En tilfældig nødvendighed
Man kan sige, at denne rejse og dette løb blev føjet til min liste ved en tilfældighed. Man kan også sige, at det var en nødvendighed for ikke at miste et gode. Uanset synsvinkel fik drengene og jeg en rigtig dejlig miniferie, og min 44 års fødselsdag blev fejret på en alternativ måde, der gav gode minder.
I juleferien 2002 var jeg inde på en løbehjemmeside, og her faldt jeg over et stykke om Malta Marathon, der skulle afvikles den 23. februar. Jeg blev interesseret, da det netop var på min fødselsdag, og jeg fik snart den idé at slå tre fluer med et smæk: En rejse sydpå, et maratonløb og desuden også at få brugt nogle bonuspoint, der ellers var i fare for at gå tabt.
I en årrække havde vi alle tre været medlem af Star Alliance (en sammenslutning mellem nogle flyselskaber), og vi havde efterhånden optjent en del bonuspoint. Problemet var blot det, at disse point skulle bruges, inden de var fem år gamle, hvis vi ikke ville miste dem. Da vores ældste points nærmede sig “sidste salgsdato”, var en rejse til Malta oplagt. Næste opgave var så at finde et hotel.
En gammel kending
Artiklen om Malta Marathon var skrevet af en mand ved navn Tommy, og han havde angivet sit telefonnummer, hvis nogen ønskede praktiske informationer. Det var derfor naturligt for mig at ringe til ham. Verden er lille, og det viste sig, at jeg kendte Tommy. Han havde været med i Kina både i 2000 og 2001, ikke som løber, men som inkarneret fotograf. Det var også som fotograf, han skulle til Malta sammen med en gruppe løbere. Tommy havde været til Malta Marathon før, så han var godt kendt med forholdene.
Tommy fortalte, at hans gruppe skulle bo på Mellieha Holiday Centre, der er den danske koloni på Malta. Dansk Folkeferie har i en årrække sendt tusindvis af turister til stedet.
Tommy tilbød, at vi kunne bo hos dem. De havde to bungalower på hver 70 kvadratmeter, hvilket gav rigelig plads til alle. Hvis vi tog soveposer med, ville vi sagtens kunne være der. Aftalen blev, at vi skulle give en middag til gruppen, så de også fik noget ud af vores besparelse, samt kompensation for den komfort, de mistede ved at få yderligere tre personer ind i deres lille koloni.
En stiktur til Frankfurt
Onsdag aften den 19. februar tog vi flyet til Frankfurt. Det havde været ganske umuligt at finde en tur med hurtig transit til Malta, og i Frankfurt havde vi bestilt hotel blot fem minutters buskørsel fra lufthavnen. Det blev kun til en overnatning, før vi næste morgen fløj videre til Malta og ankom ved middagstid.
Lidt om Malta
Malta er et lille ørige i Middelhavet og ligger godt 90 kilometer syd for Sicilien. Øriget består af tre beboede øer: Malta, Gozo og Comino, og de 400.000 indbyggere er klemt sammen på et areal, der er omtrent halvt så stort som Bornholm. Dermed er Malta et af verdens tættest befolkede lande. Det nationale sprog er maltesisk, men engelsk har også status som officielt sprog, og mange maltesere taler desuden italiensk. Malta har subtropisk klima og er omgivet af et koralhav.
Illegale indvandrere
Fra hovedstaden Valetta tog vi en taxa til feriecentret, hvor vi blev modtaget af Tommy samt hans kæreste og en løber, der hed Torben. Da vi skulle gennem vagten, fik jeg en fornemmelse af, at det vist ikke var helt korrekt, at vi skulle bo her. Ejerne af stedet levede jo af at udleje bungalower og ikke af at få overfyldt stedet med turister i medbragte soveposer. Jeg følte, at vi krøb langs med panelerne, og at vi var en slags illegale indvandrere.
Skipper Skræk−landsbyen
Om fredagen besøgte vi den lokale Skipper Skræk−landsby, “Popeye Village”. Her blev i 1980 indspillet en amerikansk Skipper Skræk film med Robin Williams og Shelley Duvall i hovedrollerne. Filmen kom til at hedde Popeye, og hele byen var bygget som op som kulisse og lå blot 15 minutters gang fra Mellieha Holiday Centre. Efter filmoptagelsen var det meningen, at byen skulle være revet ned, men i stedet blev den omdannet til turistattraktion. Her var nu sjove, farverige, pudsige og skæve bygninger, samt flere aktiviteter, underholdning, café, toiletter, sandstrand og bådture. Vi brugte nogle timer på at se det hele, men selvom det var sjovt at se, blev vi ikke begejstrede.
En regnskylle af dimensioner
Fredag aften skulle vi hente vores startnummer i byen Sliema, der også var stedet for løbets afslutning. Vi kunne hente startnummer fredag aften mellem klokken 18 og 19 eller lørdag eftermiddag. Vi valgte det første.
Da vi skulle af sted, begyndte det at regne, og senere gik det over til at piske ned og blæse. Vi stod længe og ventede på bussen i et utæt læskur. Vi var ni, der fulgtes, og de tre af os skulle ikke løbe. De opgav efter nogen tid at tage af sted på turen og gik i stedet tilbage til huset. Endelig kom bussen. Den var som landets andre busser både utæt, meget larmende og helt uden døre. Det var nogle sjove, ældgamle, gule busser fra 1950´erne. Man skulle tro, vi befandt os i et uland eller i det gamle Østeuropa, men vi var i faktisk i et vesteuropæisk land, der stod på nippet til at træde ind i EU. Men her sad vi nu på våde bussæder og havde svært ved at høre hinanden for støj.
Da vi kom til Sliema, piskede regnen så kraftigt ned, at vi ikke kunne gå over vejen uden at få fodbad. Det hele var ganske utroligt og surrealistisk.
Vi skulle til hotel Galaxy og hente startnumre, men det var ikke så let at finde. Vi spurgte om vej flere gange og blev mere og mere gennemblødte. Samtidig nærmede klokken sig 19, så vi kunne altså risikere at have taget hele denne tur og så komme for sent. Det ville have været ubærligt, så det endte med, at vi tog en taxa.
På Hotel Galaxy fik vi udleveret startnumre. Steffen ville have løbet maraton, men valgte her at melde fra, da han netop havde døjet med influenza. Som ved andre maratonløb var der også her udstillinger og købemuligheder, men Malta er et lille land, så det var dette sted også, omend det på ingen måde er negativt ment.
Det havde været en prøvelse at komme til Sliema, og det var heller ikke let at komme tilbage igen. Den sidste bus til Mellieha var gået, så vi valgte at køre med bus via Valleta. Men her viste det sig igen, at den sidste bus til Mellieha var væk. Vi måtte nu tage en bus til en by, der hedder St. Paul, hvor vi spiste, før vi tog en taxa tilbage til Mellieha og ankom ved midnatstid.
Sydeuropa i bidende kulde
Lørdag udforskede vi Mellieha by, men der var ikke meget at komme efter. De fleste forretninger var lukket, da vi kom, og kun nogle kiosker og turiststeder havde åbent, men der var ikke noget for os.
Sidst på eftermiddagen var vi nogle stykker, der spillede minigolf i Mellieha Holiday Centre. Efterhånden gik solen ned, og det blev bidende koldt. Jeg havde ikke brugt tid på at studere vejrudsigten hjemmefra. Jeg tænkte jo, at vi skulle til Sydeuropa, så her ville være varmt – troede jeg. Men der var meget koldt, og vi havde ikke tilstrækkeligt tøj med.
Normalt er Malta en solrig ø. Men vi kom lige til en undtagelse, da det netop den vinter blev den koldeste februar i 47 år. Til gengæld havde øen efter sigende aldrig været så grøn.
Fødselsdag i godt vejr
Søndag den 23. februar stod vi tidligt op for at nå dagens program. Under morgenmaden fik jeg både fødselsdagssang, kort og gave. Inden klokken var syv kørte vi i taxa til løbets startsted.
Da vi ankom, var det ligeså bidende koldt som aftenen før, men i løbet af den næste halve time blev vejret lidt mere venligt, og da løbet startede klokken otte, var vejret flot. Solen var trængt igennem, og det blev et løb i fantastisk dejligt solskinsvejr i et smukt og bakket terræn. De andre havde i dagene op til sagt, at det ville blive regnvejr. Men jeg havde stædigt holdt fast i, at det ikke ville regne på min fødselsdag, og faktisk fik vi helt op til 20 grader i løbet af dagen.
Mine første ni kilometer var jeg ikke så imponeret over, men derefter kom jeg ind i en god rytme. Jeg løb hele 18 kilometer i træk uden et eneste stop. Samtidig kunne jeg konstatere, at mine kilometertider var meget pæne. Da jeg nåede til 27 kilometer, var der dog udsolgt. Jeg havde fornemmet det lidt den sidste kilometer inden, men ved 27 kilometer stoppede jeg med at løbe og begyndte at gå. Resten af turen blev lidt af en blandet landhandel. Jeg lavede aftaler med mig selv, hvor jeg løb cirka tre kilometer, hvorefter jeg belønnede mig selv med at gå lidt, hvorefter jeg igen løb omkring tre kilometer.
Da jeg kom til opløbsstrækningen, stod Steffen, Emil og nogle af de andre og heppede på mig. Steffen og Tommy tog billeder, mens Tommys kæreste sang “Happy birthday”.
Min tid blev 4:32:40, hvilket var cirka, som jeg selv havde forventet, så jeg var ganske tilfreds. Emil havde løbet et to-kilometers “Fun Run” og var også godt tilfreds.
Resten af min fødselsdag blev holdt på Mellieha Holiday Centre. Først skulle jeg have en eftermiddagslur. Senere blev det til dartturnering, god mad med rødvin samt pakning af kuffert til hjemrejsen.
En sjældent arrogant løber
Mandag var afrejsedagen, og om formiddagen sad vi en gruppe danskere udendørs i det gode vejr og nød noget koldt at drikke. Blandt os var der også en veltrænet kvinde, som jeg ikke kendte, og som jeg heller ikke kom til at ønske at stifte nærmere bekendtskab med. Jeg ved ikke, om hun var professionel, men hendes opførsel var ikke professionel. Jeg var ikke i tvivl om, at hun var glad for sig selv, sine præstationer og sine egne evner. På et tidspunkt fortalte jeg om noget fra mit løb, og hvor langt jeg var nået på et givent tidspunkt. Kvinden så nedladende på mig og spurgte, om jeg var gået hele vejen. Det var dybt ubehageligt og nedladende.
I min tid som løber har jeg mødt mange atleter med gode evner og i god form. Det har været kendetegnende for alle, at de respekterede andres præstationer og ikke nedgjorde nogen. Denne kvinde er den eneste undtagelse fra dette sportsmanship.
Efter dette kedelige møde tog vi snart efter en taxa til lufthavnen og derfra via Frankfurt hjem til Danmark. Endnu et maratonløb var gennemført, drengene og jeg havde haft nogle dejlige dage sammen, og en fødselsdag blev fejret på en ganske speciel måde.
Køb bogen her.
