En dejlig invitation
Jamie ville meget gerne byde Karin og mig velkommen til Crown of Scandinavia, mens hun arbejdede på båden, og jeg fandt ud af, at båden gik fra København lørdag den 21. september og således ville ligge i Oslo havn den 22. september, hvor der blev afholdt Oslo Maraton. For mig blev det nu oplagt at slå to fluer med et smæk. Jeg ville kunne besøge Jamie ombord på båden og løbe Oslo Maraton i samme weekend. Turen passede ikke for Karin, så det måtte blive en rejse for mig alene, hvilket der ikke var noget usædvanligt i.
Som fod i hose
Det hele så fint ud, og det var så afgjort en kabale, der kunne gå op. Båden ville lægge til kaj søndag morgen klokken 9.45, og løbet startede klokken 10.30. Fra havnepladsen til startområdet var der blot en kort gåtur. Eftersom båden sejlede igen klokken 16.30, skulle det være muligt for mig at nå rettidigt i mål inden afgang.
Startnummeret kunne afhentes søndag morgen, men også i dagene forinden, og for at undgå stress og kø i den forbindelse, aftalte vi, at Jamie skulle hente mit startnummer i sekretariatet på Rådhusplassen om fredagen, når båden lå i Oslo.
Jamie selv ville ikke løbe. Hun havde ved tilmeldingen aldrig før løbet et maratonløb, så to på en uge var nok lige i overkanten. Derudover mente hun, det ville knibe med tiden, da hun skulle stå omklædt og klar til at tage imod gæster straks ved afgang, mens jeg i ro og mag kunne klare mit under sejladsen.
Svimmelhed satte en kæp i hjulet
Men jeg kom ikke til at løbe Oslo Maraton i 2010. Svimmelhed havde få dage forinden sat mig ud af spillet. Jeg var parat til at skrive til Jamie og melde afbud til turen, men valget var svært. Jeg ville gerne opleve sejladsen sammen med hende, og jeg vidste, at hun glædede sig. Jeg tænkte så, at det måske var lige meget, om jeg lå og var svimmel i min egen seng eller ombord på et skib, og det endte med, at jeg valgte at tage af sted.
Jamie som stand−in
Lørdag eftermiddag kørte Karin mig til færgelejet i København, og Jamie tog imod mig ved ankomsten. Hun viste mig, at hun under sin skjorte havde båret sin medalje fra Odense både nat og dag i nu seks døgn. Da jeg fortalte, at jeg ikke kunne løbe, sagde Jamie straks, at hun ville gøre det for mig, og at jeg skulle have medaljen. Det med medaljen fik vi en diskussion om, der igen viste forskellen på dansk og kinesisk opfattelse. Jeg ville under ingen omstændigheder bryde mig om at modtage en medalje, jeg ikke havde gjort mig fortjent til. Den ville aldrig få en plads på min væg, men for Jamie var det den naturligste ting i verden, at hun løb, og at jeg skulle have medaljen.
På trods af min svimmelhed havde jeg en god tur med Jamie. Hun havde en del arbejde, hvilket passede mig fint. Jeg kunne i ro og mag slappe af i min kahyt. Noget ud på aftenen spiste Jamie og jeg et godt aftensmåltid på en af bådens restauranter og havde en hyggelig stund sammen.
Startområdet som tilskuer
Søndag morgen ved ankomsten til Oslo var Jamie omklædt og klar til at løbe sit livs andet maratonløb, blot en uge efter det første. Sammen gik vi nu op til startpladsen på Festningsplassen. Det var lidt koldt, men Jamie var glad og smilende og helt klar til endnu et løb. Årets arrangement var et jubilæumsløb, eftersom det var 30. gang, der blev løbet maraton i Norges hovedstad.
Klokken 10.33 gik starten for gruppe 2 og dermed også for Jamie. Jeg vinkede farvel og gik lidt rundt på pladsen og så mig omkring. Svimmelheden var der, men jeg syntes ikke, at jeg skulle tilbringe hele dagen ombord.
Nu som officiel løber
På et tidspunkt fik jeg øje på en kassevogn med danske nummerplader og fra Ultimate Sport Service. Jeg gik over og kiggede ind i bilen og ganske rigtigt. Der sad Claus og styrede tidtagningen, ligesom han trofast år efter år sidder på Yin og Yang–pladsen og klarer teknikken. Claus blev noget overrasket over, at jeg stod der og ikke var ude at løbe. Jeg forklarede ham sammenhængen og spurgte, om han kunne ændre mit navn på startnummeret til Jamies. Det var ikke noget problem. Han fik navn, fødselsdato og nationalitet og vupti, den intetanende Jamie var pludselig officielt ude at løbe sit eget maratonløb.
Jeg fandt snart tilbage til båden, hvor jeg slappede af med læsning og fik frokost i personalekantinen, hvortil Jamie havde givet mig adgang.
En overraskende god tid
Lidt op ad eftermiddagen gik jeg tilbage til Festningsplassen for at være der, når Jamie kom i mål. Jeg var der i god tid og tænkte, at jeg nok ville blive nødt til at vente et stykke tid. Jeg var en anelse betænkelig ved, hvorvidt Jamie ville kunne nå tilbage og være klar til arbejdstidsstart. Tilsyneladende var dette løb mere kuperet end i Odense, hvor hun havde været træt til sidst. Jeg tænkte også, at et løb så kort tid efter nok ville være en drøj omgang.
Men meget, meget overrasket og glad blev jeg, da Jamie, før jeg havde forventet det, kom løbende i mål. Hendes tid lød på 4.33.28, altså 18 minutter hurtigere end ugen før. Jeg var målløs, og Jamie var meget glad, ikke mindst da hun hørte, at hun havde løbet i eget navn. Hun sagde, at hvis hun havde vidst det, ville hun nok være udgået, men det kunne hun ikke tillade sig i mit navn.
Natklubbesøg
Ved arbejdstidsstart stod en nyvasket, uniformeret Jamie klar til at tage imod sine gæster. Nu havde hun to medaljer skjult under skjorten. Igen fik vi denne aften et godt måltid på en restaurant, hvorefter vi fik et par glas i natklubben, hvor et ungarsk orkester underholdt med populærmusik fra flere årtier.
Assistance til ørelægen
Mandag morgen tog jeg en taxa til ørelægen i Hvidovre, hvor jeg havde konsultationstid. Og Jamie insisterede, som var hun min mor, på at tage med. Bagefter tog vi afsked for denne gang på Valby Station, hvorfra vi hver især tog toget i hver sin retning.
Køb bogen her.
