Man kunne tænke, det ville kræve meget lang tids restitution at komme sig over et løb Bornholm rundt, men det tillod tiden slet ikke, da jeg allerede havde tilmeldt mig et maratonløb i november, længe før jeg havde hørt om 100 kilometerløbet på Bornholm.

 

Arrangørtrioen Dansk Atletik Forbund, Albatros Travel og BT havde ved gallafesten efter første års The Great Wall Marathon kundgjort, at der ville komme endnu et maratonløb på muren. Men derudover lå de ikke på den lade side og havde straks påbegyndt en afsøgning af nye spektakulære rejsemål med indlagt ekstremmaraton.

 

Den 18. april 2000 fik deltagerne fra første års The Great Wall Marathon et brev med overskriften “Præ–offentliggørelse af The Karen Blixen Marathon”. Vi fik hermed mulighed for at tilmelde os løbet før alle andre, idet den egentlige offentliggørelse ville blive bragt i BT 2. påskedag.

 

Den kendte, danske forfatterinde baronesse Karen Blixen flyttede i 1914 til Britisk Østafrika, hvor hun boede til 1931. I mellemtiden havde landet i 1919 skiftet navn til Kenya. Karen Blixen investerede familiens penge i en kaffeplantage med navnet Karen Coffee Company Ltd. og fik i Afrika mulighed for at leve det frie liv, hun havde drømt om. Karen Blixens farm lå på toppen af Ngong Hills, og stedet blev udødeliggjort i hendes bog “Den Afrikanske Farm”. Den helt store offentlighed lærte farmen at kende i filmsuccessen fra 1985, “Out of Africa”, der på dansk kom til at hedde “Mit Afrika”. Meryl Streep og Robert Redford spillede hovedrollerne. Farmen blev i kølvandet på filmsuccesen indrettet til museum og er en af Nairobis største attraktioner. Netop Karen Blixens farm skulle være målet for dette fantastiske løb.

 

 

Løbet blev beskrevet som en enestående rute med start på toppen af Ngong Hills og fortsættelse ned i den vældige østafrikanske gravsænkning, “The Great Rift Valley”, der er en typisk halvtør savanne med akacietræer, antiloper og farvestrålende, stolte masaifolk. Herefter svingede ruten tilbage over Ngong og gennem den grønne forstad, Karen, for at ende på selve farmen. Rutens gennemsnitshøjde lå på 1600–1800 meter over havets overflade, Der var enkelte relativt hårde stigninger og fald, men ruten var ikke beskrevet til at være af samme kaliber som dens kinesiske “søster”.

 

Jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle deltage i denne rejse og i dette fantastiske løb, og eftersom det gjaldt om at være hurtig, bestilte jeg allerede rejsen i foråret. Min søster blev ligeledes begejstret, da hun hørte om turen, så hun ville gerne med som tilskuer. Det endte dog med, at hun fortrød, så jeg besluttede at tage drengene med også på den tur. Rejsen blev bestilt få dage før vores rejse til Kina i 2000, så der stod vi med udsigt til to store fælles rejser inden for et halvt år.

 

Vaccine, en udfordring i sig selv

 

Det er ikke uden risici for en europæer at rejse til Afrika. Både forskellige sygdomme og ikke mindst stik fra malariamyg kan være fatale og ødelægge såvel rejse som helbred. Arrangørerne anbefalede, at vi sikrede os med de nødvendige vacciner, og vi blev rådet til at søge oplysninger, gode råd og vejledning hos egen læge, men kunne også kontakte løbets læge på Rejseklinikken i Ordrup. Jeg fandt det dog hensigtsmæssigt at spare turen til Ordrup og kontaktede derfor min egen læge. Det skulle vise sig at give problemer.

 

Min læge ville nemlig meget gerne vaccinere os, hvis jeg blot oplyste, hvilken vaccine der skulle bestilles hjem. Så der stod jeg med åben mund. Jeg havde ikke forudsætninger for at afgøre, hvilken vaccine der var nødvendig, og jeg bad derfor lægen om at undersøge det for mig. Men det fik jeg intet ud af. Meddelelsen var, at det ikke var en del af den offentlige sygesikring. Jeg gjorde det klart, jeg naturligvis selv betalte, hvad det måtte koste og at jeg til gengæld forventede, at min praktiserede læge ville tage ansvaret. “Så må du blive skuffet i dine forventninger”, lød svaret.

 

Lægen gav mig et telefonnummer, hvor jeg med et tast selv-system kunne blive guidet frem til, hvilken vaccine vi skulle bruge, og jeg var temmelig rystet og målløs. Jeg prøvede med det oplyste telefonnummer, men følte mig på ingen måde tryg ved situationen. Så ringede jeg til seruminstituttet og blev mødt af en meget vred kvinde. Men hun var ikke vred på mig, hun var vred på min læge.

 

Det endte med, at vi alligevel tog turen til Ordrup og fik udsøgt og professionel lægebehandling. Karin og Mogens Rishøj vidste godt, hvad det drejede sig om. Jeg behøver vel næppe at fortælle, at min praktiserende læge efterfølgende blev skiftet ud.

 

Forberedelser til rejsen

 

Jeg havde ikke behov for særlig træning op til dette løb. Efter løbet i Kina i maj og efterfølgende Bornholm rundt i september var det “blot” at holde formen ved lige. Jeg havde ikke mulighed for at træne i varme, men efter to løb i Kinas hede, gjorde det mig ikke urolig. Det lå dog klart, at vi kunne komme ud på endnu et løb under ekstremt varme forhold. Blot en måneds tid før afrejsen forlød det, at Kenya var plaget af en alvorlig tørke, der i visse områder måtte betegnes som katastrofale. Tørken havde tidligere været koncentreret omkring de fjerne, utilgængelige egne, men havde efterhånden også bidt sig fast i det frugtbare centrale højland. Dette gav naturligvis anledning til nogle ekstra overvejelser af såvel moralsk som praktisk karakter omkring løbets afvikling. Arrangørerne fortsatte imidlertid forberedelserne planmæssigt, da rammerne for selve løbet syntes at være i orden.

 

 

I tiden op til rejsen modtog vi løbende forskelligt værdifuldt skriftligt informationsmateriale om vejr, forsikring, væske, helbred, beklædning, mad og rejseforhold m.v. Vi var helt sikkert godt rustet til at tage på denne rejse.

 

København – Amsterdam – Nairobi

 

Onsdag den 1. november midt på eftermiddagen skulle vi mødes i Københavns Lufthavn, sjovt nok ved Karen Blixens Café. Et par timer senere fløj vi med det hollandske flyselskab KLM til Amsterdam og efter et par timers transit videre til Nairobi, hvor vi ankom torsdag morgen klokken 6.00. Det tog blot en halv times tid, før vi var fremme på hotellet og fik serveret morgenkaffe, samtidig med at der blev holdt informationsmøde.

 

Der havde ikke været mange deltagere til årets The Great Wall Marathon, og her viste der sig at være langt færre. Løbet var kun udbudt til danskere, men det var arrangeret således, at lokale løbere kunne deltage. Man håbede, at der ville komme mange lokale løbere, og vi blev advaret mod at tage kampen op mod de hurtige kenyanere. Det blev nærmest betragtet som halsløs gerning. Det blev forsikret, at der ville blive kåret særskilte vindere blandt de danske løbere.

 

For første gang blev der under disse ture arrangeret halvmaraton, og det fristede Steffen så meget, at vi tilmeldte ham under informationsmødet.

 

Wilson Kipketer

 

Som under de tidligere løb var der kendisser med til at skabe fokus om løbet. Betina Aller var igen med, og så var der ikke mindst Wilson Kipketer. Han var på det tidspunkt verdens hurtigste 800−meter løber med verdensmesterskaber, verdensrekorder og en helt aktuel olympisk sølvmedalje til Danmark. Wilson var således kenyaner, men repræsenterede Danmark. Han var ikke med som løber, men som ambassadør og skulle skyde løbet i gang og uddele medaljer ved målstregen, ligesom han skulle deltage i den store gallafest efter løbet.

 

Wilson Kipketer var netop blevet gift med sin danske kæreste, så rejsen til hans hjemland var det nygifte pars bryllupsrejse. Wilsons popularitet var stor, så hans tilstedeværelse i forbindelse med The Karen Blixen Marathon skabte stor mediebevågenhed omkring løbet, og blandt de kenyanske deltagende løbere var seks topløbere fra Wilsons barndomsby Eldoret.

 

Opladning i Kenya

 

Dagene op til løbet var forholdsvis afslappede og gav mulighed for god opladning til søndagens strabadser.

 

 

Dagen før løbet tog vi på inspektionstur og så ruten. Jeg havde hjemmefra fået det indtryk, at dette løb var et såkaldt “normalt” maraton, men her fandt vi ud af, at det var et “ekstremmaraton”. Måske ikke helt i samme klasse som The Great Wall Marathon, men alligevel. Langt hoveddelen af ruten skulle foregå i kuperede, grusede og støvede områder, hvor solen ville bage direkte ned på os, og det i et område hvor man næppe kommer nærmere solen i denne verden.

Ved målstregen så vi selvfølgelig Karen Blixens farm. Jeg skal love for, at hun har sat sit præg på denne lille by. Veje, kirker, hospitaler og skoler m.v. bærer hendes navn. Jeg tror slet ikke, kenyanerne er klar over, at hun hed Blixen. For dem er hun slet og ret Karen.

Efter frokost kørte vi til en nationalpark og så vilde dyr fra en bil med åbent tag. Det var meget betagende og interessant. Dagen blev afsluttet med teknisk møde omkring løbet og dets afvikling. Herefter var der pastamiddag.

 

The Karen Blixen Marathon

 

Søndag den 5. november 2000 tog vi af sted med bus efter morgenmaden. Som halvmaratonløber skulle Steffen med en anden bus, mens Emil fulgtes med mig. Vi havde aftalt, at Mie Fredberg skulle tage sig af Emil, mens vi andre løb.

 

Vi vidste jo, at der ville komme en del kenyanske løbere. Nogle var allerede tilmeldt og flere ville være velkomne. Men det kom bag på alle, at en meget stor gruppe lokale løbere mødte op til start. Vi danskere var klart i undertal i forhold til de lokale løbere, og der var ikke startnumre nok til alle, så de måtte skrives i hånden på papir.

Løbet blev skudt i gang af Wilson Kipketer, og langt de fleste kenyanske løber var væk på rekordtid, mens de fleste danskere startede i et mere moderat tempo. Jeg mærkede hurtigt, at vi var i tyndere luftlag, end jeg nogensinde havde løbet i før. Jeg blev nemlig forpustet, hvilket jeg ellers ikke havde haft tendens til.

Starten gik fra Corner Baridi på Ngong Hills, hvor vejen var belagt med et pænt lag asfalt, og ruten faldt temmelig kraftigt over de første 6 kilometer mod Rift Valley. Faktisk så kraftigt, at man indimellem var nødsaget til at stemme imod.

 

I starten blev jeg også noget forvirret over, hvor langt jeg havde løbet. Der var som altid opsat kilometerskilte, men det skulle vise sig at de slet ikke var til at regne med. Lokale håndværkere havde lavet skiltene, og de havde ikke brugt metalspyd, men havde monteret skiltene på plastikrør, der var ganske umulige at banke ned i den stenhårde jord. Skiltene var blot blevet lagt på jorden dagen før løbet, og resultatet var, at en del skilte manglede, mens andre lå helt tilfældige steder. Jeg blev glad, men også noget skeptisk, da jeg forholdsvis tidligt passerede firekilometerskiltet. Realiteten gik op for mig, da jeg lidt senere kom til trekilometerskiltet. Jeg gjorde op med mig selv, at jeg ikke kunne regne med noget og løb så blot uden denne pejlesnor.

 

 

Efter det kraftige fald drejede vejen skarpt mod højre, og underlaget gik over i primitiv grusvej. De næste 17½ kilometer var vejen ret jævn, bortset fra en god kilometers fald i begyndelsen. Det var en typisk afrikansk grus– og jordvej hen over et stykke savanne med sten af varierende størrelser. Der forekom mindre stigninger og fald undervejs, men ellers var vejen jævn.

 

Det var efterhånden blevet midt på dagen, og solen bagte ned på vores kroppe, der ikke kunne finde skygge nogen steder. Hertil kom det problem, at vi efterhånden var løbet forbi flere forladte væskedepoter uden vand. Det var noget af en nedtur at se depotet i horisonten og herefter komme frem til et øde og tørlagt sted.

 

Her cirka midtvejs i løbet fulgtes jeg med to kvinder, og vi var efterhånden noget tørlagte. Vi var ikke direkte i panik, men som tiden gik uden vand, blev vi noget bekymrede. Endelig kom en jeep imod os med en dansk guide. Han stak hovedet ud ad vinduet og spurgte, om vi var tørstige. Det var et ganske overflødigt spørgsmål, og vi var lettede, da han rakte os flasker med dejligt mineralvand. Grunden til det manglende vand var de mange lokale løbere. De var hjertens velkomne, men arrangørerne var helt uforberedt på antallet, så det gav nogle komplikationer. Vores guide havde måttet køre rundt til supermarkeder og en tankstation for at skaffe de vitale dråber. Steffen fortalte mig efterfølgende, at han og andre halvmaratonløbere, i Ngong City, var blevet bedt af en guide om at løbe ind i et minimarked og tage lige, hvad de ville have at drikke i kølemontren. Ved kassen noterede købmanden sig, hvad der blev taget og fik så efterfølgende betaling af guiden.

 

Efter at have løbet i en nogenlunde tid indtil de 23½ kilometer, begyndte vejen igen at stige kraftigt op ad Ngong Hills på en strækning over cirka to kilometer. Dette var løbets hårdeste punkt. Jeg og mine to medløbere måtte gå, men forsøgte periodevis at powerwalke. Netop på dette sted fik jeg den bedste saltvandsindsprøjtning, jeg kunne få. På vej op fik jeg et tilråb fra en supporterbil. “Steffen er kommet flot i mål”. Hårene rejste sig – jeg var stolt.

 

Efter den hårde stigning gik vejen igennem landbrugsområder over seks kilometer på ujævn asfalt. På det tidspunkt var jeg alene, men fulgtes dog periodevis med andre. Jeg begyndte at småløbe igen, men det viste sig nu, at jeg fik krampe, når jeg løb. Jeg var det kraftigste blevet advaret mod at løbe med kramper og gik derfor i rask tempo det meste af den resterende tur. Indimellem lavede jeg nogle strækøvelser og kunne så løbe lidt derefter.

 

De sidste 11 kilometer foregik på hovedvejen, med god jævn asfalt og med enkelte stigninger undervejs gennem forstaden Karen. Store dele af asfaltvejen var afspærret i venstre side for at holde løberne fri af trafikken. Da jeg var 500 meter før mål, kom Steffen løbende mig i møde med sin medalje om halsen. Det var dagens absolutte højdepunkt, og jeg havde svært ved at holde tårerne tilbage. Ved opløbssvinget kom også Emil, og jeg løb derefter i mål med en søn i hver hånd – en fantastisk oplevelse.

 

Med tiden 5:28 kunne jeg konstatere, at dette løb ikke var i helt samme sværhedsgrad som The Great Wall Marathon. Steffen løb sin halvmaraton på 2:33.

 

I mål blev vi fotograferet med Wilson Kipketer. Dog ikke Emil, der ikke var tryg ved den sorte mand. Steffen fik hans autograf flere gange, og vi fik den begge på vores startnummer.

 

 

Ganske som forventet var det de kenyanske løbere, der gjorde sig bemærket blandt de første løbere i mål. For dem var det også et udstillingsvindue, en chance for at gøre opmærksom på sig selv over for managere, sponsorer og medier. Selvom der kun var løbesko, T–shirt og en medalje at løbe for, fightede de desperat for at vise sig frem. Vinderen blev Nairobi Suleiman Kihagi, der løb sit livs første maraton i tiden 2:25:01. Lige efter ham kom den mere rutinerede John Miaka i tiden 2:25:42. Han var en af løberne fra Wilson Kipketers barndomsby og havde et halvt års tid forinden vundet Madrid Marathon. Hos kvinderne vandt Ruth Kalunba i tiden 2:58:08.

 

Det var dog ikke alle de lokale, der kom lige ærligt i mål. Nummer to hos de mandlige halvmaratonløbere modtog et par løbesko som præmie. Der var ingen tvivl om, at det var en endog meget fin og bekostelig præmie for ham at modtage. Kort tid efter kom den næste løber i mål, og han klagede over, at løberen før ham havde snydt ved at tage bussen et stykke af ruten. Sagen var dog den, at såvel løber som de dyre sko nu var pist forsvundet. Det samme gentog sig da den kvindelige andenplads i halvmaraton kom i mål. Også hun blev anklaget for at have taget bussen. Hun var dog ikke nået væk og nægtede pure at have forbrudt sig mod reglerne, men eftersom flere kunne bevidne hendes tur med bussen, måtte hun frem for at gå hjem med hæder og præmie luske af sted med vanære og bøjet nakke.

 

 

Vi danske løbere blev placeret i en klasse for os selv. Her havde udspillet sig en drabelig kamp om førstepladsen mellem Lars Bak fra Roskilde og debutanten Jørn Pedersen fra Kalundborg.  Lars trak sig sejrrigt ud af den duel i tiden 3:48:09, blot tre sekunder før sin konkurrent. Lars havde også været med i første udgave af The Great Wall Marathon, og han og jeg havde været legekammerater som børn. Desværre blev det sidste gang, jeg løb med Lars, da han nogle år senere mistede livet i en tragisk og meningsløs trafikulykke. Jørn derimod kom jeg efterfølgende til at møde mange gange. Sejren gav i øvrigt Jørn 1.000 kroner på grund af et væddemål om, hvorvidt han ville gennemføre overhovedet. Løbets tredjeplads var så storsindet at give sin præmie, et par Puma–løbesko, til en kenyansk løber, som han mente havde større behov.

 

Hos kvinderne vandt Susanne Bruun i tiden 4:43:09. Der var kun to danske halvmaratonløbere. De kunne således kåres som vindere hos henholdsvis kvinder og mænd. Det var Rikke Skov Jensen og min egen søn Steffen Brandt.

 

Specielt glædeligt var det, da Kim Tang Veje fra Kastrup kom i mål som den næstsidste. Det var tredje gang han stillede op til et maratonløb og første gang, han fuldførte. De to forgæves forsøg var begge The Great Wall Marathon. I alt 18 mænd og 7 kvinder fra Danmark gennemførte det fulde maratonløb.

 

Gallafest med eksotiske retter

 

Efter en hård dag var det tiltrængt bare at slappe af, men det var der slet ikke tid til. Vi kunne lige nå hjem og bade efter løbet, før vi skulle af sted til en meget fin gallafest på et fornemt hotel og med flot optræden. Desværre havde jeg ikke rigtigt appetit. Der var mange eksotiske retter på bordet, såsom zebra, krokodille og antilope, og derudover også mere almindelige sager som kylling, okse, lam, svin og meget mere. Men jeg var træt og havde hverken lyst til maden eller vinen. Jeg smagte dog en enkelt bid af det meste. Det eneste, jeg rigtig kunne nyde, var en kold øl og en kop kaffe.

 

Ved gallafesten var der naturligvis taler, og forskellige personer blev hyldet for deres præstationer – både store som små. Steffen blev også kaldt op til bifald og blev begavet med et BT−dykkerur. Det blev også meddelt, at The Karen Blixen Marathon ville blive gentaget den 4. november året efter, samt at løbskomitéen nu var udvidet med Wilson Kipketer. Men sådan skulle det ikke gå. Løbet blev efterfølgende annonceret, men på grund af manglende tilslutning måtte det aflyses. The Karen Blixen Marathon blev således aldrig gentaget, hvilket var synd og skam, for løbet og rejsen i det hele taget var fantastisk.

 

Efterfølgende blev også et The Great Safari Marathon i Hells Gate, Kenya, annonceret til afvikling 9. november 2002, men af årsager jeg ikke kender, blev løbet ikke til noget. Sådan er det, når kreative tanker arbejder. Ikke alt bliver til virkelighed, og jeg har gennem årene hørt om flere destinationer, der ikke er blevet til realiteter. Blandt andet har et meget spændende løb omkring Victoriavandfaldet været på tegnebrættet. Her skulle løberne have krydset grænsen mellem Zimbabwe og Zambia i et fantastisk område med fabelagtig natur. Dette løb nåede kun til tankerne. Også løb i Ny Guinea og ved Taj Mahal i Indien har været på tegnebrættet uden at blive til noget. Men The Great Safari Marathon er det eneste nye løb, der først er blevet offentliggjort og efterfølgende droppet igen.

 

Også til dette løb havde DR sendt et reportagehold af sted, og det resulterede i et 3½ minutters indslag i forbindelse med Søndags Sporten. Ligeledes udsendte BT også en flot lille avis om løbet efterfølgende.

Efter gallafesten var vi hjemme ved midnatstid, og jeg måtte så i gang med at pakke kufferter, da vi allerede skulle op den efterfølgende morgen klokken 6.

 

Lake Nakuru National Park

 

Hele mandag formiddag foregik i minibus. Det var dagen efter et maratonløb og med kun lidt nattesøvn, så jeg følte mig godt brugt. Heldigvis fik jeg en lille lur i minibussen, så det hjalp lidt på det. Vi skulle oprindeligt have været til Amboseli National Park. Men den megen tørke havde fået nationalparken til at fremstå som en gold ørken uden vildt. Den sidste del af rejsen blev i stedet for nydt i Lake Nakuru National Park i provinsen Rift Valley 140 kilometer nordvest for Nairobi.

 

 

Da vi ankom til nationalparken, blev vi indkvarteret på kønne Lake Nakuru Lodges. Det ligger i smukke omgivelser med en fantastisk udsigt ud over savannen. Man kan opleve, at bavianerne kommer næsten helt op til stedets gæster, men man skal passe på de bæster, for de kan godt være aggressive. En leopard kan også finde på at nærme sig lodgen om natten, ligesom man vil kunne høre løvebrøl efter mørkets frembrud.

 

 

Vi fik anvist vores værelse og fik en god frokost. Bagefter fik vi pakket lidt ud, inden vi mødtes med vores gruppe midt på eftermiddagen. Her fik vi en orientering om savannen, stedet og dyrene af Søren Rasmussen fra Albatros Travel. Han er uddannet biolog og er et levende leksikon med sin viden.

 

 

Lake Nakuru National Park er ikke en park i den forstand, vi kender fra Danmark. Det er ikke et “friseret” område med gartnere. Her hersker naturen på sine egne præmisser. Parken er på 18.000 hektar og er indhegnet hele vejen rundt. Kun få nationalparker i Kenya er helt indhegnede, men denne er det af forskellige praktiske hensyn, idet parken ligger nær beboede områder. Før den blev indhegnet, var der en evig konflikt mellem dyrene og de nærboende bønder. Indhegningen gør samtidig også livet noget mere besværligt for krybskytter. Blandt andet er næsehornet det mest truede dyr i området, alene på grund af dets horn. Krybskytter dræber dyret, skærer hornene af og lader kadaveret ligge. Hornene fra et næsehorn kan indbringe op imod en million kroner i slutpris. Selvom parken er lukket forhindrer det dog ikke gazeller, aber og leoparder i at forcere hegnet, ligesom fuglene naturligvis har deres frihed. Man har valgt at holde elefanter uden for parken, da den er alt for lille. En elefantbestand kræver meget plads – langt mere, end parken kan rumme. Alene en elefants daglig foderbehov ville gøre kål på parkens vegetation og rasere områdets træer.

 

 

Der er god justits i området, hvor parkbetjente kører rundt og kontrollerer, at ingen er i området uden gyldig billet, og at ingen begiver sig uden for bilerne eller på anden måde forbryder sig mod parkens regler.

 

 

Vi brugte eftermiddagen på safari, og det var utroligt spændende. Vi så bl.a. zebraer, antiloper, næsehorn, aber, giraffer, diverse fugle, løver, leoparder, geparder, strudse, pelikaner, gazeller, gnuer, sjakaler, vortesvin og bøfler. Men mest imponerende var det nok at se ud over søbredden. Her var fuldstændigt lyserødt, så langt øjet rakte. Det viste sig at være flamingoer. Søren fortalte, at der kunne være op til flere millioner eksemplarer.

 

Efter hjemkomsten og et godt aftensmåltid, var der underholdning med dans og sang af lokale artister.

 

Tirsdag stod vi tidligt op. Denne gang for at opleve en morgensafari. Vi så de samme dyr som dagen før, men det var en helt anderledes oplevelse at se dem i morgendiset. Det var også sjovt at opleve, hvordan nætterne og morgenerne var kølige fornøjelser, så vi måtte tage lange bukser og sweatshirts på.

 

 

Senere samme dag tog vi helt op på toppen af parkens højeste bjerg, hvor der var den mest betagende udsigt ud over søen og de grønne områder. På dette tidspunkt var netop denne park måske det grønneste sted i Kenya. Ved bjergets klippekant så vi bjerggrævlinge meget tæt på.

 

På vej tilbage til lodgen, så vi en fiskeørn snuppe en flamingo i søen. Ørnen begyndte at fortære flamingoen, mens den stadig var i live, og flamingoen lå og vippede med hovedet, mens ørnen holdt den fast med kløerne og hakkede lunser ud med næbet. Efter nogen tid blev øjnene hakket ud, hvorefter ørnen flåede hovedet af flamingoen, mens benene stadig sprællede. Det var en lektion i en både barsk, men også meget spændende, natur.

 

 

Dagen efter var vi igen med på morgensafari. Denne morgen oplevede vi ikke helt så mange dyr som dagen før, men det var betagende alligevel. Morgendisen, vegetationen og de vilde dyr, samt ikke mindst duften fra savannens planter var en oplevelse i sig selv. Ved søen var der lige så mange flamingoer som de tidligere dage, men denne gang lå de ikke alle rundt ved søbredden. I stedet var der flamingoer fordelt over hele søen. Der var også en masse pelikaner, og midt i det hele, ved vandkanten, stod en vandbuk. Efter et par timers safari, var vi tilbage i Lake Nakuru Lodges og spiste morgenmad, før vi pakkede kufferterne for sidste gang og forlod parken efter et par oplevelsesrige dage.

 

Hjemrejsen

 

På turen tilbage mod Nairobi standsede vi ved Lake Elementaita Lodge. Også her var fantastisk smukt og idyllisk med udsigt ud over savanne, sø og bjerge. Vi havde fem timer på lodgen og dermed mulighed for at gå ture i den smukke natur, nyde swimmingpoolen, køre med oksekærre, ride på heste eller se på strudsefarm. Vi fik en rigtig god frokost i det grønne, hvor hele frokostarrangementet var flyttet ud på en græsplæne. Her stod kokken og tilberedte kylling og lam, samt spaghetti og diverse andre lune retter med tilbehør af salater og en mængde desserter.

 

Efter frokosten var der stor interesse for at se CNN, for alle ønskede at se resultatet af det amerikanske præsidentvalg. Men der var ikke noget endeligt resultat. Der var optalt 98 % af stemmerne med 49 % til Al Gore og 48 % til George Bush. Vi måtte således vente med resultatet til senere. Og det skulle vise sig at blive meget senere. Faktisk gik der mere end en måned, før den amerikanske højesteret afgjorde, at kandidaten med færrest stemmer skulle have sejren. Demokrati kan tolkes på flere måder.

 

Hjemrejsen blev lang med ventetid i Nairobis lufthavn og transit i Amsterdam, før vi nåede tilbage til København torsdag formiddag den 9. november. Vi kom hjem til et land i sorg og en forestående begravelse i vores hjemby. Dronning Ingrid var afgået ved døden under vores rejse til Afrika.

 

The Karen Blixen Marathon og turen til Kenya var en fantastisk rejse og i sandhed det, man kalder aktiv ferie. En tur som jeg aldrig vil glemme, men altid vil mindes med stor fornøjelse og glæde. Havde jeg haft lidt dårlig samvittighed på forhånd over at tage børnene ud af skolen i en uge, så var den helt væk efter rejsen. Mine drenge kunne sagtens klare at miste en uges almindelig undervisning. Hvad de lærte om Afrika i den uge, ville de aldrig komme til at lære på ti års skolegang i den danske folkeskole.

 

Køb bogen her.