Mr. Great Wall – nu med pacemaker

Skrevet 20. juli 2016

Vi kan lægge træningsprogrammer, lave kostplaner og styre vores liv optimalt mod de mål, vi sætter os. Vi kan dog aldrig gardere os mod det uforudsete. Blandt de uforudsete faktorer er vores helbred. Her kan ting komme som et lyn fra en klar himmel, når vi mindst venter det. Det har jeg flere gange oplevet i mit liv.

 

Jeg husker min barndom som en tid med relativt meget sygdom, hvor jeg var sengeliggende i hjemmet. Der var den “årlige” mellemørebetændelse, influenza, mæslinger, røde hunde, skoldkopper og sikkert noget mere. I de perioder lå jeg hjemme i sengen i en uge og måtte ikke stå op. Det var frygteligt, når jeg SKULLE drikke varm mælk med honning, og når temperaturen skulle tages med et termometer i endetarmen. Men det havde naturligvis også sine fordele, når farmor kom med Anders And−blade og lækkerier. Dengang var det også helt almindeligt, at familielægen kom på hjemmebesøg, hvilket i dag næsten er utænkeligt. I mine erindringer er det, som om han kom hver eftermiddag og tog temperatur, tjekkede reflekser, øjne, øre og meget mere. Sandheden er nok en anden. Mange af os husker jo også vores barndoms somre med korte bukser og sol i fire måneder, samt vinteren med høj sne og is på gadekæret fra først i december til et stykke ind i marts. Den statistiske sandhed siger noget andet.

 

Det sværeste øjeblik i mit liv var, da jeg seks år gammel mistede min mor. Også på det tidspunkt lå jeg syg, både da jeg fik det at vide, på begravelsesdagen og de efterfølgende dage, da huset stod på den anden ende i forbindelse med en kaotisk oprydning.

 

Som voksen har jeg på det nærmeste været fuldkommen forskånet for at være sengeliggende derhjemme. Mit arbejdsliv har ikke været præget af sygedage, da jeg faktisk er mødt op stort set hver morgen. Når helbredet en sjælden gang har sat mig ud af spillet, har det været med hospitalsindlæggelse til følge. Jeg har fået opereret en skæv næseskillevæg, fået fjernet drøblen og haft problemer med en smertefuld byld på bagdelen.

 

Men i juni 2013 blev en hospitalsindlæggelse igen aktuel, og jeg nåede at frygte, at min sportskarriere var ovre. Men så galt gik det heldigvis ikke.

 

Som tidligere skrevet, var jeg helt umotiveret faldet på en helt flad asfaltvej under The Great Wall Marathon 2012. I månederne efter havde jeg flere gange samme ubehagelige oplevelse. Jeg lagde ikke andet i det end klodsethed og måske et tegn på, at jeg med min alder var knapt så fokuseret, som det tidligere havde været tilfældet. Men måske var det forstadiet til det, der skulle ske et års tid senere.

 

Den første tirsdag i juni kørte jeg med min gode, gamle ven – Ole − til det årlige lægetjek. Ole er en mand, der aldersmæssigt kunne være min far, men som har været en god ven lige siden mine teenageår. Ole er enkemand efter et barnløst ægteskab, og det har været helt naturligt for mig at besøge ham med jævne mellemrum. Jeg klarer gerne lidt indkøb for Ole, og samtidig får vi så lejlighed til en snak, der altid er hyggelig. En gang om året kører jeg sammen med ham til lægen, og det var det, vi var nået til den pågældende dag.

 

Lige så fast som det ligger, at Ole og jeg kører til læge sammen i juni, lige så fast ligger det, at vi efterfølgende tager en god frokost sammen. Vi henter noget smørrebrød i en delikatesseforretning og skyller det ned med både øl og dram. Således naturligvis også i 2013.
Jeg var velforberedt på den hyggelige tradition med Ole og havde medtaget min almindelige herrecykel, så jeg kunne lade bilen stå og cykle hjem. Cykelhjelm havde jeg ikke taget med, for “herregud – det var jo bare den almindelige cykel”.

 

Men på vejen hjem væltede jeg på cyklen og slog mig temmelig meget. Det blev til hudafskrabninger i panden, på knæet og på min venstre hånd. Mine skuldre og ryg virkede ligeledes temmeligt mørbankede. Men jeg kom op på cyklen og kæmpede mig hjem, hvor jeg straks gik i seng for at få hvilet og komme til mig selv.

 

Dagen efter arbejdede jeg hos en af mine kunder i København. Jeg havde haft det fint hele dagen og havde det også godt, da jeg forlod arbejdspladsen i min bil og kørte ud på Vesterbrogade. Straks her gik noget galt. Jeg husker ikke detaljerne, men jeg husker, at jeg på et splitsekund mistede al energi. Det næste jeg husker, er, at jeg vågnede op med hovedet på rattet midt på Vesterbrogade. Jeg var klar over, at jeg havde haft et blackout. Jeg kørte ind til siden og steg ud af bilen for at få lidt frisk luft. Herefter kørte jeg forsigtigt hjem med en forskrækkelse i ballasten. Der skulle ikke gå mange timer, før næste forskrækkelse kom.

 

Efter aftensmaden sad jeg ved computeren og fik nu igen et blackout. Denne gang skete det uden forudgående varsel. Jeg opdagede det først, efter det var sket. Efter at have siddet lysvågen og arbejdet var min næste oplevelse, at jeg kæmpede for at få løftet hovedet op fra skrivebordet, mens det flimrede for mine øjne. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvor jeg var, hvilken dag det var, eller hvad klokken var. Det føltes, som om mit hoved og min overkrop var låst fast, så jeg ikke kunne komme op. Jeg ved ikke, om jeg græd, råbte eller blot gav ondt af mig. Men det lykkedes mig efterhånden at komme op, og Karin kom ilende til. Hun beordrede mig straks i seng, og jeg adlød.

 

De to oplevelser med blackout den pågældende onsdag kunne jeg kun tilskrive mit fald på cykel dagen inden. Der gik nu tre dage uden tilsvarende problemer, så jeg forlod mig på min konklusion og tænkte, at jeg fremover nok skulle være mere varsom med at kombinere cykel og alkohol. Det skulle dog vise sig, at der var mere i vente.

 

Søndag formiddag efter morgenkaffe med lidt brød satte jeg mig ved computeren. Karin sad ved siden af ved sin computer, og vi snakkede helt almindeligt. Hvad der dernæst skete, oplevede jeg ikke selv, men har fået det fortalt af Karin. Det lyder som en gentagelse af oplevelsen fra onsdag aften. Pludselig, mens vi sad og talte, mistede jeg bevidstheden og knaldede hovedet ned i skrivebordet. Brillerne fløj af, kaffekoppen væltede, og de ellers så afslappede hunde på gulvet for op. For mig var det hele herefter et flashback fra oplevelsen onsdag aften. Jeg kæmpede med at løfte hovedet, det flimrede for øjnene, jeg gav ondt af mig og manglede fuldstændigt fornemmelse af tid og sted, Denne gang var det ikke i seng, Karin beordrede mig, men direkte til lægevagten.

 

Hvad jeg havde troet skulle blive et par timer undersøgelse, viste sig at blive til både indlæggelse og operation. På Roskilde Sygehus blev jeg mødt af et særdeles seriøst og kompetent personale, der tog godt imod mig og undersøgte mig grundigt.

 

Det skulle vise sig, at der ikke var nogen sammenhæng mellem mit fald på cykel og mine efterfølgende blackouts. Tværtimod var man på sygehuset overbevist om, at faldet i højere grad skyldtes et blackout end indtagelsen af alkohol. Under en test på sygehuset fik jeg igen et mindre udfald, og det kunne straks måles, at der på det tidspunkt ikke var normal rytme i mit hjerteslag.
Jeg kom nu hele undersøgelsessystemet igennem. Skanning, røntgen, blodprøver, puls, temperatur – ja, alt blev undersøgt. Midt på eftermiddagen kom jeg på operationsbordet og fik indopereret en pacemaker, der fremover skulle sikre min normale hjerterytme. Det var ikke lige, hvad jeg havde forventet, da jeg tidligere på dagen sad ved morgenkaffen.

 

Jeg blev på sygehuset natten over og blev udskrevet efter stuegang dagen efter. Parolen var tydelig; jeg skulle tage den med ro i en måneds tid og kunne derefter leve mit liv nøjagtigt som før. Det hele var en lettelse. Naturligvis havde jeg været bekymret for min førlighed, min arbejdsevne og min sport. Men sagen var klar. Den moderne teknik og lægevidenskab havde vist sine fortræffeligheder, og jeg kunne fortsætte med uændret livskvalitet.

 

Den efterfølgende periode blev dog noget turbulent for mig. Fysisk set følte jeg mig meget svag, og jeg kunne dårligt løfte et ringbind. Jeg blev forpustet af næsten ingenting, som for eksempel en fællessang til et sølvbryllup. Jeg følte periodevis, at jeg rystede voldsomt på hænderne. Det var ikke synligt, men en følelse jeg havde. Samtidig var min hukommelse meget svag. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde ringet til Steffen og fortalt ham om operationen, og jeg oplevede ikke at kunne huske, hvordan min mobiltelefon skulle sættes på lydløs, og hvordan jeg skulle binde et flagknob. Det var altså færdigheder, jeg tidligere havde kunnet udføre per automatik, der nu gav problemer.

 

Nogle uger efter operationen oplevede jeg på motorvejen, at jeg rystede over hele kroppen, og at det svimlede for mig. Jeg måtte søge ind i nødsporet og ringe til 112. En hospitalsindlæggelse, konsultation hos min egen læge og efterfølgende kontrol på sygehuset viste, at jeg fysisk havde det godt, og at alt virkede, som det skulle. Men der var stadig noget galt. Flere gange oplevede jeg at briste i gråd, når nogen spurgte til mit helbred, og jeg oplevede ligeledes at være bange for at køre bil. Jeg tvang mig selv til at gøre det for ikke totalt at miste modet til kørsel, samt naturligvis også for at komme frem.

 

Jeg valgte igen at søge den alternative vej, hvilket aldrig har været fremmed for mig. Et enkelt besøg hos en kranio−sakralterapeut gjorde en stor forskel. To efterfølgende sessioner og instrukser i afspændingsøvelser fik mig snart på rette spor. Stille og roligt begyndte det at gå frem.

 

Jeg måtte tvinge mig ud på min første løbetur efter operationen. Jeg følte ikke, jeg var klar, men ønskede så inderligt at “komme op på hesten” igen. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kunne løbe 100 meter. Men det lykkedes mig at løbe de seks kilometer, jeg havde sat mig for, selvom det var hårdt. Her gav ordene “hvad du ikke har i benene, må du have i hovedet” stor mening.

 

Når jeg efterfølgende ser tilbage på det skete, er jeg overbevist om, at jeg i en periode havde budt mig selv for meget, og at kroppen endnu engang sagde stop. Det havde været et travlt halvår med mange årsregnskaber til afslutningen før den 1. juli. Da jeg fik mine blackouts, var jeg næsten færdig med regnskaberne og følte mig ikke stresset. Men sandheden er nok den, at jeg stadig var stresset. Det er ikke ualmindeligt, at reaktionen kommer, når presset er ved at være overstået.

 

Når jeg ser tilbage på de fysiske problemer, jeg har haft i en årrække og som er beskrevet i denne bog, ser jeg en rød tråd, hvor jeg har budt mig selv for meget. Sådan var det, da jeg udgik i Sydafrika, måtte undlade at løbe maraton i Oslo, fik en langvarig hælskade og til sidst altså måtte have en pacemaker. Man lærer noget hver gang. Alligevel er det let at falde i igen. Når man som jeg har svært ved at sidde stille og finder nye mål, der skal nås, kan det være svært at lægge bånd på sig selv. Den dag, jeg havde fået pacemaker, skrev jeg efterfølgende flittigt på denne bog. I de efterfølgende måneder, hvor der ikke var så mange arbejdsopgaver, sad jeg ofte til langt ud på natten for at skrive på bogen. Erfaringer gør os klogere, men det er ikke altid, vi helt tager klogskaben til os.

 

Pacemaker 1

 

Køb bogen her.

Dansk forside