Hæl i uheld #14

Skrevet 3. juli 2021

Maratonløbene der forsvandt

 

Jeg stillede op til Folkeparkens Maraton med et naivt håb om at gennemføre. Det gjorde ond i hælen ved hvert skridt, men jeg var hurtigere end året før. Et vægttab på 25 kilo kunne mærkes på den positive måde. Jeg var faktisk rimeligt fortrøstningsfuld indtil jeg havde løbet 17 kilometer. Det gav et jag i foden og jeg måtte først stoppe og, for derefter at humpe til startstedet. Her fik jeg sundet mig med noget smertestillede, vand og banan. Herefter forsøgte jeg mig på endnu en runde.

 

Det blev en svær omgang, omend jeg var kommet mig lidt over den pludselige smerte. Da jeg nærmede mig rundens afslutning kunne jeg erkende, at det ikke blev til et maratonløb på denne dag. Jeg skar et hjørne af og sikrede med mit GPS ur, at jeg kom til at stoppe ved målstregen nøjagtig ved halvmaraton. Efter løbets regler blev det godkendt. Jeg fik medalje og diplom, men det var at betragte som trøstepræmie.

 

Folkeparkens Maraton 2021 blev en ligeså stor succes som debutåret. Alt forløb uden problemer og deltagerne var glade. Det eneste “hår i suppen” var min skade. Jeg kunne dog glæde mig over, at når jeg nu skulle blive skadet den tredje lørdag i maj, var det ikke i et år hvor jeg var i Kina, men på min anden hjemmebane.

Hæl i uheld #14