Sko er ikke bare sko
Min træning var nu blevet en regelmæssig rutine, og det holdt jeg fast i. Men jeg havde fået problemer med fødderne. De første løbesko havde jeg købt uden nogen indsigt i, hvordan de skulle vælges, og jeg havde heller ikke fået særlig vejledning, hvor jeg havde købt dem. Resultat var, at jeg fik ondt i fødderne, hvilket er meget hæmmende under langdistanceløb! På anbefaling tog jeg derfor til en løbeforretning i København, hvor jeg blev videooptaget under løb på et løbebånd. Men desværre gav disse nye sko mig også problemer. I januar 2000 besøgte jeg så den københavnske forretning igen. Her blev det konstateret, at man tidligere havde solgt mig et par sko, der slet ikke svarede til mit behov. Men man tog dog ikke den konsekvens at give mig et nyt par sko kvit og frit! I stedet solgte de mig et nyt par sko og anbefalede mig at få lavet specielle indlæg, der passede til mine fødder. Jeg fik indlæggene og har ikke siden haft problemer med fødderne på grund af fodtøj.
En anden hverdag
Det, der i næsten et halvt år havde været lagt op til, blev i januar 2000 en realitet. Hanne flyttede, og skilsmisseprocessen blev sat i gang. Sammen med vores to drenge blev jeg boende i vores hus, mens Hanne flyttede i en lejlighed.
Det gav nogle udfordringer at blive alene om det hele. Nu var der kun mig til at bringe og hente i børnehave, klare indkøb, madlavning, havearbejde og alle andre opgaver i husstanden. Samtidig ville jeg jo gerne holde min træning ved lige, så det krævede god planlægning. Eftermiddagene og aftenerne var meget pressede. Efter dagens arbejde skulle Emil hentes i børnehaven, der skulle handles, hunden skulle luftes, og aftensmaden tilberedes. Naturligvis var der fokus på børnene, men samtidig var der også ofte arbejdsopgaver om aftenen. Så det var svært at få tid til at løbe. Jeg måtte lægge en anden strategi. Foruden en lidt længere løbetur i weekenden begyndte jeg nu at løbe tre hverdagsmorgener. Jeg stod op klokken 4.30 og var klar til at løbe en halv time senere. Drengene sov, og det samme gjorde hunden. Så det var med god samvittighed og ro i sjælen, jeg begav mig ud iført løbesko. Drengene vidste godt, at jeg løb om morgenen, og jeg havde altid mobiltelefon med, så de kunne få fat i mig. Men det blev der imidlertid aldrig brug for. De sov altid som små engle, når jeg kom hjem. Efter en god times løb luftede jeg hunden og tog bad. Derefter var tiden kommet til at vække drengene, og en ny dag var i gang.
Jeg holdt fast i mine morgenløb igennem syv år, og jeg løb året rundt – uanset vejret. Hverken snestorm, den kraftigste blæst eller styrtregn kunne holde mig hjemme. Ganske få gange stod jeg op, kiggede ud ad vinduet og gik i seng igen. Men når det skete havde jeg dårlig samvittighed flere dage efter, så jeg nærede mig efterhånden for at springe over, hvor gærdet var lavest.
Køb bogen her.
