I min NLP−uddannelse var jeg i efteråret 2005 kommet til afslutningen på formidlerlinjen, der er for mennesker, der ønsker at tilegne sig kompetencer til formidling af stof til større eller mindre grupper. Blot få år forinden ville det have været helt surrealistisk for mig at stå over for sådan en uddannelse. På det tidspunkt kunne jeg ikke sige to ord i en mindre forsamling uden at blive helt forvirret og miste tråden. Men i løbet af den mellemliggende NLP Master Practitioner havde jeg sammen med to medkursister lavet modellingprojektet “At formidle med god egentilstand”. Dette projekt havde bragt os alle et tigerspring frem som formidlere.
Nu stod jeg igen over for en evaluering. Søndag den 11. september 2005 skulle jeg fremlægge mit projekt i undervisning og præsentation. Det lå naturligvis lige til højrebenet for mig at kalde projektet: “En verden i maratonløb”, med undertitlen “Seks års rejse– og løbsoplevelser i fire verdensdele”.
Jeg havde en halv time til at fremlægge projektet og var klar over, at tiden var knap, og at jeg godt kunne have brugt mere end dobbelt så lang tid. For medkursister, undervisere og andre fremmødte havde jeg valgt at berette om begrebet maratonløb, hvad det går ud på, historien bag maraton og distancen, og ikke mindst skulle jeg berette om mine oplevelser under rejser kombineret med løb.
Men det handlede ikke kun om at fortælle. Stoffet skulle også gøres levende og interessant, og dette kunne blandt andet gøres ved at påvirke alle sanser hos tilhørerne.
Jeg havde brugt meget tid på denne forberedelse. På et tidspunkt under foredraget og ved afslutningen spillede jeg en velkendt løbesang, og jeg havde også klippet en lille video sammen med uddrag fra mine oplevelser. Ved foredragets start bød jeg alle på et glas energidrik og et stykke energibar, så tilhørerne med smagsløgene kunne blive sat et lille stykke ind i løberens tilstand. Jeg lærte dem nu to små kinesiske ord; nihau for goddag og gambei for skålen, hvor glasset skal tømmes.
Tidligere på året havde jeg på Perlemarked i Beijing købt nogle små kinesiske skåle. Deltagerne fik hver en skål, de måtte tage med hjem, og i denne skål havde jeg lagt lidt tigerbalsam mod ømme muskler. Tigerbalsam har en meget kraftig og markant duft, så her fik jeg givet noget til lugtesansen. Jeg kunne naturligvis også have brugt svedige T–shirts eller strømper. Men det havde nok ikke vakt jubel!
Alle, der havde lyst til at prøve kræfter med sporten og mærke de fysiske påvirkninger ved løb, fik muligheden, idet jeg havde medbragt en træningsmaskine til løb, og denne stod fremme til fri afbenyttelse under foredraget.
Synssansen var der meget til, og i en tøjforretning havde jeg lånt to udstillingsmodeller, som jeg havde iklædt løbetøj. Den ene var sommerklædt med korte bukser, startnummer på brystet, solbriller og kasket, mens den anden var i vintertøj med hue og refleksvest. Den største udfordring var, at modellerne var hovedløse, men jeg havde formet og malet papmaché til to hoveder, der dernæst blev sat på modellerne. Det var en opgave, der havde taget længere tid, end jeg havde forestillet mig! Derudover havde jeg også opsat billeder og plakater fra mine løb. Mine scrapbøger, løbebøger, drikkedunke, medaljer og mit løbetøj lå fremme til gennemsyn. Der var brochurer om løbsrejser fra Albatros Travel til frit at tage med hjem, og naturligvis var jeg selv iklædt løbesko, T–shirt og lange træningsbukser.
Foredraget gik fint, om end der, som ventet, slet ikke var tid nok. Men det var jo kun mig, der følte, at tilhørerne gik glip af noget.
Under foredraget fremsatte jeg endvidere en for mig forpligtende erklæring. Jeg kundgjorde nu i et offentligt forum, at jeg ville løbe The Great Wall Marathon mindst ti gange i alt. På det tidspunkt havde jeg løbet de seks gange. Nu lå der foran mig både et langsigtet mål og tre mere kortsigtede, men også meget kærkomne, delmål.
Jeg bestod evalueringen i undervisning og præsentation, ligesom jeg efterfølgende bestod de øvrige evalueringer. Dermed blev jeg dette efterår NLP Master Formidler.
Køb bogen her.
