The Great wall Marathon 2013

Skrevet 29. juni 2016

Travl optakt

 

Med en god mavefornemmelse tog jeg ud til denne 14. udgave at mit eget helt specielle løb. Det var dog ikke helt med samme overbevisninger, som jeg var draget ud med året før. Nogle af de tabte kilo havde sat sig igen, og et arbejdsmæssigt travlt forår havde også sat sine begrænsninger i mit træningsprogram. Rejsen til Chile havde endvidere betydet, at der manglede et par uger i kalenderen.

 

Jamie igen

 

Om formiddagen onsdag den 15. maj ankom vi til Beijing lufthavn. Her var straks gamle kendinge. Vores guide var Jens Peter, som jeg året efter havde stiftet bekendtskab med, og Jakob var der også som guide for en anden gruppe. Men ikke mindst blev det til et gensyn med Jamie efter to år. I 2012 havde arbejdet bragt hende væk fra Beijing, men nu var hun tilbage. Også hotellet var en kær gammel kending. Det var endnu engang Qianmen Hotel, hvilket absolut var tilfredsstillende.

 

Jamie havde på forhånd arrangeret aftenen for hende og mig. Vi kørte ud til hendes tidligere skole, som vi også havde besøgt to år tidligere. Denne gang nød vi et dejligt måltid, afsluttende med Pekingand, i selskab med gamle venner og hendes tidligere lærere.

 

2013 002

 

Tilbage på Yuyang

 

Efter torsdagens inspektionsdag på muren ankom vi til Jixian, hvor det atter blev til et gensyn, da vi indtog Jixian Yuyang Hotel. Som altid var der problemer med internettet, men de blev dog løst. Om hotellet med årene er blevet bedre, eller om jeg blot har vænnet mig til standarden, kan være svært at afgøre. Men dette år syntes jeg faktisk, det var helt fint at bo der.

 

Dagen før løbet skete der ikke det store. Jamie og jeg løb en tur, men ellers gik dagen mest med afslapning. Efter aftenens pastaparty gik Jamie og jeg med en af hendes veninder en slentretur i byen, hvor det blev til is på en hyggelig restaurant.

 

Fantastisk løbevejr

 

På løbsdagen lørdag den 18. maj blev vi beriget med det mest optimale vejr nogensinde. Det var ikke koldt om morgenen, hvilket måske kunne tyde på en varm dag. Men sådan blev det ikke.

 

???????????????????????????????

 

Også her ville jeg løbe med mit GoPro−kamera i panden under hele løbet ligesom under de to løb i februar. Francis fra www.marathonphoto.com spurgte mig, om han måtte få kopi af mine filer efter løbet. Han skulle lave en video og mente, at mit resultat ville kunne bidrage. Til gengæld ville jeg få fotos af mig selv fra løbet.

 

Forsinket start

 

Starten på løbet blev unødigt hektisk. Jamie havde en veninde med, der skulle tage video af os under starten og passe på vores bagage, så vi ikke skulle indlevere den i depot. Men da starten var ved at gå, var veninden væk. Det viste sig, at hun var på toilettet, så vi var nødt til at vente. Vi skulle starte i gruppe 1, men blev nu et par minutter forsinket i forhold til den officielle start.

 

???????????????????????????????

 

Jamie og jeg med forskellig styrke

 

Som to år tidligere fulgtes jeg med Jamie, men imidlertid var min styrke noget over hendes denne gang. Allerede tidligt i løbet måtte hun gå, og jeg måtte flere gange vente på hende. Da vi kom over muren og havde passeret Yin og Yang–pladsen, mistede jeg snart efter Jamie og så hende ikke, før hun om eftermiddagen kom i mål.

 

Det havde været rart at følges med Jamie, men det var også en befrielse, at jeg kunne løbe mit eget løb. Herfra gik alt over forventning. Vejret var fantastisk. Det var ikke varmt, men lidt overskyet. Helt perfekt. Der er ikke så meget at sige om løbet. Det hele gik som smurt. Jeg havde ingen kriser og var i rigtig godt humør hele vejen hjem.

 

???????????????????????????????

 

Blind løber

 

På vej ned ad de sidste trapper på muren passerede jeg to helt specielle japanske løbere. Den ene var blind og løb med blindestok, mens den anden var guide. Hele tiden kunne man høre guidens stemme, når han nøjagtigt vejledte sin makker i, hvordan trinene skulle tages.

 

Den letteste mur nogensinde

 

Muren anden gang gik også over al forventning. Aldrig havde The Great Wall Marathon været så “let” at løbe. På turen ned ad bjerget rullede jeg af sted, som var det en leg. Midtvejs forkælede jeg mig selv med lidt gang og væske, men ellers var det hele løb.

 

???????????????????????????????

 

Jeg var således “urimeligt” frisk og meget glad, da jeg kom i mål. Det var skønt, at det igen var Thomas, der gav mig medaljen om halsen efter sit fravær igennem tre år. Min tid var 6:23:35, hvilket var den tredje hurtigste nogensinde for mig. Det var ubegribeligt, eftersom hverken min træningstilstand eller min kropsvægt var optimale.

 

Også Jamie fik et godt løb. Hun kom ind i fin stil en tre kvarters tid efter mig.

 

???????????????????????????????

 

Tre vindere

 

Årets vinder var på alle måder helt speciel. Først og fremmest var det specielt, at der ikke var kun én vinder, men hele tre. Ligeledes var det specielt, at disse tre løbere alle angreb alle tiders rekord fra 1999. En rekord, ingen havde troet, ville kunne slås. Jorge Maravilla fra USA, Dimitris Theodorakakos fra Grækenland og Jonathan Wyatt fra New Zealand kom sammen i mål i tiden 3:09:17. At de fulgtes side om side var ikke et tilfælde, ligesom det ikke var første gang, de løb sammen. Det var en sammentømret trio, der løb i ens løbetøj.

 

Mere end 2.500 løbere fra 54 lande deltog i årets tre distancer.

 

???????????????????????????????

 

Vigtig internetforbindelse

 

Tilbage på Qianmen hotel fik jeg problemer med internetadgangen. Og særligt denne nat ville jeg gerne på nettet. Med teknisk assistance blev problemet dog løst. Efter at have taget bad og lidt at spise gik jeg i seng. Men det var en søvn, der ikke skulle vare hele natten, eftersom jeg havde andre planer.

 

Jeg havde sat mit ur til at vække midt om natten, men vågnede dog af mig selv inden da. Det var en historisk nat, som jeg ikke ville gå glip af.

 

Only Teardrops

 

Der havde flere gange været afholdt europæisk Melodi Grand Prix, mens jeg havde været i Kina. Dette havde ikke tidligere haft nogen betydning for mig, men i 2013 var det noget helt andet. I januar havde den purunge og helt ukendte sangerinde Emmelie de Forest vundet Dansk Melodi Grand Prix med sangen “Only Teardrops”. I de efterfølgende måneder havde sangen taget Europa med storm, og samtlige bookmakere havde den som topfavorit til den endelige sejr.

 

Jeg mindedes med glæde Brdr. Olsens sejr i 2000 og ønskede på ingen måde blot at ligge og sove i en kinesisk seng, mens noget tilsvarende skete. Jeg måtte se det show. Hotellet havde et utal af TV−kanaler, og i håb om at finde det store internationale show gennemgik jeg dem alle. Men som ventet var det lutter kinesiske kanaler. Sideløbende søgte jeg på min computer, og her var der til gengæld gevinst.

 

Klokken tre om natten i Kina, svarende til klokken 21 i mit hjemland, startede Eurovision Song Contest. Jeg havde jo løbet og kunne nu tillade mig at sidde med rødvin og snacks. Jeg fandt, at kvaliteten af årets sange var ret høj, hvilke betød hård konkurrence for vores egen yndling.

 

Som nummer 18 ud af 26 deltagere trådte unge Emmelie nu frem på bare fødder og fremførte sin sang, akkompagneret af fløjte og tromme fra to af de friske mænd fra Copenhagen Drummers. Det var helt fantastisk. Ganske vist var jeg helt inhabil, men jeg syntes dog virkelig, at her hørte vi aftenens bedste sang.

 

Teardrops og jubel

 

Efter nogle timer startede afstemningen. Snart viste det sig, at Danmark fik den ene topplacering efter den anden, og Emmelie lagde sig hurtigt i spidsen og holdt føringen hele vejen til den endelige sejr. Jeg både jublede og græd, da hun igen gik på scenen og blev kåret til årets vinder i Europamesterskabet i popmusik.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Efter nattens musikshow og gårsdagens maratonløb sov jeg helt til først på eftermiddagen. Før jeg fik set mig om, var det aften, og vi måtte af sted til den helt traditionelle gallafest med efterfølgende nattebesøg på Bar Blue.

 

Cancer! Drove me up the wall

 

Mandag formiddag skulle min gruppe hjem. Richard Lanigan og jeg var de eneste fra gruppen, der skulle blive længere i Kina. Jeg havde allerede i Københavns Lufthavn på afrejsedagen lagt mærke til Richard, eftersom han bar en T–shirt med logoet for The Great Wall Marathon. Men oven over logoet stod teksten: “Cancer! Drove me up the wall.” De efterfølgende dage gik han med tilsvarende T–shirts, blot med forskellig bundfarve. Jeg var blevet interesseret i Richards historie og havde spurgt ind til den.

 

Richard er irer, men bosiddende i London. I 1970´erne boede han i Danmark og kunne derfor godt forstå vores sprog. Dog benyttede han helst selv sit modersmål. Han var en del af vores gruppe, fordi han var rejst ud med danske venner.

 

Et år tidligere var Richard blevet ramt af kræft og var dødstruet. På trods af sygdommen – eller måske netop på grund af sygdommen − besluttede Richard sig for at gennemføre The Great Wall Marathon, og det på et tidspunkt, hvor han dårligt kunne gå 100 meter. Hans omgangskreds rystede på hovedet, men Richard havde viljen og troen, hvilket er det vigtigste – “If you can dream it, you can do it”.

 

Richard Lannigan redigeret

 

Richard var blevet inspireret til denne vanvittige idé af cykelrytteren Lance Armstrong, der efter at have været ramt af kræft kom tilbage og præsterede fantastiske resultater som cykelrytter, selvom dopingspøgelset sidenhen tog glansen af amerikaneren.

 

Denne formiddag faldt vi igen i snak, da de andre var kørt. Richard fortalte, at han skrev på en blog og ligeledes var på Facebook med “Cancer! Drove me up the wall”. Richard samler penge ind til “Penny Brohn Cancer Care” til støtte for kræftramte børn. Han talte tillige om at udgive en bog om sin kamp fra dødstruet kræftpatient til atlet med verdens hårdeste maratonløb på sit CV. Det satte noget i gang hos mig.

 

Inspiration til en bog

 

Gennem årene havde jeg igen og igen fortalt anekdoter om The Great Wall Marathon og andre løb, jeg havde deltaget i rundt i verden. Det var blevet til eksamensprojekter, artikler, foredrag samt radio− og TV−interviews. Sagen var bare, at jeg aldrig fik fortalt hele min historie. Altid kunne jeg blot berette om, hvordan jeg var kommet i gang og måske en flig mere af historien. Men jeg brændte efter at fortælle hele historien om, hvordan jeg var kommet fra at være sofaatlet til nu at være “Mr. Great Wall” og maratonløber på de syv kontinenter. Jeg sagde til Richard, at jeg også kunne tænke mig at skrive en bog, hvilket han tilskyndede mig til at gøre. Få dage efter skrev jeg de første ord.

 

De urimelige gratis glæder

 

At være “Mr. Great Wall” kan give gode kontakter, man ellers ikke ville have fået. På årets sidste aften i Beijing gik jeg rundt i sidegaderne for at finde et sted at spise den sidste middag på denne rejse. Jeg faldt der i snak med et ungt par, der genkendte mig. Sammen gik vi på en restaurant, de anbefalede, og spiste kød og grøntsager, der blev tilberedt på en lille bordgrill. Det var lækkert. Da regningen kom, fik jeg ikke lov til at betale min andel. Det var en flot gestus, men slet ikke nødvendigt. Jeg er hverken kongelig eller rock star, men en gang imellem føles det sådan.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

 

Køb bogen her.

Dansk forside