Nye livsvilkår

Skrevet 2. december 2015

De sidste år i dette årti blev det ikke til så mange maratonløb for mig. Den årlige tur til The Great Wall Marathon var obligatorisk, men ellers lå der andre prioriteter i livet, selvom jeg dog til stadighed løbetrænede.

 

Specielt i 2007 skete der store omvæltninger i mit liv, der fik mig til at fokusere mindre på maratonløb end i de foregående år. Omvæltningerne bevirkede, at mit fokus måtte være andre steder end tidligere. Når jeg bagefter ser tilbage, var dette et rigtigt valg.

 

Jeg havde været kæreste med Karin siden 2003, og i grove træk kan man sige, at der var et maratonløb mellem vores boliger. Eftersom vi begge var alene med vores børn, havde vores kærlighed igennem fire år været på deltid med skiftevis besøg hos hinanden i weekenderne. Men i sommeren 2007 flyttede vi sammen i mit hus. Fra i en årrække at have været enlig far, var jeg nu familiefar i en sammenbragt familie.

 

Arbejdsmæssigt havde jeg siden 1990 arbejdet i familievirksomheden Wolle`s Naturesystem, en virksomhed, der siden starten af 1920´erne havde udviklet urtemedicin fremstillet efter blandt andet kinesiske principper. Jeg var selskabets direktør, og det lå i kortene, at det var en stilling, jeg skulle beholde til pensionsalderen.

 

At arbejde med alternativ medicin har gennem århundreder været forbundet med heksejagt. I tidligere tider blev man brændt på bålet. Så voldsomt har det ikke været i min tid, men klapjagten har jeg alligevel oplevet på egen krop. Desværre ligger det i nogle menneskers natur at drive plat på andre for egen vindings skyld. Sådan er det også inden for naturmedicin, hvor end ikke andre menneskers helbred er for helligt i jagten på uærligt tjente penge. Heldigvis har vi myndigheder og lovgivning til at slå ned på plattenslagere. Problemet er blot, at man for en sikkerheds skyld slår ned på også de ærlige virksomheder, der skaber produkter til gavn og glæde for mennesker med forskellige lidelser. Dette mærkede vi tydeligt.

 

I årevis havde jeg kæmpet en kamp for at råbe politikerne op og få ændret lovgivningen, så branchens “skovfoged” ville gå i skoven og fjerne de syge træer og pleje de sunde, frem for at rydde alt væk. Jeg måtte konstatere, at jeg gang på gang stødte hovedet mod en mur.

 

Samme formiddag som jeg fløj til Grønland i 2005, havde virksomheden modtaget et påbud fra fødevarestyrelsen. Selvsagt kunne jeg ikke gøre noget ved det på det tidspunkt. Men jeg kunne gruble over det på det, der skulle have været en rar rejse og under mit maratonløb. Efterfølgende fulgte en lang kamp med store advokatomkostninger til følge. Men alt sammen til ingen verdens nytte.

 

Den håbløse situation påvirkede mig såvel fysisk som psykisk. Jeg blev reelt dårlig og mistede totalt troen på en fremtid for vores gamle virksomhed. Derfor meddelte jeg min familie, at jeg ville forlade virksomheden på sigt. Efter en længere udfasningsperiode fratrådte jeg den 28. september 2007.

 

Jeg stod ikke helt uden indtægt, men det var et frivilligt styrtdyk, jeg sprang ud til. Siden 1987 havde jeg haft et lille regnskabsfirma, men som bijob var det begrænset, hvor store indtægter der her kunne hentes. I nogle år havde jeg uddannet mig inden for NLP, og senest var det blevet til uddannelser som samtaleterapeut, træner og coach. Det var mit håb, at jeg kunne skabe mig et levebrød ved at arbejde med de menneskelige værdier. Karin havde også taget en del uddannelser i samme retning. Vi arbejdede nu målrettet på, at dette i første omgang skulle være et levebrød for mig. Om det var den økonomiske krise, der på det tidspunkt satte ind, eller om det var andre forhold, kan være svært at afgøre. Men fakta er, at der ikke kom tilstrækkeligt gang i forretningen.

 

Jeg måtte herefter fokusere på min regnskabsvirksomhed og fik stille og roligt skabt en vækst med god klienttilgang, så mit levebrød efterhånden kom op på et tilfredsstillende niveau.

 

For lige at afrunde det gamle Wolle´s Naturesystem kan jeg fortælle, at vi i 2009 afhændede virksomheden til nye kræfter, der desværre gik konkurs efter halvandet år. En æra på 88 år var forbi.

 

Køb bogen her.

Dansk forside