En stor overraskelse

 

Min ottende rejse til Kina startede med afrejse tirsdag den 15. maj. Gruppen bestod af blot ni rejsende, så vi fik hurtigt lært hinanden at kende.

 

Som så ofte før fløj jeg ud med Peter Fredberg, og helt udsædvanligt rejste han dette år uden sin kone. Men det var nu ikke det eneste bemærkelsesværdige ved mit møde med Peter. Først spurgte han med et glimt i øjet, om jeg ikke ville stoppe, så han kunne have rekorden alene. Men i næste åndedræt fortalte han, at han dette år ville stille op på halvmaratondistancen. Det kom meget bag på mig, og jeg havde faktisk ikke troet, det ville ske. Nogle år forinden havde jeg syntes, det var ærgerligt, da Søren måtte stoppe. Nu stod jeg måske overfor at blive den sidste mohikaner.

 

Far East

 

I Beijing blev vi indkvarteret på Hotel Beijing Far East. Efter i syv år at have boet på hoteller af udmærket standard, lod dette noget tilbage at ønske. Der var ikke den store tillid til gæsterne, og vi blev ved ankomsten bedt om at deponere et beløb til sikring mod skader og tyveri. Det havde jeg aldrig prøvet før.

 

 

Cykeltaxamafia

 

Med nogle medrejsende var jeg i Den Forbudte By om eftermiddagen, og da vi skulle tilbage til hotellet, blev vi passet op af nogle cykeltaxaer, der ville køre os til hotellet, men vi takkede nej. Vi steg ind i en taxa, men han blev så passet op af cykeltaxaerne, så det endte med, at han følte sig truet og ikke ville køre for os. Til sidst måtte vi gå til fods tilbage til vores hotel.

 

 

Pludselig en notabilitet

 

Under torsdagens informationsmøde på Yin og Yang–pladsen annoncerede Dave Cundy, at jeg som den eneste stillede op til den fulde maraton for ottende gang. Det var altså officielt, at Peter gik ned på halvmaraton.

 

Jeg kunne straks konstatere, at der var himmelvid forskel på at være en af to og være den eneste “evighedsløber”. En journalist og en fotograf fra Associated Press interviewede mig, og flere andre kom hen til mig for at snakke. Det endte med, at jeg ikke nåede med gruppens bus og måtte køre med nogle andre, da vi skulle på inspektionsturen over muren. Også dette år havde løbet rekorddeltagelse, hvilket betød, at vi flere gange måtte stå i kø for at komme over muren.

 

Tøserunden

 

Første gang jeg mødte Peter efter hans officielle deltagelse i halvmaraton, sagde jeg til ham: “Hvad fanden, Peter, skal du løbe tøserunden?” Men det var på ingen måde for at hovere eller for at hævde mig. Jeg gav ham blot samme sætning retur, som han tre år forinden havde sagt til Søren.

 

En varm dag

 

Som året før boede vi på Yuyang Hotel i Jixian. Det var stadig ikke specielt imponerende, men det var dog til at leve med. Problemet var blot som sidst, at man på hotellerne i Jixian ikke havde forståelse for, hvilken kost maratonløbere skulle starte dagen på.

 

 

Løbet blev et af de hårdeste nogensinde for mig. Da vi ankom klokken seks om morgenen, var det meget koldt, og jeg måtte iføre mig lange bukser og trøje. Senere ændredes temperatuen, og vi endte omkring de 33 grader.

 

 

Væskemangel

 

Da jeg nåede knapt halvvejs igennem løbet og skulle op ad midtvejsbjerget, var der ikke noget vand ved væskestationen. Der var noget energidrik, men det kunne jeg ikke løbe videre med. Der var heller ikke noget vand på strækningen over bjerget. Til gengæld fik jeg en lille blomst af en lille kinesisk pige, og den satte jeg fast på mit startnummer. Da jeg kom ned fra bjerget, var der stadig ikke vand at få, så jeg fik nu noget energidrik i en vandflaske og måtte fortsætte med det.

 

 

Efter 29 kilometer og på vej ned ad en støvet og knoldet jordvej, vrikkede jeg om på venstre fod. Her blev jeg bange for, at det var forbi. Jeg gik en tid på min ømme fod, men heldigvis fortog smerten sig helt.

 

Widex Marathon Team

 

Dette år var en ganske speciel gruppe med til løbet. Det danske høreapparatfirma Widex stillede op med et hold på 42 døve eller hørehæmmede løbere fra 11 forskellige lande. Arrangementet var kommet i stand i forbindelse med lanceringen af et nyt eksklusivt høreapparat (”Inteo”). Udfordringen var startet i november 2006, hvor deltagerne påbegyndte et seks måneders træningsprogram under ledelse af den danske atlet og tidligere europamester i
ironman, Morten Fenger. De fleste af deltagerne i Widex Marathon Team løb deres første maratonløb nogensinde.  De gennemførte alle verdens hårdeste maratonløb, ikke mindst takket være den support og coaching de under løbet fik af blandt andre Morten Fenger. Efter løbet donerede Widex et beløb på 7.500 euro til Deaflympics 2009. Beløbet blev fastsat efter løbernes individuelle og kollektive præstationer under The Great Wall Marathon.

 

Under mit løb stødte jeg flere gange på løbere fra Widex Marathon Team og deres coaches. Sidstnævnte fungerede nærmest som hyrdehunde, der løb frem og tilbage for at sikre, at alle var med og tilføre støttende ressourcer til løbere i knibe. Man må sige, at det lykkedes til fulde.

 

En kvik, men sand bemærkning

 

Min anden tur over muren blev en sand prøvelse. Jeg var fuldstændig flad fra første trin, kæmpede mig op ad trapperne og måtte puste ud indimellem. På et tidspunkt kom en veltrænet supporter for Widexgruppen op til mig. Med min dannebrogstrøje kunne han ikke være i tvivl om min nationalitet. Han spurgte: “Er du klar over, hvor meget lettere dette ville være for dig, hvis du lige smed de sidste 15 kilo?” Og han havde ganske ret. På det tidspunkt vejede jeg 108 kilo. Jeg svarede: “Jeg ved det godt, og jeg skal også have gjort noget ved det”. “Så må du se at komme i gang”, lød hans afsluttende bemærkning, inden han let som en gazelle smuttede fra mig.

 

 

På det tidspunkt havde alle løbere navn og nationalitet påtrykt startnummeret, og jeg hæftede mig ved hans navn. Det var netop Morten Fenger. Der gik flere år, før jeg fik gjort noget ved min vægt, men mange gange genkaldte jeg mig Morten Fengers ord og hans navn, som jeg aldrig glemte.

 

En flot velkomst med rosenkrans

 

Det tog mig tre kvarter at passere den første kilometer på muren. På det tidspunkt var jeg sikker på, at jeg ikke ville kunne gennemføre tidsmæssigt. Hvad jeg ikke lige på det tidspunkt havde overskuet var, at jeg var nær toppen af muren, og at det nu ville gå nedad.

 

 

Efter seks timer og 58 minutter var jeg ovre muren, og nu havde jeg fået optimismen tilbage. Fra nu af var det “bare” ned ad bjerget fire kilometer i alt. Den første kilometer løb jeg en del og gik kun lidt. Det var på dette stykke, jeg skulle sikre mig, at det kunne lade sig gøre. Da jeg blev overbevist om, at jeg endnu engang ville klare det inden for tidsrammen, faldt der ro over mig, og jeg kunne i ro og mag skiftevis løbe og gå det sidste stykke.

 

 

Da jeg nærmede mig mål, havde jeg en fornemmelse af, at jeg ville stortude, når jeg kom ind. Men det skete nu ikke. På opløbsstrækningen hørte jeg Dave Cundy meddele, at jeg som den eneste havde gennemført alle otte løb, og publikum gav mig et flot bifald. Jeg oplevede ikke, da vinderen kom i mål. Men min velkomst har sikkert været på samme niveau.

 

 

Som altid overrakte Thomas mig medaljen. Han havde også en stor rosenkrans til mig på grund af min særlige status. Det var dybt rørende, og kransen har jeg stadig. Det lykkedes mig at pakke den ind i en stor pose og få plads til den i min hårde kuffert, så den hænger i dag på mit kontor.

 

Hjertetransplanteret maratonløber

 

Hvert maraton har sine historier, store som små, glade som sørgmodige. Dette år deltog verdens eneste hjertetransplanterede maratonløber på muren. Den 45–årige englænder, John Fisher, havde syv år forinden gennemgået en hjertetransplantation. Hans eget hjerte havde været alt for stort, men han fik en ny chance i livet, da en ung mand med donorkort mistede livet ved en trafikulykke. John Fisher havde inden dette løb gennemført ti maratonløb med en anden mands hjerte.

 

At man kan løbe på trods af fysiske forhindringer, var danske Søren Kruse Lilleøre ligeledes et eksempel på. Diagnosen diabetes hindrede ikke Søren i at opnå en flot niende plads. Jeg havde fornøjelsen af at være i gruppe med ham, ligesom vi også havde været i Grønland 2005.

 

På trods af årets ekstreme varme måtte lægeholdet kun behandle småskader. Årets vinder blev spanieren Salvador Calvo i tiden 3:23:10. Ser man bort fra debutårets lettere rute, var dette løbets rekord. Min tid blev historisk ringest med 7:45:32.

 

 

Problematisk hjemtur

 

Hjemturen til Beijing blev en sand parodi, fordi vores chauffør ikke kunne finde vej. Han måtte flere gange vende bussen for at køre i anden retning, blot for derefter at konstatere, at det heller ikke var den rigtige vej. Det var ikke lige det, vi havde brug for på dette tidspunkt. Det tog ham mere end fire timer at finde frem til Hotel Beijing Far East.

 

Taxa−vægring

 

Efter speed gallafesten i 2006 blev det dette år endnu engang til et værdigt arrangement, hvilket det i øvrigt har været lige siden. Som altid begyndte vi med mousserende vin, kinesisk underholdning samt en stor og flot buffet. Dave var konferencier og stod for præmieoverrækkelsen, og jeg blev også præsenteret under seancen.

 

Sædvanen tro var jeg med til after dinner party, og her fik vi et problem, da vi skulle hjem. Taxachaufførerne kendte ikke vores hotel, eller også ville de ikke køre dertil. Vi havde medbragt et fint kort fra hotellet, men det var først den tredje chauffør, der ville køre os hjem. Også dagen efter fik jeg afslag fra to chauffører, før jeg kunne komme hjem fra en indkøbstur.

 

Dejlig afskedsmiddag

 

Den sidste aften, mandag den 21. maj, gik hele vores gruppe ud og spiste en fælles afskedsmiddag. Vi fik en god spadseretur til en australsk restaurant, vi var blevet anbefalet. Her fik jeg den dejligste røde bøf, man kan tænke sig, med tilhørende salat. Sidst på aftenen gik vi hjem igen.

 

Kendis på verdensplan

 

På hotellet fik jeg adgang til internettet, og for sjovs skyld prøvede jeg at google mig selv i forbindelse med The Great Wall Marathon. Det var morsomt og overvældende. Hele 736 medier rundt i verden havde skrevet om mig, men der var ikke meget afveksling i det skrevne. Et par journalister havde skrevet artikler, og disse tekster gik igen mange steder.

 

Snøret af Hotel Beijing Far East

 

Da jeg vågnede den sidste morgen, storregnede det udenfor. Jeg kunne blot glæde mig over, at jeg ikke havde ærinder, der krævede, at jeg skulle ud i det vejr.

 

Men jeg fik problemer, da jeg skulle tjekke ud. Lørdag aften efter løbet havde jeg drukket et par velfortjente glas rødvin, og jeg var kommet til at vælte et glas, så lagnet på den ledige seng i dobbeltværelset blev vådt og plettet. Jeg havde tørret det værste op og forventede, at stuepigen ville skifte lagen dagen efter. Men det gjorde hun ikke, og jeg var egentlig også ligeglad. Nu ville de på hotellet have 90 yuan ud af mit depositum som erstatning for lagnet. For mig var det uacceptabelt, eftersom de bare kunne vaske det, og ikke engang et helt nyt lagen ville koste så meget i Kina. Men hotelpersonalet påstod, at det var en olieplet, som ikke kunne vaskes af. Jeg diskuterede længe med fem forskellige kinesere, men de gav sig ikke. Jeg endte med at betale og måtte betragte det som endnu en kuriøs oplevelse i østen. Mine tanker om Hotel Beijing Far East var ikke de varmeste lige da.

 

 

Rosenkransen i fare

 

Da vi tirsdag aften ankom til København, blev jeg stoppet i tolden, og jeg var lidt beklemt. Dels havde jeg vist købt for mere, end jeg egentlig måtte indføre, og dels havde jeg købt kopivarer, som, jeg ikke var helt sikker på, var lovlige at indføre. Mest af alt var jeg nervøs for den store rosenkrans i min store kuffert. Jeg var ikke sikker på, at jeg måtte indføre planter. Jeg svarede beredvilligt tolderen på hans spørgsmål og fortalte, at de fleste af mine indkøb lå i min grønne stofkuffert. Han så den igennem og stillede nogle spørgsmål om priser m.v. Blandt andet kommenterede han nogle falske Calvin Klein underbukser, men han gjorde ikke noget ved det. Han gennemså også min håndbagage, men heldigvis ikke den store kuffert, jeg var mest bange for.

 

 

Køb bogen her.