Igen maratonløb to søndage i træk

 

Jeg havde planlagt at løbe maratonløb to søndage i træk, for jeg mente jo ikke, det var noget problem. Jeg havde gjort det i maj, og jeg havde også tidligere løbet ultraløb. Man kan, hvad man vil, og hvad man ikke har i benene, må man have i hovedet! Der kan være mange gode forklaringer på at kaste sig ud i alverdens ting. Men krop og sind påvirker hinanden, og man kan ikke snyde. Jeg gjorde en lære ved The Big Five Marathon i 2005 − og igen i september 2010.

 

Indhentning af det forsømte

 

I årene 2006 til 2009 havde jeg holdt lav profil med hensyn til maratonløb. I en toårig periode løb jeg blot tre løb i Kina uden at løbe andre imellem disse. Men i 2010 skulle den have fuld skrue igen. Det blev til to hårde halvmaratonløb, seks maratonløb og en triatlon. Og det var så også min agt at løbe yderligere et maratonløb. Det blev imidlertid ikke til noget, og jeg burde nok også have sprunget årets sidste løb over.

 

Det var ikke så mærkeligt, da jeg kom træt hjem fra maratonløbet i Odense. Det var ikke usædvanligt i sig selv, og dagen efter havde jeg det egentligt udmærket. Men den efterfølgende dag, tirsdag den 21. september, blev skelsættende.

 

Svimmelhed

 

Den dag havde jeg en hel dags arbejdsopgave hos en klient i København, og når jeg i løbet af dagen rejste mig fra kontorstolen, følte jeg mig en anelse svimmel. Det var ikke voldsomt, og jeg registrerede det blot med undren. Men da jeg kørte hjem til aften, blev jeg pludselig meget svimmel i bilen. Det føltes, som om hele verden drejede rundt. Jeg måtte køre ind til siden og slappe lidt af, før jeg forsigtigt kørte videre. Det skete igen, men jeg kom dog hjem i god behold.

 

Derhjemme gik jeg straks i seng, og her blev svimmelheden blot værre. Selvom jeg lå ned, snurrede alt rundt. Det mindede mig om, da jeg i min barndom hang fast på legepladsens karrusel, mens de store børn snurrede den hurtigere og hurtigere rundt.

 

Virus på balancenerven

 

Næste dag var ikke bedre. Jeg vidste slet ikke, hvad dette var og frygtede og bekymrede mig for min fremtid både arbejdsmæssigt og løbemæssigt. Jeg havde en enkelt arbejdsopgave, der bare skulle udføres den dag. Det var et brev på en enkelt A4−side, der skulle skrives. Men det var mig næsten umuligt at udføre denne lille opgave. Jeg måtte skrive brevet i små bidder hen over hele dagen, og jeg kunne næsten ikke se på skærmen, hvad jeg havde skrevet. Da Karin kom hjem, måtte hun læse korrektur, før jeg turde printe brevet og sende det.

 

Jeg fik en aftale hos min læge, samt en henvisning til ørelæge. Min læge mente, jeg havde en virus på balancenerven, hvilket er en ret sjælden sygdom. Den skyldes en virusinfektion i selve balancenerven, som har ansvar for at sende balancesignaler fra det indre øre til hjernen. Balancenerven lammes kort og godt på grund af infektionen. Jeg fik at vide, at svimmelheden kunne vare i mange uger, så jeg var meget urolig ved situationen.

 

Besøg hos ørelæge

 

Lokalt kunne jeg ikke få tid hos en ørelæge i en overskuelig fremtid, men det lykkedes mig at få en tid i Hvidovre den efterfølgende mandag. Nogle dage efter konsultationen hos ørelægen, begyndte svimmelheden at aftage, og da jeg mødte op til kontrolkonsultation, var svimmelheden stort set væk, og jeg kunne selv køre dertil i bil. Ørelægen afviste nu, at det kunne have været virus på balancenerven. I givet fald ville svimmelheden være fortsat i en længere periode. Det bedste bud var, at min krop havde sagt stop på grund af stress.

 

Hvis du ikke vil høre, må du føle

 

Men det hele gav mening for mig. Jeg havde besluttet at løbe maratonløb to søndage i træk. Min krop havde sikkert sendt mig signaler om at lade være, men dem havde jeg overhørt. Et gammelt dansk mundheld lyder: “Hvis du ikke vil høre, må du føle”. Jeg kom til at føle i efteråret 2010.

 

Køb bogen her.