Maratonarrangørers jalousi og smålighed

Skrevet 22. juni 2016

Efter at have gennemført maratonløb på alle verdens syv kontinenter var det naturligt for mig at søge medlemskab af klubben for løbere med samme præstation på deres CV. Til min undren kunne jeg nu konstatere, at der var to klubber af den slags, og at begge klubber havde to danske medlemmer, men at der var tale om fire forskellige løbere. Jeg undrede mig over, at der ikke var en samlet klub, men måtte sidenhen konstatere, at der er forskel på, hvem der kan blive godkendt til hvad. For mig virkede det som i bokseverdenen, hvor forskellige organisationer anerkender hver deres mester.

 

Jeg skrev først til en af klubberne for de syv kontinenter, men her fik jeg hurtigt læst og påskrevet med en melding om, at jeg ikke var velkommen. Grundlæggende set kunne jeg konstatere, at klubbens stifter, der tillige selv var rejse– og løbsarrangør, ikke kunne lide Steve og derfor ikke ville anerkende Steves løbere. Denne arrangør stod blandt andet for et maratonløb længere mod syd på Antarktis’ fastland. Det var tilsyneladende en torn i øjet på ham, at en anden også arrangerede maratonløb på det hvide kontinent. I vrede toner blev Steve anklaget for alverdens forbrydelser lige fra tyveri af navn til omgåelse af regler. Han rasede over, at nogen havde færdiggjort et løb i Punta Arenas, og over at et barn havde deltaget i Steves løb. Ikke mindst meddelte han, at jeg slet ikke havde løbet maraton på Antarktis, eftersom det var hans opfattelse, at King George Island ikke var en del af dette kontinent.

 

Det er naturligvis korrekt, at nogle løbere den dag på grund af uheldige omstændigheder måtte opdele et løb mellem King George Island og Punta Arenas. Men jeg er ikke vidende om, at nogen på den baggrund har hævdet at have gennemført et officielt maratonløb på Antarktis. At gennemføre den sidste del af løbet i Chile var blot et plaster på såret i en situation, ingen kunne være ansvarlig for.

 

Det er også korrekt, at en dreng deltog i begge løb på denne tur. Men han var under løbene i konstant følgeskab med sin far. De gik en del og var i det hele taget gode til at passe på sig selv. Der var endvidere tilknyttet en læge til løbet, så der var til stadighed opmærksomhed på både drengen og os andre løbere. For os på rejsen var der intet dramatisk eller uforsvarligt i dette, der efterfølgende dog gav en konkurrent et helt andet sted i verden skyts til sin beskidte krig.

 

Jeg havde på ingen måde lyst til at være en del af hans klub, hvilket jeg også skrev til ham. Men jeg måtte dog anføre, at jeg rent faktisk havde løbet den fulde distance på King George Island, ligesom jeg også gjorde opmærksom på, at øen, i henhold til Antarktistraktaten af 23. juni 1961, er en del af det af det hvide kontinent. Hans næste argument var så, at King George Island ikke kunne accepteres, fordi det er en ø og ikke en del af fastlandet. Jeg havde ikke behov for at ændre hans opfattelse, men jeg måtte afprøve hans moral og oprigtighed. Derfor skrev jeg til ham og spurgte, om han ville acceptere London Marathon som et europæisk løb og Tokyo Marathon som et asiatisk løb. Det ville han naturligvis godt.

 

Det hele gav slet ikke mening for mig. Jeg måtte blot konstatere, at der her var tale om jalousi og brødnid konkurrenterne imellem. Jeg var som nævnt slet ikke interesseret i hans klub og blev siden optaget i Steves helt nye “The Official 7 Continents Marathon Club”. Nu eksisterer der så tre klubber. Gad vide, hvad det ender med!

 

???????????????????????????????

 

Jeg har siden erfaret, at mine oplevelser ikke er noget enestående tilfælde og har set flere eksempler på, at maratonarrangører er i splid med hinanden. Der er uvenskab om navne, rettigheder og slogans, når den ene arrangør markedsfører sig på baggrund af en andens arrangement. Blandt andet har jeg oplevet, at en arrangør uddelte brochurer for egne løb i målområdet for en anden arrangørs løb, og i den situation faldt der mange knubbede ord!

 

Jeg finder, det er synd og skam, at det skal være sådan. Det er min overbevisning, at der er plads til alle, og at synergieffekten ville gøre alle stærkere, hvis de på sportslig vis kunne finde ud af at stå sammen frem for at bekrige hinanden.

 

Køb bogen her.

Dansk forside