Et tilfældigt rejsemål

 
Jeg har ingen erindring om, hvorfor jeg valgte at deltage i Paris Marathon i 2002. Jeg tænker, at det var i en weekend, hvor jeg ikke havde børnene hjemme, og jeg trængte til at komme lidt hjemmefra helt for mig selv. Maratonløb var nu blevet en del af min livsstil, og jeg var altid interesseret i at prøve kræfter med nye løb og nye udfordringer.

 

 

Iskiasskade

 
Men der skulle store forhindringer til, før jeg kom af sted på den tur, og det var da også tæt på at blive helt aflyst. En lille måneds tid før afrejsen fik jeg pludselig smerter i mit højre baglår. Jeg har aldrig fundet ud af, hvordan det opstod, men det viste sig at være iskiassmerter. Da jeg ikke så nogen umiddelbar løsning hos min læge, valgte jeg at gå den alternative vej, hvilket falder mig ret naturligt. Jeg fandt en kvindelig kinesisk akupunktør i København, som jeg jævnligt konsulterede i ugerne op til løbet, men naturligvis fik jeg slet ikke trænet i den periode.

 

Mindre end uge før afrejsen havde jeg under en påskefrokost så store smerter, at jeg overvejede at benytte mig af min rejseforsikring og blive hjemme. Men da påsken var ovre, traf jeg dog den beslutning, at jeg ville rejse. Jeg tænkte så, at jeg i det mindste ville kunne slappe af og overvære løbet som tilskuer.

 

Faktisk havde jeg, inden skaden opstod, fremsendt en lægeerklæring, der bekræftede, at min deltagelse var forsvarlig. Dette var et krav fra de franske myndigheder.

 

Ankomst til byernes by

 
Denne rejse foretog jeg med Marathon Travel Club, der i modsætning til Albatros Travel kun arrangerer rejser i forbindelse med maratonløb.

 

Vi skulle mødes i Københavns Lufthavn fredag den 5. april klokken 7.30 med flyafgang halvanden time senere. Efter ankomsten til Charles de Gaulle tog gruppen til Hotel Etoile Maillot, hvor vi fik anvist vores værelser. Jeg skulle dele værelse med en ung officerselev, og han og jeg tog straks ud til Expoen, hvor vi skulle hente vores startnummer sammen med et par stykker mere, som vi var faldet i snak med. Vi tog med metro til Porte de Versailles og fandt der messeområdet Parc des Expositions, hvor vi fandt Expoen. Her fik vi udleveret posen med startnummer med mere. Derefter brugte vi nogle timer på at gå rundt og se på de mange stande. Min værelsesfælle havde ikke løbesko med, men havde planlagt at købe dem her. Jeg var ganske målløs, da jeg aldrig havde løbet maraton uden i forvejen at løbe skoen langsomt til. Men det betød ikke noget for ham, fortalte han, og han fandt da også et par sko og klarede sig efterfølgende fortrinligt.

 

Sidst på eftermiddagen var vi til informationsmøde på Hotel Acacias, og senere spiste jeg ude med mine nye bekendtskaber, hvorefter vi gik en tur i den store bys gader.

 

Sightseeingdag

 
Lørdag formiddag var der arrangeret en fælles kort løbetur mellem hotellet og startområdet, så vi kunne blive bekendt med dette. Der var ikke særlig langt dertil, så det ville være en smal sag dagen efter.

 

 

Eftermiddagen blev brugt på sightseeing i Paris, og denne tur sluttede ved Porte de Versailles, hvor der skulle holdes pastaparty. Vi kom vidt omkring den eftermiddag. Også forbi noget af den løbsrute, vi dagen efter skulle passere, men det var ikke muligt at køre hele løbsruten igennem.

 

Mine iskiassmerter var ikke helt væk, men jeg havde det meget bedre end ugen før, og under sightseeingturen besluttede jeg mig for, at jeg ville forsøge at løbe dagen efter.

 

Marathon de Paris

 
Søndag den 7. april stod vi tidligt op og spiste morgenmad, hvorefter vi mødtes i receptionen klokken 7.45 for samlet at gå til start. Det var bidende koldt, men vores guider havde været forudseende og havde medbragt en rulle sorte plastiksække. Vi kunne så klippe hul til hoved og arme, så sækken kunne værne os mod vinden, indtil vi skulle løbe.

 

 

Ved startområdet myldrede det med mennesker, og det vækkede minder om det storbyløb, jeg 2½ år tidligere havde løbet i Berlin. Her var mere end 30.000 mennesker. Ved startområdet stod en franskmand i shorts og T–shirt tæt på mig. Det var tydeligt at se, at den stakkels mand frøs. Tænderne klaprede, og han bankede sig på lårene og armene for at holde sig varm. Af en eller anden årsag havde jeg fået udleveret to sorte sække, som jeg begge havde taget over mig. Jeg tog nu den ene af og gav den til den forfrosne medløber. Vi forstod ikke hinanden, men hans taknemmelige øjne sagde alt.

 

Løbet blev skudt i gang klokken ni, og her var masser af fest og farver. Ligesom i Berlin var der underholdning undervejs, og kreative løbere satte også deres præg på løbet. Blandt andet var der en mand i tjenerbeklædning med butterfly. Han løb med en bakke med en vandflaske, men jeg ved ikke, om det lykkedes ham at bære bakken under hele løbet.

 

Som altid var der nok af væskestationer, og på et tidspunkt kom jeg til et sted, der ikke var en helt officiel væskestation. Her blev serveret noget mørkt væske, og jeg spurgte med et smil, om det kunne være rødvin. Der blev svaret ja, og alligevel troede jeg, at det kun var for sjov. Det var det ikke. Men på den anden side, hvis man ikke skulle drikke rødvin under et maratonløb i Frankrig, ved jeg ikke, hvor man skulle gøre det.

 

Vi løb hele byen igennem på ruten og passerede alle de kendte steder som Eiffeltårnet og Triumfbuen. Et sted løb vi gennem nogle autotunneller, hvor trafikken havde været spærret i nogle timer. Men her dunstede alligevel af benzin. Vi løb faktisk igennem den tunnel, hvor prinsesse Diana og Dodi Al Fayed på tragisk vis var blevet dræbt i en bilulykke knapt fem år tidligere. Det satte gang i tankerne.

 

Havde vi haft kort vej til startområdet, var der endnu kortere vej fra mål til hotellet. Vi afsluttede løbet lige op til gaden, hvor hotellet lå. Jeg mærkede ikke meget til min iskiasnerve, men den har nu nok begrænset mig noget, eftersom jeg først kom i mål efter 5:45:01. Men jeg var alligevel glad og fuldt tilfreds med, at jeg havde klaret løbet mod alle odds.

 

 

Nogle hævder, at skader skal løbes væk. Det er nok ikke helt sandt. Men jeg havde det faktisk bedre efter løbet og mærkede ikke efterfølgende noget til iskiasnerven.

 

Sejrsmiddag

 
Sidst på eftermiddagen mødtes vi danske løbere i hotellets bar. Her kunne vi skåle med hinanden og udveksle sjove historier fra dagen. Senere gik vi i samlet flok ud i byen og fik en lækker middag. Efter middagen var jeg træt og gik tilbage til hotellet for at sove, hvilket ærgrede mig lidt dagen efter, for flere af de andre havde efterfølgende hygget sig i latinerkvarteret. Jeg skulle have bidt trætheden i mig og være taget med.

 

Afrejsedagen

 
Mandag formiddag og eftermiddag havde vi for os selv, og jeg gik lidt rundt i byen og hyggede mig med nogle af de andre. Sidst på eftermiddagen mødtes vi i hotellets reception til afrejse, og klokken 21.20 var vi tilbage i Københavns Lufthavn.

 

Jeg var meget glad for at have været med på den tur. Min skade var væk, og jeg følte, at batterierne var ladet op, så jeg var klar til at tage fat på hverdagens opgaver.

Køb bogen her.