The Great Wall Marathon 2011

Skrevet 13. april 2016

Gensyn med Jamie

 

Som det efterhånden var ved at være tradition rejste jeg til Kina tirsdag aften før løbet og var således i Beijing om formiddagen onsdag den 18. maj. Da jeg trådte ud fra toldkontrollen, fik jeg straks øje på Jamie, der stod og fotograferede mig, og sammen tog vi en taxa til hotellet. Jeg forstod på Jamie, at der var givet besked om dette til min gruppe, men jeg blev snart i tvivl og fik dårlig samvittighed og var nervøs for, om gruppen skulle savne mig. Det viste sig, at min anelse holdt stik. Jeg havde misforstået Jamie, og gruppen havde ikke fået besked. Men det var dog ikke noget problem. Vores guide havde genkendt mig og havde set mig tage af sted med Jamie, så gruppen blev ikke forsinket af den grund.

 

Årets hotel var en gammel kending. Det var efterhånden nogle år siden, jeg sidst havde boet på Dong Fang Hotel, som var et ganske udmærket og centralt sted at bo.

 

Urtemedicin

 

Min kinesiske læge i Danmark havde ordineret mig noget kinesisk medicin, der kunne købes billigt i hendes hjemland, og jeg havde mailet listen til Jamie, der havde indkøbt varerne. Det smagte mildt sagt rædselsfuldt, men jeg ville gøre hvad som helst for at blive min hælskade kvit. Trofast indtog jeg den angivne dosis, både i Kina og efter min hjemkomst. Jeg fortsatte, til der ikke var mere tilbage.

 

Doggy bag

 

Til aftensmaden spiste jeg Pekingand sammen med Jamie på en restaurant, og der kom så meget mad, at jeg var ved at sprænges. Bagefter fik vi nogle “doggy bags”. Jeg havde ikke lyst til at tage dem med hjem, men der blev insisteret. Høfligt tog jeg imod posen, men kasserede efterfølgende maden på hotellet.

 

Min skytsengel

 

Jamie havde i perioden op til rejsen lovet at følge mig hele vejen gennem The Great Wall Marathon. Det havde været hendes mening at være min skytsengel, sikre mig mod min skade og få mig hel gennem løbet. Det viste sig dog, at Jamie ikke rettidigt havde sikret sig et startnummer. Men det betød dog intet, sagde hun. Hendes tid og medalje var uden betydning. Hun ville ledsage mig uden startnummer og uden chip.

 

2011 001

 

Wildcard

 

På inspektionsdagen spurgte jeg nu Lars fra Albatros, om Jamie ikke kunne få et wildcard. Jeg ville så betale for hendes løbspakke. Jeg fik lovning på et wildcard til Jamie, men jeg fik ikke lov til at betale for det.

 

1999–2011 Mr. Great Wall

 

Indtil dette år var startnumrene påført løberens navn og nationalitet. Det kunne jeg gode lide, da det gav god anledning til kontakt løber og løber imellem. Efterfølgende er man gået bort fra at påføre navn og nationalitet, så der nu alene er påført løberens nummer.

 

Mit eget startnummer dette år var ganske specielt. Det var kort og godt 1999–2011, og nedenfor stod Mr. Great Wall. Jeg har fået et tilsvarende startnummer i årene efter, om end naturligvis med det aktuelle årstal, og som den eneste løber får jeg stadig påført navn og nationalitet.

 

Årets inspektionstur over muren var lidt hård. Jeg kunne godt mærke, at konditionen ikke var helt i top. Til gengæld kunne jeg glæde mig over, at hælen ikke decideret smertede, men dog var noget øm.

 

???????????????????????????????

 

Gensyn med Yuyang

 

Efter flophotellet året før var vi nu tilbage på gammelkendte Yuyang Hotel i Jixian. Det var stadig ikke imponerende, men dog en opgradering i forhold til 2010. Jeg fik et dejligt dobbeltværelse, men internettet virkede ikke. Indimellem dukkede en skare mennesker op for at ordne det, og til sidst kom det til at virke.

 

DSC_8553 a

 

Henrykt Jamie

 

Om morgenen på løbsdagen lørdag den 21. maj gav Lars mig en kuvert med Jamies startnummer og chip. Jeg var nu spændt på at give det til hende.

 

DSC_8564

 

Da Jamie kom til Yin og Yang–pladsen, gav jeg hende kuverten. Hun blev glad og meget overrasket, og herefter forsvandt hun og var væk i en halv time, hvor hun var rundt på pladsen og vise startnummeret til alle sine veninder.

 

Skæbnedag

 

Da jeg stod i startområdet, føltes det næsten, som stod jeg over for en mulig dødsdom. Var det mon i år, jeg skulle falde og udgå fra det løb, der betød så meget for mig? Hæleskaden var det helt afgørende. Sekundært var, at jeg ikke havde løbetrænet tilstrækkeligt. Dagen ville blive en stor prøvelse.

 

DSC_8578

 

På trods af realiterne og ikke alt for store ambitioner startede Jamie og jeg i startgruppe 1. Det ville være fint at have ti minutter ekstra til de to deadlines, der var på løbet. Igen var det hælen, jeg havde i tankerne.

 

Min hæl gjorde ondt fra første skridt, og det fortsatte igennem samtlige 42,195 km. Men det var ikke uudholdeligt. Op ad bjerget og over muren gik det rimeligt planmæssigt.

 

Dødt batteri

 

På vej rundt om fortet ved Yin og Yang–pladsen viste mit GPS−ur, at batteriet var ved at være fladt. Det kunne næsten ikke passe, da det havde ladet op i flere dage. Jeg gik lidt i panik, men glædede mig over, at jeg på Yin og Yang–pladsen kunne få fat på mit armbåndsur.

 

På vejen over muren var Jamie og jeg kommet fra hinanden i forbindelse med, at hun havde fotograferet. Vi fandt dog sammen igen og veg ikke fra hinanden resten af løbet.

 

Is og chokolade

 

Hælen gjorde jo ondt, men ellers gik alt fint. Man skulle ikke tro, at jeg stort set ikke havde løbetrænet i et halvt år. Resten af tiden var jeg ved godt mod og vidste, at tiden holdt.
På vej op ad midtvejsbjerget ærgrede Jamie sig over, at hun ikke havde penge med, så vi kunne få en is. Men jeg havde penge, så vi fik både is og chokolade, og jeg havde også fire energibarer og to styk energidrik med. Så vi blev godt forsynet turen igennem.

 

Godt løb

 

Vi kom til Yin og Yang–pladsen cirka klokken 12.45 og havde således næsten tre timer til resten af løbet. Muren anden gang gik usædvanligt “let”, og jeg kunne mindes mange andre år, hvor dette stykke havde været hårdere.

 

20x30-GWMO1700

 

I tiden 7:27:52 løb Jamie og jeg i mål hånd i hånd og knapt en time, før porten lukkede. Det var en meget stor sejr at komme igennem under de forhold, jeg havde haft op til løbet. Jeg kunne efterfølgende konstatere, at jeg faktisk var kommet i mål på en dårligere tid end denne i tre tidligere år.

 

For Jamie blev dette det tredje maratonløb på otte måneder. Hun var nu tændt af sporten og løb efterfølgende Xiamen Marathon.

 

Benamputeret

 

Årets solstrålehistorie på muren var den 35–årige amerikanske kvinde Sarah Reinertsen, der rejste rundt i hele verden som ambassadør for handicapidrætten. Sarah er født med et defekt venstre ben og fik benet amputeret over knæet som syvårig. Upåagtet dette havde Sarah løbet 17 maratonløb og gennemført Hawaii Ironman, ligesom hun som ganske ung havde deltaget i 100−meter løb ved Paralympics i Barcelona i 1992. Nu var det muren, der skulle besejres med protese. Få dage før løbet havde Sarah holdt et seminar for handicappede kinesere.

 

Sarah Reinertsen

 

Hjemmebanesejr

 

Årets hurtigste løber blev den lokale 24–årige Hu Jianyon, der vandt i tiden 3:18:36. Tiden var den hurtigste siden løbets første år, hvor ruten havde været væsentligt lettere.

 

Tilbage på Dong Fang Hotel fik jeg et ganske specielt værelse, jeg ikke tidligere havde set magen til på stedet. Det var et meget charmerende værelse i gammeldags stil.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Dårlig skrædderservice

 

Om aftenen var vi på Silkemarked for at få tilpasset et jakkesæt, jeg havde bestilt på ankomstdagen. Jeg havde også indleveret en jakke til reparation. Men ingen af delene var tilfredsstillende. Bukserne var alt for stramme, men det kunne dog reguleres, og min jakke var ikke færdig, men skulle nok blive det. Vi endte med at lave aftale om påsyning af 2011 på min trøje samt en mindre reparation på samme. Det hele skulle så være færdigt mandag.

 

Skolebesøg

 

Om søndagen var jeg på tur med Jamie, og på hendes skole spiste vi frokost sammen med to af hendes veninder på en meget lækker restaurant, der serverede japansk og koreansk mad. Bagefter fik jeg en rundvisning på skolen, og senere fik vi massage. Det var en hård omgang massage, men samtidig en meget god behandling.

 

Aftenens gallafest skulle afholdes på Beijing Hotel, hvor vi havde en aftale med en journalist. Med Jamie som tolk blev jeg interviewet i Maos hvilerum. Det var fine forhold.

 

Risbrændevin

 

Under aftenens festligheder kom min tidligere guide, Jakob, over og gav mig en gave, som han syntes, jeg havde fortjent efter at have løbet The Great Wall Marathon 12 gange. Det var en flaske risbrændevin. Jeg huskede tydeligt den aften i 2005, hvor jeg var blevet rigtig dårlig af denne lokale drik, og inderst inde mindedes jeg den væmmelige fornemmelse og tænkte: “Åh nej”. Men det ville jeg naturligvis ikke sige til Jakob, der af et rigtig godt hjerte kom med en gave til mig. Om jeg havde lyst til risbrændevin eller ej, var på det tidspunkt ligegyldigt. Til gengæld var det meget væsentligt, at Jakob beærede mig med en gave.

 

DSC_8621

 

Efter nogen tid spurgte Daniel fra min gruppe, hvad det var for en flaske, jeg havde stående på bordet. Jeg fortalte ham om risbrændevinen og spurgte, om han ville have den. Det ville han gerne.

 

Det efterfølgende after dinner party foregik på et sted, vi ikke havde været før. Gruppen sad samlet udendørs, og på et tidspunkt mente Daniel, at det var tid til at drikke risbrændevin. Nogle små glas blev fremskaffet, og flasken gik rundt to gange. Nu var det jo mørkt, så jeg kunne begge gange lade, som om jeg drak, mens jeg i virkeligheden hældte den afskyelige drik ud på græsset under bordet.

 

DSC_8634

 

Kære Jakob. Hvis du læser denne bog, vil jeg sige undskyld for den måde, jeg behandlede din gave på. Men du skal vide, at tanken bag gaven betød meget for mig.

 

Facebook

 

Jeg blev dette år for alvor bevidst om den teknologiske udvikling, siden jeg første gang var med til rejsemålet. I de første år sendte nogle løbere fysiske billeder til hinanden eller lånte negativer. Siden blev der udvekslet billeder via e–mail, og et år lavede en deltager en hjemmeside, hvor alle kunne lægge deres billeder op til fælles afbenyttelse. Men denne aften blev det foreslået at oprette en Facebookgruppe til uploading af billeder. Jeg måtte desværre meddele, at jeg ikke var på Facebook, men en af de tilstedeværende sagde: “Det må du sgu så se at komme”. Sådan blev det så efterfølgende.

 

Stalking

 

I løbet af aftenen følte jeg mig noget forulempet. Om jeg var tilfældigt udvalgt, eller om det var min status som Mr. Great Wall, der gjorde udslaget, ved jeg ikke. Men en plørefuld, kvindelig australsk løber stalkede mig kort og godt. Først ville hun danse, hvilket jeg sagde ja til. Her hang hun hen over mig. Siden fulgte hun efter mig hele tiden, mens hun snøvlede ganske uforståelige ord. Hendes langt fra helt ædru, men dog langt mere bevidste, bror gjorde sit bedste for at befri mig fra sin anmassende søster.

 

Hot Pot

 

Mandag aften spiste Jamie og jeg mad på en restaurant, der hed Hot Pot. Hot Pot er den kinesiske version af fondue, der grundlæggende går ud på at koge sine egne råvarer i en gryde. Her købes særskilt, hvad man ønsker af kød, grøntsager, æg, rejer og andet. Sovs købes også særskilt efter egen smag. Det var god mad og hyggeligt. Jeg ville gerne have fotograferet stedet, men det var forbudt. Det lykkedes mig dog at tage et enkelt billede, før jeg blev bevidst om denne regel.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Rigtigt dårlig skrædderservice

 

Senere på aftenen var vi på Silkemarked for at hente mit tøj hos skrædderen. Jeg havde været der tidligere på dagen, men var gået forgæves, og det gjorde vi også denne aften. Nogle ting var ikke færdige, og de færdige varer var sjusket lavet og behæftet med fejl. Jeg blev meget vred og gav tydeligt udtryk for dette, hvilket gjorde damen i forretningen meget pinligt berørt. Efter at have forsøgt at finde på forskellige løsninger, endte det med, at Jamie skulle hente tøjet næste morgen.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Tirsdag var afrejsedag, og den blev temmelig stressende. Jamie kom ikke til hotellet som forventet, og da jeg ringede til hende, fik jeg ikke forbindelse. Men lidt efter ringede hun tilbage. Der var nogle problemer på Silkemarked, eftersom min løbejakke og trøje ikke var kommet endnu. Men tøjet skulle snart komme, hvorefter hun ville hente mig i taxa. Men Jamie blev yderligere forsinket, og tøjet var slet ikke i orden. Siden har jeg ikke brugt skrædderne på Silkemarked.

 

Fantastisk værtinde

 

Jamie fulgte mig til lufthavnen i taxa, og her gik vi på café og fik te og frugt. Hun betalte regningen, ligesom hun faktisk havde betalt alt ugen igennem. Jeg fandt det slet ikke rimeligt, men kunne intet stille op. Jamie havde været en fantastisk værtinde på hele turen.

 

Askesky

 

Hjem kom jeg uden problemer, men jeg oplevede lige et flashback fra 2010 dagen før hjemrejsen. Den islandske vulkan, Grimsvönt, havde nemlig sendt en askesky 20 kilometer op i luften, og atter truedes flytrafikken. Mens udrejsesituationen i 2010 havde været kritisk, tog jeg den nye situation med et skuldertræk. En uge fra eller til, tænkte jeg. Det, der her betød noget, var, at jeg havde gennemført mit løb. Allerede på det tidspunkt så jeg forventningsfuldt frem mod et år med et løb, hvor jeg ikke var plaget af skader.

 

Køb bogen her.

Dansk forside