Langt om længe – endelig noget nyt igen

 

Efter i årene 1999 til 2005 at have præsenteret nye, specielle løb som perler på en snor gik der fire år, før Adventure Marathon atter kunne barsle med noget nyt: Petra Marathon i Jordan.

 

Oldtidsby

 

Petra var hovedstad i Nabatæerriget fra det 4. århundrede før Kristi fødsel og 500 år frem. Efter en kort periode under romersk herredømme blev byen forladt og lå glemt i den jordanske ørken i over 100 år. Petra har i mange år været på UNESCO´s liste over verdenskulturarv og blev i 2008 valgt til et af verdens syv nye vidundere. Det nye maratonløb skulle foregå her mellem ældgamle templer og gravkamre hugget direkte ind i Jordans rødlige sandstensklipper.

 

 

Bryllupsrejse uden brud

 

Allerede i februar havde jeg tilmeldt mig dette løb, men på det tidspunkt vidste jeg ikke, at det skulle blive en bryllupsrejse uden brud. Til gengæld havde jeg to andre kvinder med: Elisabeth og hendes veninde Dorthe. Det var netop Dorthe, der fra sit sommerhus på Læsø havde puffet Elisabeth ombord på et indenrigsfly hin augustdag 2009. Også Emil var med på turen, og for første gang var han med uden sin bror. Steffen havde lige fået styret sin rejselyst for en tid, da han havde studeret i Miami, USA, og i Perth, Australien. Nu var han tilbage i Danmark, men var optaget af at aftjene sin værnepligt ved Beredskabsstyrelsen.

 

Oldtidskort i mosaik

 

Afrejsedagen fra København var onsdag den 23. september, og efter transit i Istanbul, Tyrkiet, ankom vi til The Regency Palace Hotel i Amman klokken tre om natten lokal tid.

 

 

Torsdag blev det til en kort rundtur i hovedstaden før næste stop på vejen, den kristne by Madaba, kendt for en berømt mosaik fra 500–tallet, der udgør et udførligt oldtidskort over hele “Det Hellige Land”. Kortet målte oprindeligt fem gange 25 meter. På de tilbageværende dele ses blandt andet Jerusalem med Gravkirken, og ovenfor, nær mosaikkens kant, ses Jordanfloden og Det Døde Hav.

 

 

Efter yderligere tre timers kørsel via den smukke og historiske Kings Road ankom vi til Wadi Mousa først på aftenen. Wadi Mousa er den nærmeste by til oldtidsbyen, hvorfra løbet skulle starte. Vi blev her indkvarteret på det ganske udmærkede Petra Marriott Hotel.

 

 

Inspektionstur i Petra

 

Fredag morgen mødtes alle løbere på Hotel Mövenpick, hvor der var informationsmøde med efterfølgende inspektionstur i Petra. Thomas gav her udtryk for lidt bekymring for mig. Han fortalte, at ruten var ekstremt hård, og at vi skulle gennemføre inden for syv timer og nå frem til 30−kilometermærket inden for fem timer. Hans bekymring var begrundet i mit løb i Sydafrika, hvor jeg havde måttet udgå. Jeg forsikrede Thomas, at jeg denne gang var mentalt klar, og at jeg slet ikke forventede en gentagelse fra 2005.

 

 

Respekt for et af verdens vidunder

 

På løbsdagen lørdag den 26. september stod vi op allerede klokken 3.30. Oprindeligt skulle alle være mødtes ved startområdet. Men på grund af en sprække i klippevæggen inde i Siq´en (kløften til Petra) og generel bekymring for bevarelsen og beskyttelsen af det arkæologiske område, havde Petra National Trust, UNESCO og Jordans Turistministerium indtrængende bedt arrangørerne om, at vi ikke løb gennem Siq´en og i stedet flyttede starten ind i selve Petra. Da alle var mødt og havde fået afleveret bagage, gik vi til fods samlet gennem Siq´en til det nye startsted. Ændringen betød naturligvis, at ruten var forlænget 1.200 meter et andet sted. Vi skulle være startet klokken seks. Men da det stadig var mørkt, kom vi først i gang sytten minutter over.

 

 

Storslåede omgivelser

 

Kort inde i løbet kom vi til en af Petras mest berømte bygninger, Al–Kazhneh eller “Skattekammeret”. Det var et meget imponerende sted med en detaljerig 40 meter høj facade. Det er kendt fra filmen “Indiana Jones og det Sidste Korstog”. Da vi havde passeret forbi dette, nåede vi til en hel by af gravkamre og huler, udhugget i lyserøde sandstensklipper.

 

 

Efter at være løbet igennem den gamle romerske handelsgade med en række af cirkelrunde søjler, drejede ruten ud af Petra og op ad landevejen bag ruinerne. Det var virkeligt specielt at løbe i disse historiske omgivelser.

 

 

På hovedvejen løb vi mellem klipper i alle nuancer af rødt og gult og i yderst særprægede former. På dele af ruten løb vi langs udtørrede flodlejer i ujævnt terræn.

 

 

Underlaget var meget sandet i starten, men det gav nu ikke problemer. Jeg holdt en gennemsnitshastighed på otte kilometer i timen, og den holdt helt frem til 28 kilometer.

 

Stabilt løb

 

Efter omkring 12 kilometer kom vi ud på et fladt asfaltstykke, hvor der nogle steder var skygge mellem klipperne. Her løb jeg faktisk ret stærkt og overhalede nogle stykker på vejen. Senere blev det så en del op og ned ad bakke. Her mødte jeg nogle af dem, der var foran mig, idet de havde været ved et vendepunkt og nu var på vej tilbage.

 

Efter 22 kilometer kom også jeg til vendepunktet hvor jeg fik et gummiarmbånd om håndleddet som bevis på, at jeg havde været der. Nu var jeg så også på vej tilbage og skulle herefter løbe meget op ad bakker. Her måtte jeg gå en del, men holdt dog stadig min hastighed rimeligt konstant et stykke tid. Men da jeg nåede frem til den flade asfaltvej, var der ikke længere kræfter til at løbe stærkt. Det blev nu til skiftevis småløb og gang. Jeg nåede frem til 30−kilometermærket efter lidt over fire timer og var dermed i rigtigt god tid.

 

 

Den store udfordring

 

Efter 31 kilometer kom den store udfordring. Vi skulle nu stejlt op ad bakke de næste tre kilometer, og på et tidspunkt var det rigtig hårdt, uden at jeg dog var i dyb krise. Jeg kom op ad det værste stykke, men det fortsatte stadig op ad bakke, og nu gik ruten ad grusveje.

 

Sikkerhed frem for alt

 

Endelig ved 37 kilometer var toppen nået, og nu gik det nedad. Med det var ad ujævne og stenede stier, og jeg turde ikke løbe, da jeg ikke havde lyst til at blive skadet i bestræbelsen på at nå i mål inden seks timer.

 

 

Efter 40 kilometer var vi igen på asfalt, men mange steder gik det meget stejlt nedad, så her kunne jeg heller ikke løbe ret meget.

 

 

Jeg løb i mål i tiden 6:14:51, og Elisabeth ventede på mig i målet. Emil var kommet flot i mål efter sit eget 23−kilometers løb i tiden 3:21:26. Han var taget tilbage til hotellet med Dorthe.

 

En urolig nat

 

Appetit havde jeg ikke meget af den aften. Jeg kunne ikke spise meget og gik tidligt i seng. Det blev en mærkelig nat. Snart frøs jeg, så svedte jeg. Det var dynen af og på hele tiden. Jeg talte i vildelse og vågnede med et sæt ved den mindste bevægelse eller lyd fra Emil. Emil syntes, det var lidt sjovt. Selv var jeg helt bevist om, hvad der skete, men kunne ikke ændre på det.

 

Gallafest i det fri

 

Søndagen havde vi for os selv, så vi tog en taxa til byen, hvor vi gik rundt i basaren et par timer. Eftermiddagen tilbragte vi ved hotellets pool, hvor vi slappede af, badede og nød solen.

Aftenens gallafest foregik udendørs i Lille Petra. Til lyden af pompøs musik i højtalerne gik vi ad en rød løber i sandet ind til et område med et gravkammer. Der var sat fakler langs den røde løber, så vi kunne finde vej, og det var et ganske betagende syn. Efter en velkomstdrink satte vi os til bords ved runde borde. Der blev budt velkommen, og vi gik så til buffeten. I løbet af aftenen blev vi underholdt af en lokal mandlig dansegruppe, hvortil deltagerne kastede sig ud i rundkredsdans.

 

 

Ikke hårdere end på muren

 

Under middagen blev vinderne kåret. Flere havde sagt, at dette løb ville blive hårdere end The Great Wall Marathon. Dette kan jeg klart afvise. Min tid var her en time og et kvarter hurtigere, end jeg tidligere på året havde præsteret i Kina. Vindertiden i Petra blev 3:15:03, hvilket var knapt 26 minutter hurtigere end samme år på muren.

 

Det døde hav

 

Mandagen bød på en lang bustur. Vi forlod vores hotel om morgenen og var ved middagstid fremme ved byen Karak, hvor vi så en flere tusinde år gammel borg, der er blandt regionens største borge.

 

Midt på eftermiddagen nåede vi til Wadi Rum og Hotel Mövenpick.  Vi blev nu kørt ned til vandet i nogle små sjove Club Cars og badede i Det Døde Hav, verdens lavest beliggende sø og laveste punkt i det hele taget med sine 400 meter under havets overflade. Det var en spøjs oplevelse. Vi lå på ryggen og kunne næsten ikke få fødderne ned til bunden. Det virkede, som om vi flød rundt i olie. Vandet havde omkring 30 % saltindhold, så der var hverken levende dyr eller planter. Vi var blevet frarådet at have smykker på, hvorfor jeg for første gang tog min vielsesring af. Ligeledes blev vi kraftigt advaret mod at få vandet i øjne og i mund.

 

 

Efter et aftensmåltid med god vin og nogle afslappede timer på hotellet skulle vi ved midnatstid videre mod Amman og lufthavnen.

 

Midt om natten fløj vi igen via Istanbul til København, hvor vi var fremme tirsdag formiddag. En spændende rejse var tilendebragt og et godt løb gennemført.

 

Forbud mod gentagelse

 

Det skulle vise sig, at Petra Marathon ikke var kommet for at blive. Løbet blev ikke afviklet året efter, men kom tilbage igen i 2011. Herefter var det ikke mere tilladt at løbe i Petra by. UNESCO og de lokale myndigheder fandt det ikke forsvarligt at afvikle maratonløb i en oldtidsby med så stor historisk betydning.  Dette er naturligvis fuldt forståeligt, men uden disse fantastiske omgivelser giver løbet ingen mening.

 

Køb bogen her.