Fitnesscenter
Efterhånden var vi kommet til 2011, og jeg havde ikke dyrket sport i nogle måneder. Jeg begyndte at blive bekymret for det kommende løb i Kina. Ville jeg mon være fri for skader og ville min fysik kunne klare løbet uden træning? Jeg begyndte at gå i fitness, hvor jeg spinnede og styrketrænede.
Sideløbende med fysioterapi gik jeg til kranio-sakralterapi. Jeg kunne ikke sidde med hænderne i skødet og måtte gøre, hvad der kunne gøres for at blive klar til min forårsklassiker.
Idrætslæge
Mine i øvrigt ganske udmærkede terapeuters behandlinger havde i dette tilfælde ingen virkning, hvorfor jeg søgte alternative muligheder. Jeg fandt en privat idrætsklinik, hvor ejeren var læge for Lyngby Boldklub. Han konstaterede, at jeg havde en senevedhæftningsskade. Jeg fik forklaret, at det ikke var en hælespore, men at det var noget i den familie. Der var absolut håb forude, og jeg blev forsikret, at jeg nok skulle komme ud og løbe igen.
Også idrætslægen gav mig chockwave, men med et andet og kraftigere udstyr, og jeg kunne godt mærke forskel, da denne behandling var forbundet med lidt smerte. Samtidig anbefalede lægen mig at få nye specieldesignede indlæg til løbeskoene, hvilket jeg så fik fremstillet. En tid syntes jeg, det gik bedre, men så røg det tilbage til den tidligere tilstand. Efter syv behandlinger blev lægen og jeg enige om, at det ikke var den korrekte behandling for mig.
Akupunktur
Sideløbende med chockwave havde jeg også konsulteret en kinesisk læge, der behandlede mig med akupunktur og gav mig forslag til en ændret kost. Selvom hælskaden ikke umiddelbart blev helet, gik jeg hos hende i det meste af et år, da jeg fandt, at hendes behandlinger var gunstige for mit generelle velvære.
