Det skete igen
I 2014 blev den gal igen. Dengang ikke i hælen men i hele min højre fod.
Jeg havde i 2010 forelsket mig i Solopgangsmaraton på det idylliske Bornholm. Løbets navn er sigende, da det starter i mørke og slutter om morgenen. Starten på Solopgangsmaraton er klokken 3. Her oplever man solopgangen og det flotte let kuperede landskab nord for Nexø med udsigt over Østersøen, mens man løber. Efter løbet er der lækkert morgenmad i Nexø Gamle Røgeri. Løbet afvikles i den smukke midsommer hvor dagene er lange og nætterne kun ganske korte.
Jeg havde ventet i fire år før jeg fik mulighed for at tilmelde mig dette løb. Nu så jeg med stor forventning frem til løbet. Startgebyret og rejsen var betalt. Jeg havde lavet en aftale om, at jeg kunne promovere min nye bog ved løbet. Ligeledes have jeg en opholdsaftale hos løbets formand for den arrangerende klub.
Den store glæde skulle vise sig at være kort. Mandag morgen vågnede jeg med store smerter i min højre fod. Jeg kunne slet ikke støtte på den. Det viste sig, at foden, hælen og akillessenen var blevet overbelastet da jeg dagen før stod på en trappestige og lænede mig ind over hækken der skulle klippes.
Det så sort ud med min tur til Bornholm, og det var nu et kamp mod uret. De næste dage var jeg to gange til fysioterapeut og en gang til massage. Jeg forsøgte med helbredende plastre, brugte sportstape, sad med foden oppe i perioder, mens jeg i andre perioder havde is på foden.
Det blev ikke nævneværdigt bedre. Til tider var smerterne uudholdelige, så jeg måtte tage smertestillende medicin. Værst var det når jeg skulle op om morgenen, mens det til andre tider gik nogenlunde. Periodevis gik jeg med stok og sidst på ugen hentede jeg et par krykker på hospitalet.
