Marathon On The Rocks

Skrevet 22. september 2020

Det tvivlsomme år gav nye muligheder

 

Albatros Travel Adventure Marathon har siden 1999 arrangeret maratonløb på fem af verdens kontinenter. Ved indgangen til 2020 havde jeg rejst med selskabet til 32 løbsarrangementer.

I det spæde forår blev det mig bevidst, at der næppe ville komme løbsrejser dette år.

I det hele taget så det ud til, at det ville være første år siden 1998, hvor jeg ikke ville komme ud på den klassiske distance. Dette fik jeg forpurret ved at arrangere “Folkeparkens Maraton – Sammen hver for sig”.

 

Sommeren skulle vise, at Adventure Marathon ikke var til at bide skeer med. Man arrangerede ganske enkelt det første maraton på danske grund. Havde jeg vidst det, ville mit løb i Folkeparken næppe være blevet til noget. Det var godt, jeg ikke var klar over det senere tiltag.

 

Debuten på hjemmebane skulle blive i landets østlige del, på klippeøen Bornholm, også kaldet “Solskinsøen”. “Marathon on the rocks” blev markedsført, og straks meldte jeg mig til.

 

tn_Bornholm_MarathonOnTheRocks_2020_Hammershus_3465_AT

 

Rejsen til Bornholm

 

 

Bornholmerbus

 

Lørdag den 12. september blev løbsdagen. Jeg tilmeldte mig en rejse med fremmøde to dage før.

 

Torsdag kørte fruen mig til hjertet af København, lige ved hovedbanegården og Tivoli. Her gik jeg ombord på Bornholmerbussen – den såkaldte Gråhundbus. Som tiden foreskrev det, var det iført reglementeret mundbind.

 

Godt halvanden time senere ankom vi til Ystad i Sverige. Her gik vi ombord på båden til Rønne. Igen var mundbind nødvendigt. Efter nogle stykker smørrebrød og tid til læsning ankom vi til Rønne lidt før klokken 14. Straks var jeg i gode hænder, da Gitte fra Albatros tog imod mig med bil.

 

Båden

 

Skovly og en god aften i Rønne

 

Hyggelige Hotel Skovly ligger, som det antydes af navnet, i skoven. Det er omkring 6 kilometer fra Rønne og 5 kilometer fra Hasle. Jeg fik et meget tilfredsstillende værelse, hvor jeg hurtigt fik indrettet mig.

 

Klokken 18:00 mødte jeg op på parkeringspladsen. Her havde Albatros Travel arrangeret en bus til Rønne. Vi var en halv snes stykker, der tog imod tilbuddet.

I byen var vi syv, der fandt sammen. Jeg var den eneste dansker. De øvrige var tyskere, østrigere og en hollænder. Sammen fandt vi et sted at spise. Det var ikke let, da vi var en lidt større gruppe, og coronarestriktioner satte sine begrænsninger.

 

Efter et par hyggelige timer og god mad fandt vi ned til samlingsstedet, hvor bussen kørte tilbage til hotellet. Snart herefter blev det sengetid.

 

Skovly-1

 

En afslappet dag med pastaparty om aftenen

 

 

Fredagen tilbragte jeg på hotellets område. Det meste af tiden brugte jeg på arbejdsopgaver på værelset. Hotellet tilbød kun morgenmad, men denne dag var der arrangeret pastaparty til aftensmad.

 

Skovly-2

 

 

Løbsdagen i smukt vejr

 

 

tn_Bornholm_MarathonOnTheRocks_2020_SalomonsKapel_3371_AT

 

Løbsdagen startede for mig klokken 5 med morgenforberedelser. En time senere stod den på morgenmad og endnu en time senere gik bussen til havnen i Gudhjem, hvor vi samledes med andre maratonløberne, der ikke boede på samme hotel som os. Halvmaratonløberne startede et andet sted.

 

Klokken 8:00 gik starten. Trods skader henover sommeren og derfor ikke meget træning var jeg ved godt mod. Helt som ventet kom jeg snart til at ligge bagerst, hvilket jeg altid befinder mig fint med.

 

Jeg var kommet i den vildfarelse, at den hårdeste del af løbet var i første del. Der var da også en del stigninger, men jeg var ved godt mod. Adventure Marathon var jo ikke fremmed for mig. Det var et kuperet terræn. Vi kom både til tung strandsand, skovstier med trærødder og sten, samt klippestykker, der skulle forceres. Det var en hård rute. Den var ikke kun hård, den var også smuk. Vejret var fantastisk. En klar himmel i dejligt solskinsvejr var betagende. Under stort set hele ruten havde vi vandet på højre hånd. Vi var i den grad på Østersøens perle.

 

tn_Bornholm_MarathonOnTheRocks_2020_Helligdomsklipperne_3239_AT

 

 

Overraskende hård rute

 

tn_IMG_0551

 

Da jeg nåede halvvejs, tænkte jeg, at nu blev det lettere. En kvinde kom mig i møde. Hun fortalte, at det blev værre endnu indtil Jons Kapel. Hun havde ret i, at det blev værre. Jeg så frem til Jons Kapel, men den hårde rute så ikke ud til at slutte der.

Tre gange under løbet var jeg ved at snuble, men fik balancen tilbage. Til gengæld udløste det krampe i låret to af gangene. Fjerde gang faldt jeg så lang jeg var, og fik slået hul på begge knæ. Jeg kom dog op og fortsatte.

 

Det kuperede terræn var endeligt overstået efter mere end 30 kilometer. På det tidspunkt havde jeg gået en del, og det fortsatte. Jeg var træt, og en hård blæst fra vandsiden gjorde det ikke lettere. Jeg kunne se på uret, at jeg ikke ville få problemer med tiden.

 

tn_MarathonOnTheRocks_2020_BIB2_2685

 

Happy end med pølser og bajere

 

Efter 7:43 fuldførte jeg løbet, 17 minutter før deadline. Træt og glad fik jeg overrakt min medalje. Herefter blev der serveret grillpølse med brød og øl.

tn_Gennemført

 

En hyggelig aften med regn fra oven

 

Et tiltrængt bad gjorde godt. Træt i kroppen, men tilfreds var jeg klar til aftenens arrangement, der foregik på hotellets terrasse. En vogn var kørt ind på gårdspladsen. Her blev serveret ribbensandwich, pølser og drikkevarer af forskellig slags. Mange gamle kendinge fra Albatrosture var mødt op, så det blev nogle rigtig hyggelige timer.

 

Dagen havde været smuk. Det blev starten på aftenen også, men så kom regnen. Vi måtte krybe i ly under halvtag og parasoller. Dette ødelagde dog ikke en god aften. Det blev ikke sent, før jeg træt og gik til ro.

 

Skovly-3

 

Afslutning på en dejlig rejse

 

Efter søndagens morgenmad fik jeg pakket sammen til afrejse. Sidst på formiddagen blev jeg kørt til færgen i Rønne. Herfra gik turen modsat af udrejsen, til jeg var i København midt på eftermiddagen.

 

En gentagelse er velkommen

 

Året, der skulle have beriget mig med et maratonløb, så ud til ikke at give nogen, men endte så med to.

 

“Marathon on the rocks” blev et ægte adventure marathon, i klasse med “The Great Wall Marathon”. Jeg er rigtig glad for også, at få den oplevelse med. Det forlyder, at løbet er kommet for at blive. Det vil ikke være usandsynligt, at jeg vender tilbage til Solskinsøen og flere strabadser.