Spørgsmål om gentagelse

 

The Polar Circle Marathon 2001 havde været en stor succes. Min oplevelse under selve løbet og på det efterfølgende krydstogt på Diskobugten havde også været stor og havde givet mig minder for livet. Nu var det så tid at tage stilling til en eventuel deltagelse ved løbets anden udgave. Mine familiemedlemmer havde fået den oplevelse, de ønskede, og det havde jeg sådan set også, men jeg brændte alligevel efter at deltage igen. Jeg havde været med i de tidligere løb arrangeret af Dansk Atletik Forbund, Albatros Travel og BT, og selvfølgelig skulle jeg med til Grønland igen. Men denne gang kun til selve løbet, uden tillægstur. Det blev første gang, jeg rejste med disse arrangører uden ledsagere.

 

Jeg valgte en billigere tur denne gang og skulle bo på Hotel Umimmak med bad og toilet på gangen. Samtidig valgte jeg at bo på delt dobbeltværelse med en fremmed.

 

Ruten skulle være den samme som i debutåret, men der var andre forandringer. Dels var det denne gang muligt at løbe et ultra halvmaratonløb på 26 kilometer, og dels ville løbet være åbent for alle nationer, ud fra et ønske om at gøre det internationalt. Løbet havde dog begrænset deltagerantal, da man regnede med en totalkapacitet på omkring 300 deltagere.

 

Ankomst til Grønland

 

Afrejsedagen var fredag den 6. september om formiddagen, og i flyet kom jeg til at sidde ved siden af Morten, som det senere viste sig, jeg også skulle dele værelse med. Vi ankom planmæssigt til Grønland klokken 11.00 lokal tid og modtog ved ankomsten hver en kuvert med startnummer og diverse information, samt en nøgle til hotelværelset. Herefter blev vi kørt til Hotel Umimmak et par kilometer fra lufthavnsbygningen. Forholdene var udmærkede, men det var ikke samme standard som på hotellet i lufthavnsbygningen året før. Her boede man i store dobbeltværelser uden privat bad og toilet, men der var gode bade– og toiletfaciliteter på gangene, og Morten og jeg gik fint i spænd sammen, så alt var tilfredsstillende.

 

 

Eftermiddagen gik med at gense området, der ikke havde forandret sig fra året før. Senere var der grillaften ved vandrehjemmet, og der var opsat tre store telte, så vi kunne sidde i læ for blæsten og for den regn, der også skulle vise sig at komme. Vi fik moskusokse, rensdyr og pølser med diverse salater, ris og brød, og det var ikke sent, da vi kom tilbage til vores hotel.

 

En stille og rolig dag

 

Lørdag var vi på inspektionstur på ruten. Det var genkendelsens glæde, men stadig imponerende og spændende at se moskusokser, sneræve og harer i horisonten.

 

Løbsruten på isen var lidt anderledes end sidste år. Ikke på grund af arrangørerne, men fordi moder natur havde tilladt sig at rykke lidt rundt på sig selv. Året før havde vi kunnet løbe eller gå direkte op på “isvejen”, men dette var ikke længere muligt. Vi måtte i år hjælpes op til “vejen”, og arrangørerne lovede at lægge en form for bro til løbet.

 

For mig var der ikke meget nyt at se, så jeg valgte at bruge resten af dagen på at slappe af og forberede mig til løbet dagen efter. Aftensmåltidet var det traditionelle pastaparty.

 

Endnu et løb i kulden

 

På løbsdagen vågnede jeg allerede klokken fire og kunne ikke falde i søvn igen. Jeg havde ikke løbet meget, siden min skade brød op igen under Swiss Alpine Marathon halvanden måned tidligere, men jeg følte mig alligevel klar. Dog havde jeg ikke tænkt mig at udfordre skæbnen. Jeg fik lagt en god stigbøjle af sportstape omkring den venstre fod, og Morten var med til at stramme den op for mig, så den blev så optimal som muligt.

 

Ved startstedet var der bidende koldt, men samtidig utroligt smukt. Det havde sneet i nattens løb, så alt var dækket af et tyndt lag sne. Det var meget idyllisk. Men var det smukt der, skulle det vise sig at blive et endnu smukkere syn, da jeg under løbet nåede til indlandsisen. Det var det mest fantastiske syn. Nattens sne havde lagt sig, så alt var hvidt. Det var simpelthen “juleaften”. Som en ekstra bonus var det også meget lettere at løbe i den bløde sne frem for på den spejlglatte is. Ganske vist lykkedes det mig alligevel at falde, men jeg landede blødt i sneen.

 

I godt selskab

 

For mig havde det altid været naturligt at løbe alene. Vel var jeg faldet i snak med andre løbere, men det var altid endt med, at vi skiltes og løb videre alene. Men her mødte jeg tidligt i løbet Mette. Vi løb i nogenlunde samme tempo og gav hinanden godt selskab, hvilket skulle vise sig at holde lige til målstregen.

 

Vi løb ikke hurtigt, og jeg var meget koncentreret om ikke at vride om på foden igen, mens Mette for sin del havde nogle problemer med tæer og knæ. Men det gav trods alt ikke nævneværdige problemer, og vi var gode støtter for hinanden.

 

 

Efter 34 kilometer fik jeg en krise. Jeg følte mig totalt tappet for energi og var ved at bede Mette løbe fra mig, men hun mærkede min panik, løb lidt foran op på en bakke og råbte til mig, at der var en forplejningsstation lidt fremme. Det gav lidt kræfter igen.

 

På forplejningsstationen drak jeg fire glas energidrik og fik en håndfuld vingummi. Det hjalp noget, men samtidig blev kroppen kold af pausen og af den meget kolde væske. Jeg spurgte Mette, om her var koldt, og det bekræftede hun, men senere fortalte hun mig, at hun ikke følte kulden og havde sagt det til mig af psykologiske årsager. Efter nogen tid var jeg klar igen og på niveau med Mette.

 

En bajer tabt igen

 

Året før havde jeg vundet en øl ved at slå Søren Rasmussen på målstregen. Den var dog ikke kommet til udbetaling, hvilket jeg aftenen forinden havde mindet Jan om. Han havde tilbudt mig fire øl, hvis jeg igen kunne slå Søren. I modsat fald skulle vi være kvit. Men da Mette og jeg kom til bakketoppen, hvorfra det gik 800 meter nedad mod mål, hørte jeg Jan råbe i højtaleren til mig, at jeg havde tabt. Det kom ikke bag på mig.

 

Sammen i mål

 

Mette og jeg fulgtes i mål skulder ved skulder, og efter os kom der vist kun fem løbere. Min tid blev 6:17:23, hvilket var godt tre kvarter langsommere end året før. Men det betød intet. Jeg var bare så glad for, at jeg igen havde kunnet løbe et maraton efter min skade.

 

Søren var jo årsag til, at jeg tabte den øl, jeg havde vundet året før, og han tog imod mig ved målstregen. Da jeg efterfølgende gik ind i et telt for at få en varm drik i min forfrosne krop, sad Morten derinde. Han var kommet ind på en flot syvendeplads, men han var dehydreret og havde derfor ligget i drop i teltet. Nu var han dog ved at være frisk igen, og han kunne fortælle mig, at Søren havde siddet og ventet i teltet i en halv time med det ene formål at tage imod mig, når jeg kom i mål. Det var stort, følte jeg. Det er dejligt at modtage en sådan gestus.

 

På løbsaftenen blev afholdt den traditionelle gallafest med nogle efterfølgende glade timer på et diskotek.

 

Dette var en kort rejse med løbet som eneste egentlige formål, og allerede dagen efter var det tid til afrejse efter en forlænget weekend i julemandens land.

Køb bogen her.