Lys i tunnellen
Tiden var nu kommet til omkring Sct. Hans og alt begyndt at se lyst ud. Jeg havde gjort alt hvad der stod i min magt for at komme mig over skaden. Det gik den rigtige vej. Jeg mærkede stort set ikke nogen ømhed, men passede fortsat på mig selv.
Behandlinger og træningsprogrammer blev fulgt. Jeg kunne gøre min fulde træning i fysioterapeutcentrer, men afholdt mig fra at løbe. Til gengæld kunne jeg fint gå rask til på løbebåndet.
Meget var gjort for at komme hertil. Hvad der havde virket var ikke til at vide. Det kan være en kombination af flere ting. Årsagen til bedringer var nu også mindre betydende. Det vigtigste var resultatet.
Optimismen blomstrede. Samtidig var corona pandemien aftagende og jeg blev på samme tidspunkt færdig vaccineret. Jeg var kommet igennem årets travleste regnskabsperiode, og kunne nyde det gode vejr i den danske midsommer. Karin og jeg tog på afslappende kroophold, som vi kombinerede henholdsvis med en god koncert og i nærmeste fremtid, naturskønne cykelture på mountainbikes.
I skrivende stund, den 7. juli 2021 ser alt fantastisk ud. For få uger siden var jeg parat til at
- Plan A – løbe det fulde maraton.
- Plan B – gå et halvmaraton med Karin og nyde oplevelsen.
- Plan C – være tilskuer til løbet og få en god ferie.
Til gengæld har såvel Plan A som Plan Å for The Great Wall Marathon hele tiden været at gennemføre det fulde maraton.
Jeg har netop afsluttet mit forløb hos akupunktøren, ligesom tilsvarende er sket med fysioterapibehandlingen i dag. Hjemmetræning og salver har jeg også kunne lægge fra mig. På halvanden uge er jeg trappet op fra ingenting til nu 16 kilometers løbeinterval. Jeg mærker ikke at jeg har ligget stille i næsten to måneder. Jeg er nu inde i et ganske almindeligt træningsforløb og holder mig nu til Plan A i Island om 17 dage.
Livet er skønt. Men nogen gange skal der kæmpes for det.
