I forbindelse med skrivningen af denne bog er jeg blevet stillet ovennævnte spørgsmål mange gange. Senest af min “skyggeforfatter”, Dorthe Klyvø, der har hjulpet med at gennemskrive og redigere materialet. Jeg ville ønske, der fandtes et enkelt svar på det spørgsmål! Men det er jo nok kombinationen af flere ting.

Med udgangspunkt i min viden om NLP (Neuro Linguistic Programming) kan jeg nu se, at jeg besidder nogle ekstra ressourcer på det øverste plan af kompetencelinjen. Det er en ubevidst kompetence, som jeg ganske vist er blevet mere bevidst om gennem årene, men som jeg stadig ikke med sikkerhed ved, hvor kommer fra. I og med jeg ikke med sikkerhed kan redegøre for kompetencen, må den siges stadig at være ubevidst.

Jeg besidder en stædighed og en viljestyrke, der nægter at gå på kompromis. Når jeg først har sat mig noget i hovedet, er det meget sjældent, jeg ikke fører det ud i livet. Dermed ikke være sagt, at jeg ikke også indimellem har måttet acceptere et nederlag. Men min stædighed − og min veludviklede retfærdighedssans − betyder, at jeg er villig til at gå hele vejen.

Som eksempler på både stædighed og retfærdighedssans kan jeg nævne adskillige episoder, hvor jeg har kæmpet i årevis med forsikringsselskaber, bolighajer og forskellige plattenslagere, der har forsøgt at snyde enten mig selv eller mine sønner. Et ekstra lille kuriosum her er også, at jeg i 1971 besluttede mig for at ville skaffe mig tre meget sjældne singleplader. Jeg gjorde alt for at skaffe pladerne. I 1984 lykkedes det mig at få de sidste plader, så det tog mig i alt 13 år.

Det er ganske enkelt (!) de samme ressourcer, jeg har overført til mine løb. Jeg har flere gange i årenes løb (herom senere) været på både meget lange og meget hårde ture, men min viljestyrke har fået mig igennem inden for tidsgrænsen. Jeg har ved de lejligheder fået at vide, at mine løb ville blive godkendt, selvom jeg ikke nåede tidsgrænsen. Men min egen iboende retfærdighedssans giver mig ganske enkelt ikke lov til at gennemføre på dispensation, så jeg har kæmpet mig igennem kort tid før tidsgrænsen.

Tanker og overbevisninger er af stor betydning, når noget skal opnås. Da jeg i 1986 skulle løbe tre kilometer med Hanne og vores nabo, havde jeg en overbevisning om, at det var langt, og det var hårdt. Således blev det også. Man får, hvad man forventer! Når jeg dengang havde løbet to kilometer, var jeg mentalt død og skulle kæmpe mig igennem den sidste. Men da jeg begyndte at løbe længere strækninger, var det med andre overbevisninger. Det er sådan, at når min hjerne ved, jeg skal løbe en given strækning, bliver mine tanker og mine overbevisninger reguleret, så jeg ikke bliver træt lige så tidligt i løbet som ellers. Jeg kan nævne to eksempler, som også bliver beskrevet senere i bogen.

I Ultra Marathon Bornholm 2000 løb jeg maraton op og ned ad bakker i silende regnvejr uden at blive ekstremt træt. Min hjerne var indstillet på, at jeg skulle løbe yderligere 57,805 kilometer udover maratondistancen, så maratonløbet blev blot en mellemstation på vej mod det endelige mål.

I februar 2013 løb jeg to maratonløb inden for et døgn! Kan en 54-årig mand på 90 kilo gøre det? Nej … eller jo, gu’ kan han så! Faktisk var løbet på Antarktis ikke specielt hårdt. Men også dette løb er et eksempel på min viljestyrke, idet jeg gennemførte på trods af, at løbet blev afblæst i utide. Jeg kørte nok i dette tilfælde på noget ekstra adrenalin i min iver efter at nå at løbe på et syvende kontinent.

Men når jeg løber, deler jeg løbet op i delmål. Hvert eneste kilometerskilt giver mig en sejr og anledning til indre fest. Jeg tror, det gør løbet noget lettere, end hvis jeg udelukkende fokuserede på det endelige mål. I det tilfælde ville 42 kilometer et sted langt ude i horisonten forekomme at være langt væk

Før og under løbet skaber jeg mig med mine sanser nogle indre billeder, lyde og følelser om min endelige gennemførelse. Det er så attraktivt, at det gør det væsentligt lettere for mig at nå det mål, jeg har sat mig.

Jeg har det sådan, at når jeg har sagt A, vil jeg også sige B. I starten trænede jeg med Hanne uden at sige til nogen, at jeg ville løbe maraton. Men da jeg først havde sagt det, var “kontrakten” skrevet, og der var ingen vej tilbage. Sådan er det også med denne bog! Jeg havde skrevet mere end 100 sider, før jeg sagde det til nogen. Da jeg først fortalte, at jeg var ved at skrive en bog, var min indre “kontrakt” om bogen forseglet.

Fysisk og mental opladning

Jeg har ikke egentlige ritualer omkring forberedelse op til eller lige før mine løb. Men der er nok et vist mønster. Med et vanemenneske som mig ville alt andet også være unaturligt.

Der er naturligvis forskel på opladningen til løb på rejser under fremmede himmelstrøg og de løb, der finder sted lokalt i Danmark. Men fælles er, at der skal være ro på og helst ikke for meget stress. Jeg har ganske vist oplevet stress og jag før løb, for man er jo ikke herre over alt, men jeg forsøger så vidt muligt at undgå det.

Under de store rejser er det også vigtigt for mig at slappe af dagen før løbet. Ofte er det ikke så ligetil, da disse rejser er programsat med et ret hårdt oplevelsesprogram, og jeg vil helst have det hele med, så dagen før selve løbet kan godt være hektisk. Men eksempelvis i Kina er fredagen en rigtig afslapningsdag med opladning, for jeg har efterhånden været på stedet så mange gange, at der ikke længere findes noget i Jixian og omegn, der kan friste mig. Det bliver som regel til en dag med gåture, læsning og tid ved computeren.

På løbsdage vil jeg helt være fremme i god tid. Det giver sig selv på rejserne, hvor alt er programsat, men når jeg selv begiver mig til et løb, skal jeg også sikre, at jeg har sjælen med. For eksempel hvis startnummeret skal afhentes på selve dagen, er det også vigtigt, at der er tid til at gøre det i god ro og orden. Jeg har brug for at være ved startstedet i tilpas tid, så jeg helt afslappet kan få alle de indtryk med, der følger ved sådan et arrangement.

Jeg er ikke den store opvarmer, men gør dog ofte lidt. Med mit adstadige løbstempo bilder jeg mig ind, at jeg varmer op, mens jeg løber. Kloge folk mener sikkert noget andet. Men som det fremgår af denne bog, ligger der ikke videnskab og større strategier bag mine løb.

Når starten går, forsøger jeg at ligge det rigtige sted i feltet, hvilket for mig er ensbetydende med noget tilbage. Jeg synes ikke, det er rart at starte blandt de første og blive “kørt over” på de første kilometer af de hurtigste løbere. Omvendt er det heller ikke optimalt at starte helt bagerst og skulle kæmpe sig forbi løbere, der ikke er så hurtige som mig.

Hvordan og hvorfor gør jeg det?

Køb bogen her.