Triatlon på kort distance
KMD Challenge Copenhagen har i nogle år været den helt store triatlonbegivenhed i Danmark. I 2013 fik kongedistancen det “blå stempel” med navneændringen KMD Ironman Copenhagen. I 2012 deltog jeg i den korte distance 4:18:4, der står for 400 meters svømning, 18 kilometers cykling og 4 kilometers løb.
Gevinst
Årsagen til min deltagelse var en gevinst. I april havde jeg deltaget jeg i Roskilde TRI´s IRT og havde der vundet et startnummer til årets KMD 4:18:4.
IRT
IRT er kort og godt tri stavet bagfra, og det giver mening. De tre discipliner bliver nemlig afviklet i modsat rækkefølge. Her gælder det ikke om at vinde, men om at være med. Det er klubbens sæsonafslutning, hvor hele familien kan deltage. Først når alle løbere er kommet i mål, begynder deltagerne at cykle. Det samme gælder efterfølgende for svømningen. Der er således ikke nogen skiftezone, hvor det gælder om at være hurtig. Det hele bliver afsluttet med kaffe og hjemmebagt kage. Her uddeles også præmier, ikke for præstationer, men ved simpel lodtrækning blandt deltagerne. Præmierne er sponsorerede, og jeg vandt årets sidste lodtrækningspræmie, der altså var et startnummer til KMD 4:18:4 den 10. august.
Løbet foregik ved Amager Strandpark, og Karin og vores plejesøn, Nick, tog med. Vi kom i god tid for at få en parkeringsplads og finde os tilrette på pladsen i ro
og mag.
Blandt en klump af svømmere
De første atleter skulle i vandet klokken 18.00. Jeg holdt mig til for at være blandt de første, så jeg ikke skulle stå og fryse, og vi kunne komme hjem igen, inden det blev alt for sent. Med tre minutters interval blev 50 atleter ad gangen nu sendt af sted. Jeg kom med den anden eller tredje gruppe og var nok lidt for ivrig, idet jeg kom til at ligge midt i gruppen. Med min styrke skulle jeg nok have sikret mig at ligge blandt de bagerste. Der skete det, at jeg næsten blev kørt over. Flere gange blev jeg ramt af andre atleters arme og ben. Blandt andet fik jeg et slag i ansigtet.
Totalt flad
Min svømning gik rimeligt i begyndelsen, og jeg skiftede mellem crawl og brystsvømning. Vi skulle ud og runde to punkter, inden vi skulle tilbage til land. Da jeg nåede andet punkt, slap alle mine kræfter op fra det ene sekund til det andet. Jeg følte mig som en bold, der punkterede. Jeg havde ikke kræfter til svømme på nogen måde. Et forsøg på at lægge mig på ryggen gav ligeledes problemer.
Som anvist fra arrangørerne påkaldte jeg en nærliggende sikkerhedskajak. En kvindelig atlet tilbød også at bjerge mig i land, men det afviste jeg. I stedet hægtede jeg mig fast til kajakken et par minutter, hvorefter jeg var klar til at svømme videre.
Måske blot 50 meter fra land fik jeg igen problemer. Igen kaldte jeg på en sikkerhedskajak, men roeren havde så travlt med at nyde det gode vejr, at hans fokus slet ikke var på atleterne i vandet. Da det endelig gik op for ham, at der var en opgave, var jeg så tæt på land, at jeg rystede på hovedet af ham og klarede de sidste meter ved egen kraft.
Blodigt spyt
Da jeg kom i land, hostede jeg ustandseligt og spyttede blod. Det føltes, som om der var sandpapir i halsen, og det var temmeligt ubehageligt. Mens jeg hostede og spyttede, gik jeg op til min cykel, hvor jeg fik våddragten af og kom op på cyklen. Skiftet tog temmelig lang tid.
God cykling – elendigt løb
Cykeldelen af det hele gik rigtigt godt. Jeg kørte stadig og hostede, ligesom jeg til stadighed spyttede blodrødt slim ud. Men til gengæld lykkedes løbet slet ikke. Jeg havde absolut ingen kræfter. Jeg skiftevis løb nogle få hundrede meter og gik så et langt stykke. De fire kilometer tog i alt 29:30, hvilket var uhørt langsomt.
Min samlede tid blev 1:34:15. På trods af irritationen i halsen fejlede min appetit intet, så vi fik et godt måltid med vin på en af Amagers restauranter, inden vi kørte hjem til Roskilde.
Ingen alvorlig skade
De næste dage havde jeg fortsat en følelse af at have sandpapir i halsen, så for en sikkerheds skyld gik jeg til tjek hos lægen. Der var intet foruroligende, og snart efter var jeg tilbage på normalt niveau.
Køb bogen her.
