Langtidsskadet

Skrevet 6. april 2016

Øm hæl

 

De første par uger efter turen til Amsterdam skulle jeg ikke ud at løbe. Jeg var træt, flad, groggy og havde brug for en periodes restitution. Efter et par uger mærkede jeg en lille ømhed i min højre hæl. I starten kun når jeg stod op om morgenen og gik rundt inden døre. Det var ikke en egentlig smerte, men en ømhed, som jeg gerne ville af med, og som jeg frygtede ville udvikle sig. Jeg forsøgte at løbe nogle gange. I starten gav det ikke udslag i min ømme hæl, men efter nogle ture kunne jeg mærke, at det nok ikke ville være godt at løbe.

 

Chockwave

 

Jeg begyndte nu at gå til fysioterapeut, der efter et par behandlinger gik over til chockwave, der er en radial chokbølgebehandling. I behandlingen benyttes et apparat, som udsender en serie af højenergiske chokbølger mod de området, der skal behandles. En chokbølge er en rent mekanisk bølge og ikke en elektrisk behandlingsform.

 

Behandlingen fører til en betændelseslignende reaktion i det behandlede væv. Kroppen
reagerer ved at øge blodcirkulationen og stofskiftet i området, hvilket stimulerer og
accelererer kroppens egne reparationsprocesser. Chokbølgerne nedbryder således det skadede
væv, som erstattes af nyt friskt væv.

 

Fitnesscenter

 

Efterhånden var vi kommet til 2011, og jeg havde ikke dyrket sport i nogle måneder. Jeg begyndte at blive bekymret for det kommende løb i Kina. Ville jeg mon være fri for skader og ville min fysik kunne klare løbet uden træning? Jeg begyndte at gå i fitness, hvor jeg spinnede og styrketrænede.

 

Sideløbende med fysioterapi gik jeg til kranio−sakralterapi. Jeg kunne ikke sidde med hænderne i skødet og måtte gøre, hvad der kunne gøres for at blive klar til min forårsklassiker.

 

Idrætslæge

 

Mine i øvrigt ganske udmærkede terapeuters behandlinger havde i dette tilfælde ingen virkning, hvorfor jeg søgte alternative muligheder. Jeg fandt en privat idrætsklinik, hvor ejeren var læge for Lyngby Boldklub. Han konstaterede, at jeg havde en senevedhæftningsskade. Jeg fik forklaret, at det ikke var en hælespore, men at det var noget i den familie. Der var absolut håb forude, og jeg blev forsikret, at jeg nok skulle komme ud og løbe igen.

 

Også idrætslægen gav mig chockwave, men med et andet og kraftigere udstyr, og jeg kunne godt mærke forskel, da denne behandling var forbundet med lidt smerte. Samtidig anbefalede lægen mig at få nye specieldesignede indlæg til løbeskoene, hvilket jeg så fik fremstillet. En tid syntes jeg, det gik bedre, men så røg det tilbage til den tidligere tilstand. Efter syv behandlinger blev lægen og jeg enige om, at det ikke var den korrekte behandling for mig.

 

Akupunktur

 

Sideløbende med chockwave havde jeg også konsulteret en kinesisk læge, der behandlede mig med akupunktur og gav mig forslag til en ændret kost. Selvom hælskaden ikke umiddelbart blev helet, gik jeg hos hende i det meste af et år, da jeg fandt, at hendes behandlinger var gunstige for mit generelle velvære.

 

Ingen plan B

 

Desværre gik skaden ikke bare sådan lige over. Jeg havde ingen plan B, men var blot besat af at gennemføre The Great Wall Marathon for enhver pris.

 

Den 21. april løb jeg for første gang dette år, og det var hårdt, selvom det kun var en tur på fem kilometer. Inden for den næste halvanden uges tid kom jeg op på 24 kilometer. Det var fortsat hårdt og tog lang tid. Men det hjalp på min selvtillid, at jeg kunne løbe så langt.

 

Jeg var ude på en længere tur 13 dage før løbet, men efter 13 kilometer begyndte det at gøre ondt i hælen igen. Nu ville jeg ikke udfordre skæbnen mere. Jeg gik hjem og valgte ikke at løbe en meter mere før den store dag. Håbet var der, men jeg var dybt bekymret.

 

Køb bogen her.

Dansk forside