The Great Wall Marathon 2012

Skrevet 17. maj 2016

Stærke overbevisninger

 

Det var med nogle helt andre indre overbevisninger end året før, jeg dette år tilmeldte mig The Great Wall Marathon. Efter et år med hælskade og frygt for reelt at udgå var jeg nu skadesfri, veltrænet og mange kilo lettere.

 

Med Karin igen

 

Efter at Karin havde været med i Kina tre år tidligere, havde jeg ikke ventet, at det ville ske igen i mange år. Derfor var det glædeligt, da Karin meddelte, at hun gerne ville med igen. Denne gang ville hun ikke nøjes med fem kilometer, men havde et reelt ønske om at gennemføre et maratonløb.

 

Som i 2009 skulle vi ikke nøjes med den korte tur, der stort set kun gav plads til løbet. Vi havde derfor i samarbejde med Albatros Travel planlagt en tillægstur, hvor vores specielle ønsker blev opfyldt.

 

Åh nej, Far East igen

 

Da vi fik vores rejsepapirer kunne vi se, at vi i Beijing skulle bo på Far East Hotel. Med vores oplevelser i 2007 in mente tænkte jeg: “Åh nej”. Jeg ringede til Albatros, men det var svært lige at lave om på, og der var jo også håb om bedre tider.

 

Visumproblemer

 

Med den sædvanlige afrejse tirsdag aften ankom vi til Beijing ved middagstid den 16. maj. Her fik et af gruppens medlemmer et problem, der sinkede alle. De kinesiske myndigheder ville ikke acceptere hans visum. Resultatet blev, at han måtte flyve til Hong Kong og få lavet et nyt visum, før han kunne komme tilbage og ind i hovedstaden. Jeg forstod ikke logikken, men måtte blot acceptere, at sådan var det.

 

Far East – far out

 

Midt på eftermiddagen var vi på Far East Hotel. Det var ikke godt – slet ikke godt. I 2007 havde det været skidt, men nu var det meget værre. I mellemtiden var det blevet til youth hostel, altså i bund og grund et vandrehjem. Restauranten var nedlagt, og der var ingen service på stedet. Vores måltider skulle vi indtage på en nærliggende restaurant. Først fik vi et værelse, der stank af tobaksrøg. Det ville vi ikke have, så vi fik et andet. Her var ikke tobaksrøg, men det var på alle måder et sted af meget lav standard.

 

DSC_0002

 

Vi var ikke alene om at være utilfredse med forholdene på Far East. Alle var i oprør, og ingen havde nogen som helst lyst til at bo der. Dette års guide hed Henrik, og han fik meget travlt med at undersøge, om der kunne gøres noget. Selvsagt kunne der ikke gøres noget den første dag, men det var ønsket at få et andet sted til nætterne efter turen til Jixian og løbet.

 

Karin på halvmaraton

 

På torsdagens inspektionsdag nedgraderede Karin sit løb til halvmaraton. Sammen med vores respektive voksne sønner havde hun og jeg måneden før løbet Helvede i Nord i Tisvilde. Denne strabads havde ændret ved Karins tro på det realistiske i et helt maratonløb i Kina.

 

DSC_0021

 

En dag til opladning

 

Hvor vi plejede at gå ned i standard, når vi kom til hotellet i Jixian, var det nu helt anderledes. For første gang boede vi på Star Patton Hotel, hvilket var ren luksus i forhold til Far East.

 

Fredagen blev primært brugt til opladning. Vi løb sammen tre kilometer, og ellers gik dagen med afslapning og forberedelser til det store løb. Til aften blev vi kørt til det gammelkendte Yuyang Hotel, hvor vi med de øvrige grupper deltog i aftenens pastaparty.

 

Far East – Farvel

 

Aftenens helt store og glædelige nyhed var, at vi ikke skulle tilbage til Far East Hotel igen. Man havde fundet et langt bedre sted til os.

 

Jeg tror ikke, at Albatros Travel forud havde været vidende om, hvilket rædselsfuldt sted vi blev sendt til. En lokal agent har sikkert scoret kassen ved at købe billigt og sælge dyrt. En sådan agent er forhåbentlig ikke agent mere.

 

God opladning

 

Min søvn den nat blev nok den bedste nogensinde op til The Great Wall Marathon, mens Karin sov elendigt. Guiderne havde sørget for bananer, rosiner, brød og marmelade, så vi fik lagt en god bund inden dagens store løb.

 

På Yin og Yang–pladsen findes et betryggende opbevaringsdepot til løbernes bagage, men vi behøvede ikke at stå i kø til det, da gruppen lavede en lejr på tilskuerafsatsen. Ikke alle skulle løbe, så bagagen var til stedse under bevogtning.

 

Flyvende

 

Jeg havde rigtig gode ben. For første gang gik jeg slet ikke op ad bjerget og nåede frem til muren efter præcis en halv time. Det var virkelig en rekord. Over muren gik det også fint, så jeg var ved Yin og Yang–pladsen efter en time og et kvarter.

 

DSC_0033

 

Også på den flade vej gik det fint. Jeg følte mig flyvende og var kun kortvarigt nede at gå, når jeg skulle have forplejning. Jeg havde sikret mig godt med gel, energidrik og saltkapsler på de steder, hvor det var muligt at lægge personlige ting ud.

 

Uprovokeret fald

 

Ved 16 kilometer faldt jeg så lang, jeg var. Det var på flad asfaltvej og kom ganske uprovokeret. Jeg fik hudafskrabninger på begge knæ og lidt sår i på begge håndflader. Det blødte en del, men jeg var okay. I det samme kom lægen Mogens forbi i bil og spurgte, om jeg var i orden. Det forsikrede jeg ham, at jeg var. Han skulle på en akut opgave og måtte straks køre videre, og det var helt fint for mig. Jeg kom hurtigt i gang igen og fik rystet oplevelsen af mig.

 

Det viste sig efterfølgende, at en turist med GoPro−kamera tilfældigvis havde filmet øjeblikket, hvor jeg faldt. Siden sendte ham mig filen med det lille filmklip.

 

En lille krise

 

Først da jeg nåede midtvejs i løbet ved bjerget, begyndte det at knibe med kræfterne. På det tidspunkt havde jeg været i gang omkring to en halv time. Jeg gik det meste af strækningen op ad bjerget, men var fortsat ved godt mod, og da jeg nåede toppen, løb jeg stort set hele vejen ned igen. Det efterfølgende stykke løb jeg mest, men var også nede at gå engang imellem for at få forplejning og samle kræfter. Jeg havde lidt kramper efter turen ned ad bjerget, men med lidt strækøvelser og løb fik jeg det væk.

 

Pertentlige samaritter

 

Ved 30 kilometer mente en kinesisk samarit, at jeg skulle behandles for mine sår på knæene. Jeg sagde til hende, at alt var i orden, og at doktor Mogens havde tilset mig. Hun var dog ikke helt overbevist og begyndte at ringe til nogen. Men jeg var overbevisende nok og fortsatte straks efter. Ganske få minutter senere var der en, der sagde: “Hej Henrik”. Det var Karin. Jeg fik et kys, og vi gik lidt sammen, inden jeg igen kom i løb.

 

Ved godt mod

 

Efter omkring 4:14 var jeg ved Yin og Yang–pladsen igen. Jeg var godt klar over, at det var en kanontid. Dog ville muren over nu blive det helt store spørgsmål. Selvfølgelig blev muren hård. Men jeg måtte stort set ikke sætte mig ned. Der var vist en enkelt gang eller to, hvor jeg kortvarigt måtte sidde, men ellers var jeg i gang. Jeg fik krampe et par gange, men det gamle trick med at gå sidelæns og baglæns virkede stadig. På nogle af de værste steder kravlede jeg på alle fire.

 

DSC_0048

 

Personlig rekord

 

Da jeg var helt over muren, var der omkring 48 minutter til min personlige rekord fra 1999. Jeg blev rigtig, rigtig glad og var klar over, at den gamle rekord nu ville falde. De første tre kilometer ned ad bjerget løb jeg konstant. Jeg trængte efterhånden til et pust, men ville ikke stoppe op, mens det rullede så fint. Endelig, da vejen fladede lidt ud, gav jeg mig selv en gåpause, hvor jeg fik lidt væske, inden jeg igen kom i gang. Ved broen efter 41 kilometer gik jeg lidt igen, men kom straks efter i løb. Jeg tillod mig en mindre gåpause ved parkeringspladsen, så jeg kunne være frisk på opløbsstrækningen, og herefter løb jeg glad de sidste par hundrede meter i mål på Yin og Yang–pladsen, hvor Karin tog imod mig. Hun havde gennemført sin halvmaraton på 4:13:52. Om morgenen havde hun måttet vente op mod 45 minutter på murens højeste punkt. For mange løbere var sendt af sted samtidig, og der var opstået en flaskehals.

 

13 – hvem sagde ulykkestal

 

I mit 13. The Great Wall Marathon tog jeg 13 minutter af min 13 år gamle personlige rekord. Hvem siger, at 13 er et ulykkestal?

 

???????????????????????????????

 

Det var nærmest surrealistisk for mig at være i mål og se andre løbere fortsætte på muren anden gang. Tænk at være der, mens porten stadig var åben. Det var også mærkeligt, at jeg ikke var den sidste dansker, som de andre ventede på. Der var faktisk en del, der kom bagefter mig.

 

Ekstrem varme og høj luftfugtighed

 

Min gode tid var ikke et udslag af, at løbet var lettere dette år. Dagen bød på ekstremt høj luftfugtighed og 32 graders varme. I alt 119 løbere måtte udgå på grund af dehydrering, men alvorlige uheld blev dog undgået. Årets vinder var spanieren Luis Alonso med tiden 3:39:28, hvilket var knapt 21 minutter langsommere end vindertiden året før. På alle måder måtte jeg konstatere, at min gode tid skyldtes hård og ihærdig træning.

 

Tilbage til Qianmen

 

Dagen havde været god og sluttede også godt. Da vi kom tilbage til Beijing, viste det sig, at vi skulle bo på Qianmen Hotel, som vi kendte så godt. Det var virkeligt lækkert at komme på et ordentligt hotel.

 

Søndagen gik med afslapning og en tur i byen, hvor vi fik handlet en del. Ved aftenstid kom vores guide med togbilletter til næste dags videre færd. Her stivnede jeg helt. På billetterne stod afgangstidspunktet som klokken 8.09. Jeg nedlagde straks veto og sagde, at det var helt galt, da vi havde bedt om et eftermiddagstog og slet ikke ville være klar til afgang så tidligt efter en nattefest. Heldigvis blev det hele ordnet, så vi i stedet skulle med toget kl. 15.31.

 

Til bords med officials

 

Dette år blev gallafesten igen afholdt på Beijing Hotel. Vores gruppe skulle sidde ved samme bord, selvom to af deltagerne måtte sidde ved nabobordet. Eftersom det bord var for Albatros−folk og læger, var det naturligt, at Karin og jeg sad der, da vi jo ikke ville føle os fremmede.

 

DSC_0090

 

Aftenen forløb efter det kendte og gode koncept. Jeg havde ikke jubilæum, men alligevel blev jeg kaldt op på scenen, da Fran fortalte om mine præstationer gennem de tretten år.

 

Også after party efter gallafesten var en gammel kending, hvor Blue Bar blev indtaget. Timerne gik i hyggeligt selskab, så vi var først hjemme på hotellet klokken halv fem. Det var godt, vi ikke skulle med toget klokken 8.09.

 

Nattog til Tai Yuan

 

Mandag morgen var min stemme næsten væk. Det var startet søndag eftermiddag, men nattefesten havde nok ikke gjort det bedre. Efter morgenmaden og lidt tid på værelset gik vi ned og sagde farvel til vores gruppe, der skulle hjem til Danmark.

 

Over middag blev vi afhentet og kørt til togstationen. Vi havde nu halvanden time, til toget gik klokken 15.31. Inspireret af en tilsvarende situation fra 2009 brugte vi noget af tiden på at rafle.

 

???????????????????????????????

 

 

Det blev faktisk en rigtigt god togtur. Vi fik gode pladser med fin benplads og klap–ud borde. Vi nåede at se halvanden film på computeren, inden vi løb tør for strøm. Det blev så til en gang rafling, og vi var fremme ved Tai Yuan klokken 19.22.

 

Hyggeligt gæstehus i Pingyan

 

Vi blev hentet af en chauffør, der skulle køre os til Pingyan. Vi troede, at det var lige rundt om hjørnet, men han kørte i mere end to timer, før vi var fremme ved De Ju Yuan Hotel, og klokken blev hen ad 21.30. Det var et rigtigt hyggeligt lille gæstehus. Vi fik anvist vores værelse, hvor vi lagde bagagen og gik til et tiltrængt aftensmåltid.

DSC_0127

 

 

 

I bank og i fængsel

 

Efter morgenmaden tirsdag mødtes vi med vores lokalguide, Lisa, der havde dagens program klar. Det første stop på dagens tur var den første bank i Kina, der netop blev oprettet i Pinqyan. Det var ret interessant at høre om. Bagefter besøgte vi byens gamle fængsel, hvilket heller ikke var kedeligt. Vi hørte en masse om de “gode”, gamle dage, hvor en mand måtte tage sin straf som en mand. Kvinderne gik nu heller ikke ram forbi. Det var ren tortur, vi hørte om.

 

DSC_0163

 

Vi gik derefter tilbage til hotellet, hvor vi spiste frokost og tjekkede ud. Herefter hørte vi lidt om bymuren og fik så tid for os selv.

 

Massage med ubehagelige følger

 

Jeg besluttede at få massage på mine ømme lemmer, men det skulle jeg nok ikke have gjort. Jeg fik en hård omgang på benene, men også fodmassage ligesom Karin. Men da vi gik derfra, begyndte jeg at fryse, og kort tid efter var jeg fuldstændig tappet for kræfter og energi. Vi gik på café og satte os. Jeg frøs vanvittigt og hentede en trøje uden gavnlig virkning.

 

DSC_0208

 

Klokken 18 var vi tilbage på hotellet, hvor der var aftensmad. Jeg fik intet, men hang blot og sov, mens Karin spiste. Hen ad 20−tiden blev vi kørt til den lokale togstation, hvor vi kom ombord i nattoget til Xion. Jeg havde i mellemtiden indtaget et par energibarer og havde det lidt bedre.

 

DSC_0121

 

Terrakottasoldaterne

 

Torsdag morgen mødtes vi med vores guide, der tog os med til gravene med Terrakottasoldaterne. Terrakottasoldaterne er en samling af figurer lavet af en form for ler. Figurerne består af krigere og heste i naturlig størrelse. De er fra 210 før Kristi fødsel og er en del af gravanlægget for Kinas første kejser, Qin Shi Huang. Man begyndte at bygge anlæggene i 221 før Kristi fødsel, samtidig med at Qin Shi Huang blev konge som 13–årig. Alle anlæggene var placeret i rum, der lå cirka syv meter under jorden med loft og flere meter jord over, så de ikke kunne ses fra jordoverfladen.

 

DSC_0314

 

Anlæggene ligger cirka en kilometer øst for Qin Shi Huangs mausoleum, 36 kilometer nordøst for Xian i Shaanxiprovinsen.

 

Figurerne blev opdaget ved en tilfældighed i 1974, og der er siden fundet og bliver stadig fundet flere gravanlæg i området, hvilket gør dette til et af de største gravanlæg i verdenen. Selve mausoleet er ikke udgravet, og mange af de andre anlæg er kun delvist udgravet på grund af deres store størrelse, og fordi tingene i anlæggene er skrøbelige efter de mange år i jorden.

 

Vi var på stedet i godt tre timer, hvor der også var tid til frokost. Det var imponerende og interessant, men vi fik også nok af det hele til sidst. Vores guide ville meget gerne animere os til at købe souvenirs, men det havde vi slet ikke lyst til. Mon ikke han havde en procentaftale med de handlende? Vi syntes, figurerne var imponerende i Kina, man de passede ikke rigtigt hjemme i stuen.

 

Skolebesøg

 

Op ad eftermiddagen var vi tilbage i Xian, hvor vi først besøgte en tehandel. Bagefter kom vi til dagens virkelige højdepunkt; et skolebesøg. To lærere viste os rundt og fortalte os om skolen.
Bagefter besøgte vi en klasse med 39 elever i 16−års alderen. Det var en sprogskole, så de talte rigtigt godt engelsk. De var meget søde og åbne, og de spurgte ivrigt til os og Danmark, ikke mindst ville de gerne høre om H.C. Andersen. De bad os så synge en sang, og det blev både til “Den lille fyr med den store næse” og “Lille Peter Edderkop”. Bagefter var det deres tur til at synge og optræde for os. Siden da har jeg ikke kunnet høre “The Lazy song” med Bruno Mars uden med et smil på læben at se de kække, kinesiske unge fra den dag for mig. Da vi gik, gav vi læreren 100 yuan, så klassen en dag kunne få et eller andet at fornøje sig med.

 

DSC_0389

 

Sidst på eftermiddagen tjekkede vi ind på Grand New World Hotel i Xian. Aftensmaden fik vi i hotellets teatersal, hvorefter vi så en times forestilling med traditionel kinesisk danse– og musik underholdning.

 

DSC_0384

 

Nattog igen

 

Fredag havde vi noget tid for os selv, og vi valgte at bruge den på markeder, i butikker og i det hele taget til at indsnuse det lokale liv. Om aftenen blev vi kørt til stationen, hvorfra vi fik en glimrende tur tilbage til Beijing med nattoget.

 

DSC_0430

 

Den sidste dag blev vi om morgenen hentet ved stationen af en guide, der kørte os til Qianmen Hotel, hvor vi fik morgenmad. Om formiddagen besøgte vi en cloisonné−fabrik, inden det ved middagstid var tid til at køre til lufthavnen og afslutte denne dejlige ferie.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Ubeskrivelige følelser

 

Mine følelser efter denne tur var ubeskrivelige. Efter de store problemer jeg havde haft året før med min hælskade, var det helt fantastisk at komme tilbage for fuld styrke og slå den personlige rekord, jeg aldrig havde troet, det ville være muligt at komme i nærheden af.

 

Køb bogen her.

Dansk forside