Tredje tiltag fra den dynamiske trio

 

Efter at have sendt os tre gange til varmen i Kina og en gang til Afrikas savanne syntes arrangørerne bag Adventure Marathon åbenbart, at det var tid til at svale os lidt ned. Allerede kort tid efter hjemkomsten fra The Karen Blixen Marathon i 2000, modtog jeg et brev fra Albatros med nyheden om deres næste tiltag. Brevet indledtes med et “Velkommen hjem fra Kenya!”, og så fortsatte det ellers med information om løbet på Grønland. Der havde været foromtale i BT, og interessen for løbet var meget stor.

 

Løbet skulle afvikles ved Kangerlussuaq nord for den grønlandske polarcirkel. Vi fik beskrevet en enestående rute, hvor vi ville komme til de enorme gletsjertunger, der markerer grænsen for den grønlandske indlandsis. Den vanskelige rute gik helt op på den 150.000 år gamle indlandsis, men ville også bringe os over morænesletter og tundra, forbi smeltevandssøer og vandfald og gennem den fascinerende arktiske ørken, hvor moskusokser og rensdyr græsser på de sparsomme vækster.

 

Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg skulle deltage i dette løb, og lige så sikkert var det, at drengene skulle med. Flere familiemedlemmer ville også gerne med på denne fantastiske rejse, så det endte med, at vi samlet blev syv personer.

 

Første dag i Grønland

 

Afrejsedagen var tirsdag den 5. september, hvor vi mødtes i Københavns Lufthavn klokken otte, og vi var allerede i Grønland klokken 11.15. Dette skyldes nu ikke et meget hurtigt fly, men den naturlige tidsforskel mellem Danmark og Grønland.

 

Vores hotel lå i selve lufthavnsbygningen, så det kunne ikke være lettere. Allerede en halv time efter ankomsten var der informationsmøde om stedet og ikke mindst om løbet. Herefter var vi på sightseeing med bus, hvor vi kørte rundt i lokalområdet og blandt andet på denne tur så en moskusokse og et par rensdyr. Der var ikke planlagt yderligere fælles aktiviteter den dag, og efter aftensmaden gik vi forholdsvis tidligt til ro. Men efterfølgende ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde bidt trætheden i mig og var gået til koncert i byen. Dodo and the Dodos havde optrådt, og mange var begejstrede over den oplevelse.

 

Kangerlussuaq

 

Kangerlussuaq er det grønlandske navn for den 180 kilometer lange Søndre Strømfjord og betyder ganske enkelt Storfjorden. Grundet de meget stabile vejrforhold valgte det amerikanske militær stedet som militær flyvebase under Anden Verdenskrig, og i mange år havde lufthavnen stor betydning, da den var den vigtigste indfaldsvej til Grønland. I 1992 trak det amerikanske militær sig væk fra området, og de civile myndigheder overtog driften. Alle byens indbyggere var knyttet til lufthavnens drift, og hele området havde stadig baselignende karakter, men man skulle kun bevæge sig få hundrede meter væk fra byen for at fornemme den enorme grønlandske natur.

 

Bjergbestigning

 

En stor del af torsdagen brugte drengene og jeg på bjergbestigning. Lige ved hotellet lå et bjerg, og det besluttede vi at kravle op på toppen af. Det var naturligvis ikke rigtig bjergbestigning, men der var dog nogle meget stejle stigninger, der virkelig “trak tænder ud”, og flere gange syrede vores ben godt til. Bjerget var faktisk meget større, end det umiddelbart så ud til, og hver gang vi troede, at nu var vi endelig oppe, var vi kun nået til endnu en afsats, der blev efterfulgt af nye stigninger. Faktisk var det helt umuligt at se op til bjergets top nedefra, og det lykkedes os da heller ikke at komme helt op. Men på et tidspunkt var vi nået så langt op, at vi havde en fantastisk udsigt over hele området. Vi kunne både se bygninger, lufthavn, bjerge og søer, og i det fjerne kunne vi se indlandsisen. Det var et betagende syn og dejligt at være der helt alene med drengene. Vi besluttede dog ikke at fortsætte længere op, da vi ikke kunne overskue bjergets højde. Nedturen skulle gøres med lige så stor forsigtighed som opturen på grund af mange løse sten og bjergets stejlhed. Senere fik vi at vide, at vi havde klatret på verdens næstældste fjeld, der var flere milliarder år gammelt.

 

 

Majestætisk besøg

 

Da vi kom tilbage til hotellet, viste det sig, at der var kommet prominent besøg, mens vi var væk. Ingen ringere end vores dronning boede nu på vores hotelgang. Dronningens besøg skyldes en uventet tilfældighed. Regenten skulle deltage i festlighederne i anledning af Grønlands Kommandoens 50 års jubilæum, men rejsen havde fået et ufrivilligt afbræk på grund af dårligt vejr og tåge. Med få minutters mellemrum var tre fly fra København ankommet til Kangerlussuaq, og i dronningens følge var statsminister Poul Nyrup Rasmussen, forsvarschefen general Christian Hvidt og Stuart Bernstein, der netop var tiltrådt som USA’s ambassadør i Danmark. Dronningen benyttede eftermiddagen til at se på moskusokser under en udflugt i området. Jeg nåede ikke at se de kendte, før de var videre på deres færd næste morgen.

 

 

Udflugter

 

Fredag var vi på udflugt og drog af sted i jeeps straks efter morgenmaden for at se dyr og en storslået natur. Aftenen før havde vi smagt moskusokser, grillet rensdyr og sæl til et udendørs party på vandrehjemmet. Nu så vi moskusokser i levende live. Indlandsisen var smuk og betagende. Det er næsten ikke til, at tro noget kan være så mægtigt. Vi gjorde holdt et smukt sted med perfekt udsigt til isen, og herfra så vi en kæmpestor isblok rive sig løs fra klippen og styrte ned med et kæmpe brag.

 

 

Også lørdagen var forbeholdt oplevelser. Om formiddagen var vi ude på løbsruten og helt oppe på det stykke af indlandsisen, hvor vi skulle løbe den efterfølgende dag. Der var bidende koldt på stedet, men det var så smukt og betagende, at det ikke er til at beskrive. Over alt var der is og sne, og i horisonten så vi det mest fantastiske landskab, man kan forestille sig.

 

Testbane for VW

 

Et stykke længere ude på indlandsisen, end hvor vi var, havde VW to år forinden anlagt en testbane med en diameter på 50 kilometer for at kunne teste morgendagens biler under ekstreme klimaforhold. Anlægget var etableret nogle år tidligere efter aftale med hjemmestyret, og for de 600 indbyggere i Kangerlussuaq gav dette polare testanlæg god vækst. Mandskabet på testanlægget havde naturligvis brug for både hotelsenge, forplejning, nødhjælp, vagter og avanceret infrastruktur, så forskningsresultater kunne udveksles mellem VW–hovedkvarteret i Wolfsburg i Tyskland og testbanen, hvor der var opført en hytteby. Foruden VW var anlægget forbeholdt test af Audi, Seat, Skoda, Rolls–Royce og Lamborghini.

 

Men området var topsikret, så ingen uvedkommende kom for tæt på, og der gik historier om vandrende turister, der havde fået konfiskeret foto– og videoudstyr for at sikre mod industrispionage. Nu havde VW−koncernen allernådigst givet tilladelse til at løbe maraton i nærheden.

 

Ridetur i naturen

 

Efter frokosten var min stedmor Elisabeth, drengene og jeg på ridetur i området omkring lufthavnsanlægget. Elisabeth har redet livet igennem og må siges at være overordentlig habil, men det samme kan ikke siges om os andre. Vi red på islandske heste af sted på en to timers tur i adstadigt tempo med en guide. Naturen var smuk og betagende, men alligevel var vi lidt skuffede. Vi havde nemlig hørt, at vi kunne komme til at se moskusokser og rensdyr, samt en masse rovfugle, og vi så ingen af delene. Men naturen kan ikke programmeres og retter sig ikke efter turistbureauers planer, og på trods af de manglende dyr blev det en dejlig og hyggelig tur.

 

 

En pludselig indskydelse

 

Efter det obligatoriske pastaparty aftenen før løbet, sad vi i hotellets cafeteria og drak kaffe og the. Her fik Steffen nu pludselig den indskydelse, at han ville løbe maraton dagen efter. Han havde jo tidligere løbet halvmaraton i både Kenya og Kina. Men her var der kun den fulde distance, så det var enten eller. Steffen mente, at han med en tidsgrænse på syv timer ville kunne løbe halvdelen og gå resten af vejen. Jeg ville ikke gøre mig til ekspert i, om det var forsvarligt, at en 13–årig dreng løb et helt maraton, så vi talte med Thomas fra atletikforbundet og lægen, Mogens, der også sad i cafeteriaet. Thomas havde ingen betænkeligheder ved at lade Steffen stille op. Men han bad Steffen tage den med ro og måske gå de første 17 kilometer, indtil han havde været på indlandsisen og var tilbage forbi startområdet. Han kunne så løbe de sidste 25 kilometer mod mål. Det var godt, at Steffen havde løbesko med, og at jeg havde ekstra overtrækstøj.

 

The coolest marathon on earth

 

Søndag den 9. september oprandt dagen for det første The Polar Circle Marathon, og vi skulle tidligt op, da bussen til startområdet afgik klokken 7.15.

 

 

Det havde regnet op til dagen, men skulle holde tørt på løbsdagen. Til gengæld var der en del blæst og det var temmelig koldt. Både Steffen og jeg var derfor klædt godt på. Vi havde nogle store poser og elastikker i lommen, så vi kunne aflevere tøj ved posterne, efterhånden som vi blev varme og kom væk fra indlandsisen. Imidlertid kom vi aldrig til at aflevere tøj. Jeg turde ikke, og godt for det. På et tidspunkt havde jeg det varmt, men jeg nøjedes med at binde løbejakken rundt om livet. Det kom mig senere til gode, da det blev koldt, og jeg fik brug for alt, hvad jeg havde.

 

Ruten

 

Maratonruten strakte sig over 35 kilometer fra Kangerlussuaq til indlandsisen, hvoraf omkring syv kilometer skulle gennemløbes i begge retninger. Starten gik et stykke før indlandsisen, og målet var på landingsbanen i Kangerlussuaq.

 

De første 25 kilometer foregik i et dramatisk og stærkt kuperet morænelandskab, formet af gletsjere og smeltevandstunneller. Landskabet var ufatteligt smukt, og vi skulle løbe mange kilometer langs enorme isrande, vandfald og gletsjere. Langs ruten var der chance for at se rensdyr, måske også moskusokser og enkelte polarræve. Den yderste del af ruten var en isvej, der blev vedligeholdt af en pistemaskine og førte os op på selve iskappen, hvor vendepunktet for verdens første maraton på indlandsisen lå.

 

 

Sidste del af ruten skulle gå gennem en relativ arktisk ørken, Sandflugtsdalen, forbi Sugar Loaf og langs elven tilbage til Kangerlussuaq. Terrænet ville hele vejen igennem være kuperet, men mest udpræget i løbets start. Stort set hele ruten var på velholdt og stenet grusvej, der var nogenlunde jævn med et godt stabilt underlag uden alt for mange store sten.

 

Løbet

 

Steffen var ikke flink til at overholde den taktik, Thomas havde givet ham. Han var hurtigt et godt stykke foran mig, og jeg så ham ikke, før han var på vej ned fra indlandsisen, og jeg var på vej op.

 

 

Det var en utrolig oplevelse og meget flot at løbe på indlandsisen. På vej op fik jeg solen i øjnene, så det var svært at se, og på vej ned skulle jeg passe på ikke at glide i den glatte is. Selve løbet på isen var kun på knapt to kilometer, men det var en utrolig stor oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Koldt var der på isen, men knapt så blæsende, så kulden var ikke bidende.

 

 

Resten af løbet var også meget specielt og utroligt smuk. Men det var hårdt. Vi skulle op og ned ad mange bakker, og selvom det var en stor oplevelse, var det også krævende. Jeg måtte ned og gå i flere perioder.

 

Efter cirka 16 kilometer kom jeg op til Steffen. Han var nu rimeligt flad og øm flere steder, så han mente, han ville udgå, når han havde rundet de 21,0975 kilometer, for så havde han lavet en halvmaraton, selvom det ikke ville blive godkendt officielt. Jeg sagde til Steffen, at han endelig måtte udgå, hvis han ikke følte, at han havde fysik til at fuldføre. Jeg fulgtes nu med ham nogle kilometer, men måtte så forlade ham for at passe mit eget løb. Det var med nogen dårlig samvittighed, jeg gjorde det, men jeg var overbevist om, at han ville stoppe midtvejs, og jeg vidste, at dygtige officials i jeep ville tage sig af ham, hvis han valgte at udgå.

 

 

Jeg fortsatte således mit eget løb på en lang jordvej, der bugtede og snoede sig. Den eneste undtagelse havde været stykket på indlandsisen, som var overstået tidligt.

 

Jeg startede løbet med alt mit tøj på og sluttede det på samme måde. Indimellem var det dog for varmt, så der blev taget tøj af og på, og da jeg frøs allermest, kom jeg til en væskestation, hvor vi fik varm bouillon. Det var det bedste, jeg fik at drikke den dag.

 

 

Efter 37 kilometer blev jeg passeret af en jeep med Steffen bagi. Han smilede og vinkede til mig, og jeg blev glad og lettet over, at han var udgået og ved godt mod.

 

Ved 40 kilometer kom den sidste stigning, der til gengæld var ekstrem og lang over næsten en kilometer. Her valgte jeg at gå i rask trav og var faktisk overrasket over, hvor mange kræfter jeg havde tilbage.

 

De sidste halvanden kilometer gik nedad og fortsatte på fladt område lige ud for vores hotel. Her havde jeg pludselig fornyede kræfter og kunne spurte i mål. Da jeg nærmede mig mål, så jeg foran mig en vraltende, skadet og udmattet løber, der brugte sine allersidste kræfter på at kæmpe sig i mål. Jeg kunne ikke se, hvem det var, men hørte så i højtaleranlægget, at det var Søren Rasmussen. Da jeg kom op på siden af ham, tog jeg hans hånd for at følges det sidste stykke med ham, men Søren sagde, at jeg skulle fortsætte, og i det samme hørte jeg Jan Christensens stemme i højtaleren råbe: “Nej Henrik, æd ham. Du får en bajer, hvis du slår ham”. Jeg blev grebet af stemningen. Euforien sejrede over mine sociale følelser, så jeg lod Søren være Søren og spurtede i mål. Min tid blev 5:30:41.

 

 

Ved målstregen stod Emil med et stort og fælt lugtende gevir. Det ville han gerne have med hjem, og det blev pakket grundigt ind i plastikposer og forseglet med gaffetape. Den dag i dag hænger geviret i gavlen over vores carport.

 

 

Gallafest

 

Løbet var blevet domineret af tre af Danmarks hurtigste maratonløbere, men dem havde jeg af naturlige årsager ikke set noget til. Trioen kom ind i rækkefølgen Torben Møller Nielsen, Claus Bjarnø og Peter Ellehauge. Vindertiden blev 3:16:38. Da vi kom tilbage til vores værelse, kunne vi gennem vinduet se de tre hurtige københavnere, der var ude og løbe af. Jeg tænkte: “Det er løgn”. Jeg havde lige løbet et maraton og vidste, at jeg nu skulle have en restitutionsperiode. Disse tre eliteløbere var altså klar få timer efter, at de var kommet i mål.

 

Dagene i Kangerlussuaq blev afsluttet med en gallamiddag i “Polar Bear”. Vi fik en dejlig tag selv−buffet, men jeg var ikke rigtig sulten og spiste kun lidt.

 

Der var præmier til de tre hurtigste blandt såvel kvinder som mænd. Derudover var der hæder til andre, der havde gjort sig fortjent til det. Steffen havde pådraget sig en mindre lyskenskade og modtog et BT−ur for at have klaret sig frem til den halve distance. Vi blev ikke længe ved festen, da vi skulle tidligt op den efterfølgende dag.

 

Om bord på M/S Sarpik Ittuk

 

Tidlig mandag morgen gik vi ombord på M/S Sarpik Ittuk i havnen i Kangerlussuaq. M/S Sarpik Ittuk er et dejligt skib, hvor vi fik en god kahyt og levede under bekvemme forhold. Allerede samme formiddag passerede vi polarcirklen, og der var en ganske ubeskriveligt udsigt. Vi kom forbi det ene fantastiske isbjerg efter det andet.

 

 

Ilulissat

 

Tirsdag kom vi til Isfjorden, og havde vi ikke set isbjerge dagen før, kom vi sandelig til at se dem den dag. Det ene mægtige isbjerg efter det andet kom sejlende lige ud for vores næser. Vi sejlede helt tæt på dem, og i horisonten var der til stadighed flere imponerende syn. Vi nærmede os nu Ilulissat, som ikke uden grund har fået tilnavnet “Isbjergenes by”. Mest kendt er byen – med rette – for sin mageløse isfjord, en god halv times gåtur syd for byen.

 

 

Godt 32 kilometer længere inde i land findes den enorme Sermeq Kujalleq gletsjer, der med en bredde på fem kilometer og en tykkelse på 1100 meter er verdens største isbræ uden for Antarktis. Ilulissats isbræ producerer mere end ti procent af alle isbjerge i Grønland, svarende til tyve millioner tons is i døgnet.

 

 

Den mest chokerende melding

 

Netop som vi lagde til land i Ilulissat, var det tid til frokost om bord på skibet, og mens vi stod i madkøen, kom chokket. Passagerernes mobiltelefoner begyndte at gløde, og det tikkede ind med SMS’er. Stemningen blev mat, og alle var som forstenede. De første meldinger var lidt uklare. Det første, jeg hørte, var, at det halve New York stod i flammer, men efterhånden fik vi klarhed over det skete. En ubeskrivelig og ufattelig tragedie var netop sket i USA, hvor terrorister havde kapret fire passagerfly og blandt andet havde jævnet World Trade Center i New York med jorden. Pentagon var også angrebet. Skibets fjernsyn blev tændt, og alle blev dybt berørt over situationen. Jeg havde ikke mere appetit. Det er nok overflødigt at nævne datoen den 11. september 2001. Den dag er mejslet ind i erindringen på størstedelen af jordens befolkning.

 

 

Knud Rasmussens fødehjem

 

Efter frokosten var overstået, og chokket havde lagt sig, gik vi fra borde. Vi besøgte Knud Rasmussens fødehjem og var på vandretur i byen. Vi besøgte Kællinge Kløften, et naturskønt område med klipper, og i byen nød vi at kigge på de søde og charmerende grønlandske huse, som vi kendte dem fra billeder. Overalt var der slædehunde, så vi var ikke i tvivl om, at vi var i Grønland.

 

 

Eqip Sermia

 

Onsdag formiddag nærmede vi os Eqip Sermia, der er en af Grønlands flotteste gletsjertunger. De mægtige gletsjersprækker, dybblå smeltevandsfloder – et landskab så betagende, stort og smukt, at ord ikke slår til. Det var fantastisk at stå der i den barske og kolde luft og betragte det utroligt smukke landskab. Vi havde håbet at se gletsjeren kælve, men det skete ikke, mens vi så på. Derimod så vi på en isflage en sæl og et par ubestemmelige fugle.

 

 

Midt på formiddagen lagde skibet til ud for Eqip Sermia, hvorefter vi i hold på ti personer og iført redningsveste blev sejlet i land med to Zodiac gummibåde. På land begav vi os ud på en tre timers lang vandretur i en natur, der skulle vise sig, at være langt mere barsk, end nogen af os havde forestillet sig.

 

Naturens kræfter

 

Vi vandrede nu i helt uspoleret natur med klipper, vandløb og sumpede områder og priste os lykkelige for at have taget gummistøvler på. Efter noget tid begyndte en barsk vind, som kun skulle vise sig at blive værre og værre. Vi stred os frem i en blæst så kraftig, at det ikke kan beskrives. Jeg kunne bogstaveligt talt mærke, at mine kinder blafrede, mens mine øjne løb i vand. Og det blev ikke lettere af, at jeg havde fotografiapparat og videokamera om halsen, så jeg med mellemrum kunne forevige oplevelsen. Samtidig skulle jeg holde Emil i hånden og hjælpe ham, når stendiger og sumpområder skulle forceres. På et tidspunkt, hvor jeg ikke lige havde Emil i hånden, blev han taget af vinden. Han lettede en halv meter fra jorden og fløj tre meter frem, hvor han landede i noget blødt mos. Trods den bløde landing blev han forskrækket og græd lidt.

 

 

For enden af vores vandretur kom vi først til et tilsandet område, hvor vi skulle passe på ikke at få sand i øjnene. Herefter skulle vi klatre op ad et stejlt stendige. Netop på dette sted var blæsten på sit allerhøjeste. Men blæst er faktisk et mildt ord. Jeg mindedes den danske decemberstorm i 1999 og tænkte “herregud”. Senere fik vi på skibet at vide, at vi havde vandret i orkanstyrke med en blæst på over 100 kilometer i timen. Ved toppen af stendiget satte Emil sig ned og græd – nu havde han fået nok, men heldigvis skulle vi heller ikke videre. Vi fandt læ bag nogle sten og åbnede madpakkerne fra skibet. Flere af os havde også medbragt en øl og en lille snaps. Det var virkelig tiltrængt på det tidspunkt.

 

Jeg pakkede nu mit fotoudstyr ned i rygsækken, så jeg havde begge hænder fri til nedturen, og på det første voldsomme stykke bar jeg Emil foran mig. Han begravede sit ansigt mod min brystkasse, og jeg måtte med møje og besvær bjerge ham ned ad stendiget og tilbage til det mosede område. Herfra kunne han selv gå resten af vejen i den voldsomme blæst.

 

Da vi endelig kom tilbage til det sted, hvorfra vi skulle sejle ud til skibet, var det helt umuligt at sejle med gummibåde. Skibet havde ikke kunnet ligge for anker og havde måttet sejle rundt på åbent hav og først vende tilbage, da vejrforholdene tillod det.

 

Vi fik senere oplyst, at vejrforholdene på Eqip Sermia var meget omskiftelige, og at ændringer netop kunne ske så pludseligt, som vi oplevede det. Vi kunne lige så godt have fået en tur i blikstille vejr, og det havde helt sikkert være mere behageligt. Men nu fik vi en oplevelse for livet, som jeg efterfølgende ikke ville have undværet.

 

Sisimiut

 

Efter nogle primitive dage skulle vi torsdag stifte bekendtskab med det moderne Grønland. Vi skulle besøge Sisimiut.

 

Sisimiut er Grønlands nordligste by med isfri havn i vinterperioden, og den sydligste by, der tillader hundeslædekørsel. Byen er også den næststørste efter Nuuk. Da vi var der, var indbyggerantallet 5.369, heraf 5.123 i Sisimiut by, 131 i bygden Itilleq og 115 i bygden Sarfannguaq.

 

Vi fik oplevet Sisimiut i regnvejr, så det var på med gummistøvler og regnslag, hvorefter vi gik rundt i byen et par timer og så på de seværdigheder, som byen bød på og fik handlet lidt.

 

Vi var tilbage på skibet ved middagstid, og efter lidt afslapning og frokost gik turen så videre til næste oplevelse.

 

Itilleq

 

Efter vores besøg i “storbyen” var det tid til at besøge en lille bygd. Det blev samtidig vores sidste besøg i Grønland inden hjemturen. Vi besøgte Itilleq, hvor vi fik indtryk af en typisk grønlandsk bygd. Itilleq betyder lavning. Det er en flot beliggende bygd 49 kilometer syd for Sisimiut. Da Itilleq ligger på en ø uden naturlig forekomst af ferskvand, havde man fået konstrueret et osmoseanlæg, der omdannede saltvand til ferskvand. Tidligere havde man måtte hente ferskvand på fastlandet i en pram eller en jolle.

 

Vi blev igen sejlet ind til Itilleq i Zodiac gummibådene. Det var en våd og kold tur, så mange valgte at blive på skibet, men drengene og jeg tog med. Når vi nu var her, ville vi have det hele med, uanset hvilke strabadser det måtte give.

 

I Itilleq blev vi modtaget af en lokal kvinde, iført grønlandsk dragt af perler, sælskindsbukser og kamikker. Vi blev budt på smagsprøver af rensdyr, sæl, hval og fisk, og selvom ikke alt smagte lige godt, skulle det prøves. Herefter var vi rundt og kigge på byen. Her kunne vi virkelig mærke, at vi var i Grønland. Der boede kun 130 mennesker i bygden, og mange af dem talte udelukkende grønlandsk. Vi blev budt også indenfor i et typiske grønlandsk hjem til kaffemik og kage.

 

På byens mudrede fodboldbane blev der nu arrangeret en fodboldkamp mellem de lokale drenge og de unge fra vores selskab. Selvfølgelig skulle begge mine drenge deltage. Danmark vandt, og Steffen scorede sine tre første “landskampsmål”.

 

 

Men efterhånden var vi alle blevet godt kolde, og bedre blev det ikke på turen i gummibådene ud til skibet. Flere af os var godt og grundigt våde, før vi nåede derud.

 

Afsked med M/S Sarpik Ittuk

 

Fredag morgen skulle vi tidligt op og belave os på at forlade det gode skib. Vi havde aftenen forinden fået en lækker afskedsmenu med hellefisk, moskusokse og islagkage. Chefpurseren havde holdt en afskedstale, og hele personalet var kommet ind til klapsalver.

 

Efter morgenmaden blev vi sejlet i land i en mindre båd, da M/S Sarpik Ittuk ikke kunne lægge til i havnen. Vi blev sejlet ind i tre hold, hvor drengene og jeg var med det sidste.

 

Buskollaps

 

På havnepladsen blev vi hentet af en bus, der skulle køre os til lufthavnen. Vi havde vel kørt en kilometer, da bussen kollapsede og ikke ville køre mere, Forskellige forsøg af chaufføren og en mekaniker gav intet resultat. Vi stod så der øde og forladt med en sammenbrudt bus og ingen forbindelse på mobiltelefonerne på grund af klipperne. Chaufføren måtte derfor gå tilbage til havnen og finde en fastnettelefon, så en anden bus kunne afhente os.

 

 

Lufthavnsproblemer

 

I lufthavnen kom vi nu til at stå som de sidste i indtjekningskøen, og her skulle det vise sig, at vi atter havde prøvelser i vente. Kort tid før det blev vores tur til at tjekke ind, var der igen noget udstyr, der kollapsede. Denne gang var det printeren til boardingkort, der ikke virkede, så her stod vi så i en times tid og ventede. Mens vi stod der, blev det klart, at der ikke var plads til alle i flyveren. Der var vist nedlagt nogle sæder for at skabe plads til en liggende patient, der skulle til Rigshospitalet, og jeg tror faktisk også, at flyet var overbooket. Det gav en urolig stemning hos os og andre, og bedre blev det ikke, da en lufthavnsfunktionær uden situationsfornemmelse og med en ubehagelig attitude var med til at skabe en dårlig stemning. Det var et rigtig uheldigt valgt tidspunkt at skabe uro blandt passagerer, der skulle ombord på et fly for første gang efter tragedien i USA få dage forinden.

 

Hjemrejse på første klasse

 

Men når enden er god, er alting godt. Da det endeligt var muligt at printe boardingkort, var der ikke plads til os, så vi blev opgraderet til businessclass, og her blev vi forkælet med ekstra benplads, gaver, champagne og fornem servering. Klogt spurgte Emil stewarden, hvorfor vi skulle have dug på bordet. Det var han ikke forvænt med under flyvning.

 

TV-dækning

 

Som under de tidligere løb, arrangeret af Adventure Marathon, var DR også repræsenteret denne gang. Resultatet blev vist i Søndagssporten tre uger efter løbet med et indslag på godt 5½ minut.

Køb bogen her.