Ironman

 

I 2001 fik jeg den idé, at jeg ville gennemføre en Ironman, inden jeg fyldte 50 år. En Ironman består af 3,8 kilometer svømning, 180 kilometer cykling og et maratonløb. Den første Ironman blev afviklet på Hawaii den 18. februar 1978, efter at en gruppe Navy Seal soldater havde diskuteret, hvem af dem der var i bedst form. For at afgøre sagen én gang for alle foreslog deres kommandør, John Collins, at man samlede tre eksisterende langdistancekonkurrencer på Hawaii til én konkurrence. Og vinderen? Ja, han skulle kaldes Ironman.

 

Med mit nye mål i tankerne købte jeg en brugt racercykel og begyndte at gå til svømmeundervisning. Jeg havde det svært med svømningen, og efter nogle år valgte jeg blot at holde mig til maratonløb.

 

Distancer for alle

 

Triatlonsporten rummer heldigvis mere end den ultimative Ironman, og der findes distancer på mange længder, hvilket giver atleter på forskellige niveauer mulighed for at deltage. Da jeg havde løbet Helvede i Nord i foråret 2010 og skulle hjem, sad der en folder bag vinduesviskeren på min bil. Jeg tog den med ind i bilen for efterfølgende at smide den ud derhjemme, men folderen led dog ikke netop denne kranke skæbne. Jeg kom til at kigge i den og noget vakte min interesse. Langgarverne Hillerød løbe– og triatlonklub indbød til triatlonstævne.

 

Stævnet bød på to distancer under betegnelserne guld og sølv. Jeg ved, at der siden ligeledes er kommet en bronzerute til. De to ruter var ens, og forskellen var blot, at deltagerne i guld tog ruten to gange. Jeg havde på ingen måde overblik over mine evner inden for svømning og cykling. Jeg vidste, at jeg ville være nødt til at svømme brystsvømning, men jeg anede ikke, hvor lang tid det ville tage. Tidskravet på guld var otte timer. Det skønnede jeg måtte være muligt, så jeg tilmeldte mig den lange distance.

 

En hund i et spil kegler

 

Søndag den 22. august startede stævnet klokken otte i Hillerød Svømmehal. Jeg ankom i god tid og fik mig skrevet ind. Jeg var ikke i følgeskab med nogen og vidste absolut intet om forløbet. Jeg måtte spørge om banaliteter og følte mig som en “hund i et spil kegler”.

 

 

Først skulle jeg finde de stativer, hvor cyklerne skulle hænges op i sadlen. Det fungerede samtidig som skiftezone mellem disciplinerne, så sportstøj og øvrigt udstyr skulle lægges ved siden af cyklen. I omklædningsrummet mødte jeg garvede atleter i gang med at iføre sig våddragter og badehætter. Selv havde jeg bare nogle gamle badebukser med. Jeg faldt i snak med en rutineret ironman, der snakkede meget og havde styr på det hele. Selv vidste jeg ikke engang, hvilken dør jeg skulle ud af. Han talte om, hvor irriterende det var med de brystsvømmere, der sinkede andre. Jeg valgte at tie stille.

 

Svømning

 

Vores startnummer var skrevet med vandfast tusch på håndryggen, og chippen skulle sidde på et velcrobånd om anklen. I svømmehallen stod vi i rækkefølge efter nummer og gik i vandet ad en trappe med intervaller på 20 sekunder. Den første atlet gik i vandet klokken otte.

 

 

Vi svømmede på spiralbane, hvilket vil sige, at vi skulle svømme banens 50 meter. Bassinet var opdelt i seks baner med banetov, så der var fri passage mellem banerne. Fem banetorv gav seks baner, hvor den første og den sidste havde halv bredde. Efter de første 50 meter svømmede vi under banetorvet til bane to, hvor vi svømmede begge veje. Dette fortsatte, til vi ved slutningen af bane seks havde svømmet 500 meter. Som guldsvømmere skulle vi så op af vandet for at gå over til start og tage en tur mere.

 

Jeg kan godt forstå, at superatleterne ikke syntes, at min og andres tilstedeværelse var befordrende for deres præstation. Men man kan jo også anlægge det synspunkt, at de så skulle holde sig til elitestævner, hvor jeg med garanti ikke ville møde op. Jeg svømmede brystsvømning, men forsøgte mig også nogle gange kortvarigt med crawl. Mens jeg lå der og plaskede, tonsede den ene svømmer efter den anden forbi mig. Min samlede tid på de 1.000 meter var 36:42 minutter.

 

Skiftezonen

 

Efter endt svømning skulle svømmehallen forlades i modsat retning af startsiden med direkte udgang til skiftezonen, hvor min cykel befandt sig. Her var det bare af med badebukserne og på med cykeltøj, cykelsko og pulsur. Vi skulle ud af skiftezonen, før der måtte cykles, og stedet var markeret. Herefter var det op på cyklen og derudaf.

 

 

Rundstrækning

 

Ruten gik først mod Skævinge. hvorfra vi fortsatte ud mod Amtsvejen. Her kørte vi til højre tilbage mod Hillerød, for efterfølgende igen at gøre et højreslag tilbage i retning af Skævinge. Efter 20 kilometer kom en tiltrængt væskestation, hvor jeg fyldte flasken, igen kom op på “hesten” og kørte den direkte vej mod Hillerød. En kilometer før stævnepladsen kom jeg til vendepunktet ved rundkørslen Peder Oxes Allé – Trollesminde Allé. Herfra var det ud på samme rute en gang til.

 

Væskemangel

 

Jeg havde troet, at der var væske ved vendepunktet og havde derfor i mellemtiden med god samvittighed tømt min flaske. Men der var ingen væskestation her, og det ærgrede mig, selvom ansvaret naturligvis var mit eget. Jeg kunne have sat mig ind i tingene eller have taget en ekstra drikkedunk med. Det må vist henregnes under det, man kalder dyrekøbt erfaring. Jeg måtte vente yderligere 20 kilometer på at få vand.

 

Punkteringsfri

 

Heldigvis slap jeg for punkteringer, for mange andre var ikke så heldige. Jeg talte med en kvinde, der havde skiftet slange to gange, og adskillige gange så jeg cykelslanger ligge på vejen, efterladt af atleter, der ikke havde udvist den pli at tage dem med til nærmeste skraldespand.

 

Tidsforbrug

 

Efter anden runde og i alt 76 kilometers cykling var jeg tilbage i skiftezonen. Da jeg ikke havde tridragt, skulle jeg nu igen skifte tøj. Startnummeret havde siddet på ryggen under cyklingen, og det skulle her til sidste disciplin sidde på brystet. Men før jeg påbegyndte løbet, måtte jeg lige have noget væske, og jeg spurgte en official, hvor det fandtes. Det vidste han ikke noget om, så jeg måtte lede rundt på pladsen, før det lykkedes. Det betød, at jeg kom til at bruge en del tid her, hvor andre blot skiftede sko og straks fortsatte videre. I øvrigt viste det sig, at der lige uden for pladsen var væskestation, så jeg kunne have sparet tid på at lede.

 

Svært skifte

 

Det var meget mærkeligt at begynde at løbe efter at have kørt den lange tur på cykel. Det føltes, som om mine ben slet ikke fungerede rigtigt.

 

Løberuten var en ud/hjem−rute med en mindre del på asfalt og resten på skovveje og stier med skygge og kølighed. En større asfaltvej skulle passeres to gange på turen. Havde jeg savnet væske på cykelturen, var der til gengæld rigeligt her med hele tre væskestationer. Da turen på ti kilometer var gennemført, og jeg var tilbage ved start, skulle jeg såmænd ud på den igen. Det blev således tilsammen næsten til en halvmaraton.

 

 

Første triatlon i hus

 

Efter samlet at have gennemført 97 kilometer kom jeg i mål i tiden 6:43:11, hvilket var mere end en time og et kvarter fra tidsgrænsen. Jeg kom ind som den sidste, men det tog intet fra min glæde over at have gennemført mit livs første triatlon.

 

 

Køb bogen her.