I 2010 forelskede jeg mig i et helt nyt løb, men havde ikke mulighed for at deltage. Det samme gjorde sig gældende de efterfølgende tre år, men i 2014 opstod muligheden.
Løbeklubben SAAN står for Solopgangsmaraton på det idylliske Bornholm. Løbets navn er sigende, da det starter i mørke og slutter om morgenen. Starten på Solopgangsmaraton er klokken 3. Her oplever man solopgangen og det flotte let kuperede landskab nord for Nexø med udsigt over Østersøen, mens man løber. Efter løbet er der lækkert morgenmad i Nexø Gamle Røgeri. Løbet afvikles i den smukke midsommer hvor dagene er lange og nætterne kun ganske korte.
I år var det så jeg skulle til Bornholm for første gang i 14 år. Senest jeg var der, var det også med løbesko, da jeg løb øen rund, i alt 100 kilometer.
Weekenden forinden denne tur var dejlig og gav med en skøn boblende fornemmelse. Jeg havde rettidigt nået alle årsregnskaberne i mit firma og kunne i den weekend tage mig kærligt af haven.
Søndag morgen startede med en dejlig løbetur hvor jeg kom gennem Boserup Skov. Bagefter blev hækken klippe, så den stod flot til Sct. Hans. Jeg var glad og lettet. Det hele blev fejret med champagne i aftenstunden.
Den store glæde skulle vise sig at være kort. Mandag morgen vågnede jeg med store smerter i min højre fod. Jeg kunne slet ikke støtte på den. Det viste sig, at foden, hælen og akillessenen var blevet overbelastet da jeg dagen før stod på en trappestige og lænede mig ind over hækken der skulle klippes.
Det så sort ud med min tur til Bornholm, og det var nu et kamp mod uret. De næste dage var jeg to gange til fysioterapeut og en gang til massage. Jeg forsøgte med helbredende plastre, brugte sportstape, sad med foden oppe i perioder, mens jeg i andre perioder havde is på foden.
Det blev ikke nævneværdigt bedre. Til tider var smerterne uudholdelige, så jeg måtte tage smertestillende medicin. Værst var det når jeg skulle op om morgenen, mens det til andre tider gik nogenlunde. Periodevis gik jeg med stok og sidst på ugen hentede jeg et par krykker på hospitalet.
Lørdag morgen den 28. juni var den stadig gal. Det var fuldstædig surrealistisk at tænke på et maratonløb inden for det næste døgn. Jeg havde købt startnummer, samt bus- og færgebillet til rejsen. Jeg besluttede at tage af sted, men var slet ikke sikker på om jeg kunne noget overhovedet.
Solopgangsmaraton består af en rute der skal gennemføres fire gange. Således er der også halv- og kvartmaraton ved løbet. I mit stille sind tænkte jeg, at jeg kunne tage en kvartmaraton med krykker.
Lørdag aften gik turen fra mit hjem mod den smukke ø i Østersøen. Inden midnat blev jeg hentet ved bussen af Kim fra SAAN. Hjemme hos ham og familien blev jeg gæstfrit beværtet med kaffe, boller og kager. Jeg skylder dem en stor tak.
Klokken 2 kørte vi til startstedet for gjorde os klar til nattens løb. Klokken 3 gik starten. Jeg lagde mig bagerst og blev der. Overraskende nok kunne jeg løbe. Det gik ikke stærkt og jeg var øm i foden ved hvert skridt.
Solopgangsmaraton er kendt for den smukke solopgang løberne oplever under løbet. Men desværre regnede det ligesom sidst jeg løb på Bornholm. Regnen silede stille ned under hele løbet. Vi fik ikke solen at se, men kunne blot konstatere at det blev lysere og lysere.
Til min store overraskelse kom jeg støt og roligt gennem de første tre runder. Med undtagelse af drikkepauserne var jeg i konstant løb, om end det ikke var hurtigt. På den sidste runde var jeg træt og ikke uden smerter. Her tillod jeg mig at gå hver gang jeg skulle op af bakke.
På forunderlig vis kom jeg i mål i tiden 5:52:43 og modtog en medalje jeg selv syntes var særdeles velfortjent.
Efter bad og morgenmad gik turen hjem igen. Den samlede rejse varede således mindre end et døgn.
Dagen efter vågnede jeg igen med en fod det var svært at støtte på. Foden var stadig hævet og smerterne var der endnu. Intet var blevet hverken værre eller bedre under weekenden maratonløb.
If you can dream it, you can do it…