Ikke så ligetil

 

Efter mit første storbymaraton i Berlin 1999 havde jeg fået blod på tanden til at prøve et andet af de store og berømte løb. Elisabeth boede på det tidspunkt i hjertet af London, blot et stenkast fra Hyde Park, og i juleferien 1999 løb jeg mange ture i parken og fik lyst til at løbe mit næste maraton i denne store by. Det skulle dog vise sig at være vanskeligere end som så.

 

Mit ønske var at bo hos Elisabeth og tage et billigt fly til England. Jeg manglede så kun startnummeret, men netop denne mangel blev den helt store udfordring.

 

Det var inden for rækkevidde at løbe London Marathon, hvis jeg købte en færdig og dyr pakke med fly og hotel gennem et rejseselskab. Muligheden var der også, hvis jeg gennem mit løb kunne skaffe penge til godgørende formål. Men ingen af disse dele lå inden for mine muligheder og ønsker.

 

Begrænset deltagerantal

 

London Marathon blev første gang afviklet i 1981 og har siden udviklet sig til et af verdens største og mest berømte af sin slags. Interessen for løbet er enorm. Hvis byen kunne rumme det, ville flere end 100.000 løbere stille op, men det er der slet ikke kapacitet til. Knap 40.000 startnumre udstedes, og mange går forgæves. Der er meget begrænset løssalg af startnumre og foretages årligt en lodtrækning mellem tilmeldte løbere. Det kræver stort held at komme igennem.

 

Lodtrækning

 

Jeg besluttede i 2000 at forsøge at købe et startnummer og undersøgte mulighederne. Det viste sig, at der var to lodtrækningssystemer. Et for bosiddende i Storbritannien og et for bosiddende uden for landet, men jeg benyttede mig af muligheden for at skrive mig op på begge lister, da jeg kunne benytte Elisabeths bopæl som c/o adresse. Særligt fordi vi på det tidspunkt havde samme efternavn. Ved det britiske system skulle man vedlægge en check, og man kunne med et kryds i en rubrik vælge at donere beløbet til godgørenhed, hvis man ikke blev udtrukket. I så fald vil man deltage i endnu en lodtrækningspulje. Jeg valgte at benytte mig af den mulighed og var dermed potentielt med i tre lodtrækninger. Men det gik som forventet. Jeg fik ikke startnummer i 2000. Til gengæld modtog jeg en polotrøje med løbets logo for det beløb, jeg havde doneret.

 

Dette gentog sig i de efterfølgende år, 2001, 2002 og 2003. Jeg begyndte efterhånden at håbe, eftersom jeg havde hørt, at man var sikker på startnummer, hvis man fem år i træk ikke var kommet igennem lodtrækningens nåleøje. Men så lang tid kom der dog ikke til at gå.

 

Fra glæde til frustration til lettelse

 

I starten af 2004 ringede Elisabeth og fortalte, at jeg havde modtaget et brev på hendes adresse, og jeg bad hende om at åbne det med det samme. Brevet lykønskede mig med at have fået startnummer til London Marathon den 18. april 2004. Naturligvis blev jeg glad, men glæden afløstes snart af frustration. Netop den weekend skulle jeg deltage i undervisning i forbindelse med min NLP−uddannelse. Alternativet ville være, at min uddannelse blev forsinket et år. Der var vel i virkeligheden ikke noget stort dilemma, eftersom jeg ikke var i tvivl om uddannelsens betydning. Men ærgrelsen over ikke at kunne komme til London var stor. Da jeg efterfølgende selv modtog brevet og kunne nærlæse det, blev jeg lettet. Det var muligt at indsende en kupon og bede om overførsel af startnummeret til det efterfølgende år. Her kunne jeg godt deltage, så kuponen blev udfyldt og sendt til England.

 

Fællesspisning og gæstfri overnatning

 

Fredag den 15. april 2005 ved aftenstid tog Karin og jeg med det daværende Maersk Air fra Københavns Lufthavn til Gatwick, hvor Elisabeth tog imod os. Hun var i mellemtiden flyttet til St. Michaels i grevskabet Surrey lidt syd for London. Vi beværtet med god mad og lidt til halsen i hendes nye og smukke omgivelser, før det blev tid til at gå til ro.

 

En dag i det indre London

 

Lørdag tog Karin og jeg ind til London for at hente mit startnummer og gå på bytur. Elisabeth kørte os til stationen hvorfra vi let tog toget til London og videre til Excel Exhibition Center ved Royal Victoria Dock, der er den største af tre moler i området Royal Docks i det østlige London. Her fik jeg udleveret startnummer, og vi gav os god tid til at se den store udstilling med alt, hvad hjertet kunne begære inden for løbesporten. Resten af dagen gik med sightseeing og shopping i det indre London, og ved aftenstid stødte Elisabeth til. Sammen gik vi ud og spiste, inden vi tog hjem til en tiltrængt søvn i St. Michaels.

 

Byen emmede af løb

 

Søndag den 17. april var det tid til jubilæumsløbet, den 25. udgave af London Marathon. Også denne dag kørte Elisabeth os til stationen efter morgenmaden, og vi tog nu til det store løb. Den dag skulle vi ikke løse billet til undergrundsbanen, der var gratis i anledning af løbet. Dette var nok ikke alene en gestus til løberne, men sikkert også en praktisk foranstaltning. Ikke overraskende myldrede det med mennesker i sportstøj overalt. Tog og undergrundsbane var stoppet til randen, og veje var lukket for at gøre plads til løbet.

 

Startområdet lå ved Blackheath Station. Ikke alle skulle starte samme sted og til samme tid, men snart ville vi komme ind på samme rute. Med startnummer 22244 var jeg i blå startgruppe med start fra Shooters Hill Road. Her var vi igen opdelt i startgrupper i forhold til forventet sluttid. Selvsagt var jeg ikke i hurtigste gruppe, så jeg fandt ned i gruppe 8, hvor jeg var tilmeldt.

 

Fantasifulde løbere

 

Det var en behagelig forårsformiddag med glade mennesker overalt. I startområdet var der rig mulighed for at få noget at drikke og klare eventuelle toiletbesøg, så løberne var helt klar til løbet. Det var sjovt og interessant at se de mange festlige og fantasifulde løbere, der var mødt op. Som jeg tidligere havde oplevet i Berlin, var kreativiteten fantastisk. Ikke mindst de løbere, der samlede penge ind til gode formål, markerede sig med særpræget påklædning.

 

 

Løbet

 

Klokken 9.25 gik starten for min gruppe. At starte blandt de bagerste i en meget stor gruppe gør, at man ikke komme op i løb lige med det samme, men det gjorde nu ikke noget. Det var helt fint at spare på kræfterne. Der blev brug for dem senere.

 

Efter omkring fem kilometer var vi på den egentlige rute, hvor alle løbere blev flettet ind fra de tre startsteder. Nu gik det gennem den store by med glade og jublende mennesker overalt. Der var liv og stemning dagen igennem. Ruten startede øst for Greenwich på sydsiden af Themsen og fulgte i princippet floden først på sydsiden og derefter på nordsiden. Floden krydsede vi på den berømte Tower Bridge knapt halvvejs i løbet. Målet var på The Mall med ryggen til Buckingham Palace.

 

Forplejning var der rigeligt af. Mod slutningen af løbet fik jeg et alternativt og fristende tilbud, da en tilskuer rakte en dåseøl frem til mig. Vand havde jeg efterhånden fået nok af, men jeg valgte dog alligevel klogelig at vente med promillerne til senere.

 

 

Hallo – hvor er du?

 

Glad og i god behold kom jeg i mål i tiden 5:22:37, tre timer og et kvarter efter løbets vinder. Næste opgave var nu at finde Karin. Det var problematisk at få telefonkontakt, eftersom telefonnettet var overbelastet, og så var det lige med at få forklaret, hvor vi hver især opholdt os i forhold til hinanden. Men det lykkedes, og Elisabeth, der op ad dagen også var taget ind til byen, stødte senere til.

 

På vej mod togstationen begyndte jeg at fryse voldsomt. Jeg var sikkert blevet tappet for energi, men så var det jo godt, at vi var i London med de mange pubber. Vi satte os ind et sted og fik noget, der var lidt stærkere end energidrik. Her kom jeg til kræfter, og vi kunne nu drage hjemad. Men det kom til at give os uforudsete problemer.

 

Hjemtur med forhindringer

 

På London Victoria Station skulle vi med toget mod East Grindstead. Der var mange mennesker, og tingene var lidt kaotiske, men vi fandt ind i det rigtige tog, som var klart og tydeligt markeret med skilte på perronen.

 

Der gik dog ikke lang tid, før Elisabeth blev utryg ved den vej, toget kørte. Noget virkede helt forkert. Det endte med, at vi stod af på en station ved en lille “søvnig” by. Her stod vi så, følte vi, uden for lands lov og ret og vidste hverken fra eller til. På perronen fandt vi dog et telefonnummer til et togselskab, som vi ringede til, men de havde intet med vores tog at gøre, og det var jo ikke den medarbejders problem, at vi var strandet et mystisk sted, hvilket vi også fik at vide.

 

Der stod en engelsk kvinde på stationen, som var i samme situation som os. Hun havde kørt med toget fra Victoria Station til sit hjem i 20 år og var helt sikker på, at hverken hun eller vi havde gjort noget forkert, men at fejlen skyldtes jernbaneselskabet.

 

Efter nogen tid gik vi ned mod noget, der kunne ligne lidt by. Der var næsten ingen forretninger, og det hele virkede temmelig dødt. Men der var et fitnesscenter, som vi gik ind i. Det viste sig at være et meget stort center, og det undrede os, at denne lille og nærmest døde by kunne have et så stort motionscenter. Med hjælp fra medarbejderen i centret fik vi nu fat i en taxa, som vi delte med den ligeledes strandede kvinde. Vi kørte først forbi hendes hjem og satte hende af, før vi endelig kunne vende hjem til St. Michaels. Det blev en dyr taxatur, som dog gjorde os en smule rigere på anekdoter.

 

Fem års kamp overstået

 

Det var dejligt langt om længe at komme hjem og få et ordentligt bad og noget godt at spise efter en lang, men også god og oplevelsesrig dag. Næste formiddag tog vi flyveren hjem, så vi var i København ved frokosttid. Fem års kamp for at deltage i et af verdens største og mest populære maratonløb var vel overstået.

 

Køb bogen her.