Stadig Albatros

 

Efter 10−års jubilæumsløbet i 2009 var det nu igen “normale” tilstande, men The Great Wall Marathon er altid spektakulært og noget ganske særligt, og det blev dette års løb naturligvis også. Det havde været spændende, hvorvidt Albatros Travel fortsat skulle eje rettighederne til løbet, idet den første kontrakt lød på ti år. Men en genforhandling gav Albatros løbet i et tilsvarende antal år fremover.

 

Velforberedt og overbelastning

 

Til dette løb havde jeg forberedt mig mere end nogensinde før. Jeg havde trænet meget siden nytår blandt andet ved at tilmelde mig et projekt gennem BT med titlen: Løb dig sund 2010. Over en periode på ti uger skulle jeg uploade på internettet, hvor lang tid jeg havde løbet, og der gik sport i at løbe meget. Jeg var med i en gruppe, hvor også andre løb meget, hvilket animerede mig til at forsøge ikke blot at holde trit med de andre, men helst at overgå dem. Det lykkedes til fulde, og jeg fik flest timer i gruppen. Faktisk løb jeg over en uge et halvmaraton hver dag. Men det endte med at give bagslag, og jeg fik en overbelastningsskade i skinnebenet. Jeg måtte gå til fysioterapeut i en periode og nøjes med at træne på cykel, da jeg ikke var i stand til at løbe. Men jeg kom mig dog igen.

 

Som optakt til løbet havde jeg i april gennemført Helvede i Nord og Hedeland Bjergmaraton, begge halvmaratonløb og begge hårde ruter med bakker og skiftende terræn. Jeg havde hidtil altid været den ensomme løber, men gennem den sidste halvanden måneds tid før løbet, havde jeg været aktiv tirsdag og torsdag aften sammen med Løb for Livet.

 

Forlænget rejse

 

Dette år havde jeg tilmeldt mig rejsepakke 1 med hjemrejse den 17. maj, men jeg havde ikke lyst til at skulle påbegynde hjemturen allerede om formiddagen efter gallafesten. Samtidig var jeg også klar over, at jeg med denne gruppes program ville få svært ved at nå de ting i Beijing, jeg gerne ville. Jeg kontaktede derfor Albatros og fik hjemrejsen udskudt to dage. Det krævede et nyt visum, eftersom jeg jo var med på det samlede gruppevisum, men det hele faldt på plads, og jeg var glad.

 

For tredje år i træk skulle jeg bo på Qianmen Hotel, hvilket jeg ikke var utilfreds med.

 

Askeskyen truede

 

Men netop som alt så ud til at være i den skønneste orden, truede min rejse alligevel med at gå i vasken. En måned før min afrejse havde den islandske vulkan Eyjafjallajökull været i udbrud, og askeskyen fra udbruddet havde bredt sig og lammet al europæisk lufttrafik i en uges tid. I min egen lille, egoistiske verden havde jeg glædet mig over, at dette var sket en rum tid før min afrejse, men i ugen op til løbet kom vulkanen igen i udbrud, og nu lukkede også flere lufthavne. I 2003 var der problemer med SARS, i 2009 med svineinfluenza og nu altså en askesky. Det er aldrig til at vide hvad “Vor Herre” giver os, men denne gang var han mig nådig, og jeg kom endnu engang til Kina for at løbe maraton.

 

Jamie

 

Dette år havde gruppen ingen dansk guide, men blev i lufthavnen mødt af en sød kinesisk pige ved navn Chen Mei. Chen var familienavnet, der i den kinesiske kultur nævnes først. Men som sædvanen var, havde hun også taget sig et internationalt navn, der var let at huske og udtale for turisterne. For os hed hun Jamie, hvilket hun havde valgt på grund af referencen til det franske ord for kærlighed (j’aime betyder “jeg elsker”), mens Mei betyder rose på kinesisk. Jamie blev et godt bekendtskab, som skulle vise sig at blive mere end blot en guide for mig.

 

 

Imponerende – lige til pressen

 

På torsdagens bustur på inspektionsdagen faldt jeg i snak med John og Ole fra Østjylland. De havde været venner siden ungdomsårene og havde nu begge rundet de 40 år. John fortalte, hvordan han havde lagt sit liv fuldstændigt om. Han havde tidligere været langturschauffør og havde levet et stillesiddende liv med mange cigaretter, usund mad og sodavand. Vægten var nået op på 140 kilo, og hans kondition havde været helt på nulpunktet. Men i 2003 havde han lagt sit liv om. Først på cyklen, som han måtte trække op ad bakkerne, hvorefter han kunne køre ned. Men snart var det gået fremad, og hans motivation for at tabe sig og komme i form var blevet skærpet. Det var nu blevet til et vægttab på 54 kilo. Han havde kombineret cykling med løb og havde også gennemført de første maratonløb.

 

Oles liv havde ligeledes været usundt med mange cigaretter, men han havde taget hele turen sammen med John, og nu skulle de så løbe på muren. Efter løbet og gallafesten skulle vennerne til Xian, hvorefter turen gik til Bangkok. Her ville de hver købe en cykel og tage de 1.200 kilometer til Phuket, inden det ville blive tid til hjemrejse.

 

Jeg blev fascineret af drengenes fortælling, så jeg lavede et interview med dem og fotograferede dem på muren. Denne artikel sendte jeg til aviser i deres lokalområde, og Horsens Folkeblad bragte min artikel, mens Tørring Folkeblad bragte en omtale, og Vejle Amts Folkeblad besøgte atleterne, da de vendte hjem og skrev en helt ny artikel.

 

Men John og Ole kom ikke til at cykle gennem Thailand, og de kunne ikke komme ud og hente cyklerne, eftersom landet var i undtagelsestilstand på grund af demonstrationer og oprør blandt borgerne. Politiet skød på demonstranterne med gummikugler, vandkanoner og tåregas, men alt dette undgik John og Ole heldigvis, og de kom i stedet på en traditionel rygsæktur gennem landet.

 

 

Jixian Sports Training Base

 

Dette år skulle vi ikke bo i selve Jixian, og det passede mig fint. I stedet skulle vi indkvarteres blot to kilometer fra Yin og Yang–pladsen på Jixian Sports Training Base. Det så meget lækkert ud udefra med store faciliteter og tennisbane, men skindet bedragede. Der var intet på hotellet, absolut intet. Swimmingpoolen var ulækker, alt var nedslidt, og man kunne intet købe. Ikke engang en flaske vand. Og det rindende vand virkede heller ikke, da vi ankom. Det føltes, som om vi var røget uden for al civilisation.

 

Flere i gruppen var oprørte og ville forlade stedet, men selv var jeg lidt ligeglad. Jeg savnede ikke noget i selve Jixian, hvor jeg havde været flere gange før. Jeg savnede heller ikke turistoplevelser og kunne godt få en dag til at gå uden de store tilbud.

 

Jamie blev udsat for noget af en prøvelse med alle de utilfredse turister, men en medarbejder fra Albatros ankom til stedet og fandt løsning på nogle af problemerne. Samtidig fik gæsterne en kompensationstur, og alle endte med at blive tilfredse.

 

Fredag var gruppen så af sted på kompensationsturen. Men jeg havde været med på turen tidligere og valgte i stedet en ren egoistdag for mig selv.

 

Morgenmaden levede helt op til hotellets standard, hvis man overhovedet kan bruge det ord i denne forbindelse. Den bestod af kedeligt, koldt toastbrød med klam skinke. Jeg bruger normalt ikke sukker i kaffen, men her måtte jeg tage tre stykker for at kunne holde smagen ud. Til gengæld var den kolde juice og spejlægget i orden.

 

Jeg havde det såmænd helt fint på hotellet, men for sjov skyld noterede jeg alligevel diverse fejl og mangler. Internettet virkede kun periodisk, det rindende vand kom og gik i løbet af dagen, afløbet på badeværelset var utæt, så der løb vand ud på gulvet, døren til brusekabinen var utæt, der manglede toiletbørste, tre hylder, der havde været på værelset, var væk, der var tebreve, men ingen elkedel, og der var hverken minibar, sikkerhedsboks eller “Do not disturb”−skilt. Alt i alt kan man roligt sige, at det ikke var luksus, men jeg savnede alligevel ikke noget og kunne sagtens være der en dags tid med det, jeg selv havde medbragt.

 

Spadseretur til Yin og Yang–pladsen

 

Midt på eftermiddagen gik jeg mig en tur. Vejret var overskyet og nærmest køligt, og det var det mest fantastiske løbevejr, man kan forestille sig. Jeg håbede naturligvis på en gentagelse dagen efter.

 

Jeg gik hen til Yin og Yang–pladsen, hvor forberedelserne til morgendagens løb var i fuld gang. Her fik jeg et indblik i, hvilke udfordringer og problemer der kan opstå, når man skal have alt til at klappe ved sådant et arrangement.

 

 

Jamie til Danmark

 

Da jeg var på vej tilbage til hotellet, mødte jeg Jamie, og hun fulgtes med mig hele vejen. Hun fortalte, at hun skulle til København fra slutningen af måneden og fem måneder frem. Som led i sin uddannelse som turistøkonom skulle hun arbejde som guide for kinesiske gæster på DFDS−båden mellem København og Oslo. Jeg gav hende mit kort og lovede at være hendes guide i Roskilde, hvis hun ville se Domkirken, Vikingeskibsmuseet og byen i det hele taget.

 

Aftens pastaparty blev holdt på gammelkendte Yuyang Hotel, men intet imponerede, og jeg havde gerne undværet den samlede bustur på fem kvarter. På den anden side skulle vi jo have noget mad, før det hårde løb dagen efter.

 

”Syvsovere” på løbsdagen

 

Som altid skulle vi tidligt op på løbsdagen, men vi fik dog en halv times længere søvn, da vi jo boede tæt på startstedet. Vi nåede frem til Yin og Yang–pladsen klokken seks, og denne morgen var ikke så kold som andre år, hvilket varslede om varme op ad dagen.

 

Lynkineserne

 

Dette år var en meget speciel dansk gruppe med på turen. De bar ens lysegrønne T–shirts påtrykt navnet “Lynkineserne”. Gruppen udsprang fra gruppe 12 fra The Great Wall Marathon 2000 og markerede deres ti års jubilæum på denne måde. Netop denne gruppe udmærkede sig ved at have mange af de hurtigste løbere. Både vinderen fra 2000, Martin Steinback, og andenpladsen, Steen Harbermann, var med på denne jubilæumstur. Martin havde ellers for åben TV–skærm erklæret, at han ikke ville deltage i dette løb igen. Også Ingvor, der fik mig til 100−kilometerløb på Bornholm, var med. Guiden fra 2000, Merete Skov, var ikke mere ansat i Albatros, men var ved denne specielle lejlighed trådt ind i sin gamle rolle. Hun var jo i mellemtiden blevet fru Harbermann. Men gruppen bestod ikke udelukkende af gengangere, eftersom også flere debutanter på muren var med.

 

Resultatmæssigt markerede “Lynkineserne” sig ikke som i 2000, men Steen kunne dog glæde sig over, at han denne gang kom i mål før Martin.

 

Godt løb

 

Min øgede træning bar frugt ved årets løb, og jeg havde set meget frem til at følge mine tider med mit nye pulsur. Løbet gik fint på alle måder, selvom der var vandmangel, da vi kom anden gang på muren, men jeg havde sikret mig i mit væskebælte, og jeg havde tre energigel med i mit bælte. Den første tog jeg kort før og de to andre på muren. Måske var det for meget på kort tid, for jeg følte mig utilpas på det sidste stykke af muren.

 

Jeg blev dog meget tilfreds med min sluttid på 6:40:10. Det var min næstbedste tid nogensinde og mere end 40 minutter hurtigere end året før. Det var dejligt at komme i mål og modtage min medalje af Lars Fyhr, men det føltes mærkeligt, at det for første gang ikke var Thomas, der dette år slet ikke var med på turen.

 

Kathy i kørestol

 

Kathy Loper var traditionen tro med på turen. Men for første gang uden at løbe selv, for hun var kommet til skade og sad i kørestol. Dette havde dog ikke forhindret hende i at tage af sted med sine gæster. Kathy gav mig en varm velkomst og en T–shirt.

 

Qianmen luksushotel

 

Morgenmaden søndag på Qianmen Hotel var ganske fantastisk, selvom den nok ikke var bedre end tidligere. Men efter et par dage på Jixian Sports Training Base var det befriende med god kaffe, frisk brød, pålæg og en kok, der lavede omelet på bestilling. Dagen gik i øvrigt med handel i byen og gallafest med efterfølgende natklubbesøg efter det traditionelle mønster.

 

Bedraget

 

Dagens oplevelse om mandagen bestod i, at jeg blev bedraget, og da det skete, blev jeg både sur og irriteret. Men set i bagklogskabens lys fik jeg en lærestreg og en sjov anekdote at fortælle, og det i sig selv er de mistede penge værd.

 

Ved aftenstid havde jeg hævet penge i en automat på Silkemarked, og efterfølgende tog jeg en taxa tilbage til hotellet. Her skete nogle ting, som jeg efterfølgende undrede mig over, at jeg ikke gennemskuede. Taxaen kørte ikke op til Qianmen Hotel, men holdt i stedet på fortovet overfor. Jeg gav nu chaufføren en 20−yuanseddel. Chaufføren rodede noget med den, holdt den op i lyset, rystede på hovedet og nægtede så at tage imod den. Jeg gav ham så en 100−yuanseddel, og det samme gentog sig nu både anden, tredje og fjerde gang. Til sidst var han dog tilfreds, og jeg kunne endelig komme videre.

 

Jeg gik så over i hutongerne og spiste et sted, hvor jeg sad med en slags bordgrill, der lignede en sort gryde med brændende kul og en topplade til at grille på. Jeg fik både kylling og oksekød med dertilhørende øl, og det var meget lækkert. Ved bordet ved siden af mig sad en halvfuld og kåd ungersvend, der hele tiden snakkede og skålede med mig. Da jeg skulle betale, fik jeg igen problemer med pengesedlerne, og det viste sig nu, at tre af 100−yuansedlerne var falske.

 

 

Jeg gik tilbage til hotellet og henvendte mig til businesscenteret. De bekræftede, at pengene var falske og ringede til Bank of Beijing. Efter samtalen med banken og en gennemgang af begivenhederne fra aftenen blev jeg klar over, at det var en tyvagtig taxachauffør, der kvikt havde forbyttet tre af mine ægte pengesedler med uægte. Når han startede med at afvise en 20−yuanseddel, havde det blot været for at få mig til at hive de store frem. Ved at holde ind til fortovet over for hotellet, havde han undgået en kinesisk portner, der ville have kunnet gennemskue det hele. Jeg fik heller ikke nogen kvittering, og han bad ikke om drikkepenge. Men man må erkende, at han havde været snu, selvom det samtidig irriterede mig, at jeg ikke havde kunnet gennemskue ham. De falske sedler sidder nu som et kuriosum og til skræk og advarsel i min scrapbog fra årets tur.

 

En dag i overskud

 

I forhold til min gruppe havde jeg fået to ekstra dage, men den anden dag var dog lidt i overskud. Jeg havde nået alt, hvad jeg skulle og brugte dagen til at gå ture, læse og se film på min computer. Det føltes, som om jeg var den sidste fra løbet, der stadig var tilbage i Kina. Jeg kunne ligeså godt være taget hjem en dag tidligere, selvom det nu også var rart med en afslappende dag uden stress og jag.

 

 

Køb bogen her.