om min situation og spurgte, om jeg kunne få en pille. Det blev frarådet, men de bad mig sige til under løbet, hvis det udviklede sig.

 

 

Efter diverse taler gik starten klokken 7.30. Jeg tog det stille og rolig de første fem kilometer op ad bjerget og gjorde det samme over muren. Efter godt 1½ time var jeg igen på Yin og Yang–pladsen, og der lå nu 26 kilometer foran mig ud i landskabet. Denne første halvdel af turen gik fint. Faktisk blev jeg to gange glædeligt overrasket ved kilometermærkerne, da jeg havde løbet længere end forventet. Det var næsten som juleaften!

 

Ømhed i bentøjet

 

Godt halvvejs i løbet fik jeg ondt i venstre balle og lår. Det var ikke værre, end at jeg kunne fortsætte, men jeg måtte gå en del. Vejret var det år overskyet, så vi blev ikke gennembagt som de andre år, hvilket var ganske rart, men jeg fortrød, at jeg løb med solbriller.

 

Kort tid før jeg kom til Yin og Yang–pladsen, begyndte det at regne. Det var ikke meget, og det var ganske behageligt, men jeg frygtede, at det skulle regne så meget, at der blev problemer på stenene på muren, samt at gedestien ville være smattet. Dette skete dog heldigvis ikke.

 

Jeg havde sat mig for at være ved Yin og Yang–pladsen igen klokken 13, og jeg var der ti minutter før.

 

Psykologisk førstehjælp

 

Et kort stykke oppe ad muren mødte jeg en kvinde i tresserne fra Hawaii, der hed Suk. Hun græd og var parat til at opgive og gå tilbage. Det var hendes 33. maratonløb, og hun var aldrig udgået før, men hun havde det skidt og var træt i benene. Jeg tog hende i hånden og gav hende en masse opmuntrende bemærkninger, mens jeg hjalp hende over muren. Hun var flere gange ved at give op, men vi kom dog over sammen.

 

 

Da vi kom over muren og skulle ned ad bjerget, var Suk frisk igen. Hun var en lille spirrevip, der sagtens kunne løbe på dette tidspunkt. Det kneb mere for mig og min balle og mit lår. Jeg gik en del og småløb indimellem. Jeg sagde derfor til Suk, at hun bare skulle løbe sit eget løb. Men det ville hun ikke. Hun ville ikke forlade mig, når jeg var årsagen til, at hun var nået så langt. Suk blev ved med at småløbe, og jeg følte mig presset, når hun kaldte på mig. Efter 40 kilometer lod jeg mig dog ikke presse mere af Suk. Hun kom længere og længere væk, og snart kunne jeg ikke se hende. Jeg troede, at Suk ville stå der, når jeg kom i mål. Men hun var væk, og jeg så hende aldrig igen.

 

I mål fik jeg en helt ubeskrivelig modtagelse med stor hyldest fra mange. Ikke mindst Thomas, der foruden medaljen overrakte mig en lille rose.

 

Frieri på målstregen

 

Blandt 761 løbere, fordelt på fire distancer, var også et amerikansk kærestepar, der løb sammen fra start til slut. Nogle meter før målstregen kastede ungersvenden sig på knæ for “jomfruen”, trak en diamantring op af lommen og friede. Syv TV–stationer forevigede frieriet, da hun gav ham sit ja. Man må sige, at det var et anderledes frieri, men dog ikke helt unikt. Det er nemlig sket flere gange, både i Kina og ved andre løb.

 

 

Veksling med store problemer

 

Da jeg kom tilbage til Beijing, valgte jeg at købe noget massage til mine ømme ben og lår, før jeg igen tjekkede ind på Dong Fang Hotel. Det var dog svært at kommunikere med massøren, så jeg fik hele turen. Ansigt, arme, bryst, ben – ja over alt. Det var behageligt, men det tog 1½ time, langt længere tid end forventet.

Det kostede 100 yuan, hvilket var stort set alt, hvad jeg havde. Da jeg også lige skulle have noget hurtig mad på McDonald`s, var jeg lidt på den. Jeg spurgte massøren, om der var et sted i nærheden, hvor jeg kunne hæve penge på kort eller veksle dollars. Han var flink og gik med mig, men det var nu en “bjørnetjeneste”. Først gik vi på McDonald`s og spurgte, om jeg kunne købe med kort eller dollars. Det kunne jeg ikke. Herefter gik og gik vi til et par hoteller, men uden held. Vi fandt derefter frem til to bankautomater, som heller ikke virkede. Jeg var nu virkelig øm og træt af at gå og havde bare brug for en seng, så det hele endte med, at jeg gik tilbage på Dong Fang Hotel. Her tjekkede jeg ind og fik også lov at veksle, hvorefter jeg kunne gå på McDonald`s med mere end to timers forsinkelse.

 

Ædelt håndværk

 

Søndag gik jeg en tur i de små gader ved hotellet og mødte et sted en kvinde, der sad på en taburet ved siden af sin lille vogn med diverse skomagerværktøj. Jeg havde et par sko med, som jeg havde tænkt at smide ud, da de kørte på absolut sidste vers. Faktisk havde jeg allerede købt et andet par på Perlemarked, men jeg besluttede dog nu at give mine gamle sko en sidste chance og gik hjem og hentede dem.

 

 

Det var et fantastisk håndværk, hun udførte. Desværre måtte jeg ikke filme og fotografere hende. Det hele varede en time, hvor jeg betaget sad og så hende arbejde. Først limede hun sålerne, og jeg tænkte: Det holder aldrig. Det samme gjorde hun åbenbart, for hun skar så en rille under sålen og begyndte at sy den fast til skoen. Det var ligesom en hæklenål. Hun stak nålen ind udefra og fangede snoren inde i skoen. Tråden blev lagt i den rille, hun havde skåret. Det var hårdt arbejde, og flere gange ømmede hun sig over sine fingre. Der var også nogle sprækker på siden af sålen, men dem kunne hun også ordne. Hun filede noget gummi til helt fint pulver, og dette pulver puttede hun sammen med lim ind i hullerne. Da limen så var tør, skar hun det til og pudsede det glat. Skoene blev ikke som nye. Men for 33 kroner kunne de bruges et stykke tid endnu, og under alle omstændigheder var oplevelsen alle pengene værd.

 

TV-interview

 

Aftens traditionelle gallafest blev afholdt på Sheraton Hotel, og under champagnevelkomsten blev jeg interviewet til en amerikansk TV-station. Jeg har dog aldrig selv set resultatet.

 

Gallafesten blev helt traditionel, som den skulle være. Det samme blev det efterfølgende after dinner party et andet sted i byen. Det var blevet ud på de små timer, før jeg kom tilbage til hotellet og i seng.

 

Gambei – sikken en brandert

 

Den sidste hele dag på rejsen brugte jeg til handel, og på Silkemarked købte jeg en del, så jeg endnu et år kunne se frem til en hjemrejse med fyldte kufferter og tasker, samt en del overvægt.

 

Senere på dagen gik jeg en god tur i lokalområdet, hvor jeg virkelig betragtede livet i gaderne, Jeg var den eneste udlænding, og folk havde travlt i deres små forretninger med isenkram, frugt, fisk og levende høns. Det var dagens turistoplevelse for mig, mens jeg var vist også dagens oplevelse for dem.

 

Om aftenen ringede vores guide, Louise, til mig. Hun spurgte, om jeg sammen med resten af gruppen ville deltage i en afskedsmiddag på en nærliggende restaurant. Her fik vi nogle hyggelige timer med god mad. Flere fra gruppen holdt tale, og en af dem gav mig en gave i form af en kinesisk drik i et glas.

 

Hen ad aftenen syntes Louise så, at vi skulle have noget kinesisk risbrændevin. Vi fik hver et lille glas, hvorefter der blev sagt “gambei”, hvilket betød, at glasset skulle tømmes i en slurk. Det blev det så, hvorefter glasset straks blev fyldt op igen. Dagen efter fik jeg at vide, at brændevinen indeholdt 56 % alkohol, hvilket nok kunne forklare den virkning, dråberne havde på mig.

 

 

For første gang i mange år blev jeg godt og grundigt fuld, og jeg måtte flere gange uden for restauranten og finde et sted at kaste op. Det var ikke behageligt, og jeg havde efterhånden fået mere end rigeligt. Så efter mit sidste offer gik jeg ind på restauranten og sagde: “Jeg vil gerne hjem, men jeg kan ikke finde vej til hotellet”. Det kunne en mand, der hed Bjarne, selvom han dog til gengæld sagde: “Så må du støtte mig, for jeg kan ikke gå oprejst”. Sammen slingrede vi så arm i arm tilbage til Dong Fang Hotel. Vi må have været et kønt syn for dem, der fik den oplevelse.

 

Tidsnød for et slips

 

Tirsdag den 24. maj var hjemrejsedag, og Steffen sendte mig en SMS, hvor han bad mig købe et slips til en af sine venner. Men det var ved at forsinke hele bussens tur til lufthavnen.

 

Jeg mente, at Perlemarked lå i tæt gåafstand fra hotellet, men det var ikke helt tilfældet. Jeg var begyndt at gå, men fandt efterhånden ud af at der var længere end forventet. Til sidst måtte jeg småløbe og fik vabler, eftersom jeg bare havde fødder i sandalerne. Det tog mig mere end 20 minutter at komme derover. Jeg var badet i sved, og der var nu kun 22 minutter, til vi skulle mødes på hotellet. Jeg købte slipset og tog en taxa tilbage til hotellet, hvor jeg lige nåede at hente min håndbagage og få lidt vand i hovedet, før vi skulle mødes til afgang mod lufthavnen.

 

I lufthavnen fik jeg lidt problemer med min håndbagage. Al bagage blev gennemset og −lyst flere gange. Det viste sig heldigvis, at det blot var mine medaljer, der var “mystiske”. Ellers gik hjemrejsen fint, og endnu en rejse til verdens bedste maratonløb var afsluttet.

 

Køb bogen her.