Løb for Livets Marathon 2010

Skrevet 27. januar 2016

Hjemmebane

 

Under Rudersdal Marathon havde Jan Marott Behrens fra Løb for Livet fortalt om sit eget og tre andres projekt med 12 maratonløb på 12 måneder. Han havde så hørt, at der var løbere, der gennemførte 100 maratonløb på et år, men deres egen målsætning som motionsløbere var stadig et stort mål. De valgte nu, at et af de 12 løb skulle foregå på hjemmebane, og de ville arrangere et Løb for Livets Marathon, der skulle blive Roskildes første, sidste og eneste af slagsen. Sandt nok blev det byens første maratonløb, men om det bliver det sidste og eneste, er ingen herre over.

 

Ildsjælen Jan

 

Løb for Livet er stiftet af Jan, der gennem alle årene har været formand for klubben. Jan er en ildsjæl, der gør en stor indsats for motionsløb i Roskilde. Han har i den anledning modtaget flere priser.

 

Folkeparken´s motionsløb Juli 09. 084

 

Byens motionsløb

 

Den anden søndag i januar 1997 afholdt Løb for Livet sit første motionsløb i Folkeparken i Roskilde. Det har man så gjort hver måned lige siden, og der er således løbet mere end 200 løb. Det foregår altid den anden søndag i måneden klokken ti. I august ligger løbet dog den tredje søndag for at give plads til et andet arrangement ugen før.

 

Folkeparken´s motionsløb Juli 09. 042

 

Det koster ti kroner at deltage i motionsløbet. Så kan alle være med, og storfamilien kan være fælles om noget uden de helt store omkostninger. Der løbes en strækning på godt 1,6 kilometer i parken, og det er op til den enkelte, om man vil løbe mellem en og fem runder, altså op til godt otte kilometer. Efter løbet er der vand, saftevand og mange lodtrækningspræmier. Med det lave startgebyr er der selvsagt ikke økonomi i løbet. Lodtrækningspræmierne er sponsorgaver, og Jan får det hele til at løbe rundt for små midler.

 

Festlige arrangementer

 

Nogle gange om året sker der noget specielt. I starten af året er der eksempelvis “Fastelavnsløbet”, hvor udklædte løbere får et slag på tønden. Til april hedder det “Aprilsnarløbet”, hvor der drives gæk med løberne, og selvfølgelig er der “Nissehueløb” i december. Festligt ser det ud, når flere hundrede løbere stiller op med hver deres røde hue.

 

Folkeparken´s motionsløb Juli 09. 073

 

Ved motionsløbets start deltog kun ganske få, men med årene er det vokset. Det er således ikke ualmindeligt, at flere hundrede roskildensere deltager. Her kan man finde løbere fordelt på tre generationer, der er sammen om noget socialt til alles glæde og fornøjelse.

 

Træning

 

Tirsdag og torsdag aften træner klubben. Man mødes i Jans carport og løber så ad fastlagte ruter. Alle er velkomne, og der er ingen medlemspligt. Klubben har intet kontingent, så igen er der ingen økonomi. Også efter træningen er der vand og saft til alle, og indimellem byder Jan på et stykke chokolade, han har fået sponseret.

 

Slagsang

 

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Løb for Livet ved 5 Tårns Marathon i 2002. Jan og flere af de andre løbere kendte jeg fra bybilledet hjemme. Det var festligt at se og høre disse glade mennesker løbe halvmaraton. De løb i ens hvide trøjer med klublogo, og Jan løb med et flag i vejret, mens de sang deres slagsang på melodien “Side By Side”, der lyder sådan her:

 

Vi er klubben, der løber for livet

Vi hjælper hinanden hele tiden

Vi står sammen i flok

Vi løber sgu´ godt

Side – by – side

Løb for livet

 

Intimt løb uden omkostninger

 

Selvfølgelig skulle jeg løbe maraton i min hjemby og tilmeldte mig straks. Løbet skulle være intimt og derfor ikke med mange løbere. Deltagerantallet var sat til 100, så man skulle være hurtig for at få et startnummer. Som det er typisk for Jan, skulle der ikke være økonomi i løbet, og det skulle være gratis at deltage. Men der var dog omkostninger forbundet med arrangementet, så Jan fik Sydbank til at sponsorere 100 kroner pr. deltager. For at undgå, at folk tilmeldte sig og efterfølgende blev væk, skulle der betales 100 kroner ved tilmeldingen. Beløbet ville så blive tilbagebetalt i Sydbanks telt i startområdet. Naturligvis havde Jan også sikret sponsorater i form af frugt og saft.

 

Folkeparken´s motionsløb Juli 09. 083

 

Ruten ved Folkeparken

 

Løb for Livets Marathon blev afviklet søndag den 7. marts 2010. Løbets motto var: Folkeparkens motionsløb – bare lidt længere. Starten gik fra Louisevej ved Folkeparken, samme sted som starten for det månedlige motionsløb.

 

Folkeparken´s motionsløb Juli 09. 024

 

Ruten var lagt gennem Folkeparken, ud på Kong Valdemarsvej, op ad Frederiksborgvej og hen ad Dronning Margrethes Vej, hvorefter man igen skulle komme til Louisevej. Denne rute skulle gennemføres ti gange. På dagen var der dog en del sne og frost, så det blev skønnet farligt at løbe ruten i Folkeparken. Da man ikke ønskede, at denne festlige lejlighed skulle give skader, blev løbet i sidste øjeblik lagt om. Ruten i Folkeparken blev afkortet, og til gengæld skulle der løbes 13 omgange.

 

Folkeparken´s motionsløb Juli 09. 111

 

Frederiksborgvejbakken

 

Løbet var et socialmaraton med fartgrupper til sluttider på 4:00, 4:30 og 5:00, og jeg valgte at tilmelde mig den sidste gruppe. Det gik rigtigt godt for mig i lang tid. Naturligvis gik det fint ned ad Kong Valdemarsvej, mens der skulle bruges lidt kræfter op ad Frederiksborgvej. Sidstnævnte stykke gik også fint i starten, men efterhånden blev det lidt mere anstrengende, og de sidste par omgange op ad bakken måtte jeg desværre gå. Jeg havde håbet på at kunne løbe hele vejen. Gruppen blev splittet lidt til sidst, og min egen officielle tid blev fem timer, men jeg var vist lidt længere tid om det.

 

Folkeparken´s motionsløb Juli 09. 014

 

Ikke alle 100 tilmeldte løbere stillede op. Omkring 70 gennemførte, mens otte udgik. Som altid, når Løb for Livet og Jan Marott Behrens arrangerer noget, blev også dette løb velgennemført. Jan løb ved denne lejlighed selv et af sine 12 maratonløb, så det var undtagelsesvis ikke ham, der stod i Folkeparkens målområde. Her sørgede andre for, at løberne under løbet fik udsøgt forplejning med blandt andet vand, saft og chokoladekage. Pølsevognen “Hos Inge” holdt dagen igennem i målområdet, så tilskuere og løbere i mål kunne få stillet sulten. Det blev Roskildes første maratonløb, men jeg håber ikke, at det bliver det sidste.

 

Folkeparken´s motionsløb Juli 09. 085

 

Køb bogen her.

Dansk forside